Prøv avisen

Det kan være tabu at have brug for en ægdonor

Illustration: Rasmus Juul.

For ét år siden blev det lovligt at få fertilitetsbehandling med både donorsæd og donoræg. Behandlingen med såkaldt dobbeltdonation er hurtigt blevet populær, men fungerer samtidig som den ”sidste udvej”, fordi der for mange kvinder er en sorg forbundet med ikke at kunne levere sine egne æg

I venteværelset hos den private fertilitetsklinik StorkKlinik i København har et par kvinder fundet sig til rette i hver sit hjørne. En bladrer roligt igennem et par magasiner. En anden lader blikket vandre til lyden af let klaverspil fra klinikkens højttalere.

Længere nede ad gangen er en tredje kvinde i gang med at blive kunstigt befrugtet bag en låst dør. Det sker flere gange dagligt, og i de laboratorielignende lokaler ved siden af står derfor flere fyldte frosttanke med donorsæd, der opbevares ved mange minusgrader, indtil de kan matches med det rette donoræg.

Og netop donoræg har der været særlig rift om den seneste tid, efter at det for et år siden blev lovligt at få fertilitetsbehandling med både donoræg og donorsæd, såfremt der er en konkret sundhedsfaglig begrundelse herfor. Det vil sige, at man kan blive gravid og føde et barn, som hverken en selv eller ens partner er genetisk beslægtet med.

På klinikken oplever ægdonationskoordinator Anita Elverdal, at det særligt er enlige kvinder og lesbiske par, der har gjort brug af muligheden for såkaldt dobbeltdonation indtil videre.

”Der er faktisk rigtig mange, der har vidst, at lovgivningen var på vej. De har gået og ventet på at kunne blive skrevet op i begyndelsen af januar 2018, og derfor har vi nu en ret lang liste med kvinder, der ønsker at modtage behandlingen,” siger Anita Elverdal.

På landsplan har 115 kvinder indtil videre påbegyndt behandlinger, hvor der er brugt både donoræg og donorsæd, viser nye tal, som Kristeligt Dagblad har fået af Sundhedsdatastyrelsen.

Langt størstedelen af disse dobbelt- donationer er sket på private klinikker som StorkKlinik, men alligevel bliver behandlingerne ifølge Anita Elverdal for det meste brugt som den ”sidste udvej” i fertilitets-processen.

”Først har mange af kvinderne tænkt, at hvis de skulle være gravide, så skulle det være den naturlige vej. Dernæst har de forsøgt sig med insemination, og herefter har de fået taget æg ud. Der er en stor del af dem, der ender med æg- eller dobbeltdonation, der undervejs ændrer syn på, hvor langt de vil gå. De fleste strækker sig i virkeligheden længere, end de havde forestillet sig i begyndelsen, for at graviditeten kan blive mulig,” siger Anita Elverdal.

Og særligt det sidste led, hvor kvinden også skal tage imod en anden kvindes æg, føles svært for de fleste kvinder og par.

”Der er noget tabu forbundet med det. For nogle handler tabuet om deres egne følelser og det identitetsmæssige i ikke at kunne bruge sine egne celler, og for andre handler det om, hvad de tror, at omverdenen tænker om det. Derfor bruger vi også tid på at tale med dem om, at de bør være åbne om deres tanker over for familie og venner. Når det kommer til stykket, er denne nervøsitet over andres negative reaktioner nemlig ofte ubegrundet,” siger Anita Elverdal.

I Danmark er forskningen på området meget begrænset og har – ifølge de professorer, som Kristeligt Dagblad har talt med – udelukkende forholdt sig til komplikationerne ved fertilitetsbehandlinger på et mere overordnet og klinisk plan.

Praktiserende psykolog Gry Secher har dog blandt andet specialiseret sig i reaktioner på fertilitetsbehandlinger.

Hun taler derfor med mange kvinder, der står i en situation, hvor de pludselig skal tage stilling til muligheden for at bruge en ægdonor.

”Når de primære byggesten stammer fra et andet menneske, kommer det for mange til at føles som en form for adoptionssituation. I det øjeblik, man tager valget, kan der være noget tabubelagt over det, fordi det ikke bliver ens biologiske barn, men når man så først står med barnet i sine arme, føles det i mange tilfælde fuldstændig ligegyldigt,” siger hun.

Ifølge Gry Secher medfører erkendelsen af, at man ikke at kunne levere sine egne æg, også en sorgproces hos mange kvinder, idet de må opgive håbet om at skabe et barn, som de er genetisk forbundet med.

”Mange har behov for en sørgeperiode, hvor man kommer sig over, at man ikke kan få sin drøm til at gå i opfyldelse. Det er forskelligt, hvor lang tid den tager, og hvordan den virker. Mange når i den proces frem til, at selvom man vælger at få et barn med donoræg og donorsæd, bærer man stadig sit eget barn i maven,” siger Gry Secher.

Valget er derfor også sjældent uigennemtænkt, og det kan af samme årsag gøre meget ondt, når andre mener, at de har ret til at sætte spørgsmålstegn ved valget.

”Man står selv i et etisk dilemma. Så når andre påpeger, at man er i færd med et unaturligt foretagende, kan det være rigtig ubehageligt for de ufrivilligt barnløse. Dem, der gør brug af muligheden for donationer, er jo ofte mennesker med masser af ressourcer og kærlighed. Det må man huske at tænke, hvis omverdenen giver udtryk for, at man er egoistisk på grund af sit valg,” siger Gry Secher.