Hvad gør man, hvis ens identitet ikke lige er som de flestes? Hvis man for eksempel kommer fra en mindre provinsby som Ikast, hvor veninderne i folkeskolen tænder på fyrene, og man selv kigger mere efter pigerne – og ikke helt kan forstå hvorfor?
Sådan var det for Ida Myllerup Mikkelsen, der i puberteten fandt ud af, at hun faldt uden for normalen i forhold til sin seksualitet og først fandt ord for den og følte sig genkendt, da hun flyttede til en større by og mødte andre, der havde det ligesom hende.
I dag er Ida 22 år, og hvis hun skal hæfte en betegnelse på sig selv, er det ”ciskønnet biseksuel”. Det betyder, at hun identificerer sig med sit biologiske køn, men seksuelt er tiltrukket af både mænd og kvinder. Hun oplevede som yngre, at det især var LGBT-miljøet (homo-, bi- og transseksuelle), der forstod hende. Generelt er hun dog blevet mødt med accept hos både forældre og venner, men det har krævet mod at stå frem og være åben omkring hendes seksualitet.
”Det kan være svært at følge sin egen vej og stå ved sin seksuelle identitet, når den ikke er som de flestes. Og derfor synes jeg, det er så utroligt vigtigt, at der er nogle, der kæmper for et mere rummeligt billede af, hvem der findes i det ’vi’, som alle gerne skulle føle sig som en del af,” siger Ida Myllerup Mikkelsen.
Netop den kamp er, hvad identitetspolitik handler om. Når man taler om identitetspolitik, handler det nemlig især om kampe, der har med køn, seksualitet, etnicitet og religion at gøre. Om grupper i samfundet, der har følt sig overset, truet eller forbigået af flertallet, og som nu vil høres, anerkendes og opnå ligestilling. Og de fleste peger på, at den for alvor blev sat i gang af borgerrettighedsbevægelsen i USA samt kvindebevægelsen i 1960’erne.
Der var også identitetspolitik mellem linjerne i den kronik, som sognepræst og Kierkegaard-ekspert Pia Søltoft for nylig skrev i Politiken. Ikke den seksuelle identitet, men den kønslige.
Som hun ser det, gør vi nemlig som samfund forskel på mænd og kvinder. Vi opfatter ikke alle som lige meget ”mennesker”, men ser generelt på kvinder som værende mindre værd end mænd. Selv kvinder tænker sådan, mener Pia Søltoft. I kronikken nævner hun som eksempel, at mænd stadig tjener cirka 20 procent mere end kvinder – på trods af loven om ligeløn. Og hun nævner også, at vi oftest skriver ”han”, når vi i en tekst skal bruge et andet ord for ”menneske”. Ja, vi studser faktisk, hvis der i stedet står ”hun”. Pia Søltoft opfordrer alle til at gøre op med ”vores fastlåste syn på, at en kvinde er mindre værd som menneske og derfor som studerende og som leder, lærer, læge, præst og politiker. Hvis vi ikke indser det og ændrer vores daglige adfærd, er al tale om ligestilling mellem kønnene lige så virkelig som tandfeen”, skriver hun.
Pia Søltoft er dog helt med på, at hendes kronik kan ses som et bidrag til den identitetspolitik, som flere advarer imod. Herunder blandt andre den verdenskendte amerikanske politilog Francis Fukuyama. I sin nye bog ”Identity: The Demand for Dignity and the Politics of Resentment” (Identitet: Kravet om værdighed og krænkelsens politik) skriver Fukuyama, at det er identitetspolitikken, herunder også kvindekampen, der graver grøfter mellem os i dag. Og han mener, den er farlig, fordi den har et større fokus på det, der skiller os ad, end på det, der samler os. At folk for tiden har alt for travlt med at fokusere på forskellene imellem os i stedet for på lighederne.
Pia Søltoft er udmærket med på Fukuyamas pointe om, at identitetspolitikken kan true det fælles. At et fokus på særidentiteter på sigt kan true demokratiet. For hvis alle skal anerkendes for at være særegne, hvori består så det fælles?
”Jeg kan sagtens se hans pointe. Men problemet er jo, hvis det fælles, hvis ’vi’et’ ikke rummer os alle sammen. Hvis idéen om ’mennesket’ eller ’samfundsborgeren’ rent faktisk kun bygger på billedet af en mand. Endda en hvid, privilegeret mand. Sådan er det desværre blevet konstrueret op gennem historien, og derfor er det stadig nødvendigt med identitetspolitik. Nutidens menneskesyn er problematisk, og der er stadig en kamp at kæmpe i forhold til synet på kvinder. Men opgaven er selvfølgelig at undgå en skyttegravskrig og en offerrolle, for både mænd og kvinder har ansvar for at ændre det.”
For professor, kønsforsker og historiker Hans Bonde ser fortællingen noget anderledes ud. Han mener, at især kvindebevægelsen eller feminismen har et stort ansvar for, at vi i dag står med en opsplittende identitetspolitik.
”Særpolitikken har ligget i svøb hele vejen under feminismen. Under rødstrømpebevægelsen gik det så meget amok, at kvinderne korporligt smed de mænd ud fra møderne, der sympatiserede med deres kamp. Det synes jeg er et meget godt billede på, at man ikke ønsker, at vi som samfundsborgere i fællesskab skal kæmpe for begge køns frihed. Rødstrømperne havde ganske enkelt kvindekønnet som deres vigtigste identitet – i stedet for statsborger-identiteten, som jeg mener, det moderne samfund både bygger på og er fuldstændig afhængig af,” siger Hans Bonde.
Han peger på oplysningstiden som den periode, hvor idealet om det liberale demokrati med en samlende identitet som statsborger stammer fra, og mener, at denne identitet har været i stand til at samle os i et fælles ”vi”, der har hævet sig op over snævre særinteresser. Hvor interessen for det fælles gode har forenet os. Men Hans Bonde oplever, at dette ideal nu er truet fra både den politiske venstre- og højrefløj.
”Jeg ser faktisk ’trumpismen’ i USA som et tilsvarende udtryk for identitetspolitik. Men denne gang kommer kravene om inklusion og anerkendelse ikke fra sorte, homoseksuelle eller kvinder. De kommer fra den hvide arbejderklassemand, der føler sig stigmatiseret og nu har fået nok. Mens alle andre særgrupper er blevet anset for iboende gode og mangfoldige af især venstrefløjen, så er han nærmest blevet udpeget som stereotyp for undertrykkelse. Så venstrepopulismen har med sin omfavnelse af forskellige køns-, seksualitets- og etnicitetsgrupper skubbet til en højrepopulisme blandt dem, der ikke hører til ’de udvalgte’, og dermed får vi et endnu mere opdelt samfund,” mener Hans Bonde, der som historiker ser bevægelsen væk fra det samlende og over mod særidentiteterne som en tilbagevenden til tidligere tiders stammetænkning.
”Hvis vi kun fokuserer på forskellene mellem samfundsgrupper, så bliver det sværere at finde den fælles interesse,” advarer han.
Filosof Henrik Jøker Bjerre giver Hans Bonde ret i, at ambitionen må være at genfinde det fælles ”vi”, som samfundsborgeren er et udtryk for. Men han giver også Pia Søltoft ret i, at der var mange undtagelser for, hvem der var inkluderet i dette ”vi”, som oplysningstidens tænkere beskrev.
”Kvinder var ikke en del af deres forestilling om det universelt menneskelige. Tyende og andre folkeslag heller ikke, og jøderne véd vi jo, hvordan både Kant og Kierkegaard betragtede. Så derfor har der helt klart været vigtige identitetspolitiske kampe op gennem historien. Som for eksempel kampen for sortes rettigheder i USA og kvindernes og de homoseksuelles kamp for ligestilling. De er jo i virkeligheden kampe om, hvem der skal være en del af det store subjekt, af det ’vi’, man kalder ’samfundsborgeren’.”
Men hvor Henrik Jøker Bjerre mener, at der har været mange påkrævede ligestillings- og anerkendelseskampe op gennem historien, stiller han sig mere skeptisk overfor det, der foregår i disse år:
”Man kan stille spørgsmålet, om ikke vi er ved at ende ud i en uendelig kamp for ekstreme sub-identiteter. Hvor det ikke længere handler om for eksempel at sikre ligestilling for undertrykte kvinder, men for undertrykte sorte kvinder, undertrykte sorte lesbiske kvinder eller undertrykte sorte lesbiske handicappede kvinder. Listen kan jo fortsætte. Og på den måde mister man mere og mere den universelle kerne, som jeg mener, det er en vigtig ambition at have.”
Han nævner i den sammenhæng den franske filosof Alain Badiou.
”Han har en meget vigtig pointe, når han siger, at forskellene er banale. Det interessante er det samlende. Det har han jo ret i. Der er lige så stor forskel på mig og min fætter, som der er indbyrdes mellem shiaerne i Iran og blandt hvide amerikanere. Ambitionen må da være at finde ud af, hvad der forbinder os, hvad der er fælles for os.”
Når Henrik Jøker Bjerre skal forklare, hvorfor vi er havnet i en verden, hvor identitetspolitik fylder meget, peger han på den filosofiske opløsning af de store fortællinger eller sandheder, som har præget os op gennem det 20. århundrede. Populært sagt med Guds død og den mistede tro på, at sandheden med stort S var en mulighed.
”På samme måde har idéen om et samlende, universelt subjekt været i krise og under angreb. Og i stedet for forestillingen om et vi, der rummer os allesammen, har vi fået lokale, eller mindre, vi’er og subjekter. Indenfor det politiske område har man set de samme opløsningstendenser. Hvor euforien efter Murens fald i 1989 og troen på, at det liberale demokrati nu endelig ville realisere sig overalt, hurtigt blev udfordret, og der kom en erkendelse af, at det politiske store ’vi’ heller ikke blev en realitet.”
Når han så skal give sit bud på, hvordan vi genfinder et fælles subjekt, som alle kan se sig selv i, trækker han Søren Kierkegaard og psykoanalysen frem.
”Begge beskriver, at det, vi finder allerdybest inde i os selv, er den Anden eller det Andet. Det vil sige, at vi i vores identitet altid har det Andet også. Dette vilkår har vi tilfælles med andre. Så når vi låser hinanden – eller os selv – fast i bestemte identiteter, så udøver vi faktisk etisk vold. Vi reducerer os selv eller den anden,” siger Henrik Jøker Bjerre og uddyber: ”Kierkegaard beskrev berømt mennesket som ’et forhold, der forholder sig til sig selv’, men det er helt afgørende, at det at forholde sig til sig selv i sidste ende er at forholde sig til det Andet, som det hedder. For Anti-Climacus (som er Kierkegaards dobbeltgænger i denne sammenhæng) er det så Gud, der er det Andet eller den Anden, men formelt set er det i første omgang simpelthen det at forholde sig til ’det Andet’, der udgør vores kerne. Jeg’et er ikke herre i eget hus, som Freud senere sagde. Paradoksalt nok er det denne fremmedhed, vi har til fælles – og derfor den, vi kunne bygge et solidarisk og anerkendende ’vi’ op omkring,” lyder det fra Henrik Jøker Bjerre.
Ida Myllerup Mikkelsen har også fulgt debatten om identitetspolitik og har talt med en af sine venner om det. Hendes ven har en meget god pointe, siger hun, ”for han mener, at det rykker mindst lige så meget som al mulig aktivisme, hvis man nu er lesbisk, bor i Ringkøbing og er lærer, og så ellers bare lever et stille og roligt liv. På den måde flytter man også grænser. Personligt har jeg det nok sådan, at jeg tror, man er nødt til at råbe lidt mere op for at gøre opmærksom på, at ikke alle identiteter er lige velansete. Og det er jo egentlig det store og fælles ’vi’, alle bare gerne vil have lov til at tilhøre.”