Thomas Korsgaard: Det har betydet mere for mig at have et hjem, end jeg troede

Forskere vil gerne vide, hvad trangen til at sige tak gør ved mennesker. Der er mange historier at fortælle om den følelse, som kristendommen ses som en grundindstilling

24-årige Thomas Korsgaard debuterede i 2017 med romanen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, som blev meget rost. Siden har han udgivet endnu en roman samt en novellesamling.
24-årige Thomas Korsgaard debuterede i 2017 med romanen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, som blev meget rost. Siden har han udgivet endnu en roman samt en novellesamling. . Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix.

Jeg føler mig ret taknemmelig over min lejlighed. Det lyder måske mærkeligt, men jeg har – indtil jeg fik min lejlighed for to år siden – boet fra sted til sted og levet et lidt hjemløst liv igennem seks-syv år. Jeg kunne aldrig rigtig finde et permanent sted at bo. Så det var ret stort, da jeg fik min lejlighed og bare det at kunne sætte noget op på væggen med et søm var grænseoverskridende, fordi det betød, at jeg kunne være her i lang tid uden at skulle tænke på at skulle flytte kort tid efter.

Et hjem og en lejlighed er to forskellige ting, men min lejlighed begynder mere og mere at være mit hjem. Jeg kommer ikke længere i mit barndomshjem, så det er blevet vigtigt at skabe mig mit eget hjem. Når man ikke længere kan komme de steder, man er kommet hele sit liv, må man skabe sig et nyt helle. Det har jeg gjort ved for eksempel at købe en brødrister, indrette mig og være her. Jeg havde svært ved at være her i begyndelsen, fordi jeg syntes, at det var voldsomt at have et stort, tomt værelse, jeg på en måde skulle indtage, men nu er det mit sted. Og jeg føler mig taknemmelig, hver gang jeg har været ude et sted og skal hjem. Hjem til samme adresse og låse mig ind med mine egne nøgler. Så er jeg taknemmelig for, at jeg skal hjem og ikke sove på sofaen hos venner eller tjekke ind på et hostel eller ind i en fremlejet lejlighed. Jeg kan tage hjem og komme ind bag egen dør, jeg kan larme, selvom klokken er mange, tænde en cigaret i køkkenet, hvis jeg vil, sætte høj musik på. Det er en frihed.

Jeg er jo kronisk angst for at miste min lejlighed, så jeg gør det, at jeg betaler husleje et år ad gangen. Hver måned kommer der så et girokort med en opkrævning på nul kroner, fordi huslejen jo er betalt. Så bliver jeg taknemmelig, det er så dejligt. Det minder mig om, at der er en tryghed, jeg er sikret nogle måneder mere her.

Det har betydet mere for mig at have et hjem, end jeg troede. Når man ikke har et hjem, er man nødt til at lave en illusion om, at det ikke er vigtigt for en, at det er fint, at man er sådan en, der flakker. Men man bliver slidt af det. Det at flytte er ikke så rart, hvis man ikke vil. Sådan var det også lidt for mig, da jeg flyttede hjemmefra, det var nok nærmere en flugt end en flytning. Til gengæld har det at flytte så meget lært mig noget om at være det sted, jeg er, uden at tænke for meget over, at ”om 10 år kunne jeg være i et stort hus, hvis jeg sparede op, og om 20 år skal jeg være der eller der”.

For mig har det gjort, at jeg prøver bare at nyde at have et godt liv, hvor jeg er nu, uden at gøre mig for mange forhåbninger og billeder om, hvordan det ellers kunne være. For så tror jeg, at man sætter sig selv i et fængsel ret hurtigt. Men jeg tror også, at det er noget, mange gør; at så sidder man i en toværelses lejlighed og drømmer om en treværelses. Og når man så har den treværelses, drømmer man om en fireværelses. Man skal hele tiden rykke sig til noget bedre, og det kan blive stressende, i stedet for at være taknemmelig for at være der, man er.

Taknemmelighed er egentlig et ord, jeg har det lidt ambivalent med. Jeg synes tit, det bliver et ord, man kan bruge til at bebrejde andre, at de ikke er taknemmelige: ”Hvorfor er du ikke taknemmelig, nu har vi gjort så meget for dig, og så er du utaknemmelig.” Det er tarveligt, for du kan ikke bevise din taknemmelighed. Du kan vise den ved at sige tak, men du vil aldrig kunne bevise, hvor taknemmelig du er. Jeg har brugt den følelse en del i mine bøger med mandlige karakterer, som har en lidt psykisk terroriserende side, og som bebrejder andre for ikke at være taknemmelige. Som bruger det til at skabe en følelse i børnene på gården om, at de er forkerte.

Det er virkelig noget, vi er optaget af i vores kultur, at vi skal være taknemmelige. Måske fordi vi gør en dyd ud af at være gode mennesker, og selvom vi gerne skulle gøre ting, uden at der nødvendigvis skal komme noget belønning ud af det, vil vi stadig gerne have en taknemmelighed. Og så kan man komme i taknemmelighedsgæld, hvis man har taget imod en stor tjeneste, og det kan faktisk være voldsomt ubehageligt, fordi det gør noget ulige. Men når det så er sagt, er det da vigtigt at sige tak.