Prøv avisen
Spørg om livet

Det kan være svært for voksne børn, når forældrene bliver skilt

Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Når man er i gang med at etablere sin egen familie, kan det være overvældende, at barndomshjemmet brydes op. Det kræver tid og nænsomhed af alle parter

Kære brevkasse

Jeg har brug for at høre jeres mening om voksne børns reaktion på forældres skilsmisse efter mange års ægteskab. Sagen er den, at min gode veninde, som jeg har kendt det meste af mit liv, for godt et år siden blev skilt fra sin mand efter 35 års ægteskab – på hans initiativ. Det var en stor sorg for hende, og hun var helt uforstående over for hans ønske. Ikke at der var en anden, han kunne bare ikke være i det ægteskab mere, hvor der ingen kærlighed var.

Min veninde mente nærmest, at han havde fået en depression og burde opsøge hjælp. Min veninde er meget hægende om familien og har svært ved forandringer og syntes egentlig, de havde det så godt. Deres voksne børn i 20’erne havde selv ægtefæller, og første barnebarn var på vej. Materielt manglede de ikke noget, og efterhånden faldt der nogenlunde ro over det, de to imellem. Og, hvis jeg skal være ærlig, så kommunikerer de bedre og med mere respekt end nogensinde. For i alle årene har der tit været en masse usagte frustrationer mellem dem, som forpestede luften.

Min veninde har meget svært ved at vise følelser og er slet ikke til knus og kram. Jeg, og deres børn, er nok de eneste, det er forundt. Hendes mand er helt anderledes åben. Modsætninger mødes, men jeg har altid tænkt, at med dem var det lige modsætningsfyldt nok. Jeg ved, at hun egentlig altid har elsket sin mand, men har altid ”undveget” knus og kram. Og sexlivet ophørte for mange år siden. Hun og jeg har altid kunnet dele mange tanker, derfor er jeg indviet i den del af deres liv. Jeg har før foreslået hende parterapi og psykologhjælp. Dertil har hun sagt: ”Jeg er, som jeg er, og det kan ikke laves om.”

Om børnenes liv og opdragelse har de altid været enige. Jeg har selvfølgelig været mest om min veninde, men har også talt med hendes mand, både ved skilsmissen og gennem året, der er gået.

Alt det for nu at komme til sagens kerne. For de voksne børn reagerede meget kraftigt på deres fars beslutning, så som: han havde ødelagt deres liv. Alt lå i ruiner, de ville ikke se ham i begyndelsen, men samlede sig i stedet om deres mor. Og de mente som hun, at deres far måtte have brug for hjælp af psykolog, så han kunne blive rask igen, og alt ville være godt. Det er blevet lidt bedre, efter et barnebarn er født, og et mere er i vente. Men stadig er det meget lidt, at de voksne børn vil se deres far. De synes stadig, han har svigtet dem og deres mor, deres fundament er skredet. De vil dog ikke formene ham adgang til at være sammen med børnebørnene. At han for nylig har fået en kæreste, har ikke ligefrem hjulpet.

Da jeg har kendt hele familien så længe og børnene, fra de blev født, er jeg nu dybt involveret. Børnene har talt meget med mig om, hvordan de har det. Og jeg har svært ved at finde de rigtige svar, er bange for at være for hård, men synes jo inderst inde, at de snart burde komme videre, og at det jo ikke er dem, deres far har ønsket at forlade. Min veninde har det faktisk efterhånden godt, og når vi to er sammen, så kan hun være rigtig glad og sjov, som hun var som ung. Men jeg oplever, at hun over for børnene lidt har fået “offerrollen”, hvilket måske også holder børnene fast i et mønster. Hvordan tackler jeg det og hjælper bedst? Og er det en normal reaktion, de voksne børn har på forældrenes skilsmisse?

Venlig hilsen

Veninden

Kære veninde

Mange tak for dit brev. Umiddelbart tænker vi, at din veninde og de voksne børn er heldige at have en som dig, som holder af dem, og som de kan dele stort og småt med. Det er en gave at have en fortrolig ven, som man har kendt gennem mange år, og som er der, når livet bliver svært og udfordrende.

Dernæst er det vigtigt at holde sig for øje, at når skilsmisse indtræder, så har de forskellige familiemedlemmer vidt forskellige historier og roller. Der er stor forskel på at være den, der bliver forladt, og den, der forlader, ligesom der er stor forskel på at være forældre og være barn, uanset om man er lille eller voksen – eller at være ven især til den ene for den sags skyld. Alle oplever bruddet forskelligt og ud fra deres individuelle historie og ståsted.

Når det gælder din venindes børn, så skal man skrive sig bag øret, at der er tale om unge mennesker, som netop er i gang med deres egen familieetableringsfase, hvor fokus er eget hjem med en optagethed af fælles voksenliv, stolthed og ængstelse ved graviditet og fødsel af den første i en helt ny generation. De har behov for at vise deres forældre: Se mor, se far, hvad vi har fået, og hvad vi har gjort jer til: bedsteforældre for første gang.

De er i gang med meget nyt. Og så stjæler forældrenes rod med sig selv og deres skilsmisse pludselig fokus fra det, som var deres behov og deres tro på opbygning af egen rede. Det kan være ganske sårbart og aktivere beskyttende reaktioner fra dem. For lige midt i deres egen lykke bryder baglandets velkendte ramme og hjem sammen under dem. Så midt i deres nye livsfase som nybagte forældre får de nye roller, hvor de måske skal reorientere deres egen historie og se deres forældre med nye øjne og måske hjælpe eller forstå eller tage afstand fra den ene eller den anden, som de ikke er vant til.

Vi tror, du skal være tålmodig i forhold til din venindes børn. Og du må lade dem dele deres frustrationer en rum tid endnu. Det er kun et år siden, at det hele begyndte. Og i mellemtiden har deres far bekendtgjort, at han har en ny kæreste. Det er mange ting at forholde sig til. Det betyder ikke, at du ikke mildt kan udfordre dem til at tilkæmpe sig nye tanker og positioner, men frem for alt må du gerne være den trygge base, hvor de kan komme med ærlige tanker.

Din veninde har af gode grunde fået en offerrolle. Men du skriver, at hun også er ved at komme godt videre. Så måske skulle du især støtte der og udfordre hende til at vise sine børn, at hun er kommet noget videre i sit liv, og at hun har ting at se frem til for egen del, således at de ved selvsyn oplever, at det ikke kun er synd for deres mor, men at hun også har styrker, som hun tager i brug. Ad den vej vil de langsomt glædes over, at der sker nye ting, og det vil måske også mindske deres vrede mod deres far.

Måske har de også grunde til, at de har behov for at udfordre deres far. For selvom din veninde og hendes mand ikke har haft det godt i deres parrelation igennem flere år, ja så har de begge ansvar for, at de ikke har søgt hjælp for mange år siden, eller at de ikke har lært nyt om sig selv og hinanden til gavn for deres fælles liv. Hvorfor har han for eksempel ikke insisteret på det for mange år siden?

Måske har din venindes mand, allerede da han valgte at gå fra din veninde, haft en kæreste i baghovedet, selvom det er benægtet. Det ved vi ikke noget om. Men vores erfaring siger os, at det er yderst sjældent, at en mand forlader et parforhold, uden at der er en anden kvinde i tankerne skjult i kulissen eller i horisonten. For kvinder er det ofte meget anderledes. De går hyppigere ud af et forhold for at blive sig selv og få egen grund under fødderne.

Dette aspekt kan også være med til at prikke til de unge familiers følelser, når han møder op med en ny kæreste. Det er heller ikke enkelt at være et ungt skilsmissebarn og se en af sine forældre nyforelsket og etablere sig med ukendte relationer. De voksne børn har intet behov for at integrere en ny partner. Tværtimod. Det kræver flere år at acceptere nye ”stedforældre”, når man selv er voksen og selv er blevet forældre.

Så de unge behøver tid. Deres reaktioner vil sikkert ændre sig i de kommende år, og langsomt vil de finde en rytme og en måde at være sammen med deres far og mor på, hvis vel at mærke de to også får blik for, at det kan være svært for de unge at opleve et familiebrud i denne livsfase, og at de hver især på deres måde vover at tage voksne samtaler med deres voksne børn om sårbare emner, så der langsomt kan skabes et grundlag for fremadrettet god kontakt mellem generationerne.

Mange hilsener