Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Det moderne menneske sætter sig selv i centrum for fasten

Illustration: Morten Voigt

Mens fastetiden traditionelt er knyttet til kirkeåret, er periodevis afholdenhed i dag blevet en mulighed, den enkelte dansker tyr til, når det passer ind i kalenderen. Det er nemlig moderne at sige fra, men resultatet kan blive et selvrealiseringsprojekt

Har man sin gang på sociale medier som Instagram og Facebook, kan man af og til støde på danskere, der fortæller om deres fastekur, købestop eller pause fra telefonen. For selvom den kristne fastetid måske har mistet sit tag i mange danskere, så appellerer den periodevise afholdenhed alligevel til os. Vi lever nemlig i en tid, hvor det er moderne at sige fra, siger Mads Arlien-Søborg, der er trendekspert og partner i design- og trendfirmaet We made it:

”Den sekulære faste ses ved, at danskere gerne vil skære ned på eksempelvis deres forbrug, men starter med at gøre det for en periode for at se, hvordan det så går.”

Og selvom det givetvis ikke har meget med kristendommen at gøre, hvis man faster to ud af ugens syv dage for at tabe sig, tyr til juicekur eller sletter sin Facebook-profil for en periode, så er boden stadig central, mener Mads Arlien-Søborg. Det gælder ikke mindst i forbindelse med forbrugsfaste:

”Alt i dag er én stor bodsgerning. Vores levevis har gennem årtier haft en kæmpestor konsekvens for klimaet, og nu er der en kollektiv skyldfølelse, som enkeltmennesker handler på, fordi de kan se, at de med deres egen afholdenhed kan bidrage til at bøde for den skyld. Det kan man gøre ved at være opmærksom på, hvad man putter i kroppen, og hvilke ting man omgiver sig med.”

Og netop skyld er det begreb, man må ty til, hvis man skal forstå, hvor moderne fastepraksis har bevæget sig hen. Det vurderer Christian Jantzen, der er kulturforsker og professor ved institut for kommunikation og psykologi ved Aalborg Universitet:

”Tidligere har fasten været en kollektiv størrelse, som hele trosfællesskabet tog del i. Men når vi i dag forsager noget, gør vi det af private årsager. Det er drevet af ens egen lyst, hvis man giver afkald på alkohol i en måned eller udrenser sig med rødbedejuice. Og det sker ikke på et bestemt tidspunkt i kirkeåret, men når det passer ind i ens egen private kalender.”

Når det forholder sig sådan, skyldes det måske en forskydning fra faste som en tid til at besinde sig på den almenmenneskelige synd til nu at have rod i en personlig skyldfølelse.

”Hvor man tidligere var syndig over for Vorherre, er man i dag skyldig over for sig selv. Hvis jeg får kræft, er det fordi, jeg har røget og drukket for meget og været for stresset.”

Af samme grund kan faste i vor tid blive et selvrealiseringsprojekt, der kan ende med sejr, hvis man opretholder selvkontrollen, og fiasko, hvis man fejler.

”Man kan som troende ikke faste sig til syndsfrihed, men man kan muligvis faste for at blive fri for sin egen private skyldfølelse. Og der kan man også se en forskydning fra den sociale kontrol i et religiøst fællesskab til, at der i dag er blevet stor prestige omkring at opbyde og ikke mindst udvise selvkontrol og -disciplin. Deri ligger den stor individualisering af det moderne menneskes livsførelse,” siger Christian Jantzen.

Men lad os for et øjeblik skrue tiden tilbage. Man har nemlig kendt til faste helt fra kristendommens begyndelse, og i Det Nye Testamente fortælles det, at Jesus fastede i ørkenen i 40 dage efter sin dåb i Jordan-floden. I oldkirken fastede man på bestemte ugedage og senere også på bestemte tider af året. Det var en praksis, som vandt indpas, efterhånden som kirkeåret tog sin form. Størst betydning fik fasten i tiden inden påsken, forklarer Bent Flemming Nielsen, der er professor emeritus i dogmatik ved Københavns Universitet.

”I katolske områder praktiserer man stadig fasten, men med Reformationen blev der i blandt andet Danmark et andet forhold til fasten. Man ville ikke forbyde folk at faste, men lagde vægt på, at det ikke var af stor teologisk vigtighed, og at det nemt misforstås som en selvvalgt god gerning. Som lutheraner kan man vælge at afstå fra ydre ting som faste og i stedet koncentrere sig om, at det først og fremmest er den indre indstilling til tilværelsen, det kommer an på,” siger han og peger på særligt den første tekstrække, som inddrager bibeltekster om fastetiden.

”I en evangelisk-luthersk kirke minder fasten os fortrinsvis om vores svaghed og afmagt og får os til at revidere vores eget liv med henblik på påsken, som bliver en forløsning og en ny begyndelse. Men det er mit indtryk, at fastetiden som en periode, hvor vi afstår fra noget ydre, faktisk også er lidt på vej frem,” siger Bent Flemming Nielsen.

Selvom danskere, der faster, ikke nødvendigvis oplever det som en religiøs handling, er der alligevel noget religiøst på færde, mener sociolog Eva Steensig fra virksomheden Steensig Partners, der forsker og rådgiver i adfærdsændringer i befolkningen:

”For det første er sundhed jo for mange vor tids religion, fordi det betragtes som en entydig sandhed, at man skal stræbe efter at være sund. Derfor fylder faste fra mad en del i diætkulturen. Derudover handler det også om at rense sig fra urenhed, hvad enten der er tale om forbrug, mad eller sociale medier, som man afstår fra. Og det er jo egentlig ganske religiøst at være optaget af renselse.”

Når fasten løsriver sig fra gudsforholdet, er faren dog, at den kammer over i moralsk perfektionisme, hvor mennesket selv er centrum for sin realisering. Det mener Steen Brock, som er dr.phil. og lektor i filosofi ved Aarhus Universitet:

”Filosoffen Georg Simmel opfandt begrebet ’sachkultur’, altså sagkultur, som handlede om, at intet menneske kan rumme den overvældende produktion af kunst og videnskab, som den komplekse verden medfører. Derfor bliver det enkelte menneskes nødløsning at ty til nogle enkelte ting, det kan interessere sig for. Tøj, klassisk musik, mad. Det er det, der med et senere begreb kaldes livsstil. Men dybest set handler det om, at vi ikke magter at vende os mod det væsentligste og derfor må finde en ting – for eksempel en faste – at gøre til vores omdrejningspunkt.”

Menneskets selvforhold i dag er blevet farvet af den naturalistiske tankegang, der vandt frem i det 20. århundrede, og som handlede om at kontrollere, måle og regulere naturen, mener Steen Brock.

”Det selvforhold medfører, at folk stopper før målstregen, hvis de ved at faste fra noget prøver at planlægge sig en vej frem til mening. For strategier kan som sådan være gode nok, men de kan aldrig stå alene. De kan blive en eskapisme fra livet selv,” siger han.

Og det problem har man ikke i en kristen livstydning, afslutter Steen Brock:

”Ved ikke at have andre guder end Gud, slipper man for at have en kostplan eller en ideologi.”