De fleste kender historien om Pippi Langstrømpe. Men kun de færreste husker, hvordan den slutter. Med billedet af den ukendte Pippi.

Pippi - en filosofisk dagdrømmer

Derfor læser Jens Andersen altid op af netop de sidste passager i trilogien om den rødhårede og bomstærke heltinde, når han taler om sin nyligt udgivne Lindgren-biografi ”Denne dag, et liv”.

Pippi har sagt farvel til Tommy og Annika. De to søskende står i pyjamas i børneværelset, og gennem vinduet og de nøgne efterårsgrene ser de Pippi sidde alene i nabohuset og stirre ind i stearinlysets blafrende flamme. Synet får Annika til at skælve af bekymring.

”Åh, jeg håber ikke, hun føler sig alene,” siger hun.

Men det billede af Pippi, som Lindgren tegner, er ikke et billede af en traumatiseret og ulykkelig pige. Det er billedet af et menneske i filosofisk positur. Et menneske, der dagdrømmer, tænker - eller ”fantiserer”, som de siger på svensk.

”Pippi-trilogiens afslutning er det grundlæggende eksempel på Astrid Lindgrens ensomhedsbegreb - eller filosofi om man vil - hvor ensomheden sættes på spidsen, og hvor dét at være alene ikke gøres til noget stigmatiserende eller entydigt smertefuldt. Hun skriver om ensomheden, som hun selv oplevede den: dobbelttydig og mangefacetteret, og på den måde siger hun rigtig meget om, hvorfor vi ikke skal være bange for vores ensomhed og bekæmpe den, men måske ligefrem skal give den plads og værne om den,” siger Jens Andersen.

Astrid Lindgren forstod ensomheden

Jens Andersen, der har adskillige store biografier bag sig, har med sin analyse af Lindgrens forfatterskab og sin adgang til hidtil ukendte dagbogsnotater, personlige korrespondancer og samtaler med Astrid Lindgrens 81-årige datter, Karin Nyman, skrevet en bog om et menneske, som vi troede, vi kendte, men som alligevel viser sig at rumme sider, der først nu lader sig folde rigtigt ud.

”For mig står Astrid Lindgrens særlige oplevelse og forståelse af ensomhed frem som helt central i hendes liv og forfatterskab, og derfor blev det hurtigt vigtigt for mig at bringe netop det i spil, fordi det kan bidrage med noget vigtigt i den tid, vi lever i nu, hvor ensomhed entydigt omtales som noget negativt, sygeligt og suspekt. I en tid, hvor over 30 procent af Nordens børn og unge betragter sig selv som ensomme, er det rigtig vigtigt at tale om ensomhed som noget mere og andet end et stigma og en bundulykkelig tilstand, der skal bekæmpes. Det betyder ikke, at vi ikke skal tage dem, der er uhjælpeligt isoleret i deres ensomhed, alvorligt, eller at vi alle skal sætte os og se ind i det blafrende lys ligesom Pippi. Men vi har mere end nogensinde brug for at tilføje nogle nuancer til vores alt for ensidige opfattelse af ensomheden. Det kan Astrid Lindgren hjælpe os med,” siger Jens Andersen.

Astrid Lindgren selv forstod meget tidligt i sit liv - måske allerede som stort barn - at ensomheden havde mange ansigter og udtryk, og hun mødte den selv i sin sorteste form, da hun som helt ung kvinde måtte overgive sønnen Lasse til en plejefamilie i Danmark 600 kilometer fra Stockholm.

”Det må betragtes som en af de mest brutale former for ensomhed, man kan opleve: At være alenemor, afskåret sit barn. Og der er næppe tvivl om, at Astrid Lindgren kendte til den afgrundsdybe form for ensomhed og i perioder flirtede med tanken om selvmord. Men hun fik også tidligt i sit liv kontakt til en lysere, mere positiv og opbyggelig form for ensomhed gennem skriveriet. En tryg og frugtbar ensomhed, der viste sig ikke at være skræmmende, men fuld af mulig fylde, opdagelse og udvikling. Derfor bliver ensomheden aldrig entydigt sort for hende. Den er altid også det modsatte,” siger Jens Andersen.

Gennem hele sit liv bevægede Astrid Lindgren sig mellem disse to positioner. Mellem medlevende social deltagelse og tilbagetrukken selvvalgt ensomhed. En rytme, som hun grundlagde i barndommens Vimmerby, forfinede i sit voksenliv og gav i fødselsgave til de store børnebogsfigurer, der tegnede hendes forfatterskab.

Lindgrens børnefigurer er ensomme - ikke triste

”Langt de fleste af hendes børnekarakterer, hvis ikke ligefrem dem alle, rummer denne dobbelthed. Pippi er jo ren iscenesat ensomhed. Hendes mor er død, hendes far er sydhavskonge, og hun bor i et enormt hus helt alene. Og her skal man lægge mærke til, at hun er en trussel mod normaliteten, fordi hun er ensom. Og hun er jo mildt sagt ikke ensom på nogen ulykkelig måde. Også Emil fra Lønneberg spenderer en god del af sin barndom alene og forvist til sit snedkerværksted. Men det er jo i virkeligheden ikke nogen straf, det er nærmest en belønning. For se, hvad der kommer ud af det: en fantasifuld og kreativ kunsthåndværker, der skaber det ene mirakel efter det andet. Mennesker snittet i træ. Og som netop altid kun gør det i kraft af sin ensomhed,” siger Jens Andersen.

”Lykken kommer aldrig udefra, den kommer inde fra dig selv,” sagde Astrid Lindgren, og hun henviste til den særlige kraft, der kan hentes ud af samværet alene med sig selv og berige og udvikle den enkeltes liv.

Derfor er Jens Andersen heller ikke sikker på, at det kun er en udelukkende klog investering, når vi poster millioner af kroner i bekæmpelsen af ensomhed og helt glemmer den styrke, som det at turde være alene med sig selv også rummer. Og hvad børnene angår, så vænner vi måske ligefrem vores børn til at være bange for at være alene og forpasser muligheden for at lade dem øve sig i disciplinen og finde sig til rette i den.

Ensomhed kan gøre os stærke

”Nogle af de største beslutninger, vi tager i vores liv, tager vi, når vi for eksempel sidder alene på en strand og ser bølgerne slå mod stenene. Det er i ensomheden, de tanker, der ikke har en afsender, men kun udspringer i os selv, kommer og får frit løb. Men det kræver øvelse - en form for dannelse over en række år - og jeg synes ikke, vi er gode nok, hverken i uddannelsessystemet, i institutionerne eller i familierne, til at skabe de ensomhedsrum. Frygten for ensomhed og selskab alene med sig selv er tydelig at se på den panik, der breder sig blandt børn og unge, når de i et øjeblik står uden selskab og smartphones. Men at være fuldkommen offline og kun overladt til sig selv og sine tanker er jo i virkeligheden noget af det vigtigste, der findes,” siger Jens Andersen.

Selv for det ulykkeligste barn, det barn, der ikke har noget eller nogen at forbinde sit liv til, kan ensomheden, hvis den bruges rigtigt, være en livsvigtig redningsplanke.

Tvebak, der ligger for døden og har mistet sin bror, og Mio, der sidder forladt og forældreløs tilbage på bænken i parken, undslipper, for en tid i hvert fald, deres ulykkelige skæbner ved at forsvinde ind i fantasien og løfte en helt ny fantasiverden ud af ensomheden. De skaber ud af ensomheden en helt ny klode.

Det er en gentagende konstatering i Astrid Lindgrens forfatterskab og en form for trøst til hendes mange små læsere, at selvom de er noget så ulykkelige, forladte og alene, så kan de dog én ting: De kan løfte noget helt vildt stort ud af sig selv.

Jens Andersen er alvorligt bekymret for, at vi med angsten for ensomheden risikerer at sætte netop den evne hos vores børn over styr. Astrid Lindgren selv berørte samme bekymring, når hun gentagne gange fremhævede forestillingen om barnet alene og fordybet i bogen som idealforestilling og insisterede på, at ensomheden ikke bare er en ulykkelig svøbe, men er netop den tilstand, hvorfra store og mentalt fornyende og forstærkende kræfter springer. Kræfter til at skabe det liv, man stræber efter og længes efter at få eller være en del af.

Den grundtanke kommer, ifølge Andersen, smukkest og stærkest til udtryk i bogen om Ronja Røverdatter, der kan betragtes som Astrid Lindgrens store og egentlige afslutning på forfatterskabet, og hvis skildring af naturbarnet Ronja ligger tættest på den balance mellem ensomhed og fællesskab, som Astrid Lindgren selv efterstræbte.

”Den lykke, som Ronja udtrykker i vårskriget, det er jo Astrid Lindgrens eget forhold til ikke bare naturen, men også ensomheden. Det er ikke et ulykkeligt og bange skrig, men et stærkt, modigt og euforisk skrig. Ronja er måske nok det barn i hele forfatterskabet, der rummer mest integritet, og den hviler netop på hendes erkendelse af, at hun selvfølgelig ikke skal leve altid i skoven løsrevet fra sin familie og venner, men samtidig er fuldstændig bevidst om, at hun aldrig, aldrig kan opgive de kvaliteter og den rigdom, der er i at være helt, helt alene. Hun går aldrig på kompromis, men vælger myndigt og ubøjeligt begge dele til. I et vægtforhold, hun selv suverænt bestemmer.”

Lindgren vidste, at ensomheder et grundvilkår

Jens Andersen vil ikke udråbe Astrid Lindgren til ensomhedsfilosof, og han er meget bevidst om, at Lindgren, hvis hun levede i dag, selv pure ville afvise enhver snak om ensomhedsfilosofi i sine bøger. Hun skrev jo til barnet i sig selv og til barnet, som læser, og blev dermed ophavsmand til en børnelitteratur, der for første gang gav barnet hovedrollen og skabte fortællinger, som børn kunne spejle og genkende sig i.

Men det barn, hun skrev til, kendte dog til alle ensomhedens mange facetter, og den indsigt viser sig igen og igen som et tema i forfatterskabet, dagbøgerne, interviewene, talerne og den personlige korrespondance. Mellem alle de mange linjer synes ét budskab at tone frem: Vi mennesker er alene. Det er et grundvilkår for børn og for voksne, og jo hurtigere vi finder ud af det i vores liv og tager det på os, jo hurtigere forstår vi at værdsætte de kvaliteter og den rigdom, den ubodelige ensomhed også kan bringe med sig.

”Du kan trække en lige linje fra gennembrudsromanen om Pippi, der stirrer eftertænksomt og 'fantiserende' ind i stearinlysets flamme, og frem til forfatterskabets storslåede finale med Ronja, der skriger sin lykke ud i Mattisskoven. Astrid Lindgren starter og slutter sit forfatterskab med billedet af et lykkeligt barn, der er et menneske i sin egen ret og tanke, netop i kraft af sin ensomhed. Hun fastslår først som sidst, at ensomheden er et grundvilkår, som til tider ikke er til at holde ud, men som heller ikke kan undværes,” siger Jens Andersen og tilføjer:

”Jeg er for mit eget vedkommende ikke et øjeblik i tvivl om, at hun havde ret.”