Prøv avisen
Spørg om livet

Brevkassen: Det hjælper ikke at tie om den svære barnløshed

Barnløshed er svært at tale om, men det bliver ikke nemmere at rumme af, at man ikke taler om det, lyder brevkassens råd. Arkivfoto. Foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix

Barnløshed er smertelig, og det kan gøre ondt, når omgivelserne ufølsomt skubber på uden for alvor at spørge om, hvordan det par, der kæmper med infertilitet, egentlig har det. Det er vigtigt at have gode venner, som tør være ærlige og kan snakke med hinanden om det, som både er synligt og usynligt i vores liv

Kære brevkasse

Da jeg læste jeres indlæg omkring barnløshed i brevkassen for to uger siden, mindedes jeg mine egne erfaringer med ufrivillig barnløshed og især andre folks reaktioner på det emne.

Jeg og min ekskone var ufrivilligt barnløse i 1990’erne. Og jeg mindes tydeligt omgangskredsens reaktion på det. Straks efter at ægteskabet var indgået, begyndte de første venner at spørge ind til, hvornår min kone blev gravid? Efter et års tid, uden at der var sket noget, blev spørgsmålene intensiveret, og flere mente, at nu skulle vi snart til at skynde os.

Vi var på det tidspunkt begge sidst i 30’erne, så biologisk set havde de jo ganske ret i den gode, spørgende vennekreds. Men hvordan havde vi det, konen og jeg? Det var der faktisk ingen, der spurgte os om. Hvor ville det have været rart, hvis der var blevet spurgt ind til vores liv, der hele tiden svingede mellem håb og skuffelser.

Vi deltog i talrige undersøgelser, og hver gang gik vi hjem med et nyt håb om graviditet – for hver gang at blive skuffede igen. Men det blev ikke nævnt i vennekredsen, i al fald ikke når jeg var til stede. Det var, som om det helst ikke skulle snakkes om, måske i den tro, at det ville såre os? Som om det kunne gøre mere ondt end den virkelighed, vi levede i?

Og nej, konen blev aldrig gravid, og jeg tror faktisk, det var barnløsheden, der kostede os ægteskabet. Som min ekskone sluttede de fleste diskussioner med: ”Ikke engang det kan vi finde ud af.” Nej, det kunne vi ikke, og vi blev skilt, da vi var sidst i 40’erne.

Set i bakspejlet skulle vi nok have brugt mere tid på at adoptere et barn, men det fik vi aldrig taget os sammen til. Papirerne var bestilt hjem, men vi fik dem ikke sendt ind, inden vi valgte at gå hver til sit efter godt 10 års ægteskab.

Venlig hilsen

Landmanden

Kære Landmand

Tak for dit brev med dine personlige erfaringer omkring sorgen over ikke at kunne få børn og den manglende gode støtte i det fra omgivelserne. Hvor må det have været nogle svære år for dig og din tidligere kone. Det at håbe på noget så eksistentielt vigtigt som at få et barn og så blive skuffet igen og igen er både opslidende og meget sorgfuldt.

Og det fylder også meget i en parrelation, måske mere end mange måske tænker på. Og oveni skal man tackle omgivelsernes mere eller mindre indfølende spørgsmål og kommentarer.

Vi tror, du har meget ret i, at mennesker ofte kan have svært ved at spørge ind til sårbare ting i andres liv, fordi de ikke vil gøre folk kede af det. Men som du så rigtigt skriver, så er man jo ked af det i forvejen, så spørgsmålene kan ikke i sig selv skabe tristheden – nogle gange tværtimod, for ved at blive spurgt ind til det, som man bærer på, kan man måske få en anledning til at give udtryk for det, man oplever er svært, og det kan midt i det vanskelige opleves som en lettelse af det indre overtryk.

Lettelsen består både i at udtrykke og finde ord og nuancer for sit indre og i, at man kan føle sig mindre alene og mere støttet. Hvis ingen tør berøre det sårbare, efterlades man alene med sin sorg. Og i samtalen kan der måske til tider opstå enkelte nye perspektiver på det, som før kun så kulsort ud.

Vi tror, at når mennesker ikke har mod til at berøre svære temaer, så skyldes det blandt andet også, at magtesløsheden gør sit indtog. For det kan være rigtig svært at vide, hvad man skal sige, når nogen har en sorg eller smerte, som der ikke umiddelbart er en løsning på. Og når man ikke kan sige noget, der hjælper konkret, så tænker mennesker ofte, at det er bedst ikke at sige noget som helst.

Men sådan ser det sjældent ud fra perspektivet hos de mennesker, som bærer en sorg eller en smerte inde i sig. De ved oftest godt, at andre ikke kan løse problemet, men derfor er det alligevel godt, at nogen tør være dem nær og vise medfølelse, interesse eller medleven i det, de kæmper med.

Vi kan selv huske, da vi for snart mange år siden opdagede, at vi havde fået et barn med at alvorligt handicap, at det gjorde godt, når andre turde tale om det. Blandt andet fik vi et brev fra nogle venner, hvor der stod, at de havde hørt om Frederik, og at de ikke vidste, hvad de skulle skrive om det, men at de ville skrive til os alligevel.

Sådan et brev er måske ikke formelt set dybt i sit indhold, men det gør indtryk, at nogen tænker på en og gør sig umage med at fortælle, at de tænker på en, og er ærlige nok til ikke at komme med en masse løsninger, som ikke findes.

Det gjorde i hvert fald indtryk på os, så vi husker det mere end 30 år efter. Så tak for din opmuntring til at turde berøre og spørge ind til andres liv, også når det kan være svært. Det mod og den evne er der brug for i rigtig mange sammenhænge.

Også barnløshedens smerte kan være meget ensom. Selvom smerten over ikke at kunne få et barn ofte deles af to, så erfarer mange par, at deres sorg og deres måde at reagere på slet ikke er ens. Man er jo to forskellige mennesker med forskellig historie, forskelligt temperament, følsomhed og drømme.

Den ene reagerer måske med tårer og mange ord, mens den anden kan blive indelukket og tung. Og man kan komme til at misforstå og fejlfortolke hinanden og få tiltagende svært ved at mødes i det gode og varme fællesskab, som var der fra begyndelsen af forholdet.

Når et barn måske ikke melder sin ankomst efter flere års forsøg, kan seksualitet eller nærhed også blive tiltagende vanskelig, fordi den bliver mere og mere mekanisk og forbundet med sorg og et håb, der svinder ind.

Så det er ikke svært at forstå, at det at kæmpe med barnløshed i mange år også kan slide så meget på et forhold, at man til sidst må gå hver til sit.

Dit brev fortæller noget om, hvor vigtigt det kan være at have gode venner, som på værdig og oprigtig måde tør være ærlige og kan snakke med hinanden om det, som både er synligt og usynligt i vores liv. Selvfølgelig skal vi alle øve os i at tale med ydmyghed og visdom, når vi berører sårbare temaer, men at lade som ingenting er meget sjældent en god vej, for på den måde gør vi hinanden mere ensomme og mere sårbare, end vi er i forvejen.

Mange hilsener