På plejehjemmet forsvinder tiden langsomt

Ingen danskere ønsker at bo på plejehjem, men hver fjerde tilbringer den sidste del af livet i en plejebolig. Her er højdepunkterne en gåtur, en kop kaffe og frokosten

Cand.public. Malene Cathrine Pedersen flyttede ind på et plejehjem lidt uden for Aarhus for at beskrive livet dér i forbindelse med sin afgangsopgave. Hun modtog Kristeligt Dagblads Tro, Etik og Eksistenspris for projektet. Stedet er anonymiseret i artiklen, men kunne være hvor som helst. Billederne i artiklen stammer fra plejehjemmet Betaniahjemmet, men har i øvrigt ikke noget at gøre med artiklen. Alle fotos: Leif Tuxen.
Cand.public. Malene Cathrine Pedersen flyttede ind på et plejehjem lidt uden for Aarhus for at beskrive livet dér i forbindelse med sin afgangsopgave. Hun modtog Kristeligt Dagblads Tro, Etik og Eksistenspris for projektet. Stedet er anonymiseret i artiklen, men kunne være hvor som helst. Billederne i artiklen stammer fra plejehjemmet Betaniahjemmet, men har i øvrigt ikke noget at gøre med artiklen. Alle fotos: Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen.


Prolog

Vejret er gråt og stille. På den store parkeringsplads er enkelte biler parkeret, men ellers er der tomt og stille for både trafik og mennesker. Det eneste, der bevæger sig, er buskene, der lystrer blæsten, og jeg selv, der kommer gående hen imod de røde firkantede bygninger.
 
Stilheden brydes af de automatiske glasdøre, der åbner af sig selv, da jeg nærmer mig. Jeg går indenfor og står nu i entréen til nogens hjem.

Det er en tom, hvid gang.

Til venstre hænger en opslagstavle med billeder og navne. De byder mig velkommen. Også selvom det ikke er deres hjem, jeg er på vej ind i.

Bag mig lukker glasdørene, og der bliver stille igen. Så stille, at mine fodtrin larmer højt igennem gangen.

For enden af gangen er endnu en glasdør. ’Denne etage’ står der på skiltet ved siden af. Indeni er en række navne trykt på papir:

Signe, Dagny, Erik, Solveig, Astrid, Ingeborg og Hjørdis.

Det er navnene på syv beboere på et plejehjem lidt uden for Aarhus. Og det er deres hjem, jeg er på vej ind i.

Jeg er her for at lære dem at kende. Deres liv. Deres hverdag. Deres perspektiv. 

Men jeg går ind uden at banke på.
 
Der er også kun en lang tom gang med en masse døre på den anden side. De er alle sammen lukkede.

For at finde ud af hvordan livet bag disse døre leves, besøgte jeg i de næste fem måneder Signe, Dagny, Erik, Solveig, Astrid, Ingeborg og Hjørdis på plejehjemmet. Her spiste jeg med dem, talte med dem, sad med dem i stilheden, grinte med dem og græd med dem.

Tilsammen gav tiden med beboerne mig et indblik i livet som ældre på et plejehjem i dag. Ikke hvordan jeg ser det, hvordan forskerne ser det, eller hvordan pårørende ser det. Jeg har ikke ringet til Ældre Sagen. Og jeg har ikke ringet til Christiansborg.

I stedet har jeg forsøgt at forstå beboernes verden, sådan som de selv oplever den.

Her er deres historie. Jeg synes, den fortjener at blive hørt. 

Foto: Leif Tuxen

Kapitel 1: Tiden går

- Farmor, har du egentlig selv tegnet alle de streger, du har i ansigtet?

- Nej, det har jeg bestemt ikke.
 
- Hvem har så gjort det?
 
- Det har tiden.
 
- Hmm. Hende kender jeg ikke.
 
- Nej… Men det kommer du til.

Det gør vi alle.

Uden for vinduet lyder en høj hyletone. Det er anden gang i dag, luftalarmen går. Ingeborg går hen til vinduet og kigger ud. Hun får øje på flyene og bliver stående lidt. Hun følger dem med øjnene. De flyver tæt på. Så tæt, at hun pludselig får øje på noget, der ikke ser ud, som det plejer. Hun genkender det runde mærke. Det er ikke tyskerne, der flyver over byen. Det er Royal Air Force-fly.
 
Ingeborg løber over til sengen, hvor hendes mor ligger syg. Ingeborg må hjælpe hende. Hun løber forvirret rundt, inden hun finder et par bukser til moderen. Det er første gang nogensinde, at hun har set sin mor i et par bukser, tænker Ingeborg, imens hun støtter hende ned ad trapperne, ned i vaskekælderen.

Her er allerede samlet en del. Flere kommer til fra gaden.

Det er den 31. oktober 1944, og klokken er 11.40. Om mindre end et minut lyder det første brag.

Jorden ryster.

”Uuuuh,” lyder det, hver gang en ny bombe falder.

Ikke højt. Men med en sådan stilhed, at man kan høre frygten.

Imellem bragene er der helt stille. Ingeborg kigger rundt. Hun ved ikke, hvor resten af hendes familie er.

Ingeborgs søster gik i skoven på vej hjem, da hun hørte sirenerne, men som så mange andre havde hun vænnet sig til lyden. Det var først, da hun mærkede jorden ryste første gang, hun forstod faren.

Nu løber hun. Alt hvad hun kan igennem skoven, og hun standser først, da hun når hjem og ned i vaskekælderen.

Hun stopper op midt i kælderen. Hendes forpustede vejrtrækning larmer højt i stilheden. Ingeborg og de andre sidder helt stille og kigger på søsteren, der er helt bleg i ansigtet. Ud ad munden hænger en kvist. Den fandt hun i skoven og tog i munden, så ikke hendes trommehinder skulle springe af de høje brag. Nu er kvistens blade det eneste, der bevæger sig i vaskekælderen.

Vi sidder begge to lidt i stilhed. Så bryder Ingeborg sammen af grin. ”Jamen er det ikke tragikomisk at tænke på?”

Ingeborg rejser sig op fra sin lænestol og begynder at lede efter en bog om krigen, hun mener, jeg bør læse. De to store reoler, hun har stående, er helt fyldt op med gamle bøger og billeder. En enkelt hylde er tilegnet krydsogtværs-hjælpemidler. Dem har Ingeborg altid været glad for at løse.

Inden hun kom til plejehjemmet, fik Ingeborg en hjerneblødning og mistede en del af sin korttidshukommelse. Men stædighed og hård træning med krydsogtværserne har gjort, at hun langsomt begynder at huske flere og flere ting.

Hun bliver snart 90 år.

Det er 70 år siden, Ingeborg sad i kælderen og var en del af historiebøgerne. Hun kan stadig huske den præcise lyd af de stille skrig i vaskekælderen, hver gang bomberne faldt og fik jorden til at ryste.

Men hun ved også godt, at hendes historie snart forsvinder. Enten sammen med hende, når hun ikke længere er her. Eller også bliver den væk inde i hende.

Hun træner sin hjerne for ikke at glemme.

Sådan er det langtfra for alle beboerne på plejehjemmet. Lidt længere nede ad gangen bor Hjørdis. Hun ligger stadig under dynen, men hendes øjne er åbne. Over sengen hænger et billede af en mand. Det er i sort-hvid. Hjørdis ligger lidt og kigger op på billedet.

Jeg spørger, om billedet er af hendes mand. Hun svarer med et smil og en lyd, der hverken er et ja eller nej.

Da hun har ligget lidt, rejser hun sig op og går ud på badeværelset. Personalet giver hende en klud. Hjørdis står lidt med den i hånden.

”Du skal bruge den til at vaske dig med.”

Hjørdis smiler og nikker indforstået.

Da hun er blevet vasket, går hun tilbage til sengen i soveværelset. Her ligger et rent sæt tøj klar, som hun begynder at tage på.

”Hvordan er vejret i dag? Blæser det derude?” spørger hun.

Vi taler lidt om vejret, imens Hjørdis klæder sig på.

Hun kigger ned ad sig selv. Der mangler noget. Hun mærker efter på halsen, imens hun kigger tomt ud i luften. Så går hun over i hjørnet, hvor der står en fin gammel kommode. Ovenpå står en række porcelænsfigurer, og vindueskarmen ved siden af er fyldt op med blomster.

Hjørdis åbner den øverste skuffe og løfter på lidt forskellige ting, indtil hun får fat i en kasse. Hun åbner kassen og tager en perlekæde på. Hendes briller er der også. Hun står stille et øjeblik, inden hun lukker skuffen igen.

”Så skal jeg vist ikke have mere deri,” mumler hun for sig selv.

Så åbner hun den nederste skuffe. Hun løfter igen nogle forskellige ting ud, inden hun graver den sorte skuldertaske frem fra det bagerste af skuffen. Hun sætter tasken på rollatoren, lukker skuffen i igen og vender sig tilfreds om mod mig:

”Hvordan er vejret så? Er det koldt derude i dag?”

Foto: Leif Tuxen

Sådan gør Hjørdis hver morgen. Hvis ikke hendes hverdag følger en bestemt rutine, kan hun ikke finde ud af, hvad hun skal. Om lidt går hun ud i fællesrummet.
 
”Er det her, jeg skal sidde?”, spørger hun, inden hun sætter sig, selvom der kun er dækket op til én person.

Det ved jeg, allerede inden hun når derud, for sådan er Hjørdis’ hverdag.

Det er den, hun kan huske.

Hun kan ikke huske, hvor gammel hun selv er. Hun kan heller ikke huske, hvor hun har arbejdet, eller hvad vi spiste i går, og hun glemmer en samtale, allerede imens man har den.

Hun har glemt det meste af sin egen historie. Hun har endda glemt, at hun har glemt den.

Hjørdis lider af demens.

Det anslås, at cirka 87.000 danskere lider af demens, der medfører en mental, emotionel eller kognitiv svækkelse. Hvert år opdages 15.000 nye tilfælde, men langtfra alle tilfælde opdages. Man regner derfor med, at tallet i virkeligheden er højere, ligesom man regner med, at antallet vil stige
væsentligt i fremtiden, i takt med at vi bliver ældre og ældre. Risikoen for at udvikle demens stiger nemlig med alderen.

På landets plejehjem anslås det, at mellem 50 og 80 procent lider af en eller anden form for demens.

Den statistik stemmer meget godt overens med virkeligheden herude på plejehjemmet.

For Hjørdis er det for sent at træne sit hoved til at huske. Men plejehjemmet hjælper hende med at fastholde en rutine, så hun kan huske sin hverdag. Det næste, hun skal.

Det er som regel at gå en tur.

Selvom Hjørdis ikke kan huske særlig meget, kan hun altid finde hjem. Og hun elsker at gå ture. Hun går med små langsomme skridt, holder pauser, kigger rundt og smiler.

Hun ser lykkelig ud, når hun går. Også selvom hun glemmer det med det samme. Hvor hun har været, eller at hun overhovedet har været af sted. Så går hun bare igen. En dag talte jeg, at hun var ude at gå en tur 10 gange.

Hun får snart en ny rollator, fordi hjulene på den, hun har nu, er slidt ned.

Man kan ikke holde fast for altid. Og på et plejehjem er man nødt til at forholde sig til, at tiden går – og tiden forsvinder.
 
Jeg lister ind ad døren og stiller mig i et hjørne. Jeg koncentrerer mig om ikke at larme. Ikke at lave lyde.

Inde i værelset ved siden af ligger Erik. Jeg kan kun lige akkurat se hans tæer. De bevæger sig ikke.

Da Erik flyttede ind på plejehjemmet, kunne han stadig gå, men han har nu mistet de fleste af sine kropsfunktioner. Han sover en stor del af dagen, enten i sengen eller i sin kørestol. Han kan ikke selv flytte sig imellem de to. Når han er vågen, har han svært ved at tale, og han påvirkes meget af lyde. Det er derfor, jeg står helt stille i hjørnet af hans lejlighed.

Stuen er simpelt indrettet. Møblerne er i teaktræ, og malerierne på væggen er håndmalede. I hjørnet står en standerlampe fra Louis Poulsen, og ved spisebordet står Arne Jacobsens "Svanen" i læder. Overfor – står Eriks kørestol.

På gulvet ligger nogle krummer. Der er ikke særlig mange, men alligevel ser man dem tydeligt. Der er noget iøjnefaldende kontrastfyldt over krummerne mellem designermøblerne.

Noget stort, der har været, men ikke er det længere.

Det minder om Erik. Han hilser og nikker så høfligt – nærmest fornemt – fra kørestolen. Jeg får ofte lyst til at neje tilbage.

Nu ligger han inde i sengen og skal i bad. Der bliver brugt lifte, seler og korrekte arbejdsmetoder for at få Erik i bad og efterfølgende i tøjet. Han kan stort set ikke selv hjælpe til. Alligevel er det utrolig hårdt for Erik at rumme alt det, der sker omkring ham.

”Hold din kæft!” råber Erik et par gange.

Han har svært ved at tale, så andre gange udbryder han blot høje lyde. Jeg tror, jeg forstår dem.

Personalet svarer hver gang Erik tilbage med en rolig og kærlig stemme:

”Jaaaaa. Er det træls med al den moslen rundt, hva'…?”

Jeg tror også godt, de forstår ham.

Tiden går. Livet går. Og alt det, der engang har været, er ikke længere. Nu er det skrøbeligt og afhængigt af andres hjælp.

Der er krummer.
 
Tiden har indhentet Erik. Han ved det ikke endnu, men om et par måneder er han her ikke længere. Om et par måneder forsvinder Erik. For det er unægtelig det, man gør på et plejehjem.

Det er ikke kun et sted, man tager hen, når man ikke længere kan passe sig selv. Det er også her, man dør.

Gennemsnitslevetiden på plejehjem er kun 30 måneder. Omkring en tredjedel af de ældre bor der mindre end et år.

Det er det sidste hjem. Den sidste tid.

Foto: Leif Tuxen

Kapitel 2: Et hjem, hvor ingen vil bo 

Ikke en eneste dansker over 65 år kunne tænke sig at flytte på plejehjem, hvis det kan undgås.

De fleste af beboerne sidder inde i fællesrummet. De er blevet vasket, har spist morgenmad og fået redt sengene i deres lejligheder.
 
Nu ser de fjernsyn.

Vi ser en klassisk koncert med André Rieu: Under the Stars.

Nogle af beboerne bevæger hovedet lidt i takt til musikken, en enkelt fingerdanser. Flere tager sig en lur.

Jeg prøver at sidde så stille som muligt – uden at forstyrre – uden at falde i søvn.

Vi sidder i sofahjørnet.

Her er væggen malet gul, og sofaen er blød. Lænestolen er af læder, kaffestellet står i vitrineskabet, og der er kakler på sofabordet. En kurv med strikketøj og en gammel lampe understreger stemningen. Her er hjemligt. Næsten.

Det grå linoleumsgulv og en lang hvid skinne på væggen minder én om, at det ikke er et helt almindeligt hjem. Skulle man glemme det, kommer man i tanke om det, hver gang industriopvaskemaskinen nede i den anden ende af fællesrummet startes.

Den larmer højt ud i rummet, så man automatisk vender hovedet og kigger ned mod det store hvide køkken med hæve-sænke-bord og det store summende køleskab.

"Kun adgang for personalet" står der på sedlen.

Et hjem, et arbejde.

Ud over afbrydelserne fra køkkenet er her stille. Og her er tid.

Det er, som om tiden går langsommere, end den plejer. End i min verden. Udenfor.

Da mit vækkeur ringede i morges, var jeg træt. Jeg skyndte mig, men kom alligevel lidt for sent ud ad døren, så jeg løb lidt efter bussen. Inde i bussen svarede jeg på en mail og læste dagens nyheder, og jeg planlagde, hvornår jeg skulle handle ind.

Sådan gør jeg med tiden.

Jeg bruger den, så den går hurtigere, samtidig med at jeg aldrig rigtig har nok af den.

Det har jeg her. Men pludselig har jeg ikke noget at gøre ved den. Andet end bare at sidde.

Jeg flytter mig endnu en gang lidt i stolen.

Ud over fingerdans og en enkelt, der bevæger sig i takt med sin egen snorken, sidder beboerne helt stille.

Kvart i tolv afbryder personalet stilheden og den klassiske koncert. Vi sætter os op til spisebordet, der er placeret midt i rummet. Det er her, de beboere, der har lyst, spiser deres måltider. En enkelt spiser alle måltider her, størstedelen nogle af måltiderne, mens enkelte har valgt at spise alle måltider hjemme hos sig selv.

Signe skælder lidt ud:

”Hvorfor må vi nu ikke høre musikken mere?”

Hendes krop er lille og spinkel, men hun sidder med rank ryg – en vane fra det korset, hun har båret i så mange år, og hun taler bestemt, men med en lav, behersket stemme.

Personalet forklarer, at de slukkede musikken for at give beboerne ro til at spise.

”Hmm,” siger Signe, tydeligvis stadig utilfreds.

”Hvis du har lyst, kan vi sætte det på igen efter frokosten?”

”Nej. Det er lige meget nu. Det sad herinde…”

Hun sætter hånden hen til hjertet:

”Men nu er det forsvundet.”

Signes korttidshukommelse er ikke særlig god, og kort tid efter skælder hun personalet ud igen. Hun kan ikke huske, at hun allerede har skældt ud over det. Men hun kan stadig huske musikken.

”Hvad kunne du så tænke dig i dag?”, spørger personalet, imens de holder sølvfadet med smørrebrød op foran Astrid.

Astrid læner sig lidt frem i kørestolen og prøver at overskue valget imellem de fire forskellige slags smørrebrød, der ligger på fadet foran hende. Hun er lidt i tvivl, men ender med at vælge et stykke med kippers, frisk tomat og karse på toppen.

Hun sukker.

”Skal jeg hjælpe dig med at skære den lidt ud?”, spørger en af de ansatte.

”Ja… Tak. Det må du vist hellere…,” svarer Astrid med lidt nedtrykt stemme.

Astrid er 86 år, men ud over kørestolen er det ikke til at se på hende. Hendes krop er stadig slank og atletisk at se på. Hun har en sort og hvid-stribet T-shirt på, trekvartbukser, små aflange briller, og hendes grå hår er klippet i en kort, smart frisure. Der er ingen nylonstrømper og hårnåle i nærheden af Astrid.

Til gengæld viser hendes høje alder sig ved, at hendes kognitive og fysiske kropsfunktioner er nedsatte. Hun har svært ved at huske, og hun kommer aldrig til at gå igen. Hun har derfor et stort behov for hjælp til at klare de fysiske udfordringer i hverdagen. At komme i seng, at komme på toilettet, at komme i tøjet, at lave mad og at få den skåret ud:

”Tak. Tak skal du have. Det var vel nok pænt af dig,” siger Astrid, da personalet hjælper hende med at få rugbrødet skåret i mindre stykker.

Det samme gør de andre beboere, når de får hjælp til noget, undtagen Erik, der nøjes med at nikke.

Tak for saftevand. Tak for serveringen. Tak, fordi du skubbede stolen ind. Tak for servietten. Tak for mad.

Tak for hjælpen.

Dagny supplerer en gang imellem taknemligheden med en kompliment. Den handler ofte om personalets bagdele.

”De ER vel godt nok flotte, de blomster der,” siger Signe og peger på den lyserøde buket blomster, der står på bordet.

Vi betragter alle sammen blomsterne lidt.

”Ja, det er de,” svarer en af de ansatte.

Der er ikke så meget mere at sige til det, for vi har allerede talt om blomsterne flere gange.

”Hvad med dig, Astrid? Havde du rododendron hjemme i haven?”

”JA!” svarer Astrid med en selvsikker stemme.

”Var de så også lyserøde?”

Astrid tøver lidt:

”…Na… Det kan jeg ikke huske. Jeg har jo fået at vide, jeg er dement, så jeg er ikke sikker på, at noget af det, jeg siger, er rigtigt!”

Hun griner lidt ad sig selv.

Hun er i godt humør. Og når Astrid er det, er hun en varm og humoristisk person. Men der skal ikke så meget til at vælte hendes verden.

Som om lidt, når hun spilder mad på sin T-shirt. Så afløses hendes høje, livsglade tale af en lille, spinkel og opgivende stemme, hvis smerte man ikke kan undgå at føle lidt af.

Personalet overbeviser Astrid om, at det ikke gør noget. Hun kan altid få en ny ren på. Det gør Astrid glad igen, og vi spiser videre.

I stilhed.

Bestikket imod tallerkenerne klirrer højt ud i rummet. Det lyder højt, hver gang jeg tager en slurk vand.

Erik er faldet i søvn.

Det samme er Dagny.

”Ja, ja,” svarer hun, hver gang personalet siger, hun skal spise lidt.

”I er vel godt nok stride i dag!”

En gang imellem kalder hun personalet for nogle sure kællinger.

Men hun har glimt i øjet og smågriner lidt imens. Så tager hun verdens mindste bid – en lille krumme af brødet – nikker anerkendende ad sig selv og sætter sig så til at hvile igen.

Signe skælder lidt ud over musikken igen, inden hun tager en slurk af kærnemælken. Den er kold.

Da hun var lille, plejede hun at løbe ned til mælkemanden med en lille kop og få den varm og frisklavet fra mejeriet. Den kolde smager bedre. Alligevel smiler hun drømmende, imens hun fortæller historien.

Hjørdis taler lidt om vejret – smiler – og taler så lidt om vejret igen.

Foto: Leif Tuxen

Sådan gør vi også i morgen.

Vi ser nøjagtig den samme dvd. Beboerne fingerdanser i takt.

En gang imellem afbrydes stilheden af personalets arbejde. Vi følger dem alle sammen med øjnene. Den irriterende larm blandet med den behagelige afbrydelse af stilheden.

Vi sidder på de samme pladser: Hjørdis i lænestolen, Dagny og Signe i sofaen, og Astrid i rullestolen for enden af kakkelbordet. Ved siden af hende sidder Erik ved et lille rullebord, så han kan nå sin frugt og sit saftevand. Når det er tomt, falder han i søvn.

Solveig og Ingeborg opholder sig hos sig selv, sådan som de altid gør.

Til frokost spiser vi smørrebrød. Ingen kan rigtigt spise noget, før der til beboernes overraskelse serveres frugtgrød med fløde til dessert. Ligesom i går.

Samtalerne er også de samme.

”Det blæser meget derude i dag. Prøv selv at se træet derude i haven,” fortæller Hjørdis.

Signe ville gerne have hørt mere musik. Heldigvis er blomsterne stadig smukke, og kærnemælken stadig kold.

Astrid laver sjov med, at hun er dement.

Dagny protesterer med glimt i øjet imod personalet. Ligesom i går. Og ligesom i morgen.

Sådan er livet herude.

For sådan er det i overvejende grad nødt til at være.

Ude på parkeringspladsen går Hjørdis. Indimellem stopper hun op og kigger rundt. Solen varmer, så hun har hængt frakken på rollatoren.

Hun bukker sig ned og plukker nogle blomster i græsset. Hun lægger dem under en avis, så de ikke blæser væk. Hun ser ikke de visne blomster, der allerede ligger der fra i går.

Da hun får øje på mig, smiler hun og begynder at gå mig i møde.

”Hej, Hjørdis. Er du ude at gå tur?”

”Jaaa, jeg er bare sådan lige lidt ude at gå.”

Hun peger rundt omkring bygningerne med den ene arm, imens hun støtter sig til rollatoren med den anden.

Vi taler lidt om vejret og om, hvor dejligt det er at komme ud at gå. Hjørdis kigger på uret:

”Nå, men klokken er også snart to, er det ikke nu, vi plejer at få eftermiddagskaffe?”

Det er det, så vi følges ind i fællesstuen. I sofahjørnet er der dækket op til eftermiddagskaffe. Fire kaffekopper og en lille skål med småkager. Ellers er der tomt og stille, bortset fra at man kan høre personalet tale og grine sammen gennem et vindue fra personalestuen. Vi sætter os ned.

”Nåeh, det må også være lige om lidt,” siger Hjørdis og fortsætter:

”Klokken er lidt over to, og det plejer at være her omkring klokken to. Gør det ikke?”

Jeg samtykker.

”Der plejer jo at komme nogle flere. Nogle gange er der mange. Så sidder vi nogle stykker hernede, og der sidder nogle oppe ved bordet, sådan rundt omkring.”

Hjørdis vifter lidt med armene.

Hun er ikke helt sikker på, hvem de andre er. Men de er nogle stykker, forklarer hun gentagende.

”De kommer nok lige om lidt,” beroliger hun mig.

Men der kommer ikke nogen.

Vi kigger på det store ur over sofaen. Klokken er kvart over to. Hjørdis bliver mere og mere urolig. Er det mon først halv tre, vi plejer at drikke kaffe? Er det først klokken tre?

Hun kigger på sit eget ur. Tiden passer med det store ur.

Så kigger hun rundt i rummet og hen i køkkenet.

”Tror du, der er kaffe i de kander derhenne?”

Jeg foreslår at hente kaffen, men Hjørdis er usikker. Må vi godt det?

Hun synes, vi skal vente. Der plejer jo altid at komme nogen, der hælder kaffen op. I stedet sætter hun sig tilbage i stolen.

”Det blæser noget derude i dag, hva’?”

Hun nikker ud mod træet i haven. Jeg kigger ud i haven og skal til at kommentere vejret, sådan som jeg altid gør det, når jeg taler med Hjørdis, men hun afbryder mig, inden jeg når at sige særlig meget.

”Hvor bor du så henne ad?”

Jeg når ikke at svare på Hjørdis’ spørgsmål, før hun afbryder igen.

”Arbejder du så her? … Det blæser meget i dag, hva’?”

Det er de samme spørgsmål, som Hjørdis altid stiller. De samme sikre samtaler. Men nu gentager hun sig selv kontinuerligt – hurtigere og hurtigere, uden at lytte til mine svar. Det plejer hun ellers at gøre, før hun spørger mig igen.

”Hvor bor du så henne ad?”

”Arbejder du her?”

”Bor du så langt væk?”

”Tror du, der er kaffe i de kander der?”

Sådan sad vi i over en time.

Jeg ved ikke, hvordan det føltes for Hjørdis.

Men jeg ved, at den time for mig var uendelig lang og stressende.

Klokken er snart tre. Stemmerne inde fra personalestuen bliver højere, og man kan høre lyden af stole, der trækkes ud. Hjørdis kigger ud imod det åbne vindue, hvor personalemødet er ved at slutte.

”Tsk!” udbryder Hjørdis højt, da hun hører et højlydt grin.

Hun kigger på mig og ryster på hovedet.

Stemmerne kommer tættere på, og man kan høre flere skridt på gangene. Så. Nu kommer de. Hjørdis vender sig forventningsfuldt i stolen, hen imod kaffebordet.

En enkelt stikker hovedet ind og siger farvel, inden denne forsvinder sammen med resten af skridtene ned ad gangen.

”Altså! De går bare...?”

Hjørdis kigger uforstående på mig.

Klokken er lidt over tre, så personalet, der mødte ind i morges, har fået fri. Nu er det aftenholdet, der er på arbejde. Og de tror, vi har fået kaffe.

Langt om længe får jeg overtalt Hjørdis til, at jeg henter kaffen. Og endelig begynder hun at slappe af. Hun tager en slurk af kaffen og stiller så forsigtigt og præcist koppen på underkoppen, inden hun rækker ud efter en småkage, sætter sig tilbage i lænestolen og spørger mig, hvor jeg bor. Denne gang får jeg lov til at svare.

Foto: Leif Tuxen

Da vi er færdige med kaffen, vil Hjørdis ud at strække benene lidt. Jeg bliver siddende lidt i fællesrummet, imens jeg kan høre, hun går en tur ned ad gangen. Et par minutter senere står Hjørdis i døren ind til fællesrummet igen.

”Der er stadig ikke kommet nogen,” siger jeg.

”Jamen, jeg har da lige siddet her og fået eftermiddagskaffe sammen med et par stykker," svarer hun og peger hen imod de ubrugte kopper, inden hun fortsætter:

”Så er de nok gået igen, men jeg sad her med dem lige for lidt siden. Så er du nok kommet for sent, skal du se, søde ven...”

Da Hjørdis gik videre i sin hverdag, kunne jeg ikke lade være med at tænke på sedlen på køleskabet:

"Kun adgang for personalet".

På storrygende Ingeborg, der sidder i sin lejlighed og fryser, fordi personalet er nødt til at lufte ud for at kunne arbejde i hendes hjem.

På Signe, der hellere vil høre klassisk musik end at spise.

Og på Dagny, der kalder personalet stride, hver gang de prøver at få hende til at spise eller drikke lidt eller få hende til at stoppe med at kradse hul på sin hud.

”Men man må jo hellere gøre, som de siger. Andet kan man jo ikke,” fortsætter hun og nipper til det røde saftevand.

Personalet spørger, om hun ikke vil drikke lidt mere.

”Hvorfor skal jeg egentlig det?”

”Det er, fordi din krop har godt af det. Den har brug for væske.”

”Hmm. Hvem siger det? Og hvor ved de det fra?"

”Jamen… Øh... Det gør videnskaben,” svarer personalet, lidt uforberedt på Dagnys udfordring.

Dagny er ikke helt tilfreds med personalets begrundelse:

”Hmm. Nå. Og hvem siger så, at jeg ikke må kradse mig på kinden?”

”Jamen, det er jo… Så ender du jo med at få sår.”

”Og hvad så?”

”Ja... Det ser jo ikke pænt ud.”

”Og hvad så? Det kan da være ligegyldigt,” pointerer Dagny.

”Ja, men så kan der jo gå betændelse i det.”

”Årh, det er da… Der er da heller ikke andet end problemer med jer!”

Hun stiller hårdt og bestemt saftevandet ned på bordet og konstaterer, at hun ikke vil drikke mere.

Personalet kan ikke lade være med at smile.

Så lokker de med en cigaret. Det får Dagny i bedre humør, og hun skynder sig at tømme glasset.

Et plejehjem er ikke et hjem som dit og mit.

Her er regler, arbejdsgange og arbejdstider, der sommetider ikke kan undgå at have indflydelse på beboernes egne frie valg.

Men det kan også noget.

Foto: Leif Tuxen

Kapitel 3: De små glimt 

Et plejehjem er mere end rutiner, gentagelser, daglig pleje, stilhed, kedsomhed og tiden, der langsomt forsvinder. Her findes også noget helt særligt, de små øjeblikke. Der lyser alt op i et kort øjeblik, inden det forsvinder igen.

De små glimt.

Dem, der er meningsgivende. Dem, vi skal passe på.

En blomst
Inde i fællesrummet sidder Erik foran fjernsynet. Han sover.

Og ingen ved, hvordan det er for ham. At sidde her.

Alligevel prioriterer personalet at få ham lidt ud i fællesrummet, hver dag. Det gør de, fordi han sommetider i begyndelsen sagde, at han gerne ville ud, hvor der var nogle mennesker.

”Højre, venstre, ligeud,” lyder det ude fra gangen.

”Yes, my dear! Og hvad skal jeg så?”

”Så skal vi ud ad døren her,” instruerer personalet, imens Dagny nysgerrigt stavrer derudad med rollatoren.

De går ud ad glasdørene og ud i solskinnet på parkeringspladsen. Hun ved det ikke selv, men hun skal ud at gå en tur. Hun følger blot fornøjet med:

”Javel, ja.”

Dengang Dagny lige var flyttet ind, fandt personalet en lille seddel liggende på hendes bord, hun med små krummede bogstaver havde skrevet til sig selv:

"Vil gerne søge hjælp til at gå tur hver dag".

Derfor forsøger personalet nu at gå en lille tur med hende, når de har tid.

Da hun kom til plejehjemmet, var hun stærkt depressiv, men efter et stykke tid fik hun livsgejsten tilbage. Her er plads til Dagnys helt særlige personlighed. Solskin. En cigaret. En god bagdel. Og en lille lur:

”Det ER vel nok skønt!”

På gåturen plukker personalet en blomst, som bliver stillet ind til Signe. En lille gestus. Men Signe taler om blomsten flere dage i træk.

Hundekiks
Det er eftermiddag og forårssolen skinner varmt i dag. Vi sidder ude i gårdhaven og får eftermiddagskaffe.

”Se nu, hvem der kommer der,” siger en af beboerne pludselig.

”Ja, men doooog,” udbryder Dagny højt og bukker sig ned for at sige hej til Oscar, plejehjemmets besøgshund. Den snuser til hendes hånd, men skynder sig videre, da hun ikke har nogen godbidder.

Vi kigger alle sammen efter hunden, imens den går rundt imellem beboerne og leder efter godbidder. Især Signe. Hun smiler stort, hver gang hun giver den en hundekiks.

Da hun er løbet tør for hundekiks, begynder hun at brække stykker af sit eget brød. Jeg har fået at vide, jeg skal sørge for, hun selv spiser brødet, så jeg fortæller hende, at hunden kan blive syg af det. Hun nikker indforstået, og jeg henter i stedet nogle flere hundekiks.

Alligevel er Signe ikke så indforstået med det, og hun smugler kort efter et stykke brød ned under bordet igen. Jeg prøver igen at overtale hende til at nøjes med hundekiksene. Hun nikker og smiler til mig.

I mellemtiden er Dagny begyndt selv at spise hundekiksene. Hun synes, de er lidt tørre i det.

Jeg rejser mig og tager hundekiksene væk fra Dagny.

Da jeg sætter mig ned igen, er Signes tallerken tom.

Et strejf af Østen
Det er lørdag eftermiddag, og Troels Kløvedal er på vej over Det Indiske Ocean, da Holger fra en af de andre stuer kigger ind til os.

DET vil han gerne se.

Dagny vågner forskrækket op.

”Jamen doooog. Kom ind, kom ind.”

Holger sætter sig i lænestolen. Imens har Dagny allerede lukket øjnene igen. Hun sover ikke. Hun hviler bare lige lidt.

Jeg finder en stol, så der er plads til Hjørdis, når hun kommer tilbage fra sin gåtur om lidt. Ellers ved jeg, hun bliver forvirret.

Der kommer et par stykker mere til. De kender også Kløvedal.

”Det er ham med båden.”

”Hvor er de henne?”, spørger Holger, da Kløvedal og hans besætning er kommet i land.

”Det er et land, der hedder O-MAN,” svarer jeg med en høj og tydelig stemme, der vidner om min egen forudantagelse om, at beboerne ikke kender landet.

”Oman, ja,” nikker Holger og vender sig mod fjernsynet igen.

Jeg spørger, om han kender landet.

”Ja, ja. Det grænser op til Saudi-Arabien og Yemen, er det ikke sådan, det hedder? ”

Jeg slog det op på nettet, da jeg kom hjem. Det er sådan, det hedder.

Dengang Holger arbejdede, rejste han meget. Han har blandt andet været i Oman et par gange, fortæller han.

Uden at udtale det med en pædagogisk stemme.

Holger kan endda tale lidt arabisk.

Han sidder lidt.

"Ja… Jeg har nu haft et godt liv."

Så vender han sig imod fjernsynet og rejser tilbage til Oman igen.

Foto: Leif Tuxen

Paris, dans og sex uden for ægteskabet
I dag skinner solen. Det er sommer, og der er fyldt op rundt om eftermiddagskaffebordet på terrassen. I dag er der ingen, der sover.

Som så ofte er der kun kvinder til stede. De taler om, hvor skønt det er at sidde her. Uden at skulle nå noget. Købe ind, gå på arbejde, passe børn, gå til frisøren, tage sminke på. Alt det, alle vi andre skal, det skal de ikke længere, forklarer de mig.

”Og det er simpelthen SKØNT,” konstaterer Ester, der bor på en af de andre stuer.

De andre beboere rundt om bordet nikker. Vi sidder et øjeblik i stilhed.

”Men vi har nu altså også haft det sjovt!”, siger Dagny så.

Det har de, og beboerne fortæller på skift, hvad de lavede i deres arbejdsliv.

Ester var tresproglig korrespondent. Indtil hun blev gravid, naturligvis kun. Da blev hun hjemmegående.

Astrid var en dygtig håndboldspiller, fortæller Ester, der har gået i skole med Astrid.

”Er det ikke rigtigt? Du var en stjerne!”

”Naa… Men det er rigtigt nok, jeg har spillet håndbold,” siger Astrid beskedent.

Dagny forsøger at tale med, men hun har lidt svært ved at formulere sig præcist. Hun taler om en avis.

”Var du journalist? Var det dig, der lavede avisen?”, spørger Ester.

”Neeej… Jeg kunne noget, de andre ikke kunne.”

Hun tænker lidt.

”Jamen, jeg ved ikke hvordan, men jeg formåede altid at være der, hvor der ikke var andre.”

De andre beboere forsøger at spørge lidt mere ind til det. Det ender med, at bordet konkluderer, at Dagny levede af at skifte pærer.

Hun nikker og smiler selv.

I virkeligheden var hun fysioterapeut og kunstner.

Det fortalte hun, en dag jeg besøgte hendes hjem, der er indrettet med teaktræsmøbler, Børge Mogensens lædersofa og en masse bøger.

Imellem alle bøgerne står et par billeder, som jeg prøvede at tale med Dagny om. Det lykkedes ikke rigtigt, og vi sidder i stedet i stilhed.

Jeg bemærker spindelvævet på de mange fotoalbum, på nederste hylde.

”Sidder du og kigger på mine sten?”, siger Dagny så pludselig.

Jeg er lidt forvirret, men opdager så, at det store maleri, der hænger over sofaen, rigtigt nok forestiller sten.

”Ja…jeg var lige inde i en god periode der, hvor jeg boede i Paris. Der var jeg helt tosset med at male sten.”

Jeg spørger, om det også er hende, der har malet de andre malerier.

Dagny nikker og smiler:

”Nogle gange er man jo heldig. Det var jeg dengang. Der kunne jeg sælge det meste.”

Af det udsnit af hendes egne malerier, der hænger i lejligheden, ligner det, at Dagny ikke kun var heldig, men også dygtig.

Med store armbevægelser har hun da også undervist de øvrige beboere på plejehjemmet i at male. Men det er der ingen rundt om bordet, der kan huske i dag.

Ester spørger Hjørdis, hvad hun lavede.

Hun fortæller, hun arbejdede i en butik. Hun kan ikke rigtigt huske, hvad butikken solgte.

Foto: Leif Tuxen

Samtalen går lidt i stå. Måske er det, fordi vi havde den samme samtale for lidt siden. Måske er det kun mig, der har opdaget det.

Vi taler om krigen – lyden af bomberne – det kan de alle sammen huske. Også Hjørdis.

En hører forkert og tror, vi taler om noget andet.

Og det gør vi så, indtil samtalen igen finder vej tilbage til det, vi allerede har talt om. Der er en rød tråd. Man er bare nødt til at sætte sig tilbage, lytte og vente på, at enderne mødes.

”Ja, og så gik vi jo meget i biografen,” fortæller Ester.

”Det var det, man gjorde dengang. For dengang havde man jo ikke fjernsyn, forstår du nok.”

Jeg nikker, og beboerne begynder at tale om, hvornår fjernsynet egentlig blev opfundet. Der bliver diskuteret lidt. Ingen kan rigtigt huske det.

”Det var i 1935!” siger en beboer fra en af de andre stuer så bestemt. Thora siger ikke så meget normalt, hendes tale lyder anstrengt og lav, og hun ser ved første øjekast lidt skrøbelig ud, som hun sidder der, altid skævt i kørestolen.

Ikke desto mindre er 1935 ikke meget forkert.

”Nå, men man gik i hvert fald meget i biografen. Årh, kan I huske ham skuespilleren?”

Ester nævner et navn, jeg ikke kender.

”Ååååååårh!” udbryder Astrid højt.

”HAN var sød!”

Astrid laver et ansigt og griner derefter.

Kirstine, der med sine 99 år er den ældste beboer ved bordet, kunne bedre lide en anden mandlig skuespiller. Hjørdis griner lidt genert, imens de andre beboere skiftes til at nævne skuespillere fra dengang.

”Men dengang – der måtte man jo ikke gå med drenge!” siger Ester så alvorligt.

”Der så man altså lidt ned på dem, der gjorde det. Særligt, hvis de blev gravide. Det var man, som kvinde, altid lidt bekymret for,” forklarer hun.

De andre nikker, og der bliver holdt en kort pause i samtalen.

”Men vi gjorde det nu alligevel!”, fniser hun så.

”Ja, vi gjorde!”, griner Astrid.

Det samme gør resten af bordet.

”Det var derfor, jeg blev gift tidligt,” fortæller Kirstine.

Det var under krigen. En aften havde hun besøg af sin kæreste, men der var udgangsforbud, så han kunne ikke gå hjem.

Hun holder en kunstpause:

”Og så blev vi jo nødt til at blive gift!”

Kvinderne griner igen.

”Og så gik man til dans. Kan du huske det, Astrid? Vi gik til dans sammen.”

Astrid sidder lidt og tænker over Esters spørgsmål.

”JA!”, udbryder Astrid.

”Kan du huske danselæreren? Hvad var det, han hed?”

Astrid tænker lidt igen.

”Naaa…” Hun ryster på hovedet.

”JO! Han hed Jan,” udbryder hun pludselig.

Astrid smiler. Det er sjældent, hun kan huske sådanne detaljer.

”Ba dam, ba dam, ba da ba da ba da dam.” Ester begynder at nynne en melodi, imens hun danser med fingrene.

Astrid begynder at nynne med. Først stille, men så begynder hendes arme også at danse med. Kirstine begynder også at nynne med. Det samme gør Thora og Dagny, omend Dagnys sang ikke passer med de andres.

”BA DAM, BA DAM, BA DA BA DA BA DA DAM!”

Hjørdis kigger på mig og griner. Lige nu er der ikke noget sted i verden, jeg hellere vil være.

Sådan er det ikke alle, der har det.

”Vil du ikke sidde ved os? Sæt dig da ned, og få en kop kaffe med os andre.”

Hjørdis smiler venligt og peger rundt om bordet, ligesom hun altid gør det, når hun beskriver kaffestunderne:

Her sidder vi og hygger "sådan rundt omkring".

Ingeborg tøver lidt.

”Nja… Jeg ville gerne, men jeg bliver nødt til at gå hjem. Min dør står åben, ser du.”

I går ventede hun på et brev, så der blev hun også nødt til at gå hjem. Dagen før det kom der måske gæster.

Ingeborg lunter videre hen til køkkenafdelingen med sin rollator. Hun leder efter noget.

Hjørdis ryster på hovedet og udbryder nogle høje sukkelyde.

”Altså! Det kan man da ikke! Hun har ikke noget at gøre i køkkenet.”

Ingeborg vender kort hovedet og kigger hen på Hjørdis. Så fortsætter hun med at lede. Hun finder en kaffekande og en kop.

Hjørdis skælder ud. Hendes stemme er hævet, og hun henvender sig nu direkte til Ingeborg.

”Det ved du slet ikke, om vi må det der!”

”Jeg skal nok selv bestemme, hvad jeg må,” svarer Ingeborg surt, inden hun går ud af fællesrummet for at drikke eftermiddagskaffe inde hos sig selv.

Hjørdis ryster på hovedet.

”Ja, man skulle jo nødig gøre ligesom os andre!”

Ingeborg gør sjældent ligesom de andre. Hun opholder sig stort set kun inde hos sig selv.

En dag jeg besøger hende, spørger jeg hende, om det ikke er hyggeligt med de andre naboer.

”Naaaa.” Ingeborg holder en pause.

”Der bor en dame herinde, og hver gang jeg har døren stående åben, så kommer hun altid gående forbi. Nogle gange så stiller hun sig og kigger herind. Andre gange så kommer hun helt ind og siger et eller andet til mig, som: ’Her bor du fint, hva?’.”

Jeg bliver hurtigt klar over, at det er Hjørdis, Ingeborg taler om.

”Hvad skal jeg dog bruge det til?” spørger Ingeborg så retorisk.

”Folk herude, de er jo skøre!”

Jeg griner lidt.

Ingeborg griner også.

”Jamen, det er de da.”

Hun begynder at tale om plejehjemspolitikken. Ingeborg er godt klar over, at størstedelen af beboerne herude er demente.

Jeg spørger hende, om hun er dement.

”Ikke hvad jeg ved af i hvert fald.”

Men det kan jo være, hun har glemt, hun er det, påpeger hun. Ligegyldigt hvad, så siger de andre beboere hende ingenting:

”Desuden så er jeg blevet for gammel og træt til at møde nye mennesker. Jeg orker ikke alt det der med at tale med nye mennesker,” forklarer Ingeborg.

Til mig. Der er et nyt menneske. Men jeg er ikke en af de andre. Jeg er ikke en af dem, Ingeborg ikke vil være.

Foto: Leif Tuxen

Nede for enden af gangen bor Solveig. Hun er heller ikke helt som de andre.

Som den eneste af beboerne har hun en lille blomst stående uden for sin dør. Uden for sit hjem.

Hun ser også yngre ud sammenlignet med de andre. Det er hun også. Til gengæld er hun uhelbredeligt syg af cancer.

Da hun kom til plejehjemmet, fik hun sondeernæring og havde store smerter, og hverken lægerne eller personalet havde regnet med, at hun ville overleve særlig længe.

Det gjorde hun, og hun fik det langsomt bedre. Så godt, at hun i dag har taget en taxa alene hen til butikscenteret. En handling, der rækker langt ud over, hvad de øvrige beboere kan.

Men Solveig er ikke som de andre.

Og ligesom Ingeborg har hun derfor heller ikke lyst til at deltage i de sociale aktiviteter med de andre beboere. Til gengæld forsøger personalet at give hende lidt af deres tid. Af deres fællesskab. Når de altså har tid.

”Det er derfor, det ikke burde hedde et plejehjem, men en ældrebolig!”, forklarer Ester.

”Plejehjem, det er der, gamle mennesker bor. Det er for de visne,” fortæller hun videre:

”Er vi måske visne? Kan jeg måske få plejet mine negle her? Er det, fordi vi plejer at få mad hver dag?”, spørger hun retorisk.

Nej, det har det ikke noget at gøre med ifølge Ester. Det er derfor noget, hun aktivt arbejder på at få ændret, forklarer hun, imens vi hjælpes ad med at dække op til eftermiddagskaffen udenfor. Indimellem afbryder hun sig selv for at lære mig, hvordan skeer og kopper skal placeres korrekt i forhold til hinanden.

Når Ester er der, er der aldrig stille.

Dagny forsøger at følge med i Esters høje tempo. Det er svært.

”Det forstår jeg simpelthen ikke, det der.”

Ester spørger, om hun skal forklare det igen.

”Ja, jeg lytter,” siger Dagny.

”Får du virkelig noget ud af det?”, siger en af de andre ved bordet.

Et par af de andre griner.

Astrid ryster på hovedet. Hun er træt i dag og har svært ved at rumme alle Esters spørgsmål.

Hun får ikke noget ud af at lytte til Ester i dag.

Dagny er til gengæld glad.

”Jaaamen, altså! Er det ikke en dejlig krog, vi har her? Hvor har vi haft mange dejlige samtaler her! Er det ikke rigtigt?”, spørger hun flere gange:

”En siger noget, og pludselig husker man ting, man egentlig troede, at man havde glemt. Er det ikke fantastisk?”, fortsætter hun.

Ester er enig. I hvert fald første gang.

Da Dagny har spurgt et par gange, lyder Esters svar mindre entusiastisk.

Dagny synes dog ikke at bemærke det.

I stedet begynder hun at rose den store hvide solhat, som Helene, der hører til en af de andre stuer, har på i dag. Sådan en ville Dagny gerne have.

Det får hun sagt et par gange.

Hver gang spørger Ester, om den er fra Magasin.

Helene siger høfligt tak og forklarer, at den er gammel. Men fjerde gang, de taler om hatten, kan hun ikke lade være med at grine.

Astrid ryster på hovedet igen.

Her er et fællesskab.

Men sommetider er det tydeligt, at det ikke er et fællesskab, beboerne selv har valgt, men et fællesskab, de bliver rullet hen til af personalet.

Et plejehjem er mere end fastholdelsen af rutiner og den daglige pleje.
 
Det er også de små øjeblikke. De små glimt.

Og her er antallet af ugentlige bade og vakuumpakket mad måske ikke altid det afgørende for de ældre.

Måske det er vigtigere, at vi har tid.

Tid til at lytte.

Tid til at forstå.

Foto: Leif Tuxen

Kapitel 4: Undskyld, jeg faldt over dine gummistøvler 

Herude er der altid nogen.
 
Og det giver beboerne en følelse af tryghed. Aldrig at være alene. Hvis der skulle ske et eller andet, er der altid nogen til at hjælpe. Der er altid mad, der er altid pleje.

”Og så har vi jo hinanden!”
 
Ester giver Thora og Dagny et lille kram.

Her er altid nogen.

Før i tiden var det ofte familien selv, der tog sig af de ældre. Men i dag arbejder kvinden jo også, så børnene har slet ikke tiden til det, forstår jeg nok.
 
Det forstår jeg udmærket godt.
 
De nu voksne børn af landets plejehjemsbeboere er typisk mellem 50 og 75 år og vil derfor almindeligvis være optaget af deres egen hverdag med arbejde, børn, børnebørn med mere.
 
Men for de fleste ældre gælder det stadig, at der kommer et tidspunkt, hvor de får brug for hjælp. Derfor flytter hver fjerde dansker i slutningen af livet ind i en plejebolig.
 
”Så er det jo godt, at der er sådan et sted her, hvor vi kan komme hen,” som Dagny siger.
 
De øvrige beboere samtykker.

”Det er jo rart for børnene at vide, at man ikke sidder alene et eller andet sted,” fortsætter hun, indtil Ester afbryder.
 
”Ja! Det bedste ved at være her, det er, at mine børn ikke behøver at være bekymrede.”
 
”De behøver ikke at tænke på, om jeg ligger derhjemme alene og er faldet. Eller om jeg er alene og er ensom, for de ved, at der er nogen til at tage sig af det hele.”

På den måde er de ældre ikke i vejen. De er ikke nogens byrde.

Alligevel husker de altid at sige tak.

Det er aften i det lille hjem, og beboerne spiser aftensmad. Millionbøf, kogte kartofler, grøntsager og syltede rødbeder. Ud over bestikket, der klirrer imod tallerkenerne, er der ikke mange lyde.

På et tidspunkt går døren til fællesrummet op. Ind kommer en hund. Den er, til beboernes store fornøjelse, med en af de ansatte på arbejde. Men nu gør den. Og de ældre rundt om bordet bliver forskrækkede.

”Du godeste! Hvad går der dog af dig?”, siger Dagny og kigger bestyrtet på mig.
 
Hun har glemt hunden og tror, at det er mig, der råber op.

Ind ad døren kom også en afløser, beboerne ikke kender. Beboerne smiler høfligt. Men deres smil afløses hurtigt af nogle undersøgende blikke.

En enkelt ryster på hovedet.
 
Dagny kommenterer medarbejderens "pudsige bukser". Lidt for højt.

Jeg bemærker det særligt, fordi Dagny plejer at rose de ansatte:

”Drej lige rundt en gang. Lad mig se. Ja, ja, den bagdel kan du altså godt være bekendt!”

Men den ukendte bagdel i de pudsige bukser får ingen roser.

I stedet spiser vi videre i stilhed, imens Hjørdis taler lidt om træet, der blæser udenfor.

Foto: Leif Tuxen

Efter maden bliver Signe, der har været meget træt på det sidste, kørt i seng. Dagny bliver fulgt ind til sig selv for at få en cigaret.

”Ligeud. Til højre. Højre igen,” dirigerer personalet.
 
”Yes, my dear!”, lyder det begejstret fra Dagny:
 
”Og hvad så nu?”
 
”Så bor du lige herinde til venstre.”
 
”Nå! Ser man deeet,” svarer Dagny, inden de forsvinder ind i hendes lejlighed.

Hjørdis og jeg sætter os i sofahjørnet. Astrid bliver også kørt derhen.

”Nej… Jeg gider ikke bare blive placeret her!”

Astrids stemme er ikke høj. Den er lav og fortvivlet.

Personalet svarer hende ikke. Så vi ser "The Sound of Music", imens vi venter på Nyhederne.

Hjørdis holder øje med tiden.

”Er det ikke 18.30, det plejer at være?”

Thora og Helene er der også, men de taler ikke så meget.

”Uha da,” siger Hjørdis flere gange med henvisning til filmens handling.

Så kigger hun over på mig og griner lidt.

Jeg er ikke sikker på, at hun følger rigtigt med. Hendes kommentarer passer ikke umiddelbart ind i filmen. Men jeg tror, hun nyder det alligevel.

Imens får Astrid lov til at komme på toilettet. Da hun kommer tilbage, bliver hun sur igen. Hun vil ikke sidde midt i det hele.

Hjørdis begynder at rykke rundt på lænestolen.

”Kan du se for mig nu?”

”Det er mig, der sidder i vejen. I kan ikke se noget for mig,” svarer Astrid.

Hjørdis rykker igen lidt rundt på lænestolen. Astrid sidder uroligt i kørestolen. I virkeligheden sidder ingen af dem i vejen for nogen.

Astrid vinker mig over til sig med lillefingeren.

”Hvad så, Astrid?”

”Jeg er altså lidt ked af det…” Hun begynder at græde.

Jeg spørger, om hun gerne vil have, jeg sidder lidt ved hende. Det vil hun gerne. Hun er træt, forklarer hun. Hun spørger mig, om hun skal sove her på plejehjemmet.

Det skal hun.

”Må jeg godt det? Hmm. Det bliver godt nok mærkeligt. Tænk, at jeg ikke skal sove derhjemme.”

Hun begynder at græde igen.

”Jeg er vist lidt forvirret. Må jeg godt komme i seng nu?”

Det må hun ikke. Det er for tidligt, siger personalet, og de har ekstra travlt i dag, så hun bliver nødt til at vente.

Astrid begynder at rejse sig fra kørestolen for at gå selv.

”Det kan jeg godt. Og jeg skal jo op på et tidspunkt,” siger hun.

Det kan Astrid ikke længere, men det glemmer hun indimellem. Sommetider fortæller hun om, hvordan hun har gået rundt forskellige steder på plejehjemmet, men i al den tid, hun har været på plejehjemmet, har hun siddet i kørestol. Med hjælp fra personalet kan hun stadig rejse sig op, men også den funktion er hun langsomt ved at miste.

Hun kommer heller ingen steder nu. I stedet begynder hun at græde igen:

”Hvad er det så meningen, jeg skal gøre…?”

Jeg fortæller, at vi skal se Nyhederne og hygge, indtil klokken 19.30, hvor personalet vil komme og hjælpe hende.

”Så jeg må sove klokken 19.30? Det er snart så… okay.”

Den næste time sidder Astrid uroligt og venter. Et par gange spørger hun, hvad klokken er. Da hun endelig får at vide, at klokken er blevet halv otte, smiler hun:

”Ahh, vi må nok hellere lige give dem fem minutter, tror du ikke?”

Vi griner lidt, og så venter vi.

Men der kommer ikke nogen. Og Astrids stemme stopper med at være glad.

Hun bliver igen forvirret over, at hun skal sove på plejehjemmet. Hun har det ikke så godt.

”Sådan bliver det, når tingene ikke er, som de skal være,” forklarer hun og gør det klart, at det er de ikke lige nu.

Da klokken er lidt i otte, bliver Astrid meget ked af det. Hun vil gerne på toilettet.

Hjørdis og Dagny begynder at blande sig. Det kan ikke passe, at Astrid skal sidde der.

Jeg er glad for, de blander sig. Glad for, de siger fra.

Men de siger det kun til mig.

En ansat kommer ind i fællesrummet og siger, der nok skal komme nogen og hjælpe om lidt. Så går hun igen, og vi venter.

To ansatte går forbi hinanden ude på gangen. Den ene siger kort noget til den anden, hvorefter de griner.

”Så står de bare derude og… snakker…,” siger Astrid med en spinkel stemme, der på én gang lyder både såret og vred.

Hun begynder at græde igen.

De to ansatte er allerede væk, men det er den følelse, det skabte hos Astrid, ikke.

Jeg går ud for at finde det personale, der har vagt på etagen. Hun er i gang med at hjælpe til hos en af beboerne på de andre stuer, men hun vil komme og hjælpe, så hurtigt hun kan. Hvis Astrid ikke kan vente, har hun en stor ble på. Den kan hun bare tisse i.

Astrid venter. Hun holder min hånd imens.

Sådan har Astrid det tit om aftenen.

Særligt, når hun er træt, kan hun have svært ved at overskue det hele. Og ved at vente på at få hjælp.

Det er ikke unormalt, at hun græder.

En dag sidder jeg og holder hendes hånd til klokken ni.

Imens græder hun over, at hun ikke har nogen penge til mig. Hun kan ikke forstå, at jeg vil bruge min tid på hende uden at få penge for det.

Jeg besøger hende dagen efter. Da er hun i godt humør.

”Alt herude – lige præcis her, hvor jeg er – er alt til ug! Det er det,” siger hun bestemt, da vi taler om plejehjemmet.

Men hun mener dog stadig, det er synd for mig, at jeg skal være derude ved dem.

Ikke for hende selv. Hun er jo gammel. Men for mig.

”Jeg er ked af, jeg ikke er mere værd. Jeg er ikke så sjov længere,” fortsætter hun:

”Vil du i det mindste ikke have et stykke chokolade?”

Man skulle jo nødig være i vejen.

Foto: Leif Tuxen

”Aaaaaav!” lyder det pludselig ude fra gangen.

Det er ikke højt, men man kan mærke det under huden. Der er stille et øjeblik.

”Er der nogen, der vil hjælpe mig?”, spørger Hjørdis så med en stille stemme.

Hun er faldet.

Hun kørte ind i et par gummistøvler, der stod på gangen.

Den nærmeste er en ansat fra køkkenet, som skynder sig ud til Hjørdis.

”Det må du altså undskylde,” siger Hjørdis:

”Jeg faldt vist over noget.”

Hjørdis begynder at samle ting op, imens hun stadig ligger på gulvet.

”Det skal du ikke tænke på, Hjørdis. Har du slået dig?”, spørger personalet.

”Det har jeg vist lidt, ja,” svarer Hjørdis.

En af de plejeansatte kommer forbi:

”Jamen, Hjørdis dog!”

De prøver at hjælpe Hjørdis op, men Hjørdis har ikke kræfter til at rejse sig op fra gulvet. De bliver nødt til at ringe efter hjælp.

”Det må du altså undskylde, jeg kan ikke gøre for det…,” siger Hjørdis, imens de venter.

”Det skal du slet ikke tænke på Hjørdis. Det kan du da slet ikke gøre for!”

Et kort øjeblik efter kommer endnu en ansat. Hjørdis undskylder igen.

”Du skal slet ikke undskylde, Hjørdis. Kan du prøve at sætte dig op?”

Hjørdis undskylder endnu en gang, imens hun prøver at rejse sig op. Det kan hun ikke.
 
”Uh ha, det er jeg altså virkelig ked af,” gentager Hjørdis, da personalet henter liften.

Det er allerede femte gang, at Hjørdis siger undskyld, fordi hun kørte ind i nogen andres gummistøvler.

”Det skal du slet ikke være ked af, Hjørdis. Det er jo derfor, vi er her.”

Hjørdis undskylder endnu en gang. Og yderligere et par gange, imens personalet hjælper hende op med liften.

Hendes albue bløder, og hendes ben gør ondt. Hun undskylder endnu en gang, imens personalet giver hende et plaster på albuen.

”Det er jeg altså ked af. Hvor er min lejlighed?”

Personalet viser hende lejligheden, selvom Hjørdis ikke plejer at have problemer med at finde hjem.

”Tak,” siger Hjørdis, ”og undskyld.”

Hun begynder at gå hen imod døren.

”Du skal slet ikke undskylde, Hjørdis. Det gør slet ikke noget,” svarer personalet endnu en gang.

”Jo, jeg er virkelighed ked af alt det her postyr…”

Hjørdis vil helst ikke være i vejen.

Helst ikke være til besvær.

Men set i et samfundsøkonomisk perspektiv er det muligvis det, de ældre er.

I 2013 var udgifterne til ældreomsorgen 38,9 milliarder kroner.

Det tales der meget om.

Vi skal huske også at tale om menneskene bag "de ældre".

Foto: Leif Tuxen

Epilog

Jeg har ikke været på plejehjemmet den seneste måned, og stedet virker pludselig så fremmed. Men jeg genkender straks det hele.

Det lille klik efterfulgt af den høje brummende lyd fra de automatiske døre, der skubbes op.

Til stilheden.

Til opvaskemaskinen, der summer i takt med køleskabet.

Uret, der tikker højt.

Personalets sandaler, der indimellem går forbi ude på gangen.

Alligevel er alt ikke det samme længere. I løbet af sommeren er Erik og Signe gået bort.

Deres navne stod ellers stadig på dørskiltet ude i entréen. Jeg kiggede efter det, da jeg kom, og blev lettet, da jeg så, at der ikke manglede nogen navne.

Men der mangler to beboere.

Eriks lejlighed er ikke tømt endnu – han døde for blot et par dage siden uden noget forudgående varsel. Han havde været oppe at spise frokost med resten af beboerne, og alt var umiddelbart, som det plejede. Om eftermiddagen sov han ind.

Signe derimod havde været syg længe. Det var særligt hendes navn, jeg kiggede efter ude i indgangen.

Hun havde svært ved at spise, hun sov meget, og jeg så hende ikke forlade sit værelse i et langt stykke tid.

Både Erik og Signe blev over 90 år.

Om et par dage flytter en ny beboer ind.

Den dag Eivind flytter ind, fortæller personalet det til beboerne og spørger, om de vil tage godt imod ham.

Det vil de gerne. Astrid spørger, om hun skal give ham et kys på kinden, imens hun gestikulerer, at hun sætter sit hår og pynter sig selv. Hun er i godt humør.

Hjørdis smiler og giver sig til at tale om vejret.

Dagny er faldet i søvn.

Da vi ser en film om eftermiddagen, opdager jeg, at også Hjørdis lukker øjnene et par gange. Det plejer hun ikke at gøre.

Jeg spørger, om hun er træt.

Hun kigger på uret:

”Neeej… Klokken er jo ikke andet end halv fire.”

Hun fortsætter med at falde lidt hen, men hun vækker hele tiden sig selv med et sæt og skynder sig efterfølgende at kommentere filmen med et "uha da".

Det passer stadigvæk ikke ind i handlingen.

Så taler vi lidt om vejret i stedet for.

Det ser ud, som om det blæser.

Se engang på træet derude.

På et tidspunkt kigger Ingeborg ind i fællesrummet. Hun kommer ikke for at stille bakken med tallerken og glas fra frokosten. Hun kommer heller ikke for at hente kaffe. Eller for at sikre sig, vi ikke skal have frikadeller til aften.

Hun kigger ind, fordi hun keder sig.

Hun vil stadig helst ikke sidde ved de andre, men om et par dage prøver hun det lidt alligevel.

Solveig kigger også ind.

Hun har været i byen.

”Og se lige, hvad jeg har fået på!”

Hun træder et skridt frem med den ene fod og drejer så rundt om sig selv, imens hun kigger ned på sine fødder.

De sorte højhælede sko klikker i takt med skridtene på gulvet.

”Dem har jeg ikke haft på siden… Ja! Jeg troede aldrig, jeg skulle komme i høje sko igen!”

Hun fortsætter entusiastisk med at fortælle, hvad hun har lavet. I detaljer. Det er en sjældenhed herude.

”Nå. Nu vil jeg ned til mig selv og have de her af. Mine fødder er ved at dø!”

Hun griner, inden hun forlader fællesrummet.

Klik, klik, klik.

På vej ned ad gangen passerer hun Dagnys lejlighed. De parisiske malerier hænger stadig på væggene derinde. Men hun er begyndt en gang imellem at glemme, at det er hende selv, der har malet dem.

Til aften spiser vi karbonader, kartofler, sovs og kogte grøntsager til lyden af det klirrende bestik.

Bagefter ser vi Nyhederne klokken 18.30. Da de er slut, når vi at se 20 minutter af "Disney Sjov", før personalet kommer og skifter.

Ingen af de ældre siger noget.

Til gengæld siger de tak, da personalet serverer kaffe, småkager og frugtstykker. De fleste spiser kagerne først.

Kl. 22.00 er der stille. Helt stille. Det eneste, man kan høre, er køleskabet, der summer, og personalet, der taler sammen et sted i baggrunden.

Her er ro, og her er trygt. Det er min tanke, da jeg forlader de røde bygninger.

Sådan gik tiden. Solveigs, Dagnys, Eriks, Signes, Hjørdis, Ingeborgs og Astrids tid.

Udskiftningen af beboere er en del af livet på et plejehjem.

Personalet husker derfor at afbestille den yoghurt, det kun var Signe, der spiste.

Alligevel nævner de et par gange, at det er mærkeligt, Erik ikke sidder der for bordenden og nikker. Det gør mig glad.

Om et par dage sidder Eivind der i stedet for. En ny beboer, en ny historie.

En historie, jeg desværre ikke når at kende. Jeg håber, vi som samfund tager os tiden til det.

Foto: Leif Tuxen