”Forbered dig på at tage en alvorlig samtale med ham.”
Den yngste, studenten, har skrevet til sin sponsor og anmodet om et økonomisk tilskud. Hans sponsor, fruen, skriver til mig og beder mig overtage sagsbehandlingen. Dels fordi hun ikke er hjemme, dels fordi hun mener, at det er på høje tid, at jeg udviser en smule autentisk faderlig autoritet.
”Du skal bakke mig op. Sig, at han skal finde et fritidsjob,” skriver fruen.
Jeg lyst til at påpege, at det er vanskeligt for en mand at udvise autentisk faderlig autoritet på kommando, men beslutter, at det nok vil være uklogt.
”Ok,” skriver jeg.
Det sker regelmæssigt, at den yngste er flad sidst på måneden. Denne gang falder sidst på måneden den 5., hvilket er rekord.
”Den lille skid påstår, at han har brugt pengene på bøger. Sig til ham, at han skal finde et job,” skriver hun.
”Ok,” skriver jeg.
”Hvad som helst. Han skal ikke være kræsen,” skriver hun.
Kort tid efter får jeg en besked fra den yngste:
”Har mor briefet dig?”, skriver han.
”Ja. Vil du have skideballen på Skype nu?”, spørger jeg.
”Den har jeg fået af mor, men o.k., hvis du insisterer. Her er lidt materiale, så du kan forberede dig.”
Han sender sin seneste bankudskrift, hvoraf det fremgår, at han har formøblet månedens SU på husleje, bøger til teologistudiet, et beskedent bidrag til en humanitær organisation samt to øl på en café. Det er ikke et optimalt fundament for en skideballe. Jeg beslutter at bygge anklageskriftet op omkring de to sidste poster samt det faktum, at han ikke har fundet et fritidsjob endnu. Jeg ringer ham op.
”Du har ikke råd til at gå på café og drikke øl. Du er nødt til at få styr på dit privatforbrug.”
Jeg siger det med al den autoritet, en mand, der aldrig selv har fået styr på sit privatforbrug, kan mønstre.
”Og du kan ikke give penge til u-landene. Det er ligesom med iltmaskerne i et fly: Hjælp dig selv, før du hjælper andre.”
Jeg er ikke sikker på, hvor den metafor kom fra, men jeg er ved at være oppe i omdrejninger.
”Og så er det på høje tid, at du ...”
Han afbryder mig:
”... får et job. Og jeg skal ikke være kræsen. Og ja, jeg er i gang med at søge.”
Der opstår en pause, mens jeg overvejer, hvordan jeg kan genvinde initiativet. Emnet forekommer mig at være udtømt.
”Nå, men hvor meget skal jeg sætte ind på din konto?”, spørger jeg.
En uge senere sidder fruen og jeg og ser tv, da jeg får en besked på min iPhone:
”Så har jeg fået arbejde.”
”Så har han fået arbejde,” siger jeg til fruen.
”Det var på høje tid. Hvor?”, siger hun.
”Tillykke. Hvor?”, skriver jeg.
Han sender et link til en artikel i en lokalavis om en bodega, som hedder Laredo, og som for nylig er blevet overtaget af et par, der hedder Kenneth og Linda. Der er et foto af ejerne bag bardisken. Hun er meget solbrændt, han er meget tatoveret, begge er meget store.
”Jeg ved, hvad du tænker, men de virker faktisk o.k.,” skriver den yngste.
”Hvor?”, spørger fruen igen.
Jeg rækker hende min iPhone.
”Det er nu, du skal huske, at vi sagde, han ikke skulle være kræsen,” siger jeg.