Prøv avisen
Krop&sjæl

Når mors spiseforstyrrelse smitter af på børnene

Hun ligner én, der har fuldstændig styr på det hele, på den fede og tilbagelænede måde. Det er bare så langt fra virkeligheden, som det kan være. Modelfoto.

Det er en rigtig fin familie på rigtig mange områder. De er tæt forbundne, synes moren, men hun har nu frygtelig dårlig samvittighed over, at hendes datter er begyndt at overtage hendes mønstre, men hun kan bare ikke stoppe

Hun er slank. Virkelig slank og velplejet. Kommer altid i små chikke spadseredragte af en absolut god kvalitet. Mærkevarer og af dem, der ikke er for alle. Hun har en topstilling i en stor international virksomhed, og hun er rigtig dygtig og flittig og arbejder til sent hver dag og også i weekenderne. Det har hun altid gjort. Også da ungerne var små.

Det har været deres far, der har påtaget sig den mere basale yngelpleje. Hun har stået for den store indtjening og de udadvendte aktiviteter, rejserne og at anspore ungerne til at have store ambitioner. Det kan de også sagtens have, for det er nogle unger med hovedet skruet ganske godt på.

Hun er 57 år, og hun har haft bulimi, siden hun var 21. Nu tænker du, at det kan jo ikke have været så alvorligt, når hun kan klare så stor en stilling og har børn og alt muligt. Men det er skam dybt alvorligt.

Siden hun var 21 år, har hun brugt alle de aftener, hvor hun ikke har arbejdet, på at spise abnormt store mængder af delikate og mindre delikate madvarer inde i soveværelset og derefter bruge resten af tiden ude på toilettet for at aflevere det hele igen. Aften efter aften. Ingen undtagelser ud over de aftener, hvor hun har måttet arbejde, eller når hun har været ude at rejse.

Mærkeligt nok har hun ikke sin sygdom med sig, når hun er ude at rejse eller har ferie. Der har hun fri.

Det er ikke kun et lille gylp oven på en lidt vel god middag. Det er det helt store ædeflip og så opkast over flere timer. Så der er ingen familiehygge efter middagen. Der er mor optaget inde på værelset. Eller ude på toilettet, og hun vil ikke forstyrres.

Selvom de alle kan huske lydene derudefra, helt fra de var ganske små og ville have, at deres mor skulle putte dem. Men det kunne hun altså ikke. For enten arbejdede hun, eller også åd hun og kastede op. Sådan var det. Sådan er det endnu.

Der er ingen, der ved det. Hendes børn, der nu er teenagere, véd det godt, men hun har sagt til dem, at hun ikke vil have, at de taler med andre om det. Det er deres hemmelighed.

Og det er gode børn, der ikke vil gøre deres mor ked af det, og det véd de godt, at hun vil blive, hvis de taler med deres venner eller veninder om det, så det lader de være med.

Den største af de tre unger er så småt begyndt at have et vanskeligt forhold til sin krop. Datteren kan beskrive, hvordan hun leger med tanken om at kaste op, når hun synes, hun har givet sig selv lige lovligt frie tøjler ved middagsbordet. Samtidig med at hun er i toppen af gymnasieklassen rent fagligt. Hende er jeg noget bekymret for, og det er hun også selv, for hun siger, at hun ikke har lyst til at ende som sin mor.

Det er en rigtig fin familie på rigtig mange områder. De er tæt forbundne, synes moren, men hun har nu frygtelig dårlig samvittighed over, at hendes datter er begyndt at overtage hendes mønstre, men hun kan bare ikke stoppe.

Det er en fin familie, som er afholdt, og hun er sådan en kvinde, som mange rigtig gerne vil ligne. Slank og velplejet. Hun ligner én, der har fuldstændig styr på det hele, på den fede og tilbagelænede måde.

Det virkeligt imponerende job, tre søde, velopdragne kvikke unger og en måske lidt veg mand, men så er det ikke værre... Hende, du læser om i damebladene, der lige slår en kage op, mens hun læser lektier med ungerne og sætter skønne blomster i vaser. Det er bare så langt fra virkeligheden, som det kan være.

Hun har været gennem flere psykologer for år tilbage. Ingen af dem kunne rigtig få hjulpet hende til en dybere indsigt eller få hende til at skabe en forandring, og det har helt klart været langt mere trygt for hende at fortsætte sit misbrug af sig selv frem for at gå i krig med de lig, der er i hendes last. Hun har formentlig også kunnet tale dem helt ned under gulvbrædderne, så det har ikke rigtig hjulpet.

Den eneste, der virkelig kunne matche hende og lidt til, sagde som det første, at hun misbrugte sig selv, og at hun ikke ville kunne hjælpes, før hun sagde sit job op og fandt et arbejde under normale vilkår og arbejdstider. Hvilket skræmte hende fra vid og sans, og siden har hun nægtet alt psykologisk og terapeutisk intervention.

Så hun fortsætter. Aften efter aften. Enten dét eller arbejde.

Sådan har det været, fra hun var 21 år! Hun overvejer, om hun vil holde op, når hun går på pension.

Det må være lidt ligesom at holde ferie.