Peter Aalbæk: I bund og grund er jeg jo bare en bonde

Filmmageren Peter Aalbæk Jensen har ”mæt af dage” sluppet kommandoen hos filmselskabet Zentropa. Hans nye mål er at etablere en økologisk landsby. Læs eller genlæs interviewet fra 2016 i anledning af DR-dokumentaren "Ålens nye rige"

Efter at Peter Aalbæk Jensen stoppede som direktør i Zentropa, har han brugt halvdelen af sin tid på sit landbrug ved Herfølge.
Efter at Peter Aalbæk Jensen stoppede som direktør i Zentropa, har han brugt halvdelen af sin tid på sit landbrug ved Herfølge. Foto: Leif Tuxen

I går var jeg til filmpremiere på Fyn. I dag har jeg parteret grisen Birgitte, der var opkaldt efter en kvindelig filmproducent hos et konkurrerende selskab. I morgen vil jeg være i drivhuset i baghaven hele dagen. Det er meget sigende for, hvordan mit liv ser ud nu.

I løbet af en uge arbejder jeg tre-fire dage her i mit lille landbrug og tre-fire dage som menig medarbejder hos filmselskabet Zentropa i Filmbyen i Avedøre ved København. Jeg bor i direktørboligen i et nedlagt teglværk uden for Herfølge, og de sidste otte år har jeg øvet mig i at være landmand. Jeg har blandt andet grise, kaniner, gæs og duer. Det svulmer langsomt op, og jeg er i gang med til at tilkøbe jorde.

Da jeg i april fyldte 60 år, stoppede jeg officielt som administrerende direktør i Zentropa. Halvandet år forinden var jeg uformelt holdt op, så det var en symbolsk gerning at blive slettet som direktør fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register. Som virksomhedsejer bliver man nødt til at tænke ind, at nogen kan tage over, og jeg havde længe haft en idé om, at det kunne være en opgave for nogle af de yngre kræfter i selskabet. Det er nu en realitet. Jeg har kendt dem i 20 år, siden de som helt unge kom snotnæsede ind i firmaet, så det har føltes som at give gården videre til børnene.

Nu er det min tur til at tale dårligt om ledelsen, og jeg må finde mig i, at der bliver taget beslutninger, som jeg er uenig i. Hvad jeg ikke undlader at gøre dem opmærksom på, men det flytter dem ikke. De står meget sammen imod mig. Det glæder mig, at de har bevaret bidskheden. Zentropa skal ikke blive noget pænt selskab. Alle ritualer, som jeg var med til at opfinde, er også opretholdt. Som nyansat skal man rejse sig op og bekende, hvor man kommer fra, og hvad ens seksuelle tilbøjelighed er, og der bliver klappet højt, hvis man er homoseksuel. Der er altså ikke megen dynamik i heteroseksuelle mænd med topmave.

Da jeg stoppede som direktør, begrundede jeg det med, at jeg er mæt af dage. Det er et smukt udtryk og behøver ikke være det samme som at stille træskoene. Jeg havde følelsen af at have prøvet alt 50 gange. Jeg havde været med til at vinde en Oscar og De Gyldne Palmer. Jeg havde troet, at jeg var mangemillionær for så at finde ud af, at det var jeg ikke. Jeg havde været konkurs én gang og tæt på en gang mere. Jeg havde spist de fineste steder og fløjet de længste distancer og væltet rundt i en kæmpe skid alverdens steder.

Jeg havde startet et filmselskab op fra nul og støbt fundamentet til det, man kan kalde den genrejste danske filmsucces. Jeg havde prøvet alt, hvad man kunne, og jeg havde en forbandet lyst til at komme tilbage til materien som menig medarbejder. Tilbage til fascinationen af filmmediet. Og så havde jeg lyst til at bruge mere tid på mit landbrug. Jeg ville være enormt ked af ikke at lave film, ligesom jeg ville være enormt ked af ikke at have mit landbrug. Jeg får virkelig energi til filmen ved at grave et hul i marken. Det lyder mærkeligt, men det er mere inspirerende for mig end at sidde og skvadre med tre kreative.

Jeg kunne ikke forestille mig at gå rigtigt på pension. Det er jo knokkelmandens venteværelse. Det er rædselsfuldt at høre om pensionisterne i min omgangskreds fuldstændig meningsløse liv, som de bilder sig ind, er så fantastiske. De fleste af dem er ude at rejse en tre-fire gange om året og har et kæmpe forbrug. Jeg ser de mange rejser som en overspringshandling for, at de i virkeligheden ikke har nogen grund til at stå op om morgenen.

Mange af dem har masser af dårlige undskyldninger for ikke at tage sig af deres egne børnebørn og gør kun noget på skrømt for andre mennesker. Man er samtalepartner hos Røde Kors en time om ugen, men hvorfor ikke to dage i stedet? Der er en selvdyrkelse i det. Jeg taler ikke om den nedslidte fabriksarbejder, der har knoklet, siden han var 16 år. Det er den velbjergede akademiker, der har været på arbejdsmarkedet i noget, der ligner 30 år, og som nu er fuld af privilegier, høj friværdi og god pension, men som ikke laver en skid, der gør mig harm.

Jeg er i gang med at projektere en lille landsby i baghaven, det er derfor, jeg opkøber jord. På sigt er planen at bygge 25-30 energivenlige boliger på jordene her omkring det nedlagte teglværk.

Efter at Peter Aalbæk Jensen stoppede som direktør i Zentropa, har han brugt halvdelen af sin tid på sit landbrug ved Herfølge.
Foto: Leif Tuxen

Jeg har gået og tænkt på, hvordan livet bliver for mine børn, nu min egen generation har sørget for, at det er fuldstændig teknisk umuligt at erhverve sig en ejendom i Østsjælland uden at begge parter arbejder omkring 60 timer om ugen og har en filippinsk hushjælp, der passer børnene. Så jeg har spekuleret på, hvordan man kan reducere udgifterne til hus, opvarmning og fødevarer, så børnefamilierne kunne nøjes med at arbejde det halve, hvis de havde lyst til det. Som straf for, at vi har udnyttet kloden, kunne min generation passende træde i karakter og sørge for, at dagligdagen er nemmere for de yngre generationer i landsbyen. Vi kan passe og dyrke jorden og sørge for, at der er mad at hente til glæde for børn, børnebørn og i sidste ende også til glæde for os selv.

Jeg har også planer om at lave en daginstitution i landsbyen. Hvorfor skal folk køre deres små poder hen på blå stue, hvor de skal sidde med deres duploklodser? Hvorfor ikke lade dem blive i landsbyen, hvor de kan hjælpe med at fodre dyrene og bage noget brød. Mine to døtre Sigrid og Hedvig har sagt ja til at flytte tilbage hertil med deres familier, når de første huse er færdige om et par år. Jeg tror, svigersønnerne er glade for, at der dog er 500 meter og en lille skov mellem dem og svigerfar. Jeg vil også lave en restaurant, der er åben en gang om ugen, og som serverer klassiske retter som forloren hare.

Landsbyen er, ligesom Zentropa har været for mig. Jeg er nødt til at have et stort, altomsiggribende projekt, og planen er allerede meget konkret. Når jeg har sat mig noget for, bliver det altid til noget, koste hvad det vil. Det er den kilde, jeg skal stikket næbet ned i hver dag for at have det godt.

Jeg voksede op i et dynamisk og temperamentsfuldt hjem med min far, der var præst og konservativ, og min mor, der var knaldende venstreorienteret og super-anarkist. Hun podede ind i mig og mine fire søskende at være i opposition til alle autoriteter. Politibetjente, skolelærere og togkontrollører. I dag er jeg overbevist om, at hun sidder i sin himmel og klapper ad mig hver gang, jeg har en konflikt med nogen. Og det sker ofte. Min drivkraft har fra begyndelsen været og er stadig min aggression mod den etablerede film- og tv-branche og i særdeleshed Det Danske Filminstitut.

Som barn lavede jeg ikke andet end at stå uden for døren i skolen, og jeg kan kun takke gode lærere og pædagoger for, hvor jeg er i dag. Da jeg var 10 år, så jeg den engelske film ”Billy Løgneren” på et sort-hvidt Arena-tv. Fornemmelsen af, at en film kunne være andet end en Gøg & Gokke-film, var et chok for mig. Stort set siden dengang har jeg villet lave noget med film.

Efter at Peter Aalbæk Jensen stoppede som direktør i Zentropa, har han brugt halvdelen af sin tid på sit landbrug ved Herfølge.
Foto: Leif Tuxen

Selvom min far var præst, måtte man selv rode med, om man ville bede. Helt absurd var det min mor, der stod for det religiøse element i min barndom, mens min far var verdensmester i at bande og bruge de groveste udtryk. Men jeg er vokset op med tro, og jeg er stadig en troende dreng, fordi jeg er for dum til andet end at forestille mig, at der må være en eller anden, der for 13,6 milliarder år siden må have trykket på den knap, der hedder Big Bang. Hvem skulle det ellers være, hvis ikke det var Gud?

Jeg er ikke sikker på, at vi render rundt i Paradis i luftige gevandter efter døden, men jeg beder min aftenbøn og beder Gud hilse mine slægtninge i Himlen. Som bonde ved man, at det evige liv eksisterer, for cirka 60 centimeter af den jord, vi går på, er døde dyr, mennesker og planter, som giver liv til noget nyt. Af jord er du kommet, af jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå. Det kan jeg se hver dag.

Jeg har reserveret et gravsted på Herfølge Kirkegård, hvor min fede krop skal puttes ned og give næring til kommende generationers brug af jorden. Gravstenen er også fundet. Det er en gammel trappesten fra mit første hippiekollektiv. Jeg tror, at døden er nemmere at annamme, hvis man har forberedt den. Med den glædesorienterede livsførelse, jeg har med masser af rødvin, skal der være orden i sagerne. Jeg har skrevet afskedsbreve til børnene og konen og besluttet hvilke salmer, der skal synges til min begravelse. Min absolutte favorit er ”Min Jesus lad mit hjerte få” med en skøn melodi af Carl Nielsen. Den spiller jeg tit for mig, når jeg sidder alene hjemme i en brandert. Så forestiller jeg mig Herfølge Kirke stuvende fuld til min begravelse, hvor alle er opløst i gråd. Den sidste iscenesættelse.

Her til morgen har jeg revet hovedet af tre duer, som jeg vil tilberede til min hustru, når hun undtagelsesvis gider at komme hjem til mig. Hun bor det meste af tiden i København, hvor hun også arbejder. Hun har nemmere ved at holde mig ud i små doser, og så er hun træt af at bruge to timer om dagen på transport. Vi har aldrig levet småborgerligt og socialdemokratisk, og det behøver vi heller ikke at gøre nu.

Efter at Peter Aalbæk Jensen stoppede som direktør i Zentropa, har han brugt halvdelen af sin tid på sit landbrug ved Herfølge.
Foto: Leif Tuxen

Selv har jeg boet her på egnen, siden jeg var 16 år, og har aldrig overnattet i København. Da jeg som ung så mine venner drage til hovedstaden, tænkte jeg: hvorfor så ikke blive ved med at bo hernede og i stedet komme i min kones hjemmestrikkede Egtved-pige-lignende sweater? Det har altid ligget mig på sinde ikke at traske ad den samme vej som alle andre. Det ville blive for meget for mig, hvis jeg både skulle arbejde i en smart branche, bo et smart sted og være gift med en smart blondine af en kone og omgås smarte venner.

Hernede har alle mine naboer tre-fire trailere. Man går altid i arbejdsbukser og har døgnet rundt en tommestok og en Stanley-kniv i lommen. Det synes jeg er fedt. I bund og grund er jeg jo bare en bonde. Det betyder ikke, at den Peter Aalbæk, man kender fra mediebilledet med høj cigarføring, har været en rolle, jeg har spillet. Jeg har altid givet mig lov til helt uhæmmet at være mig selv, og det har været et privilegium. Peter Aalbæk uden filter lever i bedste velgående. Han er bare lidt mere fysisk træt og lidt mindre kæphøj efter otte timer i marken.

I løbet af de sidste 30 år har jeg en til to gange om ugen pakket en kuffert for at flyve et eller andet sted hen, men det er mig nærmest imod nu. Og hvis nogen viser mig et menukort fra en fancy restaurant, så drømmer jeg om en frikadelle herhjemme. Jeg har været der. Nu er det tid til noget andet.

Efter at Peter Aalbæk Jensen stoppede som direktør i Zentropa, har han brugt halvdelen af sin tid på sit landbrug ved Herfølge.
Efter at Peter Aalbæk Jensen stoppede som direktør i Zentropa, har han brugt halvdelen af sin tid på sit landbrug ved Herfølge. Foto: Leif Tuxen
Som film­producent blev Peter Aalbæk Jensen kendt for høj ­cigarføring, provokerende udtalelser og dogmefilm. Her er han til ­premieren på Lars von Triers film ”Idioterne” fra 1998.
Som film­producent blev Peter Aalbæk Jensen kendt for høj ­cigarføring, provokerende udtalelser og dogmefilm. Her er han til ­premieren på Lars von Triers film ”Idioterne” fra 1998. Foto: Mogens Flindt/Scanpix