Karoline mistede sin bror ved togulykken på Storebæltsbroen: Det store skrigende savn er forfærdeligt

Den 2. januar 2019 mistede Karoline Dahrling Hughes sin lillebror Kasper, der var en af de dræbte i togulykken på Storebæltsbroen

”Jeg var så glad for, at min lillebror nu var blevet voksen. At vi var begyndt at komme tæt på hinanden som venner også. Ikke kun som storesøster og lillebror. Stolt over, at det nu var ham, der stolt og kompetent viste os rundt på Grønland, da vi var deroppe og besøge ham for et par år siden.” – Privatfoto.
”Jeg var så glad for, at min lillebror nu var blevet voksen. At vi var begyndt at komme tæt på hinanden som venner også. Ikke kun som storesøster og lillebror. Stolt over, at det nu var ham, der stolt og kompetent viste os rundt på Grønland, da vi var deroppe og besøge ham for et par år siden.” – Privatfoto.

Vi sagde farvel til hinanden den 28. december efter en rigtig dejlig jul. Kasper havde været her hos os i Hjørring, og nu skulle han til Aarhus for at fejre nytår sammen med sine venner. Den 2. januar gik turen så tilbage til Nuuk i Grønland, hvor Kasper arbejdede som projektleder inden for sundhedsområdet.

Jeg gav ham et kram, men det blev lidt halvt, så jeg fik lyst til at løbe tilbage og give ham et ordentligt, kæmpe knus. Men så bremsede jeg mig selv. Vi sås jo snart igen. Han kom tilbage til Danmark senere på måneden, og det var også så typisk mig altid lige at ville holde lidt længere på ham – og på den måde forhåbentlig lade ham, min lillebror, forstå, hvor vildt meget han betyder for mig. Så kørte han. Og jeg glædede mig allerede til at se ham igen.

Jeg var syv år, da Kasper blev født. Mine forældre blev skilt, da jeg var to år, og det var ikke en lykkelig skilsmisse. Min mor og far blev boende i Hjørring begge to, men vi har aldrig kunnet holde fælles fødselsdage, konfirmationer eller andre mærkedage. Og da jeg var enebarn, blev det derfor to meget adskilte verdener, jeg voksede op i. Men så kom Kasper. Min mor og stedfar fik en søn, og jeg fik en lillebror. Helt fra begyndelsen blev jeg nok som en ekstra mor for ham, og da han blev større, er det sikkert blevet lidt irriterende for ham med min evige omsorg og bekymring. Kasper var med det samme det dyrebareste i hele min verden, og sikkert derfor udviklede jeg også en form for angst, hvor jeg altid i min barndom var bange for at miste ham. Altid så bange for at han skulle dø. Hver aften kiggede jeg derfor en ekstra gang ned i hans seng for at sikre mig, at han nu også trak vejret.

Om morgenen den 2. januar poster Kasper et foto på sin Instastory. Han sidder i toget, der kører fra Aarhus til København. Det er onsdag, og senere samme dag skal han med flyet fra Kastrup til Grønland.

Og så begynder nyhederne ellers at rulle om en togulykke, og min verden krakelerer.

Jeg husker de næste to døgn som én lang rutschetur mellem katastrofetanker og håb. Fra det ene yderpunkt til det andet. Hele tiden kører radioen og tv’et. Vi får kun vores informationer gennem medierne og svæver i uvished. Vi håber og tror, at Kasper selvfølgelig ikke er blandt ofrene. At han næste gang, han kommer hjem, kan fortælle om at have været passager på netop dét tog. Eller måske nåede han et tidligere tog. Det kan være, at han allerede er i lufthavnen. Eller i flyet. Men hvorfor hører vi så ikke fra ham?

Timerne går. Stadig ingen meldinger. Nye overlevelsestanker melder sig. Måske er han bare bevidstløs, glemt på sygehuset eller netop udskrevet fra krisecentret. Måske går han konfus rundt i Nyborg med hjernerystelse. Jeg ringer flere gange til både politi, sygehus og det oplyste krisenummer. Men ingen kan sige noget. Og med tiden svinder vores håb.

Der går 48 timer, før vi får besked. Min lillebror blev kun 30 år.

Mit eget fokus var primært på mine børn. De er syv og ni år og havde jo set vores panik, vores vekslen mellem håb og frygt, og jeg følte nærmest skyld over alt det, de havde været vidner til. Så mit fokus var mest på dem og så på min stedfar, som jo havde mistet sit eneste blodsbeslægtede barn, og på min mor, der nu skulle bære så stor en sorg. Jeg havde svært ved at gå ind i min egen sorg.

Min mor og stedfar kunne ikke holde ud at være hjemme. De tog begge på arbejde. Mens alt stadig var forvirring. For at komme væk fra de tanker, der bare kørte rundt og rundt i vores hoveder.

Der findes jo ikke en ”manual” i forhold til, hvordan man tackler det, når ens elskede lillebror pludselig bliver slået ihjel i en togulykke, og der dukker heller ikke en email op i eBoks med tilbud om sorggrupper eller anden hjælp til at klare det ubærlige. Og selvom jeg ikke har ”lyst til” at være den hårdføre type, der bare siger ”at livet går jo videre”, så er det åbenbart sådan, vi gør i min familie. Så jeg tog også selv på arbejde igen om mandagen. Jeg har studerende, der skal til eksamen, og skolen er i forvejen nede på bemanding, så jeg ville ikke sætte min chef i en dårlig situation. Og måske kan arbejdet bedøve min hjerne og mit hjerte.

Men faktisk føler jeg, at vi stadig, her tre måneder efter, er i chok. Og mange gange har jeg tænkt, at vi måske vågner en morgen og pludselig ikke længere kan rejse os. At det med bare at klø på, levere og præstere er for hårdt.

Det virker også fuldstændig absurd, at man kan miste et menneske, der er så vigtigt for en, og så suser alting bare alligevel videre. Også dem, der er tæt på. Men det er, som om vi her i familien ikke rigtigt kan finde ud af at tage fat på den snak om sorgen, om minderne og savnet. Vi tager hensyn til hinanden og er bange for, at det kommer til at gøre for ondt på den anden at tale om det. At græde i kor får ham jo ikke tilbage, og selvom jeg har brug for det, er det svært at bede nogen om. Derfor siger jeg heller ikke til min mor: ”Jeg har brug for et kram. Jeg har brug for, at vi taler om Kasper,” for jeg vil jo ikke gøre hende ked af det. Men jeg tror, man går endnu mere i stykker, hvis man ikke kan være fælles om savnet og græde. Derfor bliver det så en tilfældig pædagog i børnenes sfo, der får alle tårerne og tankerne – fordi det lige var ham, der turde spørge. Og tilbød at lytte.

Lørdagen efter holdt vi en lille mindehøjtidelighed, først i kirken og bagefter her i mit hjem. Kun de nærmeste. Derudover havde vi inviteret nogle af Kaspers venner og bedt dem om at fortælle om ham.

Jeg var så glad for, at min lillebror nu var blevet voksen. At vi var begyndt at komme tæt på hinanden som venner også. Ikke kun som storesøster og lillebror. Stolt over, at det nu var ham, der stolt og kompetent viste os rundt på Grønland, da vi var deroppe og besøge ham for et par år siden. Men hvor jeg nok er den udadvendte, var Kasper mere indadvendt, og jeg var altid så nysgerrig efter at finde mere ud af, hvad der foregik inde i ham, hvad han mon tænkte, og hvordan det var at være ham. Derfor var det så dejligt, om end hårdt, at høre hans venner fortælle om deres venskab med Kasper, og hvor meget han havde betydet for dem. Hvor fint et menneske, han var. Der kom også hilsener og historier fra flere af dem, han havde kendt på studiet i Aarhus og fra arbejdet i Grønland. Og alle beskrev den her gode, kloge og kærlige mand, som de havde haft helt fantastiske snakke med.

Det gør mig selvfølgelig utrolig stolt af min bror. Men jeg bliver også trist og måske endda en smule jaloux. For det var jo præcis de snakke og den fortrolighed, jeg selv glædede mig til at få endnu flere af med ham. Jeg længtes sådan efter at komme til at lære ham endnu mere at kende.

Jeg har forsøgt at skrive om ham. Om mine minder. Om stoltheden, kærligheden og længslen. For jeg er så bange for at glemme. Jeg vil så gerne have ham med mig altid. For selvom det store skrigende savn er forfærdeligt, så er tanken om, at det bliver til et lille, roligt savn, slet ikke til at holde ud. Jeg håber selvfølgelig, det er rigtigt, når folk siger, at ”en dag bliver det bedre”, men det gør mig samtidig underlig til mode. Kan vi så alle sammen forsvinde uden at efterlade større aftryk end det? Jeg kan være helt bange for at komme til at leve mit liv ”for let”, og jeg kan føle skammen og skylden, hvis der pludselig er en dag, der føles helt god.

Jeg har talt med en kollega, der mistede sin søn for nogle år siden om netop dén følelse, og hun kan godt genkende den, men siger, at hun giver sig selv lov til at have det sådan.

”Det er min form for pause,” siger hun, og det er nok meget godt formuleret.

Men spørgsmålet fylder hele tiden: Hvordan skal Kasper fylde nu, og hvilken plads skal han have? Det kunne være så rart, hvis det var en snak, vi kunne tage sammen i familien og netværket. Og at der generelt var plads og rum til den snak. For jeg oplever, at det er meget få, der tør gå ind i den og spørger til, hvordan jeg har det. Præcis som jeg selv indtil nu har været famlende og usikker over for mine venner, hvis de har været i sorg.

Jeg har ganske enkelt ikke vidst nok om sorgen før og derfor ikke spurgt ind til den. Jeg har bare været glad, hvis de så ud, som om ”de var kommet videre”.

I dag kan jeg se, hvor stor en gave det er, når nogen tør ringe, skrive eller simpelthen bare dukker op. Uden at vi har bedt dem om det.

Efter ulykken fik jeg tilbudt tre timers psykologhjælp gennem DSB. Psykologen fortalte blandt andet, at han har boet i Afrika og Grønland, hvor det er skik, at hele landsbyen er i sorg, hvis nogen fra byen dør. Det ville være rart, hvis vi også havde den form for plads til sorgen, og at der var et fællesskab omkring den. Det ville give et frirum til at opføre sig som en, der er i sorg. Ikke fordi nogen forlanger andet af mig. Men det gør jeg selv. Og derfor ønsker jeg mig nogle gange tilbage til en anden tid, hvor fællesskabet eller netværket var anderledes og sorgen ikke noget, ”man bare skal komme over”. Hvor sorgen ikke var så ensom en følelse.

De, der har tilbudt hjælp, er for det meste dem, der selv har prøvet at miste på den barske måde. Som veninderne, der har mistet begge deres forældre. Hvis man aldrig har prøvet noget værre end at miste en bedsteforælder, der var godt oppe i årene, så mangler man nok et sprog for de her følelser af magtesløshed, afmagt og uretfærdighed, som fylder nu. Man kan selvfølgelig ikke gradbøje sorgen, men jeg er trist over, at jeg selv har skullet igennem det her tab for at forstå, hvordan jeg selv kunne have hjulpet andre. I stedet for bare at lade dem være.

For nogle uger siden satte vi urnen ned på kirkegården. Det gjorde simpelthen så ondt, og jeg har slet ikke turdet gå derhen siden, for jeg tror ikke, jeg kan klare turen derfra igen. At gå hele vejen hjem igennem byen. Der er mange, der siger, at det på et tidspunkt bliver rart at have et sted at gå hen, hvor han er. Jeg håber, det er rigtigt.

Da vi satte urnen ned, var det, som om tågen lettede. Som vi havde gået inde i en uvirkelig tåge, og nu stod vi så her. På kirkegåden. I en grim virkelighed. Ikke flere blomster og hilsener fra folk. Ikke flere pludselige besøg med færdiglavet aftensmad.

Indtil den dag havde jeg på en måde kunnet sige til mig selv, at alt det her ikke var rigtigt. Kasper var ikke død. Han var bare på Grønland, et sted, jeg desværre ikke havde adgang til.

Men nu var den rå virkelighed ankommet.

Vi har talt om i familien, at vi savner en tro. Vi er medlemmer af folkekirken og går i kirke til højtider, og når ældre mennesker i familien er gået bort og blevet begravet, har vi godt kunnet tale om engle og om, at vi måske ser dem igen. Men den form for trøst er der ikke rigtigt denne gang. Det føles bare tomt.

Her på det sidste er vi begyndt at vise børnene nogle af de film, Kasper godt kunne lide at se som barn. ”Star Wars”, vores evige familiefilm, tror jeg dog, der går uendelig lang tid, før jeg kan nyde igen. Ikke siden vi hørte titelmelodien spillet smukt i kirken som postludium. Men vi nærmer os. Lige så forsigtigt. Hans ting er også netop kommet hjem fra Grønland og står nu henne hos min mor og stedfar. Jeg skal derfor til at forholde mig til, hvilke af Kaspers ting vi skal have hjemme hos os. Som vi kommer til at se hver eneste dag. Som trøst og som minder. Så kommer han endnu tættere på.

Min mand siger, at vi skal se på min lillebror som en stor inspirationskilde. Kasper var nemlig god til at kaste sig ud i livet, han var ofte modig i sine valg og på mange måder var hans liv lidt som et eventyr. Det skal vi også blive bedre til.

Og han var ægte mod andre uden at skulle have noget igen. Jeg vil leve mit liv så fint som Kasper, så andre savner mig lige så meget, når jeg er borte en dag.

Ligesom jeg skal lære at styre mine bekymringer. Jeg har jo altid været så bange for, at der ville ske ham noget. Også da han boede i Grønland og skulle af sted i dårligt vejr til Færøerne eller Island med en gammel helikopter eller et lille propelfly. Men at ulykken så sker i Danmark, i et DSB-tog, det var jo helt utænkeligt. Så kan alt ske, og det betyder samtidig, at mine bekymringer alligevel ikke kan bruges til noget som helst.

Og så skal vi huske, hvor vigtigt det er at være der for andre. Også når det er svært. Når man tænker på, hvor mange mennesker Kasper gjorde en forskel for, selvom hans liv blev så kort, ja, så er der nok at tage fat på for os andre.