Prøv avisen

Line Knutzon: Når jeg kigger tilbage på mit liv, kan jeg se, at jeg har været tro mod mig selv

”Hvis jeg er optaget af noget, samtaler, samvær, skal løse opgaver sammen med andre mennesker og skal noget, så får jeg det bedre. Det er det, der helt klart er mest helende for mig, at gøre noget sammen med andre og være sammen med andre,” siger Line Knutzon. – Begge fotos: Emil Kastrup Andersen. Foto: Emil Kastrup Andersen

Dramatiker og forfatter Line Knutzon, der med bogen ”Camille Clouds brevkasse” har skrevet en satire over tidens selvhjælpslitteratur, har fundet mening i tilværelsen igen efter en periode, hvor meningen var forsvundet

Artiklen er oprindeligt udgivet 8. december 2017.

Nogle vil måske betakke sig, men ikke Line Knutzon. Da hendes fire børn var flyttet hjemmefra, flyttede hendes 77-årige mor ind i lejligheden på Frederiksberg, hvor de nu er fælles om madlavning, pasning af pudlen Basse, husleje og en fortløbende samtale.

”Så vil nogen sige, jamen Line, nu har du din frihed, det er den, du har ventet på. Så kan du rejse, skal du ikke ud at opleve? Så må jeg sige, at for mig er det frihed, at min mor er flyttet ind, mens andre vil sige, at det er det værste, de kunne forestille sig.”

Elevatoren stopper ved 4. sal. Resten af vejen går ad en snoet trappe op til toppen af Vesterbrogade i København. Her serverer den 52-årige dramatiker og forfatter en kop kaffe ved sit skrivebord i et hjørne af kreativt og skabende rod i det gamle tårn-atelier, som hun deler med en scenograf og to kostumedesignere.

Anledningen er Line Knutzons bog ”Camille Clouds brevkasse”, der ved udgivelsen for nylig fik flotte anmeldelser og nu ligger på boghandlernes bestsellerliste. ”Camille Clouds brevkasse”, der første gang dukkede op i ”Frit flet”, som hun skrev sammen med Naja Marie Aidt og Mette Mostrup, og som siden har kørt som føljeton i Weekendavisen, er en satire ud i det absurde over tidens selvhjælpslitteratur og menneskesyn.

Brevkasseredaktøren præsenteres på bogens inderflap som en kendt virksomhedsleder og entreprenør, terapeut, igangsætter, fitnessinstruktør samt eneimportør af belgisk cru-vin og indehaver af en hudplejeproduktlinje. De, der skriver til hende, er triste og bizarre personligheder, der i modsætning til hende selv ikke kan finde ud af leve det gode liv. Et spørgsmål og svar i brevkassen kan for eksempel lyde således:

”Kære Camille. Jeg er en mand i en havestol, der ikke kan mere. Mvh. Gregers. Til Gregers. Nå. CC.”

”Camille Cloud er en figur, som både kunne være en mand og en dame, men måske er hun en stemning, som jeg synes, der er i tiden, og som har været der i ret mange år. Hun er en del af den flok af mange stemmer i det korværk, der opføres i verden,” siger Line Knutzon.

”Hun er jo ikke særlig sympatisk. Og hun er ikke særlig klog eller vis, hun kommer med dårlige løsninger og er enormt kortsigtet. Det hele er din egen skyld. Og der er ikke særlig megen solidaritet med nogen inde i Camille. Du må klare dig selv, er hendes mantra. Du skulle have sparet op allerede som foster. Og du skulle bare have tænkt dig om, lang tid før du blev født.”

”Det synes jeg også, at tiden gør. Den stiller det umulige op for mennesker, sætter dem i en umulig situation, og så bliver vi så ensomme. Og vi bliver bange. Og når vi bliver bange, så løber vi hen og køber selvhjælpsbøger, som vi sidder alene og læser for os selv. Der er også nogle, der begynder at købe utrolig mange ting til deres hjem og garderobe eller gourmetrejser. Der bliver en masse kompenseren for den ensomhed – og angst.”

”Jeg har mødt den stemme i mange forskellige forklædninger i mit liv. Bare du tænder for radioen og hører rigtig efter, hvad folk siger, så er det faktisk uhyggeligt. Forleden i Radio 24syv var det noget om kriminelle, og om de skal have lov at have kontanthjælp, når de kommer ud af fængslet. Den måde, der blev snakket om det på, var så ukonstruktiv: Det skulle de bare ikke. Så spurgte journalisten, om de så troede, at de begår mindre kriminalitet, fordi de netop ikke får nogen økonomisk hjælp. Jeg ved godt, at for en kriminel, der er vant til at gå ud og lave 50.000 kroner ved noget salg, er 6000 kroner i kontanthjælp ingenting. De gør det under alle omstændigheder.”

”Men det er hele måden at snakke om mennesker på, som er blevet så forrået. Det er, som om vi går ind fra den forkerte vinkel på det at være menneske. Om du er kriminel eller Islamisk Stat-tilhænger, er der inde i mit hoved altid det billede af, at den der person engang har været en lille bitte dreng eller pige på tre år. Så selv når der står det værste svin foran en, så ved man, at han eller hun har været tre år og gået med ble og siddet og råbt ’jeg er færdig’ på en potte et eller andet sted og været fuldstændig hjælpeløs.”

Den forråede tone og syn på andre mennesker hænger ifølge Line Knutzon sammen med den forestilling om, hvad succes er, som er fulgt i kølvandet på det materialistisk boom efter Anden Verdenskrig og 1950’erne.

”Som barn havde jeg en forestilling om, at når jeg var 40, så boede jeg nok i en seksværelses lejlighed på Frederiksberg Allé, jeg havde bil, jeg havde sommerhus, og jeg var vigtig med mapper, jeg åbnede og lukkede. Jeg havde et billede af, hvordan det succesfulde voksenliv var. Det havde helt klart noget at gøre med at have etableret sig i verden, og hvad er det? Det er at du bor et sted, du rejser, du har bil, og du kan være med i det fællesskab med en fælles drøm om lykke.”

”Den har jeg slået mig rigtig hårdt på, fordi intet af det er lykkes for mig. Jeg har ikke kunnet være med i den fælles drøm, selvom jeg godt ved, at jeg på ydersiden ligner en succesfuld dramatiker, og jeg har både et ridderkors og en Holbergmedalje. Men dem kan du ikke spise til aftensmad. Du kan heller ikke købe en lejlighed for dem. Jeg har været inde på boligmarkedet, men måtte sælge for at komme af med skattegæld. Så jeg ejer ingenting.”

”Det er en helt anden position at stå i. Jeg beklager ikke, at jeg ingenting ejer, jeg er glad for, at jeg ikke er i nogen som helst gældsforbindelse med nogen banker. Det er en form for økonomisk detoxing, for jeg vil nødig være i forbindelse med de ting og betale til dem. For bankerne låner os nogle penge, som de ikke har, og så betaler vi dem tilbage med vores usle mønter, så de får nogle penge. Men de har i første omgang ikke nogen penge, det er noget, de finder på, som børn finder på: Her er en butik, nu låner jeg dig nogle penge, og det koster så og så meget. Og så går jeg ud og genererer nogle rigtige penge og betaler dem til bankerne. Og det bedrag – jeg kan næsten ikke have det.”

”Det, vi stræber efter i dag, det perfekte menneske, det er en illusion. Og den illusion er hele tiden blæst ud over os alle sammen i form af billeder af mennesker, der ikke har noget som helst levet liv på sig. Som om de aldrig har været i karambolage med livet. Selvom man er nok så intelligent og ved, at det bare er et billede, så bliver du påvirket af det. Hvad skal vi gøre ved det? kan man så sige. Jeg ved ikke andet end, at det er meget vigtigt at have samtaler om det med sine børn. Jeg har to døtre og to sønner, og det er vigtigt at have de samtaler om, hvad der er sandt, og hvad der er falsk.”

”Og så skal du også som mor selv leve efter det. Jeg går ikke hen og bliver opereret for rynker, for det kan jeg ikke tillade mig over for mine børn. Jeg tvinger dem til at se på mit gradvist mere og mere rynkede ansigt, og når der kommer børnebørn, skal jeg tvinge mit gamle ansigt ned i hovedet på dem, ikke. Så de vænner sig til at se det, så det ikke bliver, hvad er det for noget mærkeligt monster, der kommer der, men at man i min familie står ved tingenes gang.”

På forsiden af bogen ”Camille Clouds brevkasse” er der trykt slogans som succes, dynamik, branding, produkt, netværk og stram op! Men spørgsmålet er, hvorfor der overhovedet er behov for selvhjælpsbøger.

”Det er der, fordi det set ud fra en liberalistisk tankegang er genialt, fordi der kan laves business på det, så de kan tjene penge på det og være med til at køre hjulet. Og så forhindrer det, at folk går sammen. Når du åbner selvhjælpsbøger, bliver du bekræftet i forestillingen om dit ophøjede fantastisk selv, du skal pleje det og hente vand til det og små madder og rejer. Selvet skal have alt muligt. Og nogle gange bliver det fine selv sur på dig, fordi du er i meget dårligt humør. Så det siger, at du skal gå hen og købe en selvhjælpsbog om, hvordan du slipper af med dit dårlige humør, din negativitet og vrede. Du bliver slave af det der selv, der er fremstillet i selvhjælpsbøger.”

”Jeg tror, vi har et selv, men at vi er kommet ind ad den gale dør omkring det. Vi er ikke født ens, og vi er selvfølgelig alle sammen helt fantastisk specielle. Men jeg har i hvert fald for mit eget vedkommende registreret, at hvis jeg bliver for ensom eller får for meget tid for mig selv og begynder at svælge i bøger og lede rundt på nettet, så bliver jeg bange. Og hvis jeg er optaget af noget, samtaler, samvær, skal løse opgaver sammen med andre mennesker og skal noget, så får jeg det bedre. Det er det, der helt klart er mest helende for mig, at gøre noget sammen med andre og være sammen med andre.”

”Jeg syntes, det var lidt svært at blive 50 år. Ikke fordi børnene flyttede, men det var noget med at runde et hjørne og kunne se, at så mange hjørner var der ikke tilbage. Og det er jo ikke engang sikkert, at man er en af dem, der kommer forbi det næste hjørne. Du ved ingenting. Og den der livsens alvor i sin lidt mere rå udgave går op for en.”

”Og så har jeg i min nære omgangskreds været udsat for voldsom død, da en veninde mistede sin søn. Sådan en omgang hyler en ud af det, men har så også bekræftet, hvor vigtigt det er med et fællesskab. Midt i al den fortvivlelse og dybe sorg, hvor man har hørt så meget om, at folk løber væk, når der sker noget forfærdeligt, det skete ikke her. Da trådte alle frem til dem, og der var ingen, der slap, før de kunne være en dag alene. Det var meget forfærdeligt, men midt i det hele var der også en meget vigtig lære i det: Hvad det vil sige at være der for hinanden.”

”Men efterfølgende, da jeg var færdig med sådan helt at tage mig af de ting, der skulle tages af, havde jeg lige seks måneder, hvor jeg var nede og vende i mørket. Jeg vil nærmest kalde det på kistebunden. Når jeg lå inde i mit soveværelse – jeg havde aldrig haft et soveværelse, for når man har så mange børn, sover man i stuen – følte jeg faktisk, at jeg lagde mig ned i en kiste. Jeg tænkte, at jeg jo lige så godt kan dø nu, der er ingen grund til noget. Børnene de klarer sig uden mig, og hvad skal jeg egentlig lave? Mit moderskab er ophørt, hvad er meningen? Frihed har du til hvad?”

”Når sådan noget voldsomt kan ske, kan alt jo ske, så er det jo lige meget det hele. Det tænker jeg egentlig stadigvæk, et eller andet sted ligger det i mig. Men så var det, at min mor ringede og foreslog, at hun flyttede ind. Og det var simpelthen så godt. Det er det bedste, jeg kunne forestille mig. Det har jeg ret til at synes, og det er ikke noget, der kan diskuteres, for jeg ved det og kan mærke, at jeg føler mig meget friere, efter at hun er flyttet ind. Det er simpelthen så rart, og det giver så meget mening. Det er blevet meget vigtigt for mig, at det, jeg foretager mig, er meningsfyldt og er i overensstemmelse med det, der er sandt for mig om, hvordan jeg skal leve mit liv.”

”Når jeg så kigger tilbage i dag, kan jeg se, at jeg har levet meget i overensstemmelse med mit eget væsen. Jeg har ikke skullet gå den slagne vej, jeg har været meget sammen med mine børn, og det er der også nogen, der synes er for meget. Jeg har aldrig haft en babysitter, jeg har gjort det selv. Det har ikke været et offer for mig. For mange i den ydre verden ville det være at ofre sig for sine børn eller for sin mor eller ved at tage et år ud af kalenderen for at hjælpe en veninde.”

”Min mor og jeg har mange samtaler om hund og mad, og hvad vi nu gør, og det er bare hyggeligt. Og vi sidder ikke lårene af hinanden, hun gør sit, og jeg gør mit. Fordelene overskygger ulemperne. Vi snakker meget om ting, der har været sket, men konstruktivt og uden at tage det personligt. Hun ved også godt, at jeg synes, at det, der må have været forkert, er der ingen, der har gjort overlagt. Der er ingen, der har været onde med vilje. Vi snakker om min barndom eller ungdom sådan teoretisk. Og det kan være, vi snakker om 80’erne eller 70’erne, hvordan det var, og hvilke strømninger der var, på sådan et nørdeplan. Vi har mange gode snakke, og jeg ved godt, det er specielt. Hun irriterer mig ikke, og hvis hun gør, er det noget, vi kan holde inden for morskabsområdet.”