Det er søndag eftermiddag, og foran Helligåndskirken i det indre København vil flere kirkegængere have fotos sammen med dagens prædikant. Det er Grønlands nye biskop, og hun har lige forestået den første grønlandske gudstjeneste i Danmark siden adventstiden sidste år. Fra prædikestolen mindede hun kirkegængerne om, at de aldrig er glemt. At de ved deres dåb er blevet del af et fællesskab, som de kan støtte sig til. For Gud er altid med dem, uanset hvor de er, uanset hvordan de har det, og uanset hvor langt de er fra deres familier.
Den 1. december trådte 44-årige Paneeraq Siegstad Munk til som ny biskop over folkekirken i Grønland og afløste dermed Sofie Petersen, der gik på pension efter at have siddet i embedet siden 1995.
Indtil videre er hendes bispevielse på grund af pandemien udsat til sommeren, men i sidste uge deltog hun for første gang fysisk i bispemøde med rigsfællesskabets andre biskopper. Denne søndag har hun sagt ja til at tale med Kristeligt Dagblad om sit liv, sin tro og sit virke. Om at miste en mor og om at være en. På over tre tusind kilometers afstand.
De første fem måneder som biskop har været præget af rejser rundt i Grønland. For stiftets største udfordring er, siger Paneeraq Siegstad Munk, en stor præstemangel. Og 94 procent af befolkningen er medlem af folkekirken. Hun har derfor rejst rundt for at forkynde evangeliet.
”Folk tager godt imod mig,” siger hun.
”De er søde, og det er, som om de alle sammen kigger på mig og er spændte på, hvad jeg vil gøre.”
På bispemødet forleden orienterede hun om problemerne med præstemangel i Grønland.
Den nye biskop har tidligere givet udtryk for, at hun er mere økumenisk indstillet end sin forgænger, der har langet ud efter frikirker i Grønland. Og blandt de ting, Paneeraq Siegstad Munk vil ændre på i folkekirken i Grønland, er blandt andet, at grønlandsksprogede materialer skal styrkes, at kateketer skal uddannes bedre, og at kirken i højere grad skal deltage i debatten. På bispemødet oplevede hun som så mange gange før, at hun som grønlænder er anderledes end sine nye bispekolleger.
”Nu har jeg vænnet mig til at være i selskab med danskerne. Når jeg er på besøg hos min far, behøver vi ikke sige så meget. Vi gør bare, som vi gør. Men danskerne taler meget. De sætter flere ord på tingene. Så kan man diskutere, om det er godt eller skidt at sætte ord på tingene. Det er jeg ikke færdig med at tænke over.”
Paneeraq Siegstad Munk voksede op som den yngste af fire søskende i bygden Attu i Diskobugten på Grønlands midtvestkyst.
”Uden at vide det var mine forældre nok tættest på grundtvigsk kristendom. Men for min mor var det også vigtigt, at jeg var bevidst om mine forfædre og inuitkulturen.”
Slægten var fangere. På faderens side jagtede de landdyr – rensdyr og fugle, på moderens side havdyr som sæler og hvaler. Faderen selv arbejdede i den lokale dagligvarebutik, og moderen var hjemmegående. I bygden var der en enkelt, der kom på universitetet, og det fascinerede den unge Paneeraq Siegstad Munk. Hun var også præget af moderen, der havde ønsket en uddannelse, men som var blevet nægtet det, fordi hun som den ældste skulle blive i sin hjembygd som ung og tage sig af sine små søskende. Derfor var moderen optaget af, at hendes egne børn fik en uddannelse. Paneeraq Siegstad Munk flyttede således på kostskole som 13-årig for at færdiggøre folkeskolen, så på kostgymnasium og siden på sommersprogskole på Kalø i Danmark for at blive bedre til dansk.
”Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle læse psykologi eller teologi. Uden at vide helt, hvordan det så ud i den voksne verden, tænkte jeg, at psykologer må være nogle, der taler med folk, der er kede af det. Jeg tænkte på, om der fandtes et fag, som lignede det, men hvor der også skete sjove ting. Så tænkte jeg på vielser og barnedåb. Aaaarh, præst!”
Paneeraq Siegstad Munk blev en af de to første, der blev uddannet på den nye bacheloruddannelse i teologi på Grønlands Universitet i Nuuk. Kandidatuddannelsen måtte hun til København for at læse, og da hun blev tilbudt at bo på det gamle kollegium Regensen i midten af byen, sagde hun klart nej. Hun måtte have mere natur omkring sig. Derfor endte hun på et kollegium i Albertslund, og selv om det måske ville være en tilsnigelse at sammenligne landskabet der med det, hun kom fra, så kunne hun i hvert fald trække vejret.
Det var spændende og et kulturchok uden lige at komme til Danmark. Hvor hun var vant til at være få studerende om en underviser, sad hun nu i fulde auditorier, og det hele gik så stærkt, at hun sjældent nåede at mæle et ord selv. Hun valgte kurser med undervisere, som havde været på besøg på universitetet i Nuuk, og som hun derfor var tryg ved. En af dem var den daværende lektor i Ny Testamente Lone Fatum. Paneeraq Siegstad Munk fik en aftale med hende om, at hun kunne komme forbi lektorens kontor en gang om ugen og få en snak. Det har sat et stort aftryk i hende, at en underviser på den måde ville tage sig af hende, og måske af samme grund, siger hun, er hun tryggere ved Det Nye Testamente end ved Det Gamle.
”Der har altid været nogle, der har været søde ved mig og hjulpet mig igennem.”
Paneeraq Siegstad Munk fremhæver selv, at hendes liv altid har været præget af splittelse eller med et pænere ord omstilling. Et meget aktuelt eksempel på det er, at hun efter en overnatning i København denne søndag vil tage til Bornholm, hvor hendes mand og to sønner på 13 og 15 år bor. De flyttede dertil i januar 2019. Dels fordi hendes mand havde behov for at blive behandlet i det danske sundhedsvæsen, og dels fordi de ønskede at give deres sønner en bedre skolegang i Danmark end den, de fik i Qaqortoq (Julianehåb) i Sydgrønland, hvor Paneeraq Siegstad Munk på det tidspunkt var provst. Hendes mand er dansk, og især den ene af sønnerne er lys i huden. Det blev de mobbet med i deres sydgrønlandske skole, siger hun. Familien har ikke nogen slutdato for, hvor længe de skal leve adskilt. Den ældste søn skal i hvert fald gå på gymnasiet i Rønne. Det er ikke nemt, siger hun. Drengene vokser og bliver pludselig sådan nogle store nogle, som ikke længere vil nusses.
”Nogle gange er jeg fortvivlet og ved ikke, om jeg har kræfter til det. Men det løser sig. Jeg sætter pris på, at drengene er sunde og raske og kan gå i gode skoler. Og min mand er glad for sit arbejde på Campus Bornholm. Jeg aner ikke, om det kan blive ved med at gå, men indtil videre kan vi godt finde ud af det.”
Det lyder ikke desto mindre som en forholdsvis rodløs tilværelse uden eget permanent hjem og med familien tusindvis af kilometer væk.
”Måske. Men jeg føler, det styrker min tro. Jeg må stole på, at det nok skal gå. Det er måske langt ude. Men når man leder efter de negative ting, skal man nok finde dem. Men jeg sætter pris på, hvad jeg får. Og så går det.”
Hun peger på sit ophav som årsagen til, at hun kan holde ud.
”Jeg tror, en af styrkerne ved at være fra Grønland, er, at man kan hoppe ind i en ny situation og omstille sig. Og det er blevet en del af mit liv, at jeg flytter rundt.”
Hun glæder sig dog over, at man på Bornholm aldrig er langt væk fra vand.
”Når jeg ikke har set vand i længere tid, føler jeg, jeg ikke kan være i mig selv. Synet og duften af havet giver mig ro.”
Lad os blive ved havet. Der findes en inuitmyte om havets moder. I en version fortælles det, at en pige ikke ville giftes. Hun blev kastet over bord fra en båd af sin far, og da hun klamrede sig til den, skar han hendes fingre af. Hun sank ned til bundet af havet, og hendes fingre blev til fangstdyr. Det siges, at når dyrene ikke behandles med respekt, udebliver de. En anden inuitfortælling handler om, hvordan solen og månen blev skabt. En pige oplevede, at en mand kom i ly af mørket for at ligge med hende. En nat smurte hun sod i hans ansigt, og da det blev lyst, opdagede hun, at det var hendes bror, hvis ansigt var beskidt. Hun greb og tændte en fakkel og løb op på himmelbuen, hvor hun som solen stadig forfølges af sin bror. Han, Månen, nåede ikke at få ligeså godt gang i sin fakkel, inden han fór til himmels.
Paneeraq Siegstad Munk kritiserede allerede som studerende folkekirken i Grønland for at undsige sig inuitkulturarven. Til Kristeligt Dagblad sagde hun i 2001:
”Mange har sagt, at den gamle inuitreligion har indeholdt noget dæmonisk, men det passer ikke. Der er blot tale om et andet syn på livet. Og her kan kristendommen lære meget. Man skal lytte mere til naturen i stedet for at prøve at kontrollere den. For eksempel ved katastrofer skal man lytte til, hvad det er, naturen vil sige.”
Hun skrev bacheloropgave om forholdet mellem kristne og inuti-skabelsesberetninger – en opgave, der under bispevalgkampen sidste år i øvrigt blev centrum for debat, da hun ifølge avisen Sermitsiaq blev anklaget for eksamenssnyd af bispekontoret. Hun og universitetets rektor, Gitte Adler Reimer, afviste anklagerne. Personalet på bispekontoret er blevet udskiftet i forbindelse med, at Paneeraq Siegstad Munk er blevet biskop. Hvordan betragter hun i dag forholdet mellem den grønlandske inuit-kultur og kristendommen?
”Når vi ser på, hvor mange der begår selvmord i Grønland, tror jeg, meget af det skyldes forvirringen ved blanding af to kulturer. Hvis vi som grønlændere vidste mere om begge vores rødder, ville det styrke livsforståelsen. Så et eller andet sted synes jeg ikke, inuit og kristendom er modsætninger. Men tilbage fra Hans Egedes tid har man sagt, at alt, der ikke er kristent, ikke er godt. Derfor er alt inuit blevet skubbet væk og kaldt ugudeligt.”
Som præst bruger hun dog bevidst ikke eksempler fra inuit-myter og lignende.
”Jeg føler, det forstyrrer mere, end det gavner, når jeg forkynder evangeliet.”
Hun sukker:
”Man kan godt have flere kulturer i sin verdensopfattelse. For eksempel er det hyggeligt at samles i vintermørket og høre alle de gamle myter. Man underholder hinanden med sådan nogle ting. Men det er ikke nødvendigvis i strid med, at man tror på Jesus Kristus.”
Ser du inuitmyterne som gode historier, eller hvordan skal det forstås?
”Jeg vil ikke undvære dem. Jeg opfatter det, som om at der er forskellige verdensopfattelser, og vi kan være i de forskellige rum nogle gange. Når jeg har præstekjole på, er jeg helt bevidst om, hvad jeg forkynder. Men når jeg er til konfirmationsfest, har jeg ikke noget imod at synge ’Ajaajaa’ (traditionel inuitsang, red.) til en trommesang, for eksempel.”
Spørger man Paneeraq Siegstad Munk, hvordan hendes gudsforhold er, siger hun, at hun tror på, at ”Jesus er Guds søn. Og vor frelser”.
”Mit nære forhold til mine forældre gør, at jeg tænker det med. For som barn vidste jeg, at det tryggeste var mor og far. Det gør det nemmere at give mig hen til Guds kærlighed.”
Derfor betragter hun det også som den største sorg i sit liv, da hendes mor døde i maj 2019. Moderen var først kateket og sidenhen præst, og de to havde det meste til fælles. Planen var, at Paneeraq Siegstad Munk skulle møde sin mor i lufthavnen i Søndre Strømfjord. Sammen skulle de flyve til Danmark for at deltage i hendes ældste søns konfirmation. Men på skibet på vej til Søndre Strømfjord, på vej til at mødes med sin datter, stoppede moderens hjerte. Det, der skulle have været en glædelig familiebegivenhed, blev erstattet af chok og sorg. Paneeraq Siegstad Munk tog til sin hjemby for at begrave sin mor for efterfølgende at ile til Bornholm og nå konfirmationen – dog uden hele sin side af slægten, som var blevet tilbage i Grønland efter dødsfaldet.
”I dag er det gået op for mig, at jeg ikke behøver at være ked af, at jeg er langt fra hendes gravplads. Nu er det ligesom mere åndeligt, jeg kan være sammen med hende. I de sange, hun kunne lide, den mad, hun lavede, og i de ord, der kommer ud af min egen mund. Min mand siger også, at jeg ligner hende meget.”
På hvilken måde?
”Hun var viljestærk. Hun gav ikke op så let. Hun var omsorgsfuld. Den kæmper jeg lidt med, for nogle gange tænker jeg: Gad vide, hvad andre tænker om min omsorgsfuldhed, når mine børn er i Danmark, og jeg er i Grønland? Kan man være omsorgsfuld så langt væk fra? Men det mener jeg, at jeg er. For jeg stoler på, at min mand gør sit bedste, og jeg ved, at det også er omsorg at skabe en god fremtid for dem. Og så har vi et aftenritual, hvor vi taler om dagen, der er gået.”
Hun har lært sine børn at gøre det, hun måske selv vil betegne som dansk – at sætte ord på deres følelser.
Hvis de ikke var i stand til det, ville hun ikke kunne følge ordentligt med på så lang afstand.
”Og så siger jeg til dem, at de skal børste tænder og vaske sig i ansigtet og gå i seng,” ler hun.
Hun fortæller, at hun sommetider tænker på, om hendes yngste søn var for lille, da familien blev adskilt. Skulle der være en fortrydelse i hendes liv, eller i hvert fald en tvivl, så ville det blive den.