Prøv avisen

Billedkunstner: Det handler om kærlighed

Poul Erik Bermann med sin urne. Den er dekoreret i stærke, glade farver, for der skal fest og farver på tilværelsen, også når vi skal herfra, mener kunstneren. Der er åbne hjerter på en appelsingul baggrund, for hjertet har været centrum i det liv, der nu er forbi. Foto: Leif Tuxen

Poul Erik Bermann vil med sin kunst provokere os til at tage stilling til vores egen død. Han peger på, hvor altafgørende det er, at vi får talt sammen, inden det er for sent – og ikke mindst taget ordentlig afsked med hinanden. Det blev det ikke til, da hans egen mor døde

Billedkunstneren Poul Erik Bermanns seneste separatudstilling adskilte sig markant fra hans tidligere udstillinger gennem årene: Foruden malerier omfattede den flere dekorerede ligkister og urner, og en nyskrevet bog med titlen ”Til døden os skiller”. Blandt det udstillede var kunstnerens egen urne – klar til den dag, han skal herfra – og som han sammen med sin bog også havde med på årets Bogforum i Bella Centret i november.

For mange vil Roskildekunstnerens seneste projekt, som han har arbejdet med en stor del af 2017, formentlig synes noget sortsynet, måske endda på grænsen til det morbide: Ligkister, urner og død, men dybest set drejer det sig om livet i højeste potens: ”For det handler om kærlighed,” som Bermann understreger.

Samtidig er der tale om et dybt personligt projekt. Det viser tilbage til hans eget liv og tilbage til moderens død, hvor han aldrig fik mulighed for at tage en ordentlig afsked. I stedet havde de haft et skænderi, som blokerede for kommunikationen og kærligheden. Derfor kan Bermanns projekt også ses som en advarsel og først og fremmest som en opfordring til at forholde sig til, at vi alle lever på lånt tid, og ingen ved, hvornår vi skal herfra.

”Derfor skal vi opføre os ordentligt over for hinanden, for ingen ved, hvor vi står, når dagen er slut,” som det direkte og ligetil udtrykkes på nordjysk – Bermann er født ved Hjørring.

Med sine 62 år vil det – målt efter vor tids stigende middellevetid – vare en del år, før Bermanns urne skal i brug og bære hans aske på den sidste rejse til Lønstrup i Nordjylland for at spredes ud over havet, som er planen. Få kilometer fra barndomshjemmet inde i landet, hvor forældrene havde dækket op med kaffebord, og sønnen bare kørte forbi på grund af stridigheder.

”Memento mori” – ”husk, du skal dø”, eller ”husk på din dødelighed”, lyder den klassiske latinske påmindelse om livets korthed. Udtrykket går tilbage til det gamle Rom og har i billedkunsten sat sig spor i billeder af dødedans, timeglas med videre.

Det er netop denne tradition, Poul Bermann knytter an til, med sine ligkister og urner, utraditionelt udsmykket i stærke, glade farver, for der skal fest og farver på tilværelsen, mener kunstneren, også når vi skal herfra, og livet går i sort.

”Man må selvfølgelig gerne være ked af det, når ens nære går bort, men jeg har altid undret mig over traditionen med en ’sørgetid’. Vil det sige, at man skal sørge og gå i sort, hvor alt i en periode skal lægges dødt, for så derefter feste og slå sig løs? Jeg ved, det kan lyde provokerende, men jeg mener, at sorg alt for let kan kamme over i egoisme og stillen sig selv frem: ’Se, hvor synd det er for mig, for jeg har mistet’. Det vil da være meget bedre, om man huskede og snakkede og grinede sammen om alle de gode minder, man har om den afdøde. Netop derfor skulle mine kister og urner være i glade, livlige farver.”8

Bermanns egen urne er dekoreret med en appelsingul bundfarve, hvorpå er malet hjerter i vinrødt.

”De er åbne, for nu er hjertet der jo ikke mere, og jeg har malet dem løst i konturerne, så man kan få omridsene til at ligne mennesker, måske de venner og kærester, man har haft i livet?”

I kontrast til de livlige og glade farver, ligger den smertelige personlige oplevelse omkring moderens død. Selvom det er 27 år siden, hun døde, nager det stadig, at han bare kørte forbi – på trods af, at sønnen ikke kunne ane noget som helst om, at døden billedligt talt befandt sig lige i nabolaget.

”Det understreger jo netop min pointe. Jeg kan blive kørt ned på gaden i morgen eller i overmorgen, hvis det skal være. Derfor er det så vigtigt, at vi er åbne og får talt ud, også om vores egen død og tankerne omkring den, inden det er for sent. For selvom vi ikke kender tidspunktet, ved vi jo, at vi alle sammen skal dø.”

”Døden er et tabuemne, ikke ret mange ønsker at tale om, i hvert fald ikke, hvis det drejer sig om deres egen død, men for mig er det netop et udtryk for kærlighed. Vi skal selvfølgelig ikke gå rundt og snakke om døden hele tiden, men jeg vil gerne være med til at skabe en bevidsthed omkring døden. Det er kærlighed, at vi også forsøger at tilrettelægge tingene, når vi selv skal dø. Det er kærlighed til de efterladte, at vi ikke bare overlader alle de svære spørgsmål til dem. Det er nogle af de praktiske spørgsmål, jeg har forsøgt at belyse og give svar på i min bog.”

Faktisk burde man allerede i folkeskolen tage emnet op, mener Bermann.

”Jo mere vi tør tale om døden og får talt ud med hinanden om vores liv, jo nemmere bliver det at få sagt ordenligt farvel og komme videre i livet.”

Hvor afgørende den gode afsked er, og omvendt hvor meget den dårlige betyder, har Poul Erik Bermann selv oplevet, da hans forældre døde.

”Jeg havde været på et weekendbesøg i Nordjylland, og der havde været nogle dumme diskussioner i familien, så der stod en mur af negativitet tilbage, da jeg skulle hjem til Sjælland om mandagen. Derfor, selvom jeg kørte lige forbi mine forældres hus, lod jeg være med at stoppe og sige farvel, selvom jeg kunne se, at mor og far sad med kaffen klar ved køkkenbordet. Sidst på eftermiddagen ringede min bror så til mig og fortalte, at mor pludselig var død. Hun blev 61 år, og ingen kunne vide, at det ville ske, men den oplevelse kom til at ændre hele min livsopfattelse: Jeg besluttede, at den skulle ikke gentages.

”At ændre fortiden, kan vi jo ikke, og jeg har siden mange gange fortrudt, at jeg den dag ikke gjorde hold.”

Oplevelsen kom til at stå i skarp kontrast til faderens død mange år senere.

”Da han blev uhelbredeligt syg, vidste jeg, at vi skulle have talt ud om hans og mit liv – intet emne var tabu. Det fik vi så også mulighed for, så min fars begravelse husker jeg som en solskinsdag, hvor de positive og lyse minder stod tilbage, i modsætning til min mors begravelse, der altid vil stå for mig som en mørk regnvejrsdag. Netop fordi vi aldrig ved, hvornår og hvordan vi kommer herfra, er det så vigtigt, at vi i god tid får talt sammen, også om døden – vores egen og de andres.”

I forbindelse med bogen ”Til døden os skiller” har Poul Erik Bermann været på gaden i Aarhus og København og talt med op mod 800 danskere om deres forhold til døden.

”Her mødte jeg mange rørende og næsten tragiske historier. En kvinde var bekymret i forhold til sit voksne barn. Vi fik en lang snak, og jeg spurgte bagefter, om jeg måtte give hende en ’krammer’. Det var helt o.k., og bagefter sagde hun så, at ’det her har allerede hjulpet lidt’, og nu ville hun gå hjem og snakke. Tænk, hvor lidt der egentlig skal til, at en krammer af et vildfremmed menneske på en gågade kan afstedkomme den reaktion. Tænk, hvis vi alle sammen forsøgte at være mere åbne og interesserede i hinanden.”

Poul Erik Bermanns forældre tilhørte forskellige kirkesamfund.

”Det gav nogle spændinger, så som voksen har jeg besluttet, at jeg ikke vil puttes i nogen som helst bås, heller ikke hvad angår religion.”

Derfor, understreges det, har han bevidst forsøgt at holde sit projekt neutralt i forhold til religion, men han er påvirket af sidste halvdel af kristendommens dobbelte kærlighedsbud:

”Vær mod andre, som du ønsker, de skal være mod dig” (”Du skal elske din næste som dig selv”, som det udtrykkes i Matthæusevangeliet 22,39 i Det Nye Testamente).

Eller sagt på ligefremt nordjysk: ”Du skal bare opføre dig ordentligt, for alle har ret til at leve.”

Og gør man det og husker at få talt ud (og måske givet en krammer), bliver det ikke så svært med døden, mener Poul Erik Bermann.

Poul Erik Bermanns urne er dekoreret i stærke, glade farver, for der skal fest og farver på tilværelsen, også når vi skal herfra, mener kunstneren. Der er åbne hjerter på en appelsingul baggrund, for hjertet har været centrum i det liv, der nu er forbi – og nu er hjerterne åbne, og konturerne kan læses som omridsene på de mennesker, den afdøde har kendt og været i berøring med i livet. Foto: Leif Tuxen
Billedet, som Poul Erik Bermann her præsenterer, har fået titlen ”Hvor går vi hen?” og er brugt som omslag for bogen ”Til døden os skiller”, hvor Bermann behandler filosofiske og praktiske spørgsmål omkring døden. Han har i den forbindelse talt med blandt andre en præst og en bedemand. Et af bogens praktiske råd er at få sine sidste ønsker skrevet ned, så de efterladte får hjælp til hvordan den sidste rejse skal foregå. – Fotos: Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen