Båssebåssebåsse! Båssebåssebåsse! Båssebåssebåsse!
De smukke sorte køer, der går og græsser langt ude på det, der engang fik navnet Skideneng, vender hovederne og begynder langsomt at lunte nærmere. De glor nysgerrigt på os og stimler så sammen bag Michael Baun og Bente Villadsen, der hidkaldte dem. Flokken er en del af parrets kvægbestand af angus-racen, og dertil har de texel- og merino-får.
”Vi har 150, der siger muh, og 150, der siger mæh,” siger Bente Villadsen.
Dyrene går ude året rundt og afgræsser mere end 400 hektar naturarealer og er på den måde blevet en del af naturplejen på vadehavsøen Fanø ud for Esbjerg.
For den ”særlige indsats for lysåben vestkystnatur” fik Michael Baun og Bente Villadsen 15. Juni Fondens Ildsjælepris på 100.000 kroner, som blev overrakt i maj på Naturmødet i Hirtshals.
Prisen blev også givet for deres langvarige og omfattende indsats for forbedring af hederne og kystnaturen på Fanø i form af rydning af tilvoksede og beplantede områder. Det har bidraget til at skabe nye levesteder for sjældne arter, bekæmpelse af invasive arter og sikring af levesteder for plante- og dyrearter.
”Det var fantastisk,” siger Bente Villadsen, 51 år, og Michael Baun, 43 år, supplerer:
”Det betyder, at den måde, vi laver naturpleje på, bliver værdsat. Jeg havde ikke forestillet mig, at det betød så meget, for jeg har jo ikke forstand på blomster og sådan noget. Men uha, det var så fantastisk, det vi lavede, mente biologerne fra fonden. Så nu er jeg begyndt at interessere mig meget for, hvordan det skal se ud.”
Interessen for og indsigten i naturpleje blev vakt, da Michael Bauns rådgiver fra Landbrugsrådgivningen Sagro bad ham om at tage med på nogle inspektionsture.
”Nu ser jeg anderledes på det. Det skal ikke ligne en fodboldbane, når køerne har været på. Der må godt stå nogle tuer og nogle ting, for der bor myrer og insekter i de tuer. Og der kommer nogle sjældne blomster her, fordi jorden er så næringsfattig.”
Michael Baun tilføjer, at Fanø har en meget høj HNV-værdi – High Nature Value – og dermed er et af de steder i Danmark med mest natur.
”Det er ikke noget, som vi landmænd eller hobbybønder ellers kigger på. Vi skal bare have bjærget noget foder til dyrene, og de skal have græs. At vi også kan gøre noget for naturen er helt fantastisk.”
Udover at dyrenes afgræsning er med til at give en anden og mere rig natur på øens klitter, hede og strandenge, leverer de også velsmagende kød og blød merinould til parrets gårdbutik ”Fanø Angus & Merino” på deres ejendom, som de købte i 2013 på Postvejen syd for Nordby. Til kaffen inde i stuehuset er der smagsprøver på pølse med madagaskar- peber og røget okseinderlår med hvidløgscreme på flutes.
Gårdbutikken, som Bente Villadsen, der er uddannet butiksslagter, står for, åbnede i 2017. Allerede da var de tæt på at kunne kalde sig økologer, men først nu er de helt færdige med omlægningen til økologi og er blevet certificerede.
”Det er den vej, vi skal, og det er det, de unge vil have,” siger Michael Baun og griner, inden han fortsætter:
”Når folk kommer for at købe kød, spørger de, om det er økologisk, og det er det nu.”
Det med naturpleje kom lidt ind ad bagdøren for Michael Baun, der blev uddannet som lastvognsmekaniker i 1997, og i 1999 åbnede han en maskinstation med en ballepresser samt en traktor og en grønthøster, han havde købt af sin far, der havde en gård i nærheden. I 20 år har han høstet og slået græs for øens landmænd, men for et par år siden blev han hyret af skovvæsenet til at rydde et stort areal midt på øen.
”Det område er i dag lidt min øjesten, for nu kan jeg jo se, at det er blevet flot. Da jeg gik i skole, var vi med til at plante træer derude på grund af sandfygning, så da de ringede og spurgte, om jeg ville være med til at knuse det, sagde jeg først nej. Det grinede vi meget af. Og folk var helt oppe at køre, for nu ville det hele blæse væk, fordi de lavede hul på sandet. Men det er jo godt, at der er hul på klitterne, for det skaber en masse biodiversitet, som også er et nyt ord, jeg har lært. Der er en masse insekter og ting og sager i det, og det er der, vi skal hen – have en masse forskellig natur,” siger Michael Baun.
Bente Villadsen, der lige har været ude for at ekspedere en kunde i gårdbutikken, er vokset op på en gård på Andrup-Tarp-egnen nord for Esbjerg. Som 17-årig kom hun til Fanø, hvor hun havde fået en læreplads hos en nu tidligere slagter i Hovedgaden i Nordby.
”Jeg skulle bare være her i de tre et halvt år, det tog at blive butiksslagter, og så skulle jeg ikke bo på Fanø mere. Det er så 34 år siden. Men så mødte jeg ham, som jeg fik mine to sønner med, og nu har jeg fire børnebørn,” siger Bente Villadsen, der fandt sammen med Michael Baun for 10 år siden.
”Da jeg flyttede hjemmefra og havde boet på en gård hele mit liv, skulle jeg i hvert fald aldrig bo på en gård igen. Jeg var teenager, og det var bare træls at bo så langt ude på landet. Men så mødte jeg Michael, og så ændrer man nogle gange holdning. I første omgang købte vi stedet her, fordi vi gerne ville ud at bo på landet, men ikke nødvendigvis have dyr,” siger hun, og Michael Baun bryder ind:
”Det er lidt sjovt, for da vi købte ejendommen, sagde Bente: ’Nu sniger der sig ikke nogle dyr ind, vel?’ ’Nej, nej’, men det gjorde der så alligevel.”
Planen var, at de skulle have ejendommen, så der var plads til maskinstationen, og hun skulle fortsætte med sit arbejde hos Slagter Christiansen inde i Nordby.
Jorden, der hørte til gården på Postvejen, var forpagtet af Michael Bauns forældre. Men så blev faderen syg. Og de overtog hans 43 køer.
”I dag er han dybt dement og bor på plejehjemmet i Nordby. Det er en sørgelig sygdom. Jeg har passet markarbejde for min far altid, så derfor var det oplagt at overtage de dyr,” siger Michael Baun, og Bente Villadsen tilføjer:
”Og det er jeg glad for nu. Jeg skulle også finde på noget andet at lave, for jeg kunne ikke holde til at være i slagterforretningen. Det er fysisk meget hårdt. Jeg stoppede i februar 2017 og kom hjem for at være en del af det her, som efterhånden havde udviklet sig til mere end en maskinstation, fordi der også var kommet køer til.”
Men hun ville også gerne have nogle får og købte i første omgang tre får og en vædder af merinoracen.
”De har noget fantastisk uld, og planen var, at vi skulle lave noget uld, så vi havde noget garn til os selv sådan lige til en trøje. Men så fik de lam, og vi beholdt pigelammene og fik vædderen slagtet og købte en ny. Så begyndte jeg at sælge af garnet, fordi der var mere, end jeg selv kunne bruge. Og da jeg åbnede gårdbutikken, begyndte folk at efterlyse lammekød. Sidste år tog vi konsekvensen af det og købte texelfår, som er en decideret kødrace. Nu har de fået lam, som er klar til september. Så da begynder vi at have vores eget lammekød.”
Gårdbutikkens kød er af egen avl og slagtet, udskåret, forarbejdet og pakket på Tistrup Slagteri ved Varde, mens ulden fra merinofårene bliver spundet på Hjelholts Uldspinderi i Hesselager på Fyn.
Foruden afgræsning og rydning omfatter naturplejearbejdet også såkaldt tudseskrab.
”Af Naturstyrelsen blev jeg hyret til at lave nogle vandhuller, i alt 42 tudseskrab, ude i et område. Nu vil Nationalpark Vadehavet så have lavet nogle flere, hvor jeg har tilbudt nogle arealer og at være med til at lave dem. Det er også godt, og det bliver ikke på en græsmark, hvor der skal gå dyr, men steder, hvor de kan være,” siger Michael Baun.
For tiden arbejder han med et nyt projekt med helårsgræsning, hvor dyrene ikke skal fodres om vinteren, og hvor der vokser pil, som er noget, køerne gerne vil have.
Spørger man, om det ikke er hårdt arbejde at drive en virksomhed med så mange gøremål, lyder svaret fra Michael Baun:
”Der er nogle dage, hvor vi ikke får ret meget søvn. Der er altid noget at gøre.”
Bente Villadsen supplerer:
”Der er tusinde steder, vi gerne vil rydde op, men døgnet har kun 24 timer. Og det kan ikke nytte, at vi siger til de landmænd, der vil have Michael til at komme og lave noget markarbejde, at det kan vi altså ikke i dag, for vi skal rydde op. Så ringer de nok til en anden maskinstation. Dyrene skal selvfølgelig passes, men oprydning bliver nok lidt nedprioriteret.”
”Til gengæld er det en kæmpe tilfredsstillelse at have sin egen virksomhed. Jeg lagde også rigtig meget i det hos slagteren, men jeg kan da godt mærke, at det er federe at arbejde for os selv, selv om det er mange flere timer. Man giver den lige en ekstra skalle. Når jeg sælger kød, siger jeg til folk, at hvis det kød, de får, ikke er tilfredsstillende, vil jeg gerne have, at de kommer tilbage og siger det og får pengene tilbage eller et nyt stykke kød. For jeg kan også komme til at sælge en sej bøf. Det kan vi ikke garantere. Jeg har prøvet det en eller to gange, og så har jeg prøvet tusinde gange, at folk kommer tilbage og siger, at ’nej, hvor var det lækkert’.”
Hun har også en bemærkning til tidens negative syn på køers CO2-udledning.
”Jeg kan godt lide naturen, og jeg synes, vi skal værne om den. I forhold til miljø- og klimaspørgsmål er køer meget udskældte for tiden, hvor jeg tænker, at man også skal prøve at kigge på nogle andre ting. Ikke at man ikke skal kigge på kreaturerne, men jeg har for eksempel købt noget peberfrugt, der er blevet fløjet hjem fra Spanien. Så det er ikke kun de køer, som det går rigtig hårdt ud over lige nu. Og i øvrigt så plejer de også naturen, som ikke vil blive plejet, hvis man nærmest forbyder at holde køer.”
Michael Baun er særlig tilfreds med at vide, at kødet er noget, de selv har lavet.
”Det er os, der har gået og klappet den ko bagi. Og så nyder jeg at være ude i den meget forskellige natur med skov, hede, klitter og klitlavninger – og træerne står ikke højre ret, det er vild natur. Når man har kørt hele dagen for bønder, og telefonen hele tiden ringer, så kører man derud, hvor telefonen alligevel ikke virker. Så kan man gå og slappe af og banke nogle pæle ned. Det er det fede ved det. Også at se, hvordan dyrene har det, og at man kan kalde på dem, og de kommer. Og så komme hjem og sidde og snakke om, hvordan det er gået, og Bente er helt oppe at køre over, hvad hun har solgt i butikken og alle de positive tilkendegivelser, hun har fået. Det er det hele værd.”