108-årig: Jeg er så glad for at være i live

Med sine 108 år har tyske Fritz Koch haft en skånselsløs, men også bevægende skæbne, som stadig fylder ham med en ukuelig glæde over at være i live. Mød Berlins ældste mand, hvis 110 år gamle nabo såmænd er byens ældste kvinde

108-årige Fritz Koch har overlevet to verdenskrige og siddet i russisk krigsfangenskab. Mange af hans venner mistede dog livet under Anden Verdenskrig. -
108-årige Fritz Koch har overlevet to verdenskrige og siddet i russisk krigsfangenskab. Mange af hans venner mistede dog livet under Anden Verdenskrig. - . Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Det går ikke hurtigt. Men Fritz Koch løfter elegant armen og peger ud i parkanlægget i Reinickendorf - den bydel i Berlin, hvor han blev født i 1907, hvor han har tilbragt det meste af sit liv, og hvor han nu har boet på plejehjem, siden han var 102 år.

Det eneste, der forstyrrer idyllen, er motorlarmen fra flyene, der lander i Berlins Tegel-lufthavn en lille gåtur herfra.

”Se birken derude. Mit yndlingstræ,” siger han.

Om Fritz Koch faktisk kan se birken og høre flyene, finder vi aldrig helt ud af. Hans hørelse og især hans syn er stærkt svækket, men han fortæller så begejstrede anekdoter om blomstrende birketræer, moderne flytrafik og 100 andre ting, at han i hvert fald kan huske, hvad der udspiller sig derude foran vinduet.

Hans krop, der er bundet til en kørestol, er svagelig, men mentalt er han tilstedeværende. Desværre til forskel fra sin nabo, Elfriede Petrasch. Med sine 110 år er hun Berlins ældste kvinde, men hun er ikke længere frisk nok til at deltage i hverken samtaler eller interviews.

”Mine øjne er desværre også blevet dårlige. Det er det triste ved at blive gammel. Jeg kan ikke male og læse mere,” siger Fritz Koch.

I samme øjeblik lyser han op.

”Over 100 år! Det er vidunderligt. Det er et under at kunne fortælle alt det, jeg har oplevet. Det er der stadig,” siger han og peger med kluklatter på sin pande.

”Jeg har oplevet så meget krig og uro, så meget ødelæggelse og fattigdom. Men jeg har haft det store held at overleve. Jeg kunne have været død for mange år siden.”

Det er absolut ingen overdrivelse.

I Fritz Kochs barndom var motoriserede fly en fremtidsutopi, og Tysklands kejser processerede ad Unter den Linden i Berlin.

”Der var højlydte fanfarer. Det var en stor ting, når kejseren kom. Han var meget elsket,” mindes Fritz Koch.

”Men det var også en tid, hvor folk døde af difteri og den slags.”

I Første Verdenskrig blev lille Fritz selv forskånet. Hans far overlevede sin militærpligt, og Fritz, der ellers drømte om at blive gartner, kom i malerlære og fik arbejde på en skiltefabrik.

I mellemkrigstiden mødte han sin kommende kone, som han blev lykkeligt gift med, og sammen fik de en datter. Med sin bedste ven, en snedkermester, tilbragte han en stor del af sin fritid i naturen omkring Berlin. Det venskab har efterladt et dybt indtryk hos den 108-årige.

”Han skrev, og jeg malede, hvad vi så. Vi badede og spiste, hvad vi fandt,” siger Fritz Koch og holder en lang tænkepause.

”Men så kom Hitler-tiden. Folk havde jo stemt på ham for at få arbejde, som de var blevet lovet. De fleste ønskede ingen krig. Men de lavede den største og værste krig af alle.”

Også for Fritz blev Anden Verdenskrig fatal. Han overlevede godt nok indsatsen som soldat i Polen, og hans hus, der blev ramt af en bombe, undgik at bryde i brand. Men i 1945 døde hans nyfødte søn formentlig af underernæring.

”Det var i krigens sidste dage. Det var umuligt at få lægehjælp.”

Den knap 40-årige Fritz blev herefter sendt i russisk krigsfangenskab, hvor han udførte tvangsarbejde i et saltværk.

”Også her var jeg aktiv som maler, hver gang jeg kunne. Jeg malede blomster og landskaber fra min hjemstavn ud fra hukommelsen,” siger Fritz Koch.

Tanken om hjemmet og familien var med til at holde ham oppe i årene i krigsfangenskab. Men hjemme i Berlin havde hans kone opgivet håbet om, at ægtefællen ville overleve og vende tilbage. Hun havde fundet en anden.

”'Fritz, så kommer du alligevel hjem,' sagde hun, da jeg stod der. Så var det ægteskab i stykker,” fortæller Fritz Koch med en mærkeligt automatisk stemme.

Gentagne anekdoter fra krigens afslutning og krigsfangenskabet gør det tydeligt, at han ikke ønsker at snakke mere om selve hjemkomsten og det smertefulde brud.

Og dog blev det værre. Ikke bare hans bedste ven, men en hel kreds af seks nære venner havde mistet livet i krigen eller i krigsfangenskab.

”En snedker, en musiker, en arkitekt, begavede folk. Men ingen af dem kom tilbage. De faldt alle sammen.”

Efter en eftertænksom pause fortæller Fritz Koch, at det lykkedes ham at rejse sig fra krigens onde skæbne: Han giftede sig med en gammel barndomsveninde og opretholdt et godt forhold til sin datter, der sidenhen har beriget ham med flere børnebørn.

Når man spørger ham til de bedste år i et 108 år langt liv, er Fritz Koch dog ikke i tvivl om, at det var årene før Anden Verdenskrig.

”Jeg malede, hun spillede musik. Og så vores datter. Det var en lykkelig tid.”

”Se,” siger Fritz Koch afværgende.

Han peger på et billede på væggen af flypioneren Otto Lilienthal i en hjemmebygget svæveflyver - ved siden af hænger et foto af Fritz Kochs barnebarn, der til hans store stolthed er blevet pilot.

”Det krævede et vanvittigt mod at flyve dengang. I dag tordner flyene hen over hovedet på os. Dag og nat.”

Fritz Koch ænser ikke, at det banker på døren. Et varmt smil breder sig på hans læber, da han ser sin oplæsningsven, der kommer en gang om ugen og læser op af romaner, Bibelen eller Fritz Kochs egne notater fra tidligere tider.

”I morges tænkte jeg tilbage på mit liv. Jeg vil gerne nedfælde mine erindringer. Jeg har trods alt oplevet meget usædvanligt, men jeg vil heller ikke forherlige det. Det er så vigtigt at huske tilbage. Erindring, advarsel, belæring,” lyder det langsomt fra Fritz Koch.

”Jeg var maler, drømmer, vandrer. De smukke sider af det at være menneske. Alt det elsker jeg stadig at tænke på. Jeg er glad for at være i live. Jeg har ren samvittighed. Derfor er jeg også så glad for at leve videre. Selvom der er en indre splittelse i os alle. Vi elsker freden, men vi var med i krigen.”

Fritz Koch drikker i stilhed suppe af en kop, som om han var alene.

”Jeg har overvejende levet vegetarisk. Men hvorfor jeg er blevet så gammel, kan ingen læge sige med sikkerhed.”

Med en højtidelig tone tilføjer han:

”Husk at holde jer sunde og raske. Som jeg plejer at sige: Det kan fint betale sig at runde 100 år. Man lever jo kun en gang.”

Ude på gangen er han forundret over at høre, at den 110-årige Elfriede Petrasch stadig er i live. Fritz Koch får ofte besøg, men han ser ikke meget til hverken den ældste berliner eller de andre på plejehjemmet.

”Jeg ser og hører ikke så godt. De bedste venner er herinde,” siger han og pakker sig lidt sammen i kørestolen.

”De har givet mig så meget inspiration. Men de er væk nu.”