Prøv avisen
Spørg om livet

Det kræver overskud og gode kolleger at arbejde med mennesker

"Jeg har gennem mine mange år inden for psykiatrien mødt mange skæbner, der udefra set må være ubærlige." Foto: Dmitriy Shironosov/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Efter 20 år i retspsykiatrien ved denne uges brevskriver, hvordan det er at agere i kaos. Det er en udfordring at bære håbet for patienterne

Kære Brevkasse

Efter at have læst jeres betragtninger om arbejdet med mennesker de seneste par uger, fik jeg lyst til at skrive lidt om mine egne erfaringer med det at have et omsorgsjob.

Igennem mere end 20 år har jeg været ansat inden for retspsykiatrien. Så jeg må sige, at jeg har arbejdet med og oplevet mennesker i nød. Vi skulle med vores leders ord: ”bære håbet for vores patienter”. Dette være lettere sagt end gjort. Som I selv skrev i sidste uge, skal man som personale være container og rumme de lidendes livshistorier og vanskeligheder i en hverdag, der ofte kan forekomme kaotisk, ikke mindst inden for psykiatrien.

Derfor er de personlige kompetencer meget afgørende i arbejdet med syge mennesker. Det er min erfaring, at man skal evne at bevare roen og rumme det kaos, der ofte vil gøre sig gældende inden for psykiatrien, men nok også mange andre steder inden for omsorgsarbejdet.

Det er desuden vigtigt at have et godt samarbejde og en ordentlig tone i arbejdet. Al menneskelig relation bygger på respekt og tillid, og det gælder bestemt også i en personalegruppe, som arbejder med mennesker. Det er efter min mening alfa og omega, at man behandler hinanden med respekt, at man taler positivt om og med hinanden, og man i det hele sender det signal, at man vil hinanden. Det kan måske lyde såre enkelt, men det er ingen selvfølge i en travl hverdag.

Det er også afgørende at kunne lytte til den enkelte patient. Ofte tror vi, at vi kender svaret og bliver utålmodige, hvis patienten ikke svarer med det samme. Men der kan vi tage gruelig fejl, fordi psykisk syge ofte tænker helt anderledes end vi andre såkaldt ”normale”.

Må jeg blot give et eksempel: For en del år siden prøvede vi at låse yderdøren op mellem klokken 13 og klokken 17 for at give patienter en større grad af frihed, og samtidig ”øve sig på en ulåst dør”. Her troede jeg nok, at vi hurtigt ville tømme afdelingen, men der tog jeg helt fejl. En dag henvendte en patient sig til mig og spurgte: ”hvordan kan du tage ansvaret for en åben dør”? Da jeg forsigtigt spurgte, hvad han mente, svarede han prompte: ”Jamen, enhver kan jo komme ind fra gaden og sætte sig i vores dagligstue”. Nej, der kom ingen ind udefra, men det gik op for mig, at den låste dør faktisk kan være en beskyttelse over for den verden udenfor, som mentalt syge mennesker måske ikke husker for noget godt.

Jeg har gennem mine mange år inden for psykiatrien mødt mange skæbner, der udefra set må være ubærlige. Her er det vores opgave at give dem håbet og livsmodet tilbage og så vidt muligt give dem troen på et godt liv på trods og mod alle odds.

Når og hvis det lykkes, giver det en stor arbejdsglæde, og det er vigtigt hele tiden at have fokus på de små sejre i hverdagen. Det er den bedste måde at bevare modet på.

Venlig hilsen

Pædagogen

Kære pædagog

Tak for dit fine brev om det at arbejde med og for mennesker, som har store problemer i deres liv. Som du skriver, kan et sådant arbejde være en stor rigdom. Tænk, at man får lov at komme lidt ind i et andet menneskes livslandskab og følges med ham eller hende et stykke på vejen. Det er en ære at få lov til at gæste andre – og man kan blive klogere på livet, og man kan blive klogere på sig selv igennem det.

Og ofte giver det også mening at arbejde med mennesker. Man kan være heldig at se, at det gør en forskel, og at mennesker får nyt livsmod og ny livsmestring på det ene eller andet område efter kortere eller længere tid.

Men det kan også være både hårdt og opslidende at arbejde dagligt med andre menneskers kriser. Opgaven kan nogle gange tynge, for man har så at sige hele tiden et ansvar for dem, som man er sammen med, og det kan være meget udfordrende. Det kræver nogle gange gode, vise tolkninger at finde ud af, hvad mennesker mener eller har brug for i givne situationer, og det er ikke altid lige let at finde den gode vej.

Hvis mennesker har det rigtig dårligt enten fysisk, økonomisk eller psykisk, kan det også give en følelse hos hjælperen af magtesløshed. Man kan opleve, at man ikke slår til, fordi man ikke har nøglen til helbredelse eller til en bedre økonomisk situation eller bedre relationer til andre. Og hvis man har oplevelsen af for meget håbløshed i det daglige – måske også båret af manglende tid til de enkelte opgaver, så kan det gå ud over livsmod og arbejdsglæde på den længere bane. Nogle kan reagere med stress og udbrændthed, og andre beskytter sig måske mere ved at resignere og lægge en ufølsom distance ind i deres arbejde.

Som du skriver, er det uhyre vigtigt, at man har gode, omsorgsfulde og opmuntrende kolleger, hvor man også kan tømme sig for de svære ting eller de dilemmaer, man ofte kan opleve i arbejdet med mennesker. Og som vi skrev sidste fredag, er vejledning og supervision meget vigtigt – og desværre ikke prioriteret alle steder.

Og så skriver du noget afgørende. Du overraskes af et eksempel, som gør indtryk på dig. Det er så vigtigt at have fokus på de små ting og de gode og gyldne øjeblikke. Selv små episoder, hvor mennesker møder forståelse og godhed fra professionelle, kan have stor indflydelse.

Vi skal komme med et lille eksempel fra vores eget liv. Vores midterste barn er, som nogle ved, udviklingshæmmet. Da han var lille, var han flere gange indlagt på hospital blandt andet med epileptiske anfald eller andre ting. Engang hvor han i tillæg havde fået kraftig lungebetændelse, kom hele korpset af læger og sygeplejersker på stuegang og så på ham og drøftede tingene. En af os, som var indlagt med Frederik, stod i rummet lidt i periferien. Da de havde undersøgt og set på Frederik, gik de alle ud af sygestuen igen. Overlægen var den sidste. Og idet han er på vej ud, vender han sig pludseligt om og går tilbage imod den ene af os. Han lægger hånden på skulderen og siger varmt: ”jeg glemte helt at spørge til, hvordan du mon har det?”

Vi har hørt mange mennesker i sårbare situationer fortælle om sådanne gode, gyldne øjeblikke, hvor de møder en fagperson med et lyttende sind, en varm tilgang og et forstående blik. Det gør indtryk – måske mere end man aner, og det kan være med til at bringe nyt mod og nyt håb. Så lidt og dog så vigtigt. For hvor kan man også føle sig ensom i systemerne, hvis disse gode øjeblikke af menneskelig kontakt og forståelse ikke indtræffer. Det er der også mange, der kan berette om.

Vi kan ikke altid give andre alt det, de har brug for. Men vi kan møde dem med værdighed, godhed og nysgerrighed. Og så naturligvis god faglighed. Og vi kan have en ydmyg tilgang til dem. De sårbare er ikke mindre værdifulde end hjælperen. Tværtimod er de på en måde en lidelse rigere, og det afkræver respekt i mødet at være med til at rejse mennesker bare lidt op.

Mange hilsener