Prøv avisen
Spørg om livet

Det kan være vanskeligt at skelne den naturlige sorg fra en egentlig depression

I dagens teologi er død død. Der er ingen tale om en sjæl efter døden. Det har jeg svært ved at affinde mig med, skriver Theo, der er over 80 år. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

I det moderne liv vil vi gerne sætte sorg på formel, men så vel Kierkegaard som Kingo og H.C. Andersen beskrev sorg som langt mere kompleks end en diagnose

Kære brevkasse

Med interesse har jeg læst, hvad I skrev til mig i sidste uge. I fik mig til at tænke på Kingos salme fra 1681: ”Sorrig og glæde de vandrer til hobe, lykke, ulykke de gange på rad”.

Der er jo ingen grund til at undre sig over, at I kan sætte ord på den vanskelige proces, det er at elske en afdød, og jeres redegørelse for nogle forhold omkring sorg og depression er klart og godt, for det er jeres profession.

Mere undrer det mig, at en 34-årig ugift mand i 1847 kunne skrive så indsigtsfuld om ”den Kjerlighedens Gjerning at erindre en afdød”, som Søren Kierkegaard gjorde, hvor han påpegede, at en afdød ikke kan gengælde kærligheden, hvorfor kærligheden til et dødt menneske er større og mere uegennyttigt end til et levende, der kan gøre gengæld. Det er jo sandt.

Så ”vil du forvisse Dig om, hvad Kjerlighed, der er i Dig, eller et andet Menneske, saa agt paa, hvorledes han forholder sig til en Afdød”.

”(...) man skal erindre den Afdøde, græde sagtelig, men græde længe. Hvor længe lader sig ikke forud bestemme, da ingen Erindrende med bestemthed kan vide, hvor længe han skal være adskilt fra den Afdøde.”

Jeg læser det derhen, at det er legitimt at græde og fortsat bære sorg, nu efter fire år. Og så ville jeg jo så gerne tilslutte mig H.C. Andersen, der i sit sene digt ”Oldingen”, hvorfra sidste vers er citeret på hans gravsten, siger:

”Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt, / En uforkrænkelig, kan ej gaae tabt; / Vort Jordeliv her er Evighedens Frø, / Vort Legem døer, men Sjælen kan ej døe!”.

Men i dagens teologi er død død. Der er ingen tale om en sjæl efter døden. Det har jeg svært ved at affinde mig med. Jeg kan ikke slippe tanken om at møde min afdøde ven og livsledsager gennem 53 år, min bedre halvdel, ”min livsfordobler”, som Benny Andersen har sagt det.

Hvor er det svært, det her. Jeg synes ikke, at livet skylder mig noget. Viktor E. Frankl (østrigsk psykiater 1905-1997, red.) bemærker i sin bog ”Psykologi og eksistens”, at det latinske ord finis har to betydninger: ende – og mål. Jeg synes, at jeg er i mål. ”Et menneske, der ikke er i stand til at se enden på en (provisorisk) form for tilværelse, kan heller ikke leve med et mål for øje. Det kan ikke længere, på samme måde som et menneske, der lever et normalt liv, eksistere med henblik på fremtiden,” skriver han.

Med mine over 80 leveår bag mig har jeg i erindringen meget at være taknemmelig for, men jeg kan ikke negligere et begyndende forfald. Det kan kun blive værre. Spørgsmålet er, med hvilken hastighed det sker, og hvordan det vil præge min fremtid.

Venlig hilsen

Theo

Kære Theo

Tak for din respons og dine gode refleksioner. De tilfører dette emne en alvor og en dybde, som ikke er så hyppig, når man læser om sorg og sorgreaktioner i vores tid. Man kan til tider få indtrykket af, at vi ikke må sørge for meget eller for længe eller lægge samfundet for meget til byrde med det. Der findes udregninger af, hvor meget det koster samfundet, at mennesker går for længe med sorg. Det er ikke let læsning for mennesker, der har sørget længe.

Døden er noget af det sikreste, vi ved om livet. Vi behøver ikke tro på, at vi dør. Vi ved det. Alle sammen. Og når vi mister en, vi elsker af hele vores hjerte, er den mest naturlige måde at reagere på at sørge.

Sorgen er på en måde den gave, som Vorherre har givet os mennesker, for at vi skal kunne leve videre uden den, som vi troede, vi ikke kunne leve foruden. Derfor er sorgen grundlæggende et livgivende svar til døden.

Når bisættelsen eller begravelsen af vores elskede finder sted, er vi i et fællesskab, hvor sorgen i bedste fald er de levendes fælles erfaring og erindring, og det som kan hjælpe os til ikke at være alene. Kirkens ord om de dødes opstandelse er et levende håb, som sorgen også må gribe fat i.

Og afmytologiseringer eller filosofiske fortolkninger af det håb er et svigt både mod håbets Herre og mod hans dyrebare mennesker, også selvom vores forstand har svært ved at fatte, hvordan det evige liv ser ud.

Om godt en uges tid er det planlagt, at Verdensundhedsorganisationen (WHO) udkommer med den 11. udgave af den internationale sygdomsklassifikation, ICD-11. Det bliver et meget omfattende og detaljeret værk, som prøver at indfange alle slags sygdomme, funktionsbegrænsninger og lidelser, herunder også psykiske sygdomme.

Sygdomsklassifikation har meget med statistik at gøre, og forskning har vist, at cirka 10 procent af mennesker i sorg har en forlænget eller kompliceret sorgreaktion. Det er baggrunden for, at den nye udgave indfører en helt ny diagnose, som er beregnet for de mennesker.

Forlænget sorg begynder som almindelig sorg med alle de oplevelser af psykisk og fysisk art, som alle, der har mistet, kender til. Men når varigheden overstiger seks måneder, uden at intensiteten og belastningen er aftaget, og når det påvirker dagligdagen og medfører en funktionsnedsættelse, er det tanken, at vedkommende skal have diagnosen og have mulighed for tilbud om hjælp fra sundhedsvæsenet.

Der har været mange reaktioner på forslaget om den diagnose. Den gode hensigt er ikke til at komme udenom, for det er rigtigt nok, at der findes nogle mennesker, som kan blive fastlåst eller frosset fast i en vedvarende sorg. Det gælder både ældre mennesker, der har mistet deres livs kærlighed, eller en ung mor, som mister et barn i en dramatisk ulykke.

Eksemplerne kan være mange, og sorgens udtryk og forløb præges også af den enkeltes personlighed, tidligere historie, familie og støttemuligheder. Mange mennesker kan godt trænge til god hjælp i disse svære og ofte ubærlige livssituationer.

Samtidig kan man godt blive betænkelig ved de noget kunstige afgrænsninger. Hvorfor er grænsen for eksempel seks måneder? Er et sørgeår helt ukendt for statistikere? Den forlængede sorgdiagnose er også forbeholdt dødsfald.

Men der er masser af andre slags sorg, som både i intensitet og funktionsnedsættelser er sammenlignelige og måske endda mere komplicerede. Her tænker vi for eksempel på den enorme sorg, som nogle skilsmisseramte rammes af.

Masser af lidelse og sygemeldinger for voksne også i ung alder rammes af det, og mange børn oplever store tab i den forbindelse.

Nu må vi se, hvad ICD-11 udkommer med i den samlede udgave. Ingen diagnoselister er fuldkomne. Og det er sundhedsplanlæggere og behandlere heller ikke. I det her terræn bliver det en stor udfordring for læger og psykologer om i al ydmyghed at holde sig fra overbehandling af den sunde sorg og udvise visdom og respekt, også når sorgen er længere end det udregnede gennemsnit – og at kunne kende forskel på en forlænget sorg og en depression. Det er nemlig ikke altid så let.

Mange hilsener