Prøv avisen
Serie: Folk og fæ på Fanø

”Vi må ikke blive et museum”: Fanø-landsby balancerer traditioner og det moderne familieliv

Lokale spillemænd går forrest i optoget til Sønderhodagen 2018 gennem byen, der blev tilbage i 2011 blev kåret til Danmarks smukkeste landsby. Her er man meget bevidst om at bevare traditioner, men samtidig holde byen moderne og attraktiv for børnefamilier gennem daginstitutioner og selvfølgelig god offentlig transport. Foto: Niels Nørgaard/Sønderhodagen 2018

For Susanne Winsløw, formand for Fonden Gamle Sønderho, er den årlige fejring af byens traditioner, Sønderhodagen på søndag, eventyrlig, men den lille landsby på sydspidsen af Fanø skal også være til at bo i for en moderne børnefamilie

Det er et smukt skue, når over hundrede børn og voksne iklædt sønderhodragter den tredje søndag i juli, i år den 21. juli, fejrer de gamle traditioner med brudeoptog, dans, musik og bal i forsamlingshuset til den årlige Sønderhodag i Sønderho på sydspidsen af Fanø. Med til festen hører, at byens ungdom i løbet af natten drager ned til Børsen ved diget med en kasse øl og nogle musikinstrumenter og danser den traditionelle dans sønderhoning, til solen står op. Men i år mente politiet, at ballet skulle slutte klokken 03, og så tog formanden for Fonden Gamle Sønderho, der står for Sønderhodagen, affære.

”Jeg tænkte, tak skal du have, det er jo en meget gammel tradition, at de unge går ned til Børsen og danser videre der, og den skal vi bevare,” siger Susanne Winsløw, der har været formand for Fonden Gamle Sønderho siden 2014.

Hun skrev derfor en mail til politiet om, at den immaterielle kulturarv på Fanø, som der arbejdes på, kan komme på kulturarvlisten i FN-organisationen Unesco, om traditionerne, fondens historie og om Sønderhodagen.

”Til sidst skrev jeg, at solen står op klokken fem den 22. juli, så I kan ikke lukke festen klokken tre. Næste dag fik jeg en bevilling til klokken fem. Det er da kun i Sønderho, at det kan ske,” siger Susanne Winsløw og smiler.

Den 69-årige tidligere gymnasielærer har inviteret indenfor i sit hyggelige hus ved Landevejen i Sønderho. For hende er det en travl tid, fordi forberedelserne til Sønderhodagen er i fuld gang. Det indebærer blandt andet, at samtlige 30 lodseddelpiger i alderen 5 til 12 år skal have sat klude, det vil sige have bundet tørklæder, i ugen op til Sønderhodagen. Når den endelig oprinder, er arrangørerne glade.

”For der kommer så mange mennesker både på Møllebanken, hvor festen holdes, og i selve optoget med de mange dragter og til ballet i forsamlingshuset. Det er en fantastisk dag på grund af den skønhed, begejstring og ordentlighed, musikken og de dygtige dansere, der har det smukkeste tøj på. Det er billedskønt. Det er faktisk et eventyr,” siger Susanne Winsløw.

I år er det den lokale sognepræst Miriam Florez, der skal holde festtalen på Sønderhodagen, der begynder med festgudstjeneste i Sønderho Kirke. Tidligere har det været toppolitikere som Marianne Jelved (R) og Mette Frederiksen (S), som har været betagede af det særlige ved Sønderho, dens historie som tidligere søfartsby og bevarelse af dens særegne kultur og miljø. Der er også stor interesse fra besøgende for at se byen og høre om dens historie.

”Jeg tror, at det ligger i tiden, at man interesserer sig for de rødder, vi har, og for den gode historie. Jeg tror også, at vi skal huske at fortælle de gode historier til børn, og det gør vi i museet Hannes Hus, når der er besøg af skoleklasser. Så fortæller vi om, hvordan Hanne Sørensen, der var sømandsenke, levede, og hvad der er nede i den kælder, der var datidens køleskab. Børnene elsker det, og det gør de voksne også.”

”Det er det med, at her er en rigtig historie, og der har faktisk boet rigtige mennesker i de gamle huse. Voldsomme tragedier har udspillet sig, når ægtemænd og sønner er gået ned med skibe ude på verdenshavene, og Sønderho har været et matriarkat, hvilket i sig selv er interessant,” siger Susanne Winsløw.

Sønderho har cirka 340 helårsbeboere. Blandt dem er en del kunstnere og tilflyttede børnefamilier. Og så er der de indfødte sønderhoninger, hvoraf nogle kan spore deres slægt flere hundrede år tilbage i tiden. Selv kan Susanne Winsløw datere sin slægt til 1537, hvilket fremgår af slægtsbogen ”Slægten Sonnichsen og de tilhørende slægter Thomsen og Kromann af Sønderho”, der udkom første gang i 1908.

”Min mor var født og opvokset i Sønderho og ud af den gamle Sonnichsen-slægt. Min farmor var også fra Fanø, men fra Nordby, og min far tog sin styrmandsuddannelse på Navigationsskolen på Fanø. Og så mødte min mor og far hinanden og blev gift og fik den ældste af mine to søstre,” siger Susanne Winsløw.

Hun er ikke selv født og opvokset i Sønderho, men er kommet her altid for at besøge familie og om sommeren i sin ungdom, fordi hendes forældre byggede et sommerhus her i 1962.

”Jeg havde nogle fantastiske sommerferier, og det er sådan noget, der gør, at man er nødt til at komme tilbage. Der var naturen og stranden og alle sværmerierne og ballerne på Sønderho Badehotel, i dag Kromanns Hotel, og på Sønderho Kro. Der var fest og ballade hele tiden, og det var så sjovt.”

Susanne Winsløw, der er uddannet cand.scient. i biologi og har arbejdet som gymnasielærer, boede i Ellum ved Løgumkloster, da hun blev skilt i 2006. Samme år flyttede hun ind i sommerhuset i Sønderho, som hun og hendes tre søstre havde overtaget fra deres forældre.

”Men det var lille og ikke egnet til helårsbeboelse. Der boede jeg om vinteren, det var bælgravende mørkt, og der var ingen naboer. Jeg arbejdede dengang i Esbjerg, og det var rigtig træls. Men så var jeg så heldig, at jeg kunne købe huset her af en bekendt i marts 2007. Det var en gammel drøm, som ikke havde kunnet blive opfyldt, for min mand ville ikke flytte til Fanø. Men så gav jeg det en chance.”

Journalist Ina Kjøgx Pedersen, der selv er født og vokset op i Sønderho, kaldte engang i en artikel i Weekendavisen Sønderho for ”Den kosmopolitiske landsby” – og den karakteristik kan Susanne Winsløw tilslutte sig.

”Der er hele sejlskibshistorien, som gør, at dengang havde man det globale udsyn, fordi de sejlede så langt, som de gjorde. Og nogle gange kom konerne med og kom tilbage og fortalte og gjorde ved. Det er en naturlig ting for folk her på Fanø, at der er en verden uden for. Der er stadig mange sømænd og pensionerede kaptajner, der bor her. Og så har vi jo alle familierne med deres børn og børnebørn, og rigtig mange af dem bor ude i verden. Det betyder, at de kommer hjem og spreder den globale identitet. Man kan altid diskutere, om der er højt til himlen her, men det synes jeg, at der er. Der er ikke nogen, der er for mærkelige eller kloge, man bliver accepteret som den, man er. Så jo, her er kosmopolitisk.”

”Byen lukker sig ikke omkring sig selv. Det ville aldrig gå. Før Sønderho blev kåret til Danmarks smukkeste landsby i 2011, var der ikke tradition for, at Sønderho Borgerforening og Fonden Gamle Sønderho samarbejdede om noget, for det var to tidsaldre. Vi var fortiden, frilandsmuseet, københavnerne og vorherre bevares. Og Borgerforeningen var de lokale folk, der havde en interesse i byens liv i nutiden. Da det gik op for mig, at vi var ved at vinde den konkurrence, og at DR ville komme herover og optage et program om byen og tilflytterne, sagde jeg til Borgerforeningen, at det er nu, vi skal hjælpe hinanden, hvis vi skal vinde den konkurrence.”

Og det gjorde de to foreninger så. Blandt andet er det lykkedes at bevare den integrerede daginstitution Bakskuld som kommunen ellers ville have lukket, og hvor der i dag er 18 børn.

Selvom der er højt til loftet i Sønderho, er der også meget snak som i andre små samfund. Men det kan også være en fordel, at alle ved alt om alle, mener Susanne Winsløw.

”For der er ikke nogen, der bliver tabt. Man tager sig af hinanden. Hvis der er nogle ældre herfra, der flytter på plejehjem i Nordby, besøger man dem. Og der er så megen omsorg, hvis der er en, der mister en ægtefælle eller bliver alvorligt syg. Der er ikke nogen, der bliver tabt i systemet eller får lov at sidde for sig selv. Det er rigtig vigtigt og kan opveje alt det andet. Der er også den tryghed at have børn her. Alle kender alle børn, så der er ingen, der bliver væk, for så bliver de fundet igen og bragt hjem.”

”Jeg er blevet lykkeligere af at være kommet her til Sønderho og være en del af det. Jeg er også glad for, at jeg kan være med til at bevare og formidle, selvfølgelig sammen med en bestyrelse, men det er godt, at der findes sådan noget som Fonden Gamle Sønderho. For hvis den ikke var blevet oprettet i 1928 af nogle fremsynede mennesker, havde Sønderho ikke set ud, som den gør i dag.”

”Men vi skal passe på, at det ikke bliver et frilandsmuseum. Det er den balance mellem at bevare skønheden og samtidig gøre det muligt for en moderne familie at bo her. Det betyder, at vi er nødt til at have noget offentlig trafik, der fungerer, og en daginstitution og nogle butikker, vi kan købe ind i. Og så må man sige, at hvis man vil bo i Sønderho, må man leve med, at man skal passe på byen. Ellers kan man bare bo et andet sted.”

Til traditionerne hører opvisning af brudedans. – Foto: Niels Nørgaard/Sønderhodagen 2018
Piger i Sønderho-dragter på vej til fest. – Foto: Niels Nørgaard/Sønderhodagen 2018
"Fonden Gamle Sønderho beskæftiger sig med kulturarv, som jeg føler mig som en del af på grund af min i hvert fald i fortiden kendte slægt,” siger Susanne Winsløw, der har været formand for Fonden Gamle Sønderho siden 2014. Foto: Keld Nissen

Men vi skal passe på, at det ikke bliver et frilandsmuseum. Det er den balance mellem at bevare skønheden og samtidig gøre det muligt for en moderne familie at bo her.

Susanne Winsløw, formand for Fonden Gamle Sønderho