Jeg havde haft stærke nakke- og skuldersmerter i flere måneder, men jeg er ikke typen, der går til læge. Det kunne alligevel ikke nytte noget at blive syg, jeg havde jo travlt som partiformand og toppolitiker.
Da jeg tog ind til Folketingets åbningsdebat den oktobertirsdag i 1997, var jeg dog godt klar over, at noget var galt. Jeg kunne næsten ikke sidde på min kontorstol, så ondt gjorde det i min krop. Dagen efter var jeg hjemme og følte mig pludselig meget hævet omkring munden - som efter en bedøvelse hos tandlægen.
”Jeg kan ikke styre min mund,” sagde jeg til min søn.
”Det er der jo ikke noget nyt i,” svarede han.
Men hele mit ansigt blev delvist lammet, så først den ene side, så den anden begyndte at hænge. Til sidst kunne jeg end ikke sige mit eget navn.
Blodprøverne viste, at jeg var blevet bidt af en skovflåt og havde fået en borrelia-infektion, og det ændrede mit liv fra den ene dag til den anden. Ud over at jeg var utrolig træt og slet ikke orkede at komme ud af døren, så lignede jeg noget, der var løgn. Jeg kunne derfor ikke længere være den, jeg var, og det rystede mig. Jeg var jo Mimi Jakobsen fra fjernsynet. Hende, der havde viet sit liv til politik i en meget ung alder. Nu var det væk, og hvem var jeg så?
Jeg blev sygemeldt med det samme, så jeg havde god tid til at finde svar. Min metode blev at søge tilbage til noget af alt det, jeg var glad for, inden mit liv blev politik. Jeg begyndte at læse tysk litteratur igen, Thomas Mann især, og jeg genhørte Bob Dylan. Jeg søgte også tilbage til gamle venner, blandt andet fra studietiden, og jeg opdagede heldigvis, at jeg stadig syntes om de samme ting som i min ungdom.
Jeg var dog stadig politiker, så da Poul Nyrup Rasmussen udskrev folketingsvalg, fire måneder efter at jeg var blevet syg, måtte jeg i manegen igen. Valget gik godt for Centrum-Demokraterne, men efter valgkampen var jeg fuldstændig udkørt. I mit hoved skulle jeg stadig være en vigtig del af dansk politik, men da kommentatorer begyndte at sige i fjernsynet, at ”Mimi har mistet magien”, så sved det. For måske var det rigtigt. Jeg havde i hvert fald ikke de samme kræfter og den samme selvtillid.
Sygdommen satte dog også positive spor i mig. Jeg blev mindet om, at det hurtigt kan blive en anden dag, og at livet i høj grad gælder om at være taknemmelig for det, man har. Jeg regnede med, at jeg var færdig i politik, og det bedrøvede mig uendeligt, men jeg mærkede samtidig, hvor mange gode mennesker jeg faktisk havde i mit liv, og jeg blev overøst af positive tilkendegivelser fra alle dem, som troede på mig, selvom jeg end ikke kendte dem.
Det styrkede nok også den stædighed, jeg altid har haft i mig, og jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv: Det kan godt være, jeg ser underlig ud, men de andre er da heller ikke for kønne. Jeg lærte, at man må videre uanset hvad.
I dag har jeg stadig men efter sygdommen. Nogle nerver er vokset forkert sammen, så gør jeg en forkert bevægelse med munden, lukker mine øjne. Men egentlig er det småting. Jeg er lykkelig for, at jeg har, hvad jeg har.