Det er ikke en gruppe, som til dagligt fylder meget i bevidstheden. Ældre mennesker uden børnebørn. De fylder så lidt, at de endnu intet navn har. For hvis ens børn er barnløse, hvad er man så selv? Barnebarnsløs?
Det er Anni og John Nielsen fra Haarby på Fyn. Barnebarnsløse.
Deres søn og datter på henholdsvis 45 og 42 år lever alene og har gjort det længe, og for Anni og John Nielsen er håbet om, at der en dag vil komme en lille ny skabning til familien for længst forsvundet.
Selv er Anni og John Nielsen 63 og 69 år. De bor i det samme gule murstenshus på Ingrid Marie Vej i Haarby på det vestlige Fyn, som de flyttede ind i for 45 år siden med en forestilling om, at deres liv skulle gå som for de fleste andre. Hus, børn og på sigt børnebørn.
Og langt hen ad vejen gik alt efter planerne. Et par måneder efter at parret var flyttet ind i deres nybyggede hus, kom datteren til verden, og tre år efter meldte sønnen sin ankomst.
Men på et tidspunkt stoppede den mølle, som samfundet ellers ynder at kalde hverdag. Efter en samtale med de to voksne børn stod det klart, at børnebørn ikke skulle være et lod i Anni og John Nielsens liv.
”For vores vedkommende var samtalen ganske uforpligtende og handlede om, om vi kunne gøre os nogle forventninger om at blive bedsteforældre,” fortæller Anni Nielsen i dag.
Det var ikke, at der i årenes løb ikke havde været lige ved og næsten-tidspunkter, hvor chancen for børnebørn havde været inden for rækkevidde. Men flere knuste hjerter og forliste forhold for begge børn måtte de alle fire erkende, at det var det, det blev til. De fire.
”Vi har alle sammen været enige om, at det bare er sådan, det er. Men det er jo ikke alting, man får at vide,” lyder det fra John Nielsen.
Op igennem børnenes 20’ere og 30’ere var det ægteparrets forventning, at de hver især ville skabe deres egen lille familie, men sådan blev det ikke.
”Det er ikke sådan, at de har noget imod små børn, men jeg tror bare, de affinder sig med det. Jeg har indtryk af, at det passer dem godt at være dem selv,” siger John Nielsen.
I dag er det ikke noget, der gør hverken Anni eller John Nielsen kede af det i dagligdagen, men nogle gange dukker der alligevel en uforklarlig følelse af savn op hos John Nielsen.
”Jeg kan mærke, at jeg godt kunne have tænkt mig børnebørn. Det er jo ikke sådan, at jeg bliver ked af det, men det er en følelse af, at det kunne have været spændende, hvis vi gennem børnebørn kunne opleve det hele en gang til,” siger han.
Anni Nielsen taler hurtigt og afklaret, da hun svarer på, om hun savner at have børnebørn.
”Når ens børn har valgt ikke at få børn, skal man ikke presse dem. Så kan man være bedste for et andet barn, som måske har brug for det,” siger hun.
John Nielsen er anderledes overvejende, og for en stund bliver der stille i den anden ende af telefonen.
”Jeg ville have glædet mig utroligt meget over det, hvis det nu var sket, men omvendt har jeg også respekt for deres valg og deres liv,” siger han.
Havde John Nielsen fået børnebørn, ville han have taget dem med på oplevelse, forkælet dem og givet dem lov til ting, de ikke måtte gøre hjemme hos forældrene, siger han. Men han ved også, at det ikke bliver aktuelt, så ”der er ingen grund til at bruge ressourcer på at ærgre sig over det”.
John Nielsen, der gik på pension fra sit arbejde som autoelektriker i 2012, havde ellers haft god tid til det, som han selv bemærker.
Selvom både han og Anni for længst har accepteret, at de ikke bliver bedsteforældre, nærer de alligevel et håb om, at der en dag dukker en form for børnebørn op i deres liv.
”Jeg har da nævnt for vores søn, at der sagtens stadig kan komme børn ind i hans tilværelse. Det behøver ikke at være biologisk, for hvis han nu mødte en, han synes om, som havde et par børn eller bare en enkelt, så ville det være lige så fint.”
Det er heller ikke vigtigt for Anni Nielsen, at generne er på plads, og det kunne være rart, hvis datteren eller sønnen senere hen i livet fandt en partner, som allerede havde børn, samtykker hun.
John Nielsen selv er adoptivbarn og har ingen søskende.
”Når vi en dag ikke længere er her, så er min side af slægten uddød,” siger han og tilføjer lidt efter:
”Jeg kunne godt have tænkt mig at se os i nogle nye skabninger på en eller anden måde. Det er lige så meget at være noget for nogen og have én i den årgang, som man kunne hygge sig med. Men det har ikke den store betydning for mig, at mine gener ikke bliver videreført.”
I dag bor datteren i Nordjylland og sønnen på Nordfyn, så det er særligt hunden Dante, som får godt med opmærksomhed. Som Anni Nielsen beskriver det, bruger parret ”rimelig meget krudt på den.”
”Jeg har nogle gange sagt, at hvis der er et liv efter det her, så vil jeg være hunden i vores hjem,” supplerer John Nielsen.
Parret nyder at bruge tid i haven og at gå lange ture i den vestfynske natur i selskab med hunden.
I deres omgangskreds er det varmeste emne børnebørn, og dem vil Anni og John Nielsen gerne høre om. Men de oplever, at vennerne gerne vil snakke om andet end børnebørn og er interesserede i at høre om deres liv, som har et andet fokus.
”Det er ikke sådan, at vi sidder henne i lænestolen, og ikke kan finde ud af, hvad vi skal lave med vores liv,” siger Anni Nielsen, der arbejder som ”alt muligt-kvinde”, som hun selv beskriver det, på det Løgismose Gods, hvor den danske fødevarevirksomhed Løgismose har sit udspring.
På sigt kunne hun godt tænke sig at blive bedstemor for et barn, som savner en voksen i sit liv.
”Jeg skal lige vænne mig til, at jeg kan gå på efterløn, men på sigt kunne jeg godt tænke mig at være frivillig, så jeg kan forkæle et barn lidt. Jeg vil gerne gøre noget for et barn, som har brug for, at en eller anden er noget for ham eller hende.”