Prøv avisen

Julie og Christian flyttede til provinsen: Her slipper vi for storbyens fokus på selviscenesættelse

”Jeg skal ikke lave tivoli for mine børn hele tiden. Men der er tid til, at jeg får et indblik i, hvad et børneliv er, og at mine børn også ser, hvad et voksenliv er. Jeg kan sagtens klippe hæk med den mindste på ryggen, indtil han ikke gider det mere. Jeg oplever for eksempel tydeligt, at der slet ikke er det samme behov for at finde på ting, der kan stimulere ham, som jeg oplevede, at der var med min datter, da vi boede inde i byen,” siger Julie Keldborg Malmos. – Foto: John Olsen/photodan.dk

Julie Keldborg Malmos havde forsvoret, at hun nogensinde skulle tilbage til Nordvestsjælland og bo. Nu er hun alligevel flyttet dertil og oplever det som en lettelse at komme væk fra storbyen

”Selvfølgelig skal vi ikke det!”.

Så kort var svaret, da Julie Keldborg Malmos’ mand, Christian, foreslog hende, at de droppede femtesalslejligheden midt i København og i stedet flyttede ud i hendes bedsteforældres gamle hus i den lille by Ubby ved Kalundborg.

Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt, og i dag har Julie Keldborg Malmos, hendes mand og deres to børn på halvandet og fire år boet i bedsteforældrenes hus i godt et år. Og hvad hun indtil for få år siden havde forsvoret skulle ske, er endt med at være en beslutning, der i dag føles som det eneste rigtige.

”Hvis jeg var blevet spurgt som teenager, om jeg skulle tilbage og bo her, så havde jeg svaret: ’Aldrig’. Men nu, 15 år senere, kan jeg se værdien i at komme tilbage. Vi har 10 minutter til stranden, 10 minutter til søen, 10 minutter til familien, og vi kan spille musik til langt ud på aftenen, uden at nogen brokker sig. Det kunne vi ikke på femte sal i København. Og så er det blevet tydeligt for mig, hvordan de store byer handler rigtig meget om forbrug og selvfremstilling. På den måde føler jeg, at det er en frigørelse at komme herud og slippe for det. Det, byen gjorde, når jeg tænker over det, var at fremme en forbrugs- og præstations- kultur, hvor alt skal sættes i skema. Det var slet ikke, hvad jeg drømte om med mine unger,” siger hun.

Julie Keldborg Malmos er uddannet cand.mag. i tværkulturelle studier, men lige nu gør hun ikke brug af sin uddannelse. Hun og hendes mand har taget en fælles beslutning om, at børnene ikke skal gå i institution, men passes hjemme, og det kræver, at de ikke begge har fuldtidsarbejde. Drømmen er, at de hver især kan arbejde på halv tid, men lige nu er det Christian, der arbejder som gymnasielærer, mens Julie Keldborg Malmos skriver og gør sig tanker om, hvordan hun kan strikke sit eget job sammen, måske som selvstændig, så de kan deles om at tjene pengene.

”Den virkelige modtendens i det, vi har gjort, er, at vi insisterer på, at alting har en pris. Jeg hører indimellem om, at en ven har hevet et mega fedt job hjem eller har købt et eller andet stort og lækkert. Men så er det, at jeg minder mig selv om, at alting har en pris, og den pris er jeg ikke villig til at betale. Vi vil gerne spise, når vi er sultne, og sove, når vi er trætte – vi vil gerne være fri for at tilpasse os flere skemaer end højst nødvendigt. Jeg indrømmer, at det er meget privilegeret at kunne gøre som os, og at det selvfølgelig ikke er alle, der har den mulighed. Men mange kunne nok godt gøre et eller andet, hvis de virkelig ville,” siger Julie Keldborg Malmos.

Selvom hun lige nu går hjemme på fuld tid, føler hun ikke, at hun som kvinde er blevet banket tilbage til kødgryderne. Der er lavet ægtepagt med manden, så hans pension også er hendes og vice versa, og indtil hun får fundet en måde at arbejde halvtids på, nyder hun tiden med børnene. Uden det dog betyder, at hun ligger på stuegulvet og bygger klodser hele dagen.

”Jeg skal ikke lave tivoli for mine børn hele tiden. Men der er tid til, at jeg får et indblik i, hvad et børneliv er, og at mine børn også ser, hvad et voksenliv er. Jeg kan sagtens klippe hæk med den mindste på ryggen, indtil han ikke gider det mere. Jeg oplever for eksempel tydeligt, at der slet ikke er det samme behov for at finde på ting, der kan stimulere ham, som jeg oplevede, at der var med min datter, da vi boede inde i byen,” siger Julie Keldborg Malmos.

Tidligere, når Julie Keldborg Malmos tog turen til Ubby for at besøge bedsteforældrene, syntes hun, at der så så goldt ud, og at køreturen ikke bød på andet end udsyn til brune marker. Dengang gav hun sig ikke tid

til at overveje, hvilke interessante mennesker der kunne bo i de små huse inde mellem de firkantede markarealer.

”Nu ved jeg lige pludselig, hvem mange af de her mennesker er. De er, selvfølgelig, helt forskellige, og de er søde og spændende. Mange af dem har kendt mine bedsteforældre og min far. I går havde vi for eksempel genboen til kaffe og fik fortalt, hvem der legede med hvem, og hvem der bagte pandekager til børnene dengang. Det er da en kæmpe gave at få lov at høre alle de historier. Den slags oplevede jeg aldrig i byen, hvor folk har så travlt med alt det, de skal. Der er lige tid til at klemme en caféaftale ind sommetider, men det blev bare så tamt i længden. Når vores venner fra København besøger os nu, så kan vi jo holde hinanden ud en hel dag eller en hel weekend, fordi der rent faktisk er plads til os alle sammen her,” siger den 30-årige kvinde.

Noget af det, Julie Keldborg Malmos sætter pris på ved at være flyttet til provinsen, er det store engagement, hun oplever fra beboerne i lokalområdet. Hendes mand spiller håndbold i den lokale klub, og hun selv holder af at tage til kulturarrangementer på en nærliggende højskole. Hun bemærker, at kommer hun kontinuerligt til for eksempel litteraturforedragene og musikarrangementerne på højskolen, så er det de samme mennesker, hun møder hver gang. Det interessefællesskab nyder hun, og hun oplevede ikke selv noget lignende i København.

”Vi har fået venner herude på vores egen alder, men også nogle, der er 20 år ældre end os, og nogle, der slet ikke har fået børn endnu. Det er meget givende, når vi ikke er ens. Der er så mange spændende mennesker herude, som har gang i alt muligt, og der er meget kort fra idé til handling,” siger hun.

Alt i alt har det vist sig at være en stor gevinst for Julie Keldborg Malmos og hendes familie at flytte til et område, hvor selv huset, de bor i, er kendt.

”Der er på en måde et forlæg, noget kendt, som giver en slags ro. Vi ved, at her er et hus, der fungerer. Det giver os overskud til at tænke ud af boksen på andre områder. For eksempel til at have vores børn hjemme og skabe noget sammen. Jeg oplever også, at når der er færre distraktioner, så bliver der mere plads til at åbne op for noget andet, og jeg har for eksempel aldrig nogensinde i mit voksenliv fået læst så mange bøger og danset til så mange musikvideoer med ungerne som nu,” siger Julie Keldborg Malmos og afviser, at det handler om at lukke sig om sig selv, når man flytter ud i provinsen for at leve det stille og simple liv.

”For os er det ikke en jagt efter evig balance og mærken efter i os selv, men et forsøg på at skabe plads og overskud til at møde det kaotiske, vilde og uforudsigelig liv, der udgår fra os selv og andre. Vi vil gerne have tid til at forholde os til det – og gøre noget, i fællesskab.”