Egentlig havde hun sagt nej flere gange, da DR ringede og spurgte Sanne Cigale Benmouyal, om hun ville lave nogle programmer om unge danske jøder. Særligt da de spurgte, om hun ville fortælle sin egen historie om at være halvt dansk, halvt jødisk-israelsk, sagde hun nej. Men der var alligevel noget, der rumsterede. For hvis hun ikke kunne lave programmerne, hvad er det så for et samfund, vi lever i, som hun siger. Så hun endte med at sige ja, og programserien ”Jøde!” havde premiere på DR 2 den 3. december. Programmerne har lært hende en del om det jødiske samfund i Danmark og den frygt, der hele tiden ligger som en mere eller mindre udtalt grundpræmis for jøder rundtom i verden. En frygt, hun kender fra sin barndom, men som aldrig blev formuleret i ord. Og så har hun lært en del om sin familie og fundet ud af, at hun ikke var den eneste, der havde det svært med at være halvt dansk og halvt jøde.
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
Det er præget af, at jeg har fået noget med fra to meget forskellige kulturer. Jeg føler, at jeg kan hente noget fra to verdener, og det er dejligt, for det betyder, at mit livssyn er ekstremt dansk og ekstremt mellemøstligt. Den ene side giver mig, at det er vigtigt at være ydmyg over for det, man har fået og bliver givet. Den anden giver mig, at man virkelig ikke skal sætte sit lys under en skæppe. Det er godt og blandet og betyder, at jeg ofte står to diametralt modsatte steder. Og det er først i en sen alder, at jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan bruge det. Det har været forvirrende som barn, men givende som voksen. Jeg kan altid forstå en situation, fordi jeg forstår de to yderpoler og dermed kan se alle de nuancer, der er midtimellem. Og så vil jeg sige, at det har givet mig et stort udsyn at være vokset op med flere kulturer. Det gør, at man udvider sin horisont, og en ven sagde til mig, at det gode ved mig er, at man altid har en fornemmelse af, at jeg lige er landet i Kastrup Lufthavn.
Hvad har formet dit livssyn?
Det har selvfølgelig min opvækst. I dag ser jeg det som en gave, men da jeg var barn, var det svært, at jeg skilte mig ud. Vi boede i Vestjylland, hvor jeg var allermørkest i løden. Det siger måske mere om stedet end om mig, men det var virkelig ubarmhjertigt at føle sig så meget ved siden af. Jeg blev mobbet med smykker, jeg havde på, at jeg var mørk eller havde monobryn (sammenvoksede øjenbryn, red). Men jeg har nok følt mig mere isoleret, end jeg reelt var, fordi jeg vidste, at jeg var anderledes. Samtidig har det gjort mig stærkere, hvor klichéfyldt det end lyder, at jeg har haft de oplevelser med mig, og at jeg ikke bare er sejlet igennem tilværelsen som barn.
Men vi snakkede aldrig om frygten derhjemme. Den frygt, jøder lever med. Der var hele tiden en undertone af, at det skal vi ikke snakke om. Derfor forstod jeg heller ikke, hvorfor mine forældre havde givet mig min fars navn, når de sagde, at jeg ikke skulle bruge det eller fortælle, hvorfor jeg hed Benmouyal. Hvis jeg ikke måtte bruge det, hvorfor så give mig det? Programmerne har betydet, at vi i familien har talt om nogle af de ting, der har været uudtalt igennem alle disse år, og det har været virkelig fantastisk.
Hvad gør dit liv rigere?
Det er der én ting, der gør: kærligheden. Det er så simpelt. Og så indsigt. Jeg har en tendens til at dømme ting meget hurtigt, dét kan jeg lide, dét kan jeg ikke lide. Så er det befriende, når man får set nuancerne og får en indsigt. Det gør mit liv rigere, når jeg forstår en situation anderledes, fordi jeg får tid til at tænke over den.
Hvad betragter du som dit livs største ulykke?
Jeg tror faktisk, at det hårdeste, jeg har været igennem, har været en stor kærestesorg. Jeg tror, det kom bag på mig, hvor ondt det kan gøre, fordi jeg har været forskånet for andre ting. Jeg har nok den største ulykke til gode, men kærestesorg gør mere ondt, end folk tror. Det er en undervurderet sorg, synes jeg.
Hvad tror du på?
Det er et svært spørgsmål. Jeg tror på, at der er noget, der er større end mig selv, men jeg er ikke sikker på, hvad det er. Jeg ved bare, at jeg er nødt til at tro, ellers bliver jeg bange for at eksistere. Jeg er vokset op både med kristendommen og jødedommen, og det har for mig at se været dobbelt op på alt det gode. For mig er religion forbundet med særligt højtider, som har været en gave at få et indblik i. Især hvor forskellige de er. Men som barn godtager man det, der er, så hvis det er pesach, spiser man fladbrød, og hvis det er jul, kommer der en julemand. Jeg har ikke skelnet så meget, fordi det hele har været en glæde. Mine forældre vil jeg betegne som kulturtroende, ellers tror jeg heller ikke, de ville være gift i dag, for to kulturer er rigeligt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan man skal forene to religioner, hvis begge tror stærkt.
Jeg føler mig tættere på den jødiske kultur end den dansk-kristne. Det har noget med temperamentet at gøre, som passer mig bedre i den jødiske og israelske kultur. Jeg har det svært med den protestantiske arbejdsmoral om, at man skal bære byrden med et smil og være nyttig. Men det har ikke været let at føle sig mere jødisk i et samfund, hvor tro og jødedommen fylder så lidt. Derfor har vi rejst meget i Israel og besøgt familie. Det er selvfølgelig lettere i dag end i 1990’erne, hvor der var meget uro, og vi tit måtte aflyse rejser i sidste øjeblik.
Hvilke åndelige eller moralske forbilleder har du?
Jeg synes, der er meget få at se op til i tiden. Verden er af lave, så hvem eller hvad kan vi se op til i dag? Hvis jeg skal vælge, må det være den tyske kansler Angela Merkel. Hun holder godt sammen på Europa, og jeg er hende så taknemmelig for, at hun har kunnet gøre det i så lang tid. Jeg er virkelig bange for, hvad der skal ske, når hun ikke længere er der til at holde styr på Europa. Jeg kan godt følge skepticismen over for EU, men samtidig synes jeg, det er så vigtigt, at der er et samlet Europa, og for mig er Merkel den eneste, der holder det sammen. Hun har en særlig facon med en tysk grundighed og integritet, samtidig med at hun er chefen, der kan sætte mændene på plads. Hun er en moralsk vogter, og det er vigtigt.
Hvad skal der stå på din gravsten?
Jeg ved det ikke rigtig. Måske skal der stå ”Tænk ind i boksen”. Jeg er så træt af folk, der siger, at man skal tænke ud af boksen. Nogle gange skal man se på det, der er lige foran næsen på en, for det er oftest det, der trænger mest til at blive kigget på. Sådan var det for mig at lave de her programmer. Det var så åbenlyst, selvom det også var så svært. Og jeg har fortrudt det mange gange, men det er en vigtig historie at fortælle.