Prøv avisen
Interview

Lærer: Det største chok kom, da de så mit tørklæde

I dag er Amal Najjar lærer på selvsamme skole, hun i 1987 begyndte på som elev, Tovshøjskolen i Aarhus. Dengang var hun den eneste elev med ikke-vestlig baggrund. I dag er stort set alle elever indvandrere eller efterkommere.

Da Amal Najjar var 10 år, startede hun på Tovshøjskolen i Gellerup i Aarhus som den eneste indvandrer i klassen. Lidt over 30 år senere er hun lærer på samme skole, men i dag er næsten alle elever af anden etnisk herkomst

Amal Najjars far havde på forhånd sagt til hende, at hun ikke skulle tage tørklæde på, da hun i 1987 skulle starte i en dansk folkeskole på Tovshøjskolen i Gellerup i det vestlige Aarhus. Hvis hun skulle gøre det, skulle det være af lyst, og hun skulle være i stand til at forstå og redegøre for, hvorfor hun bar tørklædet. Så hun kunne fortælle sine nye danske klassekammerater om årsagen og føle sig tryg ved det. Det var den blot 11-årige pige altså endnu ikke på det tidspunkt.

Familien var lige ankommet fra Libanon som flygtninge fra den borgerkrig, der dengang hærgede landet. Amal Najjar var den eneste indvandrer i klassen. Det var et kulturmøde i klassisk forstand, husker hun.

”Det var jo helt anderledes dengang,” siger Amal Najjar.

”Jeg kendte slet ikke noget til deres verden. Det var skræmmende. Jeg var meget chokeret, og det var de sådan set også, for der var ingen andre end mig med muslimsk baggrund.”

I dag er Amal Najjar lærer på skolen, hvor elevsammensætningen har ændret sig drastisk. Næsten alle elever har nu indvandrerbaggrund.

Amal Najjar kan derfor fortælle en historie om indvandring og kulturmøder fra begge sider. Om at skabe forståelse hos de nye danske skolekammerater i et land, der endnu ikke var præget af multikultur, men også, hvordan rollerne er byttet om, så hun i dag forsøger at give tolerance og viden videre til unge muslimer, der ikke altid viser den største interesse for Danmark, kristendommen og velfærdssamfundet.

Hun kom til landet, dengang debatter om svinekød i folkeskoler, burkaforbud og assimilation af indvandrere stadig var fjern fremtid. Og det var med nervøse skridt, hun trådte ind på Tovshøjskolen.

”Min lærer havde selvfølgelig forberedt klassen på, at sådan en som mig kom, og hvordan de skulle tage imod mig,” siger Amal Najjar, der dog fra start kunne mærke, at hun var anderledes:

”Men det største chok kom efter et par måneder, hvor jeg begyndte at gå med tørklæde. Det var et chok for alle, for der blev de andre elever konfronteret med religionen og ikke bare personen. På det tidspunkt var der heller ikke mange af sådan nogle som mig, det var ikke ligesom nu. Og det var vigtigt både for mig og dem, da min lærer spurgte mig, om det var ok, jeg stod frem og fortalte om det og besvarede spørgsmål. Det var der, kulturmødet var størst,” siger Amal Najjar.

Spørgsmålene fra klassekammeraterne står tydeligt i hendes hukommelse. Havde hun mon også tørklædet på derhjemme? Ville hun sove med det på, når hun engang fik en mand?

”Det fortæller noget om, hvor uvidende folk var omkring det. Men jeg følte, det var en god måde at gøre det på,” siger Amal Najjar.

Hun fik venner og veninder, gik til børnefødselsdag hos de andre og inviterede dem hjem til libanesiske delikatesser. Men forholdet til klassekammeraterne ændrede sig i løbet af teenageårene.

De andre gik til fester, drak alkohol og fik kærester, og om mandagen gik snakken lystigt om weekendens eskapader. Her var Amal Najjar hensat til sidelinjen.

”Udfordringerne var der hele tiden. Du skal tænke på, at mens man går i skole, er der masser af sociale relationer, der skal etableres. Oveni er man ved at udvikle sin egen identitet, og det er en ordentlig krig at komme igennem. Jeg havde masser af konfrontationer, når jeg var sammen med andre danskere, for de repræsenterede jo en anden kultur og forståelse for, hvordan man skulle leve som teenager. Mandag morgen skulle jeg høre mine venners historier om, hvor de havde været til fest, kærester, de havde været sammen med, og jeg sad jo bare og lyttede,” siger Amal Najjar og påpeger, at det var med til at skabe et skel. Hun oplevede det også, da hun tog 10. klasse på Hasle Skole, hvor der var deciderede grupperinger mellem ”indvandrerne og danskerne”:

”Traditionerne, religionen, baglandet og opdragelsen træder mere frem i teenageårene. 10. klasse var meget svær for mig, men det gjorde det lettere, at jeg havde fire-fem personer, der havde indvandrerbaggrund ligesom mig. Vi holdt sammen, og de andre holdt sammen. Men pauserne og gruppearbejdet var noget af det værste, hvis man ikke lige havde hinanden. Så stod man jo og spurgte efter, hvem der havde lyst til at have mig med,” siger Amal Najjar.

Selvom ungdomsårene udstillede forskellene mellem de etnisk danske personer og dem med ikke-vestlig baggrund, var der ikke tale om deciderede konflikter eller uvenskaber. Der var stadig plads til at få besøg af skolekammeraterne, og hver onsdag holdt Amal Najjar madklub med veninder fra klassen.

”Men det var lidt anderledes, for dengang var sådan nogle som os spændende. Vores mad var spændende, vores måde at leve på var spændende. Jeg fik som barn den glæde, at jeg fik den opmærksomhed. Sådan er det jo ikke i dag,” siger Amal Najjar.

For indvandrere er ikke længere et særsyn i Danmark. Og det giver, siger Amal Najjar, udfordringer. Særligt på skoler som den, hun underviser på.

Det oplevede hun allerede, da hun blev ansat på Tovshøjskolen i 2004. De ”uskrevne regler” har ændret sig, fortæller hun, for der er en helt anden elevgruppe med primært muslimsk baggrund.

”Det har været svært at have det kulturmøde inden for min egen kultur,” siger hun og uddyber:

”Den danske tankegang har jo haft sin indflydelse på min identitet. Så når jeg skal være lærer for de her børn, hvis forældre har det samme bagland som mig, er jeg mange gange fra børnene blevet mødt med: ’Se hende den integrerede, hun tror, hun er noget’, fordi jeg ikke nødvendigvis ser tingene, som de gør.”

Hun forsøger at bruge sin baggrund til at indgå i en dialog med de unge i dag - også om deres møde med mennesker uden for skolen. Tænker tilbage på sin egen skolegang og det kulturmøde, både Amal Najjar og hendes klassekammerater oplevede, da hun ankom.

”Eksempelvis har jeg undervist i kristendom i en periode. Og så er jeg tit stødt ind i den med, at jeg jo er muslim. Jeg siger ja, men jeg ved også, at ifølge islam skal man faktisk vide noget om andre religioner,” siger Amal Najjar.

Når Amal Najjar kigger på sin egen historie, ser hun også en større fortælling om indvandringen i Danmark. For i takt med, at så mange kulturer og etniciteter er kommet til, bliver vi i højere grad nødt til at italesætte kulturmødet. For det ender ofte med at være ”fastlåst”, mener hun.

”Noget, der har gjort mig rigtig træt i forhold til min baggrund, er, at det så mange gange har været svært for mig at passe ind. Det er tit forbundet med kulturmødet, og det irriterer mig, at man ofte får det der kunstige smil, fordi folk vil gerne være søde. Så siger jeg tit til dem: Kom nu videre, jeg har været her nok tid. Derudover drejer kulturmødet sig også tit udelukkende om mad. Vi burde være bedre end det.”

”Det er altid sådan noget med, at hummus smager virkelig godt, men andet interesserer ikke folk. Gå nu i stedet bag facaden og hør, hvad folk har mellem ørerne,” siger Amal Najjar.

Amal Najjar er her fotograferet som 11-årig i 1987, da hun sammen med sin familie lige var kommet til Danmark. I hjemmet bar hun tørklæde, men der gik flere måneder, før hun tog det på foran sine nye klassekammerater. – Privatfotos.