Frands Fischer stod på Oslo-færgen og glædede sig til familiens skiferie i Norge, da hans mobiltelefon ringede. Det var om formiddagen tirsdag den 7. februar. Han havde set frem til en uge på pisterne og nogle dage væk fra jobbet som rektor for VUC og HF i Skanderborg og fra den socialdemokratiske formandspost i kommunens Undervisnings- og Børneudvalg. Men pausen blev kort, for det var en journalist fra Ekstra Bladet, der ringede.
”Journalisten havde hørt, at der havde været et voldsomt sammenstød mellem fem unge på parkeringspladsen bag Ry Hallerne aftenen før. En af drengene var blevet ramt af en flaske med brændende benzin og var nu indlagt på sygehuset med alvorlige forbrændinger. Alle fem gik i 9. årgang på Mølleskolen i Ry – og hvad havde jeg at sige til det?”.
Frands Fischers skiferie blev ikke den afslappende tur med familien, han havde forestillet sig. For der var sket noget helt uforståeligt i kommunens ellers meget velfungerende og naturskønne stationsby, og Frands Fischer vidste, at episoden den 6. februar 2017 ville markere et før og et efter. Samt masser af arbejde med at prøve at forstå, hvordan det kunne gå så galt.
”Sagen her har rokket ved byens selvforståelse. Før talte man om Ry som et glansbillede. Med en idyllisk placering ved Guden-åen og Silkeborg Søerne, ressourcestærke forældre og tårnhøje boligpriser. En velfungerende skole, et godt ungdoms- og foreningsliv. Et smørhul, som mange er flyttet til, fordi man netop ikke har haft de samme problemer som andre byer, og hvor en forening som Natteravnene derfor var ved at nedlægge sig selv – for der var jo intet at holde øje med. Alt det ændrede sig den dag i februar for et år siden,” siger Frands Fischer, når han i dag kigger tilbage på begyndelsen af det, der i medierne blev omtalt som Ry-sagen.
Mens folk i Ry selv var forvirrede og havde svært ved at forstå, hvordan det kunne komme så vidt, at fire af byens unge nu var blevet anholdt, i første omgang sigtet for drabsforsøg, mens den femte ville være mærket for livet, så havde medierne ifølge Frands Fischer meget travlt med at finde skabeloner, de kunne presse Ry-sagen ind i.
”I begyndelsen troede journalisterne, at de fire unge var af anden etnisk oprindelse, og at offeret var etnisk dansk, og det fik jo virkelig overskrifterne til at blinke. Da pressen så fandt ud af, at det forholdt sig omvendt, at offeret var en dreng med afghanske forældre, og gerningsmændene var pæredanske, så tog historien pludselig en ny drejning. Men virkeligheden var altså langt mere nuanceret, og det var den, vi nu skulle prøve at blive klogere på i stedet for at fælde domme for hurtigt – og med ønske om at forstå og lære af sagen, så vi forhåbentlig kan sikre, at den slags aldrig sker igen.”
Undervisnings- og Børneudvalget fik til opgave at lave en læringsproces, og Frands Fischer har derfor brugt en stor del af sin tid på at se på kriseberedskab, mobbestrategier og kriminalpræventive indsatser og haft både forældregrupper, foreningsliv og skolefolk til samlede møder og diskussioner. Arbejdet er langtfra slut, men vil fortsat være i fokus mange år frem, siger han og understreger, at en del af opgaven også handler om at finde ud af, om der har været nuancer eller signaler, man har overset.
Netop ønsket om at forstå, at tage ved lære og se på, hvad man måske også selv kunne have gjort anderledes, er i det hele taget en tænkning, der, ifølge de fleste kilder til denne artikel, har præget folk i Ry det seneste år. Det fremhæver også sognepræst Jesper Hanneslund, der gik lidt rundt om sig selv, da han skulle skrive sin prædiken til søndagens gudstjeneste få dage efter overfaldet.
”Ingen havde drømt om, at der kunne ske noget så forfærdeligt her i Ry, og netop dét var jo også med til at gøre sagen så stor. Jeg kendte ikke selv drengene eller deres forældre, men begyndte at tænke over, om der var noget, jeg selv kunne og burde gøre. Og så skrev jeg min prædiken, som var noget inspireret af, at jeg på det tidspunkt så den norske tv-serie ’Skam’, der jo også handler om unge, der er udfordret i forhold til omgivelserne og fællesskabet.”
Søndag den 12. februar gik Jesper Hanneslund derfor på prædikestolen i byens kirke og satte ord på nogle af de tanker og følelser, som han var opfyldt af:
”Min viden er på samme måde som de fleste andres. Og netop derfor drister jeg mig også til at sige lidt her, for fra den position set udefra, tillader jeg mig at gætte på, at I måske har det lidt på samme måde som jeg. For jeg synes faktisk, det er vanskeligt sådan definitivt at finde ud af, hvad jeg skal mene. Ikke så meget om det, der skete ved hallen den her mandag aften – det var jo tydeligvis grimt og forkert – det kan vi allesammen blive enige om, inklusive de involverede personer, tror jeg. Men jeg tænker mere i forhold til, hvordan de her stakkels drenge, hvordan vi andre, og Ry, skal komme videre herfra med det skete på en hensigtsmæssig måde,” lød det blandt andet i prædikenen, der herefter netop pegede på, hvad der kan være vigtigt at minde sig selv og hinanden om:
”Det er vel i sådan en situation, at fællesskabet skal vise sin styrke og sin evne til at få tingene til at bære videre. Det er vel her, mennesker har brug for mennesker til at håndtere den skam, gøre den til at leve med og gøre den til ingenting igen. Det er her, fællesskabet skal finde den rette balance mellem den enkle, men også hårde retfærdighed på den ene side, og så nåden, kærligheden og overbærenheden på den anden.”
At man på den måde skal være der for hinanden, ikke pege fingre og uddele skyld blandt drengene, deres forældre og kammerater har også præget byen i året, der er gået, lyder det fra flere. De fire direkte involverede fik deres retslige domme ved byretten i Horsens i april. De har i dag udstået deres straf, og både de og offeret er nu i gang med nye skole- og uddannelsesforløb.
”Så på den måde kan man sige, at sagen er afsluttet, og at de fem involverede drenge og deres familier snart skal have fred. Men vi er ikke færdige med at snakke om, hvad der gik forud for hændelsen. Og hvis vi skal lære noget af den, så er vi også nødt til netop at tale om det og ikke fordømme dem, der stadig har et behov for at blive hørt,” lyder det fra Katja Hillers, der er mor til en pige, der gik på samme årgang som de fem involverede og i klasse med to af gerningsmændene.
Datteren har derfor været meget præget af sagen og haft de samme splittede følelser som mange af kammeraterne: hvordan kan man holde af en person og samtidig fordømme vedkommendes handling?
Katja Hillers peger på, at der faktisk var rejst advarselsflag på netop denne årgang tidligere. Men at der af hende uforklarlige grunde ikke havde været lydhørhed.
”Der har været en del alvorlige episoder på den årgang, og nogle af os forældre har forsøgt at få skolen og kommunen til at reagere. Men sagerne er ikke blevet taget alvorligt eller håndteret. De unge har skullet finde sig i for meget, og man har forventet en alt for stor rummelighed og tolerance hos dem,” siger Katja Hillers, der efter episoden sammen med tre andre forældre tog initiativ til gruppen ”Synlige Voksne” i Ry, der i dag har over 500 medlemmer.
Foreningens formål er at lytte til de unge og samtidig tydeliggøre vigtigheden af forældrenes inddragelse, engagement og samarbejde.
”De unge har brug for, at vi er til stede og interesserede i deres liv, og vores ansvar som forældre rækker længere end til vores eget barn. Vi har også et ansvar for fællesskabet og alles trivsel,” siger Katja Hillers, der mener, at det er en del af den læring, der skal drages på baggrund af sagen.
Hun understreger dog, at det ikke er nok, og siger, at selvom hun i virkeligheden slet ikke ønsker at pege fingre ad nogen, mener hun, at både skolen og Skanderborg Kommune mangler at erkende, hvad de kunne og skulle have gjort anderledes. Men også at anerkende de forældre, der faktisk forsøgte at advare dem.
At der nu bliver kigget ekstra grundigt efter Mølleskolens og Skanderborg Kommunes håndtering af sagen, har også Ombudsmanden sørget for. Ombudsmanden begyndte selv at interessere sig for forholdene på skolen efter episoden sidste år, og en række forældre henvendte sig derfor til ham med oplysninger om konflikter og hændelser, som de gerne vil have med i hans betragtninger. Ifølge Midtjyllands Avis, der har fået aktindsigt i sagen, har Ombudsmanden fået i alt 15 henvendelser fra borgere. Men som avisen skriver, kan Ombudsmanden ikke finde de samme konflikter beskrevet i de papirer, han har modtaget fra Skanderborg Kommune om sagen – og det rejser selvfølgelig endnu et spørgsmål: om skole og kommune har opfyldt deres notatpligt.
Kristeligt Dagblad har kontaktet Mølleskolens leder til denne artikel, men ikke fået svar, og skolebestyrelsesformanden ønsker ikke at udtale sig, mens Ombudsmanden ser på sagen. Den nu pensionerede Alma Schack Andersen, der var konstitueret skoleinspektør på Mølleskolen, da brandsagen skete, vil dog godt citeres for følgende:
”Det er en meget speciel sag af mange årsager, som jeg nok stadig ikke fuldt ud kan gennemskue. Men jeg vil ikke kommentere den, mens Ombudsmanden stadig undersøger sagen, da det vil kunne opfattes som et partsindlæg. Jeg og skolen har ikke noget at skjule, og det siger jeg ikke bare for at vaske hænder eller sige, vi intet har gjort forkert. Men jeg vil gerne give Ombudsmanden og skolen arbejdsro.”
Ønsket om ro. Om at komme videre og lægge sagen bag sig er også en af stemningerne i Ry. Og derfor ønsker en af kilderne, en mor til en pige på samme 9. årgang som offer og gerningsmænd da også at være anonym ”for ikke at rippe op i tingene endnu en gang og gøre det sværere for de unge”, som hun forklarer det.
”Nu skal de altså have lov til at komme videre med deres liv. For det har jo fyldt helt ufatteligt meget for de her unge mennesker, og de har slet ikke kunnet genkende sig selv i mediernes historier om et forfærdeligt og farligt ungdomsliv i Ry, som er blevet beskrevet. Det er deres gode venner, det handler om. Drenge, der ellers ikke er noget ondt i,” siger hun og peger derfor på, at ”hvis det kunne ske for dem, så kunne det lige så godt være mit barn eller mig selv som 15-årig, der var havnet på den forkerte side i en hanekyllingkamp, hvor gruppedynamikken pludselig kræver, at du gør noget, som du ellers ikke ville have gjort. Der var lagt op til en slåskamp, men det springende punkt er selvfølgelig, at én af dem så havde taget brandbomber med. Og at de blev brugt.”
Som forælder til en, der var tæt på, mener hun også, at det er for tidligt at tale om en egentlig læring af forløbet.
”Lige nu er der stadig et sår, der skal have ro. Så kan vi altid tale om arret senere, og hvad vi kan lære af det.”
Men selvom der skal tid og ro til at læge et sår, så ser formanden for Undervisnings- og Børneudvalget, Frands Fischer, faktisk frem til, at der kommer endnu mere lys på sagen, når Ombudsmanden afleverer sin rapport.
”Når det sker, vil jeg virkelig tage hans rapport som en stor hjælp, for det, han eventuelt peger på, er punkter, vi skal have ændret praksis omkring. I skolen og i kommunen. Hele sagen skulle jo gerne lære os noget. Og jeg er da også sikker på, at de fleste forældre i dag tager lidt flere snakke med deres teenagebørn om, hvordan de egentlig har det. For selvom man bor i Ry, kan der altså godt være problemer.”