Dronningens nye præst: Det her handler ikke om lille Poulsen

Den 1. april tiltræder biskop Henrik Wigh-Poulsen som kongelig konfessionarius. Han er både glad og lidt betuttet ved den tillid, som er blevet ham vist

Biskop Henrik Wigh-Poulsen nyder Volvo’ens lydanlæg, når han kører rundt i stiftet. Han har en melankolsk åre, og på denne tur er det blandt andet Nat King Cole, Paul Simon og K.D. Lang, der fylder kabinen. – Fotos: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix.
Biskop Henrik Wigh-Poulsen nyder Volvo’ens lydanlæg, når han kører rundt i stiftet. Han har en melankolsk åre, og på denne tur er det blandt andet Nat King Cole, Paul Simon og K.D. Lang, der fylder kabinen. – Fotos: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix.

Når biskop Henrik Wigh-Poulsen ser ud ad vinduet fra sit skrivebord i bispekontoret i Aarhus, kan han se mod Tangkrogen og Aarhus-bugten. Det er sådan en udsigt, som får Gnags’ ”Lav sol over Aarhus” til at spille på biskoppens indre playliste. I dag har tågen malet udsigten nærmest mælkehvid, men inde på bispekontoret står landskabet klart takket være de malerier, stiftet har fået lov at låne fra gemmerne på kunstmuseet ARoS.

Den kyst, man ikke kan se for tågen, har guldaldermaleren Janus la Cour foreviget på et maleri ved skrivebordet. Mellem kunstværkerne hænger et kort over stiftet: en mosaik af 336 sogne opdelt i 14 farvekoder, som viser, hvilket provsti sognene tilhører. Om lidt går turen 66 kilometer gennem stiftet til Sostrup Slot i den nordøstligste del af Djursland, hvor Henrik Wigh-Poulsen skal holde foredrag. En af hans største glæder som biskop er at komme rundt i stiftet, og i dag går turen mod den egn, hvor han mærker, han har hjemme. På køreturen har han også sagt ja til at tale om betydningen af at blive kaldt på som præst fra det første embede i 1989 til udnævnelsen som kongelig konfessionarius.

”Vi skal køre i Volvo’en,” siger han og åbner døren til den sølvfarvede bil.

Hans hustru, provst Grete Wigh-Poulsen plejer at køre i bilen, når hun pendler mellem embedet i Kolding og hjemmet i Aarhus. I disse dage er hun rejst på studietur, så Henrik Wigh-Poulsen vil nyde den leasede bil og ikke mindst vognens lydanlæg.

I september 2015 blev Henrik Wigh-Poulsen indsat som biskop over Aarhus Stift, og dermed vendte han tilbage til den by, han som ung teologisk kandidat nødigt ville sige farvel til. Han havde brugt 10 år på at studere teologi og ikke mindst kirkehistorie, og han søgte flere embeder i studiebyen, inden han fik øje på stillingen som sognepræst i Lejrskov-Jordrup Pastorat ved Kolding.

”Alt det, jeg har lært som præst, har jeg lært der. De opdrog mig på mange måder og inviterede mig ind i deres hjem med den største selvfølgelighed. Det var gode landlige forhold med et stærkt folkeligt liv i både missionshus og forsamlingshus og en folkekirkelig selvfølgelighed. De havde kaldt på mig som deres præst, og både grundtvigianere og missionsfolk kom i kirke for at høre evangeliet forkyndt til trøst og opbyggelse, og den tillid virkede tilbage på præsten, så man fik rum til at træde i karakter.”

Biskop og snart kongelig konfessionarius Henrik Wigh-Poulsen. –
Biskop og snart kongelig konfessionarius Henrik Wigh-Poulsen. – Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Da han afsluttede studiet i Aarhus, overvejede han at læse en ph.d., og det ønske vendte tilbage i årene i Lejrskov-Jordrup. Forfatteren og salmedigteren Jakob Knudsen havde tilbragt en del af sin barndom i sognet, og hans far, præsten Jens Lassen Knudsen, ligger begravet ved Lejrskov Kirke. Under et besøg på et plejehjem faldt Henrik Wigh-Poulsen i snak med en ældre kvinde, der viste sig at være i familie med Jakob Knudsen. Den gamle kvinde sagde følgende om salmedigteren: ”Åh; morbror Jakob. Han havde et svært sind”.

Når man af Henrik Wigh-Poulsens curriculum vitae kan læse, at han har været højskolelærer i Askov og tekstforfatter på et reklamebureau, hænger det sammen med, at det var måden, hvorpå han kunne bidrage til familiens økonomi, da han læste videre. Mens han arbejdede med sin afhandling, forfattede han marketingsmateriale om blandt andet campingvogne nogle timer dagligt.

Så kom han hjem. Sådan føltes det i hvert fald, da han efter en kursusdag for reklamefolk efterfulgt af en festlig aften i København gik gennem porten til Vartov i det indre København. Han blev redaktør af Dansk Kirketidende samtidig med, at han ledte Grundtvig-Akademiet med base i den grundtvigske bastion i København.

”Siden lod jeg mig overtale til at stille op til bispevalget i Roskilde Stift i 2007 efter Jan Lindhardt. I dag fatter jeg ikke, at jeg gjorde det, og jeg er glad for, at jeg ikke blev valgt. Men ens liv kommer i drift, når man har været gennem sådan en proces, så står man der ’all dressed up but nowhere to go’ (klædt på uden noget sted at gå hen, red.).”

Efter otte år på Vartov ville han gerne være præst igen, og han fik embede som domprovst i Odense.

”I bund og grund har jeg altid været mest præst. I årene på Vartov savnede jeg husbesøgene, begravelsessamtalerne og sjælesorgen. Jeg var glad for igen at kunne arbejde med prædikener og gøre evangeliets trøst gældende og nærværende. For mig er en god prædiken kendetegnet ved en lydhørhed over for det fælles, og med baggrund i det kan man gøre evangeliets ord gældende og måske hørt på ny.”

Han peger på et skilt, hvor der står Vejlby, tre kilometer. Det er her, han voksede op som den ældste af to. Tryghedens duftspor blev lagt ud i præstegården i Vejlby, som lå ved en forpagtergård med besætning. Lugten af kostald og tørverøg en vinterdag gør ham godt. I bogen ”Præstebørn” skriver han om en barndom, hvor hans mor forsynede ham med Tintin, som han læste, mens han spiste marmelademadder. Som præstens søn blev han set på med lidt anderledes øjne. I hvert fald var der ingen, som mistænkte ham for at have fjernet splinten i en bænk under juletræsfesten med det resultat, at fire fyldige kvinder røg på gulvet i forsamlingshuset.

Som biskop er Henrik Wigh-Poulsen vendt tilbage til sin hjemegn, og det sker jævnligt, at han træffer mennesker, han har mødt gennem sin opvækst.

”Det er her, jeg har hjemme. På Fyn kunne jeg ikke på samme måde læse folk, som jeg kan på Djursland. Jeg kender mentaliteten og møder ansigter, som jeg har kendt fra tidligere. Min far døde for nogle år siden, men både min mor, søster og svigerforældre bor på Djursland, og jeg har sommerhus her. Du kan sige, at jeg er vendt tilbage til min fortid i et højst nutidigt ærinde.”

Vi fortsætter mod Grenaa. Og Henrik Wigh-Poulsen fortæller om cykelturene fra Vejlby til pladebutikken i Grenaa i 1970’erne, hvor han betalte 50 kroner for en lp, som han siden hørte igen og igen og analyserede med vennerne, som delte interessen for det, som samlet kan betegnes som ”prog rock”. Musik samt litteratur fra Lykke-Per til europæiske klassikere var det, som optog ham, og så selvfølgelig de søde piger, som af en eller anden grund mest boede i Ebeltoft. En del jævnaldrende kørte på knallerter, men Henrik Wigh-Poulsen og vennerne cyklede.

”Vi lyttede til Genesis og Pink Floyd, klogede os på alt mellem himmel og jord og var nok lidt nørdede med det. I mine sønners generation er mange virkelig gode til at se film, men dengang var det også litteratur, digte og sangtekster, som optog os. På mange af gårdene var der kollektiver, hvor vi kendte folk, så om sommeren cyklede vi fra fest til fest. Det var en rig tid, hvor vi gav hinanden plads til at dalre rundt og gøre os vores erfaringer. Og ja; nogle fyrede den fede, og andre tog noget, som var stærkere, en gang imellem. Desværre så jeg også nogle, som det gik rigtig skidt for.”

Et skilt viser vej til Sostrup Slot. Men hvor er parkeringspladsen? Mens han leder, når han at fortælle, at det var nær slottet, han første gang så sin tilkomne og vist nok stjal sig til et kys en sensommerdag for mere end 30 år siden. Han havde meldt sig som tutor for en ny årgang teologistuderende, som var samlet på slottet i Sostrup som en del af deres introduktion til studiet.

I et både lyst og lunt mødelokale i Sostrup Kloster ligger Højskolesangbogen fremme, og omkring 35 mennesker venter på at høre Henrik Wigh-Poulsen fortælle om Jakob Knudsen. Det er den selvejende folkekirkelige institution Rold Skov Refugium, som holder refugieuge, og i en time skal Henrik Wigh-Poulsen tale. Uden manuskript.

Én filmer, og flere strikker i mødesalen på Sostrup Slot, hvor Henrk Wigh-Poulsen fortæller en anekdote om engang, han skulle tale på Sjælland om salmedigteren Jakob Knudsen. Den lokale avis havde skrevet, at Jakob Knudsen kom for at tale om Henrik Wigh-Poulsen.
Én filmer, og flere strikker i mødesalen på Sostrup Slot, hvor Henrk Wigh-Poulsen fortæller en anekdote om engang, han skulle tale på Sjælland om salmedigteren Jakob Knudsen. Den lokale avis havde skrevet, at Jakob Knudsen kom for at tale om Henrik Wigh-Poulsen.

Der bliver grinet i salen, da han fortæller en anekdote om engang, hvor han skulle tale på Sjælland om Jakob Knudsen. Den lokale avis havde skrevet, at Jakob Knudsen kom for at tale om Henrik Wigh-Poulsen.

”Men I ved jo nok, hvem Jakob Knudsen er.”

Nok står der i programmet, at han skal tale om Knudsen, men inden deltagerne atter kan strække ben og forsyne sig med mere kaffe, har de fået sat salmedigterens liv ind i historien om nederlaget i 1864, vækkelserne, højskolebevægelsen og det moderne gennembrud, og Henrik Wigh-Poulsen har bundet en teologisk sløjfe ved at recitere fra ”Tunge mørke natteskyer”.

”Jeg kan godt lide at fortælle den lille historie inde i den store historie. Det er højskole-classic. Vi hører om vores fælles fortid, når vi bliver klogere på vores nutid.”

Nu har Volvo’en atter kurs gennem den tætte tåge mod Aarhus. Inden han holdt sit foredrag, forslog han, at de sang Blichers "Det er hvidt herude”. Når man som han er vokset op på Vejlby præstegård, har man et særligt forhold til Blicher, som berømmede stedet med ”Præsten i Vejlby”. Måske er det derfor, at det falder Wigh-Poulsen naturligt at beskrive vejret på denne kølige martsdag som ”Blicher-vejr”.

”Det er et vejr, som rummer en mørk, nordisk tone af noget sørgmodigt og et anstrøg af menneskelivets forfængelighed.”

Han har opbygget en playliste med omkring 300 numre, og på vej fra et foredrag lytter han gerne til nogle af numrene. Her på en smal landevej med marker til begge sider vælger han Nat King Coles ”Nature Boy”.

”Jeg har noget med melankoli. En melankolsk grundstemning.”

Lidt senere er det den canadiske sanger K.D. Lang, som bidrager til melankolien og eftertænksomheden ved at synge ”Helpless”, og efter at have konstateret, at det ikke er muligt at overhale en traktor denne tågede dag, er det Paul Simons ”Graceland”. Vi skal tale videre om at være kaldet. Hvilke tanker gør han sig om opgaven som konfessionarius?

”Man bliver både glad og lidt betuttet ved at blive vist den tillid. Men det her handler ikke om lille Poulsen, men om et embede, som jeg skal beklæde, fordi jeg er blevet kaldet til det. Akkurat som jeg er blevet kaldet til andre embeder før det.”

”Som præst bestræber jeg mig først og fremmest på at være lyttende til stede og mødes og tale som menneske med menneske uden at sidde i overhånd, men selvfølgelig vidende, at jeg bringer evangeliets trøst med mig.”

Han tiltræder som kongelig konfessionarius 1. april. Hvilke opgaver der venter, ved han ikke, men han ved, at han vil og skal stille sig til rådighed for, hvad der måtte komme som enhver anden præst gør.

”Selvfølgelig er det da noget, der kan give kriller i maven pludselig at stå der i den situation, men nu er jeg blevet vist den tillid, og så vil jeg gøre det så godt, som jeg kan. Hvis en præst i stiftet bliver nervøs, når jeg kommer anstigende til søndagens gudstjeneste, så siger jeg gerne: ’Jeg kommer altså kun for at blive opbygget’. Mon ikke også det er sådan, for Dronningen og det kongelige hus? Det vil jeg gætte på. Her er vigtigere ting på spil end lille mig og min eventuelle nervøsitet eller forfængelighed, nemlig de ord, som skal forkyndes til enhver.”

Vi kører ind i turens sidste rundkørsel, og Henrik Wigh-Poulsen vælger en genvej ind til Aarhus. Har en biskop travlt?

Biskop Henrik Wigh-Poulsen nyder Volvo’ens lydanlæg, når han kører rundt i stiftet. Han har en melankolsk åre, og på denne tur er det blandt andet Nat King Cole, Paul Simon og K.D. Lang, der fylder kabinen.
– Fotos: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Biskop Henrik Wigh-Poulsen nyder Volvo’ens lydanlæg, når han kører rundt i stiftet. Han har en melankolsk åre, og på denne tur er det blandt andet Nat King Cole, Paul Simon og K.D. Lang, der fylder kabinen.
– Fotos: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

”Jeg har travlt på den måde, at der altid er noget, jeg kan lave, men det er nødvendigt for mig at være doven engang imellem, for elleres yder jeg ikke noget godt. Jeg må have tid til at fin-tænke, for ellers bliver jeg en både træt og irritabel biskop.”

Den frie tid bruger han i høj grad på at læse. Han har lige genlæst ”Himmerlandsfortællinger” af Johannes V. Jensen, som er hans yndlingsforfatter, og i disse dage glæder han sig over ”Modkørende” af Jokum Rohde. Et par gange om ugen løber han syv til otte kilometer langs vandet, men yndlingsbeskæftigelsen er at gå tur med sin hustru.

”Jeg føler mig som verdens heldigste mand, når vi ved et lykketræf har mulighed for at gå en tur på to timer.”