Prøv avisen

Drømmer du også om at være mere robust?

Fordi omgivelserne er i evig og hastig forandring, befinder det moderne menneske sig i en permanent krisetilstand. Det er groft sagt konklusionen hos de psykologer, læger og terapeuter, som i disse år skriver bøger om, hvordan mennesker kan klare sig i en presset verden.

Robusthed er kodeordet i en ny bølge af selvhjælpslitteratur. Sociologen Rasmus Willig ser det som en ophøjelse af et usundt dannelsesideal

Det eneste konstante er forandringer. Sådan sagde den russisk-amerikanske forfatter og biokemiker Isaac Asimov for snart flere årtier siden, og i tiden, der er gået, synes det eneste konstante at være forandringernes øgede hast.

Fordi omgivelserne er i evig og hastig forandring, befinder det moderne menneske sig i en permanent krisetilstand. Det er groft sagt konklusionen hos de psykologer, læger og terapeuter, som i disse år skriver bøger om, hvordan mennesker kan klare sig i en presset verden. Få af bøgerne er kommet på dansk, men i Storbritannien og USA er de blandt bestsellerne i selvhjælpslitteraturen.

En af de forfattere, som sælger godt, er britiske Liggy Webb. Hun beskriver sig selv som såkaldt adfærdsarkitekt og har gjort opskriften på et robust liv til sit speciale. Hendes seneste bog hedder ”Resillience: How to Cope when Everything Around You Keeps Changing” - eller oversat til dansk: ”Resiliens: Hvordan man mestrer livet, når alt omkring en bliver ved med at forandre sig.”

I bogen beskriver hun baggrunden for, at netop bøger, som skal gøre mennesket modstandsdygtigt, vinder frem:

Kernefamilien er under afvikling, arbejdslivet præges af skift, og fritidslivet kendetegnes af et væld af muligheder for selvrealisering. At leve med så mange forandringer og pres gør, at mange mennesker lever med en oplevelse af, at de let kan gå til grunde. Ifølge Liggy Webb må man derfor finde en ny og mere robust måde at leve på. Hun beskriver selv den robuste livsform med følgende ord:

”At være modstandsdygtig handler om at kultivere den rette attitude og indre styrke til at håndtere de udfordringer, som synes nærmest overvældende. Det handler ikke om, hvad der sker med dig, men hvordan du håndterer det, som sker med dig.”

Sociologen Rasmus Willig er lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet og den danske forsker, som har arbejdet mest indgående med litteraturen omkring robusthed. Den 41-årige forsker og ph.d. har gjort kritikken til sit speciale. Det er også i det lys, han har arbejdet med selvhjælpslitteraturen, som skal gøre det moderne menneske robust. I disse måneder skriver han på en ny bog med titlen ”Afvæbnet kritik”, og i den forbindelse analyserer han sprog, som punkterer kritik.

”En presset medarbejder fik at vide af sin leder, at han skulle 'lære at finde sig i mere'. Når man skal 'lære at finde sig i mere', er der tale om en særlig form for pædagogik, og det viste sig at være udtryk for en større tendens, som kan spores tilbage til denne nye selvhjælpslitteratur, hvor kritikken har en særlig betydning. Her er kritik noget, det enkelte individ skal udsætte sig selv for, så man kan blive hærdet og sikre sig, at man kan rejse sig igen og navigere sig sikkert forbi de strukturelle huller i det udskillelsesløb, som bliver hårdere og hårdere i en verden, hvor kriserne ses som permanente tilstande,” siger han.

Med et ønske om at trænge ind i resilienslitteraturen isolerede Rasmus Willig sig nogle dage på et hotel i Norge med de 15 seneste bøger om evnen til at klare sig godt trods modgang og fastholde fokus, selvom tingene måtte gå skævt. Med udsigt til et sneklædt landskab læste han sig ind på fænomenet.

Han beskriver resilienstænkningen som en ny form for socialdarwinisme. I stedet for kritik af den kultur, hvor mange oplever sig mere pressede, mødte han i litteraturen psykologer, læger og konsulenter, som gav råd til læseren om, hvordan man klarer sig i en evig eksistenskamp med sine medmennesker.

Den danske forsker står ikke ene med sin kritik af fænomenet. Sidste år udkom bogen ”Resilient Life: The Art of Living Dangerously”, som er en kritik af ophøjelsen af det modstandsdygtige liv. Bogen er skrevet af samfundsforskerne Brad Evans og Julian Reid fra henholdsvis University of Bristol og University of Lapland. Rasmus Willig siger:

”Resilienslitteraturen er skrevet til mennesker, som skal lære at finde sig i mere, og for at lære det skal man udsætte sig selv for fare, så man bliver stærkere og lærer at give slip og omstille sig til nye farer,” siger han.

Den resiliente litteratur bygger videre på den positive psykologi og interessen for mindfulness. Som britiske Liggy Webb skriver, kan man blive resilient ved at fremkalde positive følelser og øve disse følelser dagligt.

Et andet råd fra Liggy Webb er, at man skal lære at smile til verden, for med en positiv attitude vil man hurtigere komme sig, når man møder forhindringer. Når man er i en konflikt, skal man ifølge Liggy Webb gøre følgende tre ting: Mindske enhver form for stress. Forblive følelsesmæssigt rolig og endelig håndtere situationen roligt, så man ikke bliver unødig nervøs.

”Den resiliente litteratur låner mange argumenter fra den positive psykologi og trækker samtidig på en religiøs eller åndelig tilgang til livet, der lærer individet at acceptere sin skæbne, fordi der er ting, man ikke kan ændre,” siger Rasmus Willig.

Da Rasmus Willig havde læst de 15 bøger, havde han det nærmest fysisk dårligt. Det var som at have taget en overdosis af overindividualiserede skrifter, som skal hjælpe individet til at hærde sig selv.

”Det er en litteratur, som galvaniserer det individualiserede menneske og gennem selvhjælpsøvelserne lærer mennesker, hvordan de kan blive robuste, tjene sig selv og derved konkurrencestaten,” siger han.

De bøger, Rasmus Willig har læst, er udgivet på britiske og amerikanske forlag, men selvom tendensen ikke hat sat sig igennem på bogfronten i Danmark, findes idealerne for den resiliente litteratur allerede i kulturen.

”Vi har et samfund, hvor der opstår stadig flere parametre for, hvad vi skal konkurrere om for at få det bedste frem i os. Alt fra måltidet til faglige præstationer og søvn bliver noget, man skal præstere. For at kunne leve i det individualiserede konkurrencesamfund, har vi fået en række 'nesser': Mindfulness og wellness for psyken og sjælen og fitness for fysikken. Vi har brug for disse nesser, så vi kan rejse os op, når vi falder,” siger Rasmus Willig.

”For det er ikke længere et spørgsmål om, at jeg falder, men når jeg falder. Søvnen har vi også fået et andet fokus på. Vi kender fornemmelsen af, at det er sværere at falde i søvn. Sover man dårligt, så fungerer man dårligere og er mindre robust. Den resiliente tankegang vil have fokus på, hvad man kan gøre for at gendanne muligheden for at rejse sig igen, og det kan handle om alt fra en finjustering af ens kost, til hvordan man træner. Resultatet bliver et krævende og skemalagt liv. Jeg ser konturerne af et nyt dannelsesideal her, hvor man skal sige ja til udfordringer, være positivt indstillet og tilsidesætte muligheden for at sige fra,” siger Rasmus Willig.

Men hvad er der galt i at udgive bøger, som kan hjælpe mennesker med at mestre et presset liv? Rasmus Willig medgiver, at bøgerne er et slags svar på det, som mange mennesker kæmper med.

”I bøgerne bliver det beskrevet som et vilkår, at man klarer sig på trods. Man går ud fra, at man vil gå ned med stress eller depression, og så er spørgsmålet, hvor hurtigt man rejser sig. Men skal det være et vilkår? Litteraturen ser ikke på den politiske situation, gældskrisen og den økologiske krise. Jeg efterlyser en kritik, som er rettet mod de ydre, strukturelle faktorer, som leder til stress og kriser. Når man retter kritikken mod den enkelte, så fastholder man ansvaret hos den enkelte, som ikke har nogen anden mulighed end at underkaste sig den samfundsmæssige virkelighed. Bøgerne er et svar på samfundsmæssige problemer, som vi behandler som individuelle problemer,” siger han.

I stedet for som det er beskrevet i den nye litteratur, at forberede sig på at man en dag skal rammes af depression eller gå ned med stress, opfordrer Rasmus Willig til, at man kritisk drøfter udviklingen.

”En øget konkurrence betyder ikke nødvendigvis, at vi får et samfund, hvor flere præsterer bedre. Det kan også betyde, at flere bliver bange for at falde igennem. Mange ved, at de ikke har stoffet i sig til at blive såkaldte vindere, så fokusset i deres kamp bliver at undgå at være en af dem, som rammer samfundets bund. Men det er en samtale, som det ikke er let at tage fat på. Kritiserer man, kan man let blive stigmatiseret som en, der ikke kan følge med. Og kritiserer man det overindividualiserede konkurrencesamfund, bliver man set som nostalgiker eller gammeldags.”

Sociolog Rasmus Willig