Det handler om at vælge livet – og så håbe, at livet vælger en

På en måde har det længe ikke været et spørgsmål om, hvorvidt jeg fik cancer, men snarere et spørgsmål om, hvornår, og hvilken cancer der skulle blive min, skriver journalist Hanne Foighel

Helt tilbage i folkeskolen kan jeg huske, vi talte om, at ”i gamle dage” var det netop den slags helt almindelige sygdomme, mennesker døde af, og at vores generation sandsynligvis ville dø af cancer, skriver journalist Hanne Foighel.
Helt tilbage i folkeskolen kan jeg huske, vi talte om, at ”i gamle dage” var det netop den slags helt almindelige sygdomme, mennesker døde af, og at vores generation sandsynligvis ville dø af cancer, skriver journalist Hanne Foighel. Foto: Emil Kastrup Andersen.

Der skal tages et aktivt valg. Hver eneste morgen. Faktisk ofte flere gange om dagen.

Det handler om at vælge livet. Og tro på det.

”Det er underligt, kræft stadig er omgærdet med så megen frygt,” skrev en sød ven, der gerne ville trøste.

Men det er egentlig ikke så underligt.

Man dør af kræft. Som man engang døde af influenza, tuberkulose eller lungebetændelse.

Helt tilbage i folkeskolen kan jeg huske, vi talte om, at ”i gamle dage” var det netop den slags helt almindelige sygdomme, mennesker døde af, og at vores generation sandsynligvis ville dø af cancer. Netop fordi moderne medicin har gjort has på de tidligere så farlige infektionssygdomme.

Der er cancer overalt. Blandt venner. I familien. I litteraturen. På film og på teater.

Så på en måde har det længe ikke været et spørgsmål om, hvorvidt jeg fik cancer, men snarere et spørgsmål om, hvornår, og hvilken cancer der skulle blive min. Og nej, man vælger ikke selv sin cancer. Men når den dukker op, handler det om at lære at vælge.

Den første, jeg vælger, er min ældste og allerkæreste gymnasieveninde. Hun var knap 30 år, mor til en lille dreng og fraskilt, da hun fik sin diagnose. Hun var bare otte år, da hendes egen mor døde af brystcancer, og da hun fik at vide, at der nu også var cancer i hendes bryst, var hun i så dyb fornægtelse, at der gik to måneder, før hun accepterede overhovedet at gå i behandling.

”Jeg sagde ja til behandlingen, for den mulighed fik min mor aldrig,” forklarede hun.

Vi var begge biologer og havde sammen terpet de statistiske normalfordelingskurver. Uden statistik ingen videnskab havde man lært os.

Men hvad betyder det, at der er 80, 90 eller måske endda 99 procents chance for at overleve, hvis man selv er den ene procent?

Der forstod vi, at i livet er statistik fuldstændig ligegyldigt.

Hun har valgt livet, min skønne veninde. Og livet har valgt hende.

Den anden, jeg vælger, er en klog sygeplejerske, som jeg slet ikke kender. Min kusine havde fået taget biopsier og ventede på dommen: brystcancer. Desperat og grædefærdig kunne hun ikke andet end at tænke på, hvad der dog skulle ske med hendes fire børn.

”Hvis jeg skal dø af det her, så håber jeg, det sker, før de ældste er 18 år, så der er nogen, der vil tage sig af dem,” sagde hun let henvendt til universet, da hun lå på briksen.

”Det kan du godt glemme alt om, det kan du slet ikke nå,” svarede cancersygeplejersken myndigt og resolut.

Jeg elsker den sygeplejerske for den bemærkning. I en enkelt sætning fik hun sat proportionerne på plads og gav min kusines børn deres mor tilbage.

Hun har valgt livet, min seje kusine. Og livet har valgt hende.

Mit tredje valg er et fravalg. I de dage hvor kemien suser rundt i blodstrømmen, og hjernen og kroppen synes at færdes på vidt forskellige planer, er der ikke meget andet at gøre end at kaste sig på sofaen og se ligegyldige tv-serier. Det er ikke alle slags serier, der duer. Jeg orker hverken terror, mellemøstlige krige eller politik. Miljøskadet, tænker jeg.

Så jeg ser ”Orange er det nye sort”, der udspiller sig i et amerikansk kvindefængsel. Det har underholdningsværdi, og det gør ikke så meget, hvis man døser hen undervejs.

Men selv i dette fjerne univers dukker canceren op. Miss Rosa, hedder hun. Dømt for væbnet bankrøveri og – af sygdommen og af fængselsvæsenets manglende budget til at lade hende operere – dømt til at dø.

”Desværre, kemoterapien virker ikke mere,” siger en medlidende læge og giver Miss Rosa yderligere et par uger at leve i.

Javel, det er drama. Det er tv. Men det er også en del af virkeligheden.

Det gælder om at vælge livet og håbe, at livet vælger en.