70-årige Kirsten drømte som barn om at være dreng: Jeg græd og følte, at det var helt forkert at få kjole på

Kirsten Kessel drømte i sin barndom og ungdom om at være en dreng. Havde nogen spurgt hende, om hun ville have skifte køn dengang, havde hun formentlig sagt ja. I dag er hun lykkelig for, at den mulighed ikke var der

Kirsten Kessel er glad for den, hun er og har været hele livet igennem. Hun vedstår, at hun har været igennem svære perioder, men at det har gjort hende stærk at holde fast i sig selv.
Kirsten Kessel er glad for den, hun er og har været hele livet igennem. Hun vedstår, at hun har været igennem svære perioder, men at det har gjort hende stærk at holde fast i sig selv. Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Da Kirsten Kessel var barn i 1950’erne og 60’erne i Bagsværd ved København, hvor hun også bor i dag, hed hendes bedste ven Niels. De to var uadskillelige og legede altid kun med hinanden. Hun drømte om at være ligesom ham. Gå i bukser og have kort hår. Når hendes mor gav hende kjoler på, protesterede hun højlydt.

”Jeg græd og følte, at det var helt forkert. Følte at jeg blev klædt ud som en drag (mand, der optræder i kvindetøj, red.),” fortæller hun, der i dag er 70 år.

Som så mange andre piger på hendes alder, blev Kirsten Kessel tilmeldt danseundervisning. Også det gjorde hun oprør mod.

”Jeg gemte mine dansesko, når vi skulle af sted. Jeg vidste, at jeg skulle have sløjfer i håret og have kjole og laksko på, når jeg skulle til dansetime. Og det syntes jeg var helt forfærdeligt. Men når vi ikke kunne finde danseskoene, kunne jeg jo ikke komme af sted.”

Danseundervisningen blev derfor droppet, og Kirsten Kessels mor opgav også på et tidspunkt kampen om at få sin datter klædt i kjoler. I stedet fik Kirsten lov til at gå i bukser som Niels, og da han var lidt ældre end hende, fik hun til sin store glæde lov at arve hans tøj. Kun håret gav forældrene hende ikke lov til at få klippet op over ørerne ligesom bedstevennen.

Da Kirsten Kessel var barn, slap hun af sted med at gå i bukser som sin bedste ven Niels. Håret fik hun dog ikke lov til at få klippet op over ørerne. Privatfoto.
Da Kirsten Kessel var barn, slap hun af sted med at gå i bukser som sin bedste ven Niels. Håret fik hun dog ikke lov til at få klippet op over ørerne. Privatfoto.

På et tidspunkt flyttede Niels, og Kirsten Kessel fandt sig en ny ven. Denne gang en pige, der også hellere ville lege ”Paw i Urskoven” end holde te-selskab for dukkerne. Hun begyndte også at læse Enid Blytons ”De fem”-bøger, hvor hun hurtigt identificerede sig med den seje pige Georgina, der blev kaldt Georg.

”Jeg kunne se, at Georg ikke var kikset, selvom hun opførte sig meget drenget. Og der var mange andre piger end mig, der også syntes, at hun var sej. Det hjalp mig til at føle mig bare lidt cool. Men der var nu ingen, der kommenterede, hvordan jeg så ud, og det blev ikke problematiseret, som jeg synes, det gør i dag. På den måde var der ikke noget drama rundt omkring mig.”

Da Kirsten Kessel nåede teenagealderen, var de synlige tegn på pubertet begrænsede. Hun vedblev at have en skikkelse som en dreng – smalle hofter, brede skuldre, muskuløse overarme og næsten ingen brystudvikling. Det var også sådan, hun helst ville se ud, men alligevel voldte det hende kvaler, at hun så ud, som hun gjorde.

”Det var ikke skægt at gå i bad med de andre piger til gymnastik, for jeg lignede jo en flagstang i forhold til dem. Jeg var splittet mellem at være glad for at se ud, som jeg gjorde, og så følelsen af, at det var pinligt ikke at se ud som de andre.”

Kirsten Kessel forelskede sig som andre piger på sin alder i jævnaldrende drenge. På et tidspunkt var det dog en pige, hun blev betaget af og forelsket i, og hun husker, at det gjorde hende bekymret.

”Jeg var faktisk skrækslagen og tænkte ’Åh nej, er jeg nu skruet sådan sammen?’ Dengang vidste jeg ikke, at man som ung ikke har udviklet en færdig seksuel identitet, men at det først er senere, man får stillet skarpt på det køn, man er interesseret i. Havde det været i dag, var jeg nok blevet fortalt, at jeg var lesbisk,” siger hun.

I starten havde Kirsten Kessels svigerforældre svært ved at acceptere deres nye svigerdatter, fordi man i det bedre borgerskab, som de tilhørte, ikke gik i jeans og sneakers som kvinde. Men med tiden lykkedes det hende at få deres accept "så de næsten endte med at synes, at det var helt charmerende, at jeg var, som jeg var," erindrer hun. På billedet er hun i starten af tyverne. Privatfoto.
I starten havde Kirsten Kessels svigerforældre svært ved at acceptere deres nye svigerdatter, fordi man i det bedre borgerskab, som de tilhørte, ikke gik i jeans og sneakers som kvinde. Men med tiden lykkedes det hende at få deres accept "så de næsten endte med at synes, at det var helt charmerende, at jeg var, som jeg var," erindrer hun. På billedet er hun i starten af tyverne. Privatfoto.

Det viste sig dog med tiden at blive mænd, Kirsten Kessel rettede sin kærlighed mod. Allerede som 20-årig blev hun gift med en franskmand og flyttede til Frankrig. Mandens familie tilhørte det bedre borgerskab, og i de kredse gik man som kvinde ikke med sneakers og jeans, som hun gjorde. Det betød, at hendes svigerforældre til en start havde meget svært ved at acceptere deres nye svigerdatter.

”Efterhånden fandt min svigermor dog ud af, at hun ikke skulle prøve at putte mig i fine kjoler og høje hæle. For sådan var jeg jo ikke. Og det lykkedes mig faktisk at blive accepteret på en måde, så de næsten endte med at synes, at det var helt charmerende, at jeg var, som jeg var. De kaldte mig vikingen.”

Kirsten Kessels franske ægteskab holdt ikke. Men indeni var drømmen om at blive mor begyndt at tage form. Hun mødte en ny mand og fik som 30-årig sønnen Adam. Det var livsomvæltende for hende.

”Det var en stor triumf for mig, da jeg fik mit barn. Da jeg var højgravid, stod jeg og kiggede mig selv i spejlet og så alle de former, jeg ellers aldrig havde haft. Jeg lignede jo næsten Venus fra Milo, og jeg syntes, det var fantastisk. Formerne forsvandt dog igen, da jeg havde født. Så blev jeg den gamle Kirsten igen. Og det havde jeg det fint med.”

Kirsten Kessel, der er uddannet billedkunstlærer, skrev i 2019 et debatindlæg, der blev bragt i Kristeligt Dagblad. Anledningen var debatten om, hvorvidt børn skal have lov at skifte køn. Hun skrev blandt andet følgende om at blive mor:

”Den lykkeligste dag i mit liv var den dag, jeg lå med min nyfødte søn i armene. Da var jeg helt og holdent kvinde og mor. Jeg spår, at en stor del af de ligeledes identitetsforvirrede unge mennesker, man i dag skamferer med hormoner og kirurgiske indgreb, fremover vil stå med uoprettelige skader og ødelagte liv. Kønsskiftebølgen griber mere og mere om sig – mon ikke det er på høje tid at besinde sig.”

”Hvis nogen, dengang jeg var barn, havde spurgt mig, om jeg ikke ville skifte køn og blive en dreng, er jeg sikker på, at jeg havde sagt ja. For det var jo sådan, jeg følte mig," siger Kirsten Kessel. I dag ser hun det som en sejr, at hun livet igennem holdt fast i i sig selv. Privatfoto.
”Hvis nogen, dengang jeg var barn, havde spurgt mig, om jeg ikke ville skifte køn og blive en dreng, er jeg sikker på, at jeg havde sagt ja. For det var jo sådan, jeg følte mig," siger Kirsten Kessel. I dag ser hun det som en sejr, at hun livet igennem holdt fast i i sig selv. Privatfoto.

Og det er netop sådan, Kirsten Kessel har det med forslaget om, at børn helt ned til 10-årsalderen skal have lov at skifte køn. Hun forstår ikke, at det overhovedet er en overvejelse og bruger sig selv som eksempel.

”Hvis nogen, dengang jeg var barn, havde spurgt mig, om jeg ikke ville skifte køn og blive en dreng, er jeg sikker på, at jeg havde sagt ja. For det var jo sådan, jeg følte mig. Men det er helt absurd at tro, at præpubertære børn kan beslutte den slags. Den pige, jeg legede med som barn, er også i dag blevet det, mange vil beskrive som ’en rigtig kvinde’. Vi forandrer os, og børn er ikke legoklodser, som man kan skille ad og bygge op igen som noget andet,” siger hun og fortsætter:

”Hvem har plantet det her ønske hos de børn, der siger, de vil skifte køn? Det er jo ikke noget, de selv har læst sig til. Jeg mener, at forældrene skal lade børnene være dem, de er. Hvis en dreng vil have en nederdel på i skole, så lad ham. Men lad være at begynde at gøre det til en snak om kønsskifte. Det kan komme, når han bliver myndig, hvis det stadig er aktuelt.”

Kirsten Kessel understreger, at hun er glad for den, hun er og har været hele livet igennem. Hun vedstår, at hun har været igennem svære perioder, men at det har gjort hende stærk at holde fast i sig selv.

”Det har været en sejr at holde fast i mig selv. Jeg tænker på mig selv som en alternativ kvinde. Jeg går ikke specielt feminint klædt, men der er jo ingen, der vender sig om efter mig, fordi jeg går i bukser og sneakers i dag. Menneskeheden har mange variationer, og jeg tror, at man skal lære at se sine styrker og være tilfreds med den, man er.”

Der har ikke været en mand i Kirsten Kessels liv de sidste mange år, hvilket hun har det fint med. Hun er ikke afvisende over for, at en del af årsagen måske kan være hendes måde at være kvinde på.

”Det er jo en særlig slags mænd, jeg har tiltrukket i mit liv. Det er klart, at hvis du er til meget feminine kvinder, har jeg ikke været sagen. Og det tror jeg måske nok, at de fleste mænd er. Jeg har spurgt min søn, om han selv kunne forestille sig at falde for en kvinde som mig, og det har han klart svaret nej til. Til gengæld har han altid som barn syntes, at det var sejt med en mor, der havde muskler, så hun kunne lægge hans kammerater ned i armlægning, og at jeg gad med dem ud og lege i skoven.”