Der er dunkelt i den fine stue. Kraftige, grønne gardiner, der er draperet, så de fylder det meste af vinduet, tillader ikke meget dagslys at slippe igennem. Møblerne, der er i mørkt træ, står tæt, gulvtæpperne er tykke, og overalt på møbler, hylder og vindueskarme er der anbragt nipsgenstande. Hen over sofaryggen ligger der eksempelvis to klude hæklet i hvidt bomuldsgarn. Kludene er såkaldte antimakassar, og i modsætning til meget af det andet i stuen er de ikke kun beregnet til at se pæne ud.
Vi er i 1890’erne, klunketiden, og på den tid var det moderne for mænd at smøre deres hår ind i såkaldt makassarolie. For at det fedtede stads ikke skulle overføres til de fine møbler, hæklede deres fruer antimakassar til sofaen.
”Antimakassarne er et godt eksempel på, hvordan det levede liv satte sine materielle spor i hjemmet i slutningen af 1800-tallet. Sådan er det historisk, og sådan er det stadigvæk. Et hjem er karakteriseret ved, at det især er der, mennesker sætter deres materielle spor. Så langt tilbage som vi har kilder fra, ved vi, at der har været ting i boligen, der både signalerer identifikation og status.”
Det siger Tove Engelhardt Mathiassen, der er antropolog og museumsinspektør i frilandsmuseet Den Gamle By i Aarhus. Hun har kurateret flere af udstillingshjemmene på museet og har indvilget i at være guide på en rundtur til forskellige historiske hjem i Den Gamle By.
Klunketiden er med al sin overlæssethed en konsekvens af den stramme og enkle empirestil, der dominerende boligindretningen fra 1700-tallet og frem til 1850’erne. På samme måde er det næste hjem, vi besøger i Den Gamle By, en modvægt til klunketiden. Bag facaden på et gavlhus længere fremme i museets brostensbelagte gader gemmer der sig en lejlighed fra 1927. Her strømmer den klare dags sommerlys ind ad vinduerne, for de er kun halvt dækkede af tynde, hvide blondegardiner. Vi skal forestille os at være på besøg hos et nygift par, der har mødt hinanden på en højskole og nu har stiftet hjem og familie. Stuen er indrettet som et multifunktionelt rum, hvor der blandt andet både er spisebord, sybord, bøger i reolen og lidt legetøj til børnene.
”I modsætning til klunkestuen, der mest var til søndagsbrug eller til at vise frem for gæster, er 1927-stuen et rum, der er i brug hver eneste dag. Fra det her tidspunkt og frem blev der tænkt rigtigt meget i funktioner,” fortæller Tove Engelhardt Mathiassen.
Det unge par har fået indlagt centralvarme, men har alligevel valgt at beholde den gamle jernovn. Historien bag den beslutning skal, ifølge antropologen, findes i, at parret har oplevet Første Verdenskrigs knaphed og derfor har valgt at sikre sig varme ved at gå med både livrem og seler. Igen er det deres levende liv og erfaringer, der materialiserer sig i boligindretningen.
Det næste årstal, vi når frem til på vores spadseretur i Den Gamle By, er 1958. Lejligheden fra den tid er indrettet som en såkaldt erindringslejlighed, hvor mennesker med demenssygdomme kan komme på besøg. Derfor er der her lagt vægt på, at de besøgende både skal kunne kigge på indretningen, høre datidens musikalske toner, få fornemmelsen af et nystivet forklæde, dufte et ferniseret gulv og rengøringsmidlet brun sæbe, samt smage på en kop kaffe, der er tilsat erstatningsproduktet Richs. Sanseapparatet hjælper mange af dem til at få erindringsglimt af, hvordan deres eget liv blev levet bag hjemmets fire vægge dengang i 1950’erne.
I selve indretningen dominerer egetræsmøbler. Teak blev først moderne i 1960’erne, og der er ting i boligen, der stammer tilbage fra både 1930’erne og 1940’erne.
”Også dengang var det naturligvis de færreste, der indrettede sig på en måde, hvor alting var nyt. Derfor er hjemmet en blanding af arvestykker og nyanskaffelser,” siger Tove Engelhardt Mathiassen.
Til nyanskaffelserne hører fjernsynet, der både i størrelse og udseende er et møbel på lige fod med stole, borde og reoler. Også symaskinen og kurven med stoppegrej har fået en fremtrædende plads, for på den tid var især børnenes tøj hjemmesyet, og alt beklædning blev af sparehensyn repareret, så det kunne holde længst muligt.
Den Gamle By har udvidet sit areal betragteligt gennem de senere år. Det er blandt andet sket for at få plads til det såkaldte moderne kvarter med en 1970’er-bydel. Her er hele 10 forskellige hjem fra året 1974. Man kan blandt andet kigge indenfor hos en kernefamilie, et ungt par med barn og et kollektiv. I 1974 var mange familier flyttet i parcelhuse, og kernefamiliens hjem er genskabt, som lige inden de også blev en del af den udvikling. For de familier, der allerede var flyttet ud i parcelhuskvartererne, satte elektrificeringen sig tydelige spor. Der kom støvsugere, vaskemaskiner, opvaskemaskiner og kaffemaskiner til. I Den Gamle By har kernefamilien også fået både kaffemaskine og støvsuger.
Der er knald på farverne i 1970’er-hjemmene, hvor orange, gul og brun dominerer. Indretningsstilen er mere individuel end tidligere. Udsøgte gamle arvestykker fungerer fint sammen med ølkasser og hjemmebyggede reoler, og nipsgenstandene er hjemmelavet keramik eller ting, som børnene har lavet i skolens sløjd- eller formningstimer. Hos det unge par med ét barn er ligestillingen synlig på den måde, at de to voksne har givet hinanden lov til at indrette hvert sit rum.
Snart kommer også den nære fortid på museum i Den Gamle By. Det sker i 2021, hvor museet åbner et kvarter med 2014-boliger. Materialet til dem er allerede indsamlet, og vi ved derfor, at vi kan komme til at opleve et hjem for en storbykvinde, der lever alene, og for en regnbuefamilie. Indretningen fra regnbuefamilien er hentet fra ægteparret Lena og Anne-Mette Isager og deres tre teenagebørn, der beredvilligt har stillet deres hjem til rådighed for museet. I museumsudgaven vil der især blive fokuseret på deres køkken-alrum, hvor en stor del af familiens liv leves. Der vil desuden blive lagt vægt på, at alle familiens medlemmer har hver sin mobiltelefon og computer, og at arbejdslivet kan være flydende og til tider foregår i hjemmet.
”2014-familien lægger stor vægt på, at hjemmet er funktionelt, hvilket trækker en tråd tilbage til 1927-hjemmet,” det siger Anna Wowk Vestergaard, museumsinspektør med ansvar for indretningerne i Det Gamle Bys nye kvarter, og tilføjer:
”Holdningen er, at hjemmet er til for at blive brugt, og det ikke er et hjem, hvor der er møbler, som man ikke sidder godt i, eller lamper, hvor lyset ikke er godt.”
Størrelsen af hjemmet vil også være en faktor, der skal lægges mærke til i 2014-boligen, selvom museumsudgaven bliver mindre end det rigtige hjem. Ifølge Danmarks Statistik bor hver dansker i dag gennemsnitligt på 52 kvadratmeter. I 1981 var tallet 43, og i samme tidsrum er vores familier blevet mindre. Der er flere, der bor alene. Singler har i gennemsnit 84 kvadratmeter til rådighed, mens hver person i en husstand på fire i gennemsnit har 36 kvadratmeter.
På turen rundt i de historiske boliger har vi overalt mødt masser af mennesker. Unge, gamle, familier, skoleklasser og mennesker fra hele verden besøger museet. Sidste år lå Den Gamle By med langt over en halv million årligt besøgende på andenpladsen over de mest besøgte museer i Danmark. Ikke så mærkeligt, hvis man spørger Tove Engelhardt Mathiassen:
”Vores direktør, Thomas Bloch Ravn, plejer at sige, at vi bygger en tidsbro her. Det synes jeg er et virkelig godt udtryk for det, man kan opleve ved at besøge fortidige hjem og dermed fortidige måder at leve på. I 1974-hjemmet genkender du måske elementer fra det hjem, som du selv indrettede, da du flyttede hjemmefra. Andre steder kan du opleve ting fra dine oldeforældres, dine bedsteforældres og dine forældres hjem. Der bygges en bro mellem generationer ved at åbne hjemmene. For hjem er noget, vi alle sammen har en erfaring med og kan forholde os til. Der er der, vi sætter vores materielle spor,” siger hun.