Prøv avisen

Danmarks mest erfarne anklager: Smukke tanker er fine, men det er handlingerne, der tæller

71-årige Anne Birgitte Stürup er opdraget til at yde, før hun nyder. Og egentlig kan hun bedst lide at yde, gøre sig nyttig og påvirke gennem handling. Det er ikke mindst derfor, hun er landets mest erfarne offentlige anklager. Men nogle gange kan man blive ramt af livet i en grad, så man ikke kan arbejde sig ud af problemerne, Det oplevede hun, da hendes mand fik en hjerneblødning. – Foto: Leif Tuxen

Man må tage ansvar og yde sit. Og møder man modstand, må man gøre sig ekstra umage. Den tilgang har drevet Anne Birgitte Stürup, landets mest erfarne anklager, gennem nogle af nyere retshistories mest modbydelige sager. Og den støtter hende i livet efter mandens hjerneblødning

Det store skab i hjertet af den flotte herskabslejlighed er fuldt af porcelænsdukker. De sidder fuldt påklædte og venter livagtigt på opmærksomhed, og den får de, for Anne Birgitte Stürup ser ofte på dem og mindes sine bedsteforældre og tanterne og de andre i familien, som engang har knuget dukkerne til sig.

Hun plejede at have mange flere. I en årrække købte hun også fra fremmede og forestillede sig, hvilke liv dukkerne havde haft der, men hun solgte det meste af samlingen, da hun flyttede fra det store hus. Nu er der kun de vigtigste fra familien tilbage, og dem skiller hun sig aldrig af med, for de giver hende en særlig ro, siger hun.

”Hver gang jeg ser på dem, minder de mig om, at jeg står på skuldrene af mine forfædre. En af de smukkeste salmer er for mig ’Dejlig er Jorden’ og linjen om, at slægter skal følge slægters gang. Det er en påmindelse om, at vi ikke er alene, vi er del af en sammenhæng. Men også om, at vi skylder vores forfædre at opføre os ordentligt, for det er deres fortjeneste, at vi lever – og i de fleste tilfælde lever godt. Jeg kan godt blive indigneret, når nogen – ikke mindst de unge – tager vores velfærdssamfund for givet. De glemmer, at hvis ikke vores forfædre havde slidt og slæbt, så de faldt døde om som 40-årige, ville nutidens unge ikke blive betalt SU for at tage en uddannelse. Og få alle de andre goder, de får. Intet kommer af sig selv. Det er også det, den linje fortæller, og det har jeg på mange måder levet mit liv efter. Jeg har opført mig ordentligt, gjort mig umage og ikke ligget nogen til last.”

Den 71-årige nyligt pensionerede senioranklager hos Statsadvokaten i København har åbnet sit hjem i Hellerup i anledning af portrætbogen om hende, ”På ofrenes side – en anklager fortæller”, der udkom for to uger siden. Her fortæller hun om et særpræget arbejdsliv, hvor hun især har interesseret sig for drabssager, voldtægter og misbrug af børn. Og endda nogle af de mest modbydelige af slagsen, herunder sagen om Amagermanden.

Det livsvalg hænger på mange måder fint sammen med hensynet til eftertiden, siger hun. For uanset hvor modbydeligt mennesker kan handle mod hinanden, går livet videre. Hvis ikke for ofrene, så for deres pårørende og resten af samfundet, der må findes trøst og tryghed i, at regnskabet i det mindste er gjort retfærdigt op.

”Jeg har ført alle mulige sager lige fra færdselsslagsmål og tyveri til momssvindel og narkohandel, men de sager, hvor jeg har følt størst tilfredsstillelse ved at kunne gøre en forskel, har handlet om personfarlig kriminalitet. For det er her, der er mest på spil. Her er konsekvenserne størst, og jo værre sagen har været, jo stærkere har jeg mærket forpligtelsen til at gøre mig den yderste umage. Det må ikke være min manglende omhu, der gør, at regnskabet ikke går op, eller at ofre og pårørende føler, at deres lidelser ikke er blevet taget alvorligt. Og det pres – eller den opgave – har altid været min stærkeste drivkraft.”

Hun kaster sig ud i en længere beretning om, hvor langt tilbage i tiden hele efterforskningsholdet måtte lede i uendeligt mange timer for at finde beviserne på alle Amagermandens ugerninger. At skyde genvej eller bøje af var utænkeligt. Der skulle ryddes helt op, før hun kunne finde ro, og før hun kunne føle sig som en tilstrækkelig repræsentant for landets retssikkerhed.

”Nu lyder jeg alt for højtravende og selvhøjtidelig igen,” undskylder hun, ”men jeg har altid tænkt i de store og lange linjer og har derfor brugt mine kræfter på nogle af samfundets grundpiller. Det gælder retssikkerheden, og det gælder folkekirken. Og så er jeg skruet sådan sammen, at når jeg først går ind i noget, så er pæne ord aldrig nok.”

Hun gik derfor aktivt ind i menighedsrådsarbejdet i Hellerup Sogn i 1970’erne, hvor det ellers var mere populært blandt hendes jævnaldrende at tage afstand fra kirken. Siden har hun i 17 år været formand, for hun tror på folkekirken som afgørende for sammenhængskraften, som hun siger, men også som en garant mod den religiøse fanatisme, som hidtil kun har spillet en beskeden rolle i Danmark. Den kunne dog sagtens bryde ud, hvis ikke folkekirken omfavnede den med sin rummelighed.

”Her er der ingen, der spørger, om man er medlem eller opfylder andre krav. Man er pr. automatik inkluderet i fællesskabet, og den værdi vil jeg gerne arbejde for,” forklarer hun.

Der havde da været nemmere veje at støtte op om kirken og retssikkerheden på end de tusindvis af arbejdstimer, hun har lagt gennem mere end fire årtier, men hun er opdraget til altid at stille op for sine nærmeste og det, hun tror på.

”Jeg var så privilegeret at have forældre, der satte deres børn utroligt højt. De var der bare altid, og vi kunne altid regne med deres hjælp og støtte. Der fulgte kun én betingelse med, og det var, at vi gjorde det samme over for andre. Smukke tanker er fine, men det er handlingerne, der tæller, og derfor er det en grundværdi for mig, at jeg aldrig bare sidder og vrider hænder.”

Selvfølgelig kan hun også være doven og overspringsramt, erkender hun. Og en decemberdag i 2011 var hun nødt til at forlade sine principper helt. Få dage forinden var hendes mand gennem 45 år, den amerikanske kernefysiker Don Bennett, faldet om med det, der viste sig at være en alvorlig hjerneblødning. Han blev lagt i koma, og Anne Birgitte Stürups stålsathed krakelerede lige så stille.

Hun sad i døgndrift ved hans side, men en dag tog hun hjem for at lade op, og så var fyret gået ud. Huset var iskoldt, og hun kunne ikke finde ud af andet end at stå og græde i gangen og gå direkte i seng.

”Jeg husker det lige så tydeligt, for jeg havde det virkelig dårligt i mange dage efter over den reaktion. Jeg vidste jo udmærket, at det ikke nyttede noget bare at gå i seng.”

Hendes mand kom aldrig hjem igen og bor i dag på plejehjem. Hjerneskaden har efterladt ham hjælpeløs og uden for rækkevidde. Og den har efterladt hende i sit livs største sorg. Både på hans og hendes vegne.

”Det lyder frygteligt, når jeg siger det, men jeg ville ønske for ham, at han døde. Han er min elskede, brillante mand gennem 50 år, men han fortjener ikke det minde, han nu sætter hos børnene af en syg mand, der ikke genkender dem. Jeg bliver så trist, hver gang jeg besøger ham,” siger hun.

”Men igen: Det nytter ikke noget bare at vride hænder.”

Hun gik på pension sidste år. Egentlig var planen at stoppe som 67-årig, men hun havde brug for at lade sig opsluge af arbejdet, så sorgen ikke gjorde det. Da hun så ud over sit arbejdsbord for sidste gang, var det med en klump i halsen, men også panik i hjertet. For hvad nu? Livets sidste fase skulle være dedikeret hende og Don, men nu var der kun hende tilbage.

”Jeg har heldigvis et andet godt motto, og det er: Alt er en overgang,” siger hun og smiler.

”Hele livet er en serie af overgange fra én fase til en anden, og det betyder, at intet godt nødvendigvis varer evigt. Men det gør det dårlige heller ikke. Derfor nytter det heller ikke noget at hænge fast i, hvordan tingene var engang. Børn fylder alt, indtil de flytter hjemmefra. Man tror, at man er uundværlig på arbejdet, indtil man indser, at man selvfølgelig ikke er det. Man har planer om et aktivt pensionistliv med sin elskede, og så ændres de planer. Sådan er det, og så gælder det bare om at få det bedste ud af den fase, man befinder sig i.”

Og det går da faktisk også fint med det, siger hun. Nu er hendes bog eksempelvis lige udkommet, og det er i sig selv en bedrift. Det er i det hele taget absolut intet problem at fylde tiden meningsfyldt ud, har hun opdaget. Snart skal hun med femte barnebarn op til døbefonten, og han skal iføres dåbskjolen fra 1882, som generation efter generation har båret, og hun glæder sig.

”Normalt er jeg ikke sentimentalt anlagt, men tanken om alle de familiehistorier, der er forbundet i den kjole, gør alligevel noget ved mig,” siger hun.

Den næste store overgang bliver døden. Den er hun ikke bange for længere, for hun er egentlig godt tilfreds med det, hun har givet videre. Ikke at hun er færdig, slet ikke, men de tre børn klarer sig alle godt, børnebørnene trives, og selvom hun gerne ville have haft sagen mod Raket Madsen med, så fik hun også løst opgaven som statsanklager, synes hun. Desuden tror hun på, at døden netop blot er en overgang. Og det, der kommer bagefter, er ikke frygteligt.

”Det er ikke sikkert, jeg kommer til at drikke te med mine forældre, men jeg er ikke alene,” som hun siger.

”Jeg tror, mange menneskers skræk for døden handler om frygten for bare at forsvinde. Den fornemmelse har jeg ikke. Jeg har altid følt, at der er højere magter, som puffer mig i den rigtige retning, og de er der også, når jeg dør. Så der er ingen grund til bekymring.”

Hvad læser du lige nu?

Min fars store passion var historie, og det smittede af på mig. Jeg har læst alle Bo Lidegaards bøger og er lige nu i gang med hans seneste, ”Danmark i krig”.

Hvis du kunne se dit 20-årige jeg i øjnene, hvilket råd ville du så give hende?

Min 20-årsfødselsdag er faktisk den runde fødselsdag, jeg har haft det sværest med, for dengang var de fleste selvforsørgende i den alder. Det var jeg ikke. Og jeg havde ikke engang brugt tiden fornuftigt, for jeg var ikke særlig flittig i gymnasiet. Så jeg så faktisk mig selv i øjnene som 20-årig og sagde: Nu skal der andre boller på suppen, hvis du skal efterleve dine forældres værdier. Jeg lagde mit liv om, begyndte at læse jura og så mig aldrig tilbage.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Min far ville gerne have stående: ”Han var en god gæst”. Ment på den måde, at han var en god gæst i livet, og det synes jeg er en smuk tanke. Vi er kun på gennemløb, og derfor betyder det noget, hvilket mærke vi efterlader. Når jeg er væk, vil jeg gerne, at folk tænker, at jeg var et venligt menneske, der gjorde mere gavn end skade. At jeg var en god gæst.