Det er altid hyggeligt at have børnebørn til at overnatte. En morgen sad den på det tidspunkt treårige Freja og jeg og spiste morgenmad, mens hun filosoferede over livets gang: ”Først så skal man sove, så skal man vågne, så skal man stå op, så skal man tisse, så skal man have tøj på, så skal man have morgenmad – og så skal man ud og møde nogle mennesker!”. Meningen med det hele er, at man skal ud og møde nogle mennesker. Men hvor gør man det? Der er næsten ikke nogen mennesker at møde nogen steder.
Højdepunktet og afslutningen på min karriere fandt sted i Schweiz, hvor jeg i fire år var præst for de danskere, som bor dér. Noget af det, der undrede mig, var den fintmaskede infrastruktur, der prægede landet. Vi boede i Genève, som er en by, der rummer adskillige kommuner. I hele Schweiz er der 2672 kommuner, hvoraf en del i sagens natur er ganske små. I de mindste kommuner holder man efter sigende stadig folkeafstemninger ved håndsoprækning. I vores kommune med cirka 1200 indbyggere var der tre skoler, fem-seks dagligvarebutikker, to-tre lægekonsultationer samt et posthus, der var bemandet og havde åbent fra klokken otte morgen til seks aften, og vi fik bragt post ud hver dag. Når jeg spurgte schweizerne, hvordan de kunne opretholde denne fintmaskede infrastruktur, var svaret: ”Det er, fordi vi har råd til det!”.
Det har vi åbenbart ikke i Danmark. Da vi efter fire år flyttede tilbage til fædrelandet, opdagede vi til vores overraskelse, at postvæsenet var nedlagt. Der var ingen posthuse. To gange om ugen kan man være heldig at få bragt post til sin postkasse. Det er ikke længere givet, at man kan blive indskrevet som patient hos en praktiserende læge, fordi der er for få af dem. Og hvis man bliver indlagt på et sygehus, bliver man udskrevet igen, længe før man er rask og overladt til en fortravlet hjemmesygeplejerske, som ikke har tid til at snakke.
Det begyndte for mere end tre årtier siden, da jeg var sognepræst på landet, hvor jeg opdagede, at jeg tilsyneladende var den eneste offentlige person, som havde tid til at lytte til og snakke med folk. Hjemmesygeplejersken (som jeg var gift med) havde ikke tid, hjemmehjælperen heller ikke. Og postbuddet, som førhen kom på en cykel og havde tid til en kop kaffe, blev motoriseret og fik endnu mindre tid tilovers, fordi han nu skulle nå noget mere. I mange landsbyer blev skolen lukket og børnene fragtet til den nærmeste stationsby. Sammen med skolen lukkede også en hel del butikker. Dér, hvor jeg var præst, var der ni dagligvarebutikker, da jeg flyttede dertil, plus et par bagere og en slagter samt et håndkøbsudsalg. Hos de lokale handlende mødte vi hinanden og udvekslede nyt. Nu er der kun en Dagli’Brugsen og en tankstation med kiosk.
Der er heller ingen bemanding i de offentlige forvaltninger, som man i mange tilfælde kun kan komme i forbindelse med digitalt. Det vil sige, at man skal finde forvaltningens hjemmeside, indtaste sit personnummer og derefter trykke 1, 2, 3, 4 eller 5, hvorefter der dukker et felt op, hvori man kan skrive sit ærinde. Med lidt held og tålmodighed vil man derefter få svar på en e-mail.
Der er nogle, der vil kalde denne udvikling for fremskridt. Jeg vil kalde den for fattigdom. Det er en fattigdom, at det bliver sværere og sværere at møde et menneske, når det nu er et menneske, man har brug for at snakke med. Fortidens fintmaskede infrastruktur var et udtryk for velfærd. Tilsvarende er demonteringen af infrastrukturen og den medfølgende mangel på bemanding i de offentlige institutioner og funktioner et udtryk for mangel på velfærd. Trods min helhjertede sympati for den nuværende regering er jeg bange for, at den ikke kan udbedre dette velfærdstab. Dertil er fattigdommen blevet for udbredt.
Og så blev der alligevel tændt et lille håb. Kort efter at jeg var blevet 75 år, fik jeg besøg af kommunens forebyggelseskonsulent, som blev og snakkede en lille times tid. Det var fint. Jeg var glad for besøget. Og da hun gik, lovede hun at komme igen om fem år, når jeg bliver 80 år.