Prøv avisen
Spørg om livet

Anne er depressiv: Det piner mig, at min tro bliver mindre, mens jeg har det svært

Jeg savner virkelig troen som en ekstra dimension i mit liv, og det er ensomt ikke at have den som en tryg forankring inde i mig selv. Jeg er egentlig helt forskrækket over, hvor langt væk, jeg synes Gud er, hvis han overhovedet er der, skriver Anne, der kæmper med depressive symptomer. Foto: Iris/Ritzau Scanpix/modelfoto

Anne kæmper med depressive symptomer, og i tillæg er den tro, der livet igennem har fulgt hende, blevet udfordret

Kære Brevkasse

Igennem længere tid har jeg været i en arbejdssituation, der ikke er hensigtsmæssig. På den arbejdsplads, hvor jeg ellers har været så glad for at være, er der sket nogle ændringer og nogle personmæssige ting, som er rigtig svære. Samtidig har jeg også haft en længere periode med sygdom, og det gør jo ikke tingene bedre. Jeg føler mig nu ganske slidt og tung. Jeg passer mit arbejde, men det kræver mange kræfter.

Jeg får god støtte af min mand, og jeg har en god familie. Men alligevel føler jeg mig nærmest deprimeret. Jeg har svært ved at glæde mig til ting, og jeg har også haft problemer med søvnen, og jeg synes, jeg skal tage mig sammen i de fleste situationer.

Jeg siger til mig selv, at det nok skal blive bedre, og de ting, der har været svære på mit arbejde, er også ved at falde mere på plads efter nogle personrokader. Jeg har en gang før i mit liv for mange år siden haft en længere periode, hvor jeg var rigtig nede i kulkælderen, så jeg tænker nu, at det nok drejer sig om en form for depressiv tilstand. Og jeg ved, at man kan komme videre.

Det, der piner mig i tillæg, er, at jeg normalt har en rigtig tryg tro på Gud. Jeg er vokset op med en mor, som var troende, og hun formidlede igennem den måde, hun var på, og igennem det, hun sagde, at vi har en god far i himlen, der vil os det godt, og som elsker os mere, end vi mennesker kan forestille os. Det har jeg sådan set haft med mig hele vejen igennem livet som en urokkelig tryghed og tro. Men lige nu, når jeg igennem lang tid har haft det svært, synes jeg, at min tro bliver mindre og mindre, og det er, som om Gud er helt væk. Jeg orker næsten ikke at bede, og hvis jeg gør det, synes jeg ikke, ordene når længere end op til loftet. Det er en oprigtig sorg for mig, at jeg skal kæmpe med det også – for det har normalt været mit faste anker.

Jeg kan ikke helt forstå, at min sindstilstand virkelig kan påvirke noget, der ellers er så grundfæstet i mig. Kan det være det – og kan jeg få det anderledes også på dette punkt? For jeg savner virkelig den ekstra dimension i mit liv, og det er ensomt ikke at have den som en tryg forankring inde i mig selv. Jeg er egentlig helt forskrækket over, hvor langt væk, jeg synes Gud er, hvis han overhovedet er der.

Jeg er klar over, at hvis min tilstand ikke snart bedres, bliver jeg nødt til at opsøge min læge, og jeg er også klar over, at det er muligt, at jeg i en periode må få noget medicin for min depressive tilstand. Men tro kan ikke fås på recept eller købes nogen steder, så hvad gør jeg, når savnet er der?

Venlig hilsen

Anne

Kære Anne

Tak for dit ærlige og personlige brev. Det er rigtig hårdt at befinde sig i en depressiv tilstand, så vi forstår godt, at du har det svært, og at du kæmper for at klare de forskellige ting i hverdagen.

Man deler ofte depressive tilstande op i tre grader. Let, moderat og svær depression. Når man er svært deprimeret, så er man næsten handlingslammet og vil have meget svært ved at klare et dagligt arbejde.

Men der er en del, som er moderat deprimerede, som egentlig har det meget hårdt og dårligt, men de kan jævnligt tage sig meget sammen, så de opretholder de daglige funktioner. Men det kræver ofte mange kræfter at gøre det. Det er sikkert sådan, at du også oplever det.

Når mennesker er deprimerede i større eller mindre grad, så påvirker det som regel masser af ting i livet.

Det, man tidligere måske syntes var humoristisk, er ikke længere morsomt, det, man tidligere syntes var meningsfyldt, kan miste mening, samvær som dem, som man tidligere satte pris på, kan pludselig opleves som et ork, og mange ting, man tidligere har gjort uden besvær, kan opleves som rene bjergbestigninger.

Farverne i livet kan så at sige forsvinde, og det meste tones i gråt eller sort. Også søvn, appetit og lyst til sex kan påvirkes, ligesom man kan opleve sig langsommere og tungere i kroppen.

Tankeaktiviteten og koncentrationen kan være belastet, og man bliver meget træt langt hurtigere end ellers. Det koster umådelig mange kræfter at være deprimeret.

Når depressioner farver det meste i livet, så er det også naturligt og helt forståeligt, at det farver ens tro, håb og fremtidsperspektiver. Mange depressive mennesker har ligesom du oplevet, at Gud blev fraværende eller borte eller måske kritisk eller straffende. De tanker eller bibelord, som tidligere har været trøstende, giver måske ikke mening mere eller vendes imod en.

Vi kan trøste dig med – selvom du sikkert ikke bare kan tage det helt ind lige nu – at det er helt almindeligt, at tro og tryghed og ens indre billede af Gud kan påvirkes i betydelig grad, når sindet er stemt så meget i mol, som det er under en depression. Depressionen lægger på en måde et mørkt slør eller et forvrænget filter ind over vores tanker om os selv, andre og Gud

Vi synes naturligvis, at du skal bede til Gud, hvis det giver mening i ny og næ, men vi tænker også, at du skal give dig selv tilladelse til holde en pause med det. Måske kan du spørge en, du kender, og som også har en tro, og som du har tillid til, om at bede for dig.

At opleve sig forladt af en, der ellers er ens grundpille, er meget smertefuldt. Til det har vi ikke lette løsninger eller store ord, men vi har alligevel lyst til at sige til dig, at Gud ikke er afhængig af vores bønner og sindstilstande, og at han er den, han er, uanset om vi kan føle det eller ej. Og vi tror, at Gud er en, der lider med i mørket.

Det er også tilladt at råbe til Gud og skælde ud over livets nogle gange meget barske sider, hvis der opstår et behov for det.

Vi ved ikke, om det at gå i kirke hjælper dig lige nu. Nogle gange kan det også være et ork, når man er deprimeret. Det er ikke sikkert, at ordene giver mening. Men nogle gange, og for nogle mennesker med et depressivt sind, kan ritualerne lindre. De er på en måde en ramme og noget konkret at holde sig til midt i følelsernes kaos. Kirkeklokker, nadver, velsignelsen, påmindelsen om, at man er døbt, før man kunne være til nytte, kan minde om, at de mørke følelser ikke har det sidste ord. Der er noget andet og noget større, stilfærdigt og stærkt at putte sin sårbare sjæl ind i.

Vi tænker, at du skal kontakte din læge så snart som muligt, for du skal ikke gå alene med disse ting. Du skal også fortælle ham eller hende om dine tidligere erfaringer med depression og om de udfordringer, der har været på dit arbejde. Godt at høre, at der er noget, der er bedret der.

Vi mennesker bruger masser af tid og kræfter på vores arbejdsplads, så det er vigtigt at trives der. Vi tror også, at det kan være godt for dig at snakke med en præst eller en psykolog, som kender troens landskab.

Vi håber meget for dig, at du igen snart kan opleve lyset, håbet og troen.

Der er en vej i tunnelen, og for enden af den ser perspektiverne og landskabet anderledes ud.

Mange hilsener