”Keep smiling, keep shining
Knowing you can always count on me, for sure
That’s what friends are for
For good times and bad times
I’ll be on your side forever more
That’s what friends are for”
Sådan synger den britiske rocksanger Rod Stewart så smukt i sangen ”That’s what friends are for” fra 1982. Og de færreste er formentlig uenige med ham i, at sande venner netop kendetegnes ved at være ved vores side i både gode og dårlige tider. Og måske netop derfor kan det gøre så ondt, når det nogle gange viser sig, at et venskab, man troede skulle vare for evigt, alligevel brister.
Jonas Holst, filosof, idéhistoriker og ansat på San Jorge-universitetet i Zaragoza i Spanien, har skrevet bogen ”Venskab. Det gode mellem mennesker”.
Han er inspireret af den gamle græske filosof Aristoteles’ (384 f.Kr. til 322 f.Kr.) opfattelse af venskab. Denne talte om tre former for venskaber: Venskab baseret på nytte, venskab baseret på lyst samt venskab baseret på det gode. Sidstnævnte var ifølge Aristoteles den mest sande form for venskab – her er man i venskabet for det godes skyld og ønsker at gøre det gode for vennen.
”Når vi bruger udtrykket ’en sand ven’, betyder det, at vennen viser sig som den, vedkommende er. Man kan genkende vennen og kan fornemme, at vennen er til stede. Sådan et venskab bygger på tillid – hvis vennen har integritet, så ved man, at han er der, også selvom han ikke fysisk er lige i nærheden,” forklarer Jonas Holst.
Når det sker, at et såkaldt ægte venskab brister, kan det være smertefuldt, og noget af årsagen er ifølge Jonas Holst, at man i venskabet har en del af sig selv med. Man har lært om sig selv i relationen, og når vennen pludselig ikke er der mere, kan det blive kompliceret. Man opdager tillige, at der måske slet ikke var den grundlæggende tillid, man regnede med.
Uanset årsagen til bruddet er der grund til at gøre sig umage, når man afslutter venskabet, for en sorgperiode kan være lige så lang efter et brud med en ven som efter en skilsmisse, pointerer Jonas Holst.
”Enten ændres venskabet, så den ene går en anden vej end den anden, så man ikke længere kan genkende hinanden, eller man bliver uvenner. Men hvis bruddet skal ske på en ordentlig måde, bør det ske ad dialogens vej. En af parterne må fortælle, hvorfor venskabet ikke længere kan være. Realistisk set sker det dog sjældent, for når et venskab slutter, er det ofte, fordi man er blevet uvenner,” siger Jonas Holst, der dog tror, at venskabsbrud ofte bygger på vildfarelser.
”Man kan tit gå og tænke sit eget og forestille sig grunde til, at vennen ikke længere synes at være den sande ven. Men ofte skyldes det misforståelser, hvor den ene måske i en periode har haft brug for at trække sig og være sig selv, mens den anden forestiller sig noget andet. Men når man vælger ikke at sætte ord på det, kan det blive rigtig svært for den, der oplever at blive svigtet,” siger han.
Psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard er enig i, at tætte venskaber er vigtige for alle mennesker. Igennem venskaber har vi livsvidner, ligesom venner giver os følelsen af at høre til i et fællesskab, pointerer hun. Derfor kan det også opleves voldsomt, når et venskab går itu. Særligt, hvis man er den part, som vælges fra. Derfor er hun fortaler for, at man melder ærligt ud, hvis man ønsker at afslutte et venskab. Det er bedre end at trække sig gradvist ud af venskabet.
”De fleste har sikkert prøvet at stå på begge sider. Og det er helt sikkert ’snigeren’, hvor man langsomt trækker sig, der er mest udbredt. Men det er også den, der kan være mest smertefuld, fordi det kan tage lang tid, før man finder ud af, hvad det er, den anden rent faktisk prøver at sige,” siger Camilla Carlsen Bechsgaard.
Når så mange vælger at ”snige” sig ud af et venskab ved at stoppe med at tage initiativer, med at ringe tilbage og med i det hele taget at melde sig på banen, kan det ifølge psykologen skyldes to ting:
Den ene er, at det for mange er forbundet med ubehag at skulle konfrontere et andet menneske med, at man ikke længere ønsker venskabet. Den anden er, at det aldrig helt kommer op til overfladen, og man bliver ved med at udsætte konfrontationen til i morgen. Med det resultat, at man aldrig får det gjort.
Der er naturligvis forskel på, hvornår det giver mening at konfrontere en ven med, at relationen må ophøre.
”Det er samværskadencen, der afgør, om man skal sige noget. Hvis man ses med rimeligt faste intervaller, vil det være mere påkrævet, at man melder klart ud, end hvis man for eksempel kun ses en gang eller to om året,” siger Camilla Carlsen Bechsgaard, der råder til, at man får sat punktum, uden at det er modparten, der bliver gjort til skydeskive.
”Det er en god idé at prøve at få det rammesat, så ikke det handler om, at det er den anden, der er noget galt med, når man bryder venskabet. Også i de situationer, hvor det måske i bund og grund er præcis det, der er tilfældet,” siger hun.
Annette Aggerbeck, psykoterapeut MPF, fortæller, at det ikke er unormalt at gå i terapi, når man oplever et smertefuldt brud med en god ven. Hun opfordrer selv til, at man får sagt ordentligt farvel, idet det, særligt for den part, som oplever at blive ”forladt”, kan være drænende, hvis der ikke er en afklaring.
”Men det er svært for mange, fordi man kan være bange for den andens reaktion og for at virke ufølsom. Måske skammer man sig over at føle, som man gør, og så kan det synes lettere langsomt at lade venskabet glide ud. I så fald kan det kræve, at man arbejder med sig selv for at kunne være ærlig. Det kan fylde urimeligt meget, hvis den anden ikke ved, hvor man står i et venskab. ’Er der noget galt med mig?’, kan man tænke. Og måske handler det i virkeligheden bare om, at modparten føler, at man er blevet for forskellige,” siger hun.
Annette Aggerbeck påpeger det modsætningsfyldte i, at venner i dag betyder rigtig meget for mange mennesker – men samtidig er vi ikke særligt gode til at afsætte tid til at få afsluttet venskaber ordentligt.
”Det ligger i vores tid, at vi skal være så effektive hele tiden, så vi giver os ikke tid til at reflektere over vores venskaber og få afsluttet dem på en ordentlig måde. Det betyder meget for begge parter, at venskabet afsluttes på en god måde, så det ikke kommer til at dræne en for energi fremover. Ved at sige ordentligt farvel hjælper man både sig selv og den anden,” siger Annette Aggerbeck og opfordrer til, at man bruger brevskrivning, når man befinder sig i problematiske venskaber.
”Hvis man har svært ved at tage kontakten, kan man starte med at skrive et ’usendt brev’ – et brev, som man skriver, men aldrig sender. Det kan tage trykket af nogle af de mange følelser, man har indeni. Bagefter kan man bedre tage kontakt til vennen – eller skrive et mere konstruktivt brev, som kan sendes,” siger hun.
Jonas Holst mener, at vi i dag primært dyrker lystvenskaberne, hvor vi er mest optaget af, hvad vi selv kan få ud af relationen. De ægte venskaber derimod, hvor fokus er på at være den gode ven, er sjældnere.
”Vi synes ikke, at vi har tid til at investere i dem. Typisk tager det flere år at bygge sådan et venskab op. Men i stedet har vi travlt med at foretage os ting, som ikke i samme grad som et venskab er opbyggelige og meningsfulde. Vi arbejder, og meget handler om forbrug og produktion – to ting, der aldrig har kunnet fylde vores liv med mening,” siger han.
Jonas Holst så i det hele taget gerne, at der generelt blev værnet mere om de ægte og gode venskaber. Og det burde begynde allerede i børnehaven, mener han.
”Set i forhold til, at vi lever i en tid, hvor mange har skiftet venner ud, inden de ser sig om, er der behov for at fokusere mere på de tætte venskaber. Man ser, at der også fra pædagogisk hold kan være en tendens til, at man favoriserer store legegrupper frem for små tætte venskaber, som let opfattes som ekskluderende. Men venskaber er en dyb relation, hvor man deler noget vigtigt med hinanden, og det er problematisk, hvis ikke de får lov at blive dyrket, for de gode venskaber udgør unikke måder, hvorpå vi som mennesker ledsager og lærer hinanden bedre at kende,” siger Jonas Holst.