Som nyuddannet jurist var jeg dommerfuldmægtig i Silkeborg, hvor jeg fungerede som foged.
Det var i begyndelsen af 1970'erne, før vi var kommet med i EF, så der var mange fattige landmænd. Det kan være svært at forestille sig i dag, men det vrimlede faktisk med ødegårde i Jylland, på samme måde som man kender det fra Småland i Sverige i dag.
Jeg var selv omkring 25 år, og det var en voldsom oplevelse for mig at skulle besigtige forladte landbrug, hvor den menneskelige værdighed var forsvundet.
Jeg husker, hvordan det kunne stinke af døde dyr i en kilometers omkreds. Og synet slipper ikke en, når man først har været ude for at se en forladt gård, hvor der ligger 30 døde kreaturer og 200 svin og rådner op.
Det er ikke noget godt syn, men det er den menneskelige fortvivlelse, der ligger bag, jeg tænkte mest på.
Nogle af disse midtjyske gårde lå meget isoleret på sandede grunde, som også har været svære at dyrke.
Og det var jo nok også den dårlige jord, der havde gjort det svært for dem at overleve som landmænd. Men hvis man svinger op ad en lang grusvej og bliver mødt med en lugt, som man godt ved, hvad er, nemlig råd, så bliver man altså bange for at åbne døren.
For dér lå beviset for en stor menneskelig fortvivlelse, og bagved var nogle mennesker, der havde opgivet det hele. Oven i købet deres værdier i livet.
Når man har en gård, er det jo det, der er værdien for en. Men alligevel havde de forladt deres gårde. Det glemmer jeg aldrig.
Nu kommer jeg selv fra en baggrund, hvor der ikke var nød og fattigdom, og det påvirkede mig meget stærkt at blive konfronteret med den form for nød og elendighed. Det gjorde mig rædselsslagen for tanken om at skulle se det igen, fordi den menneskelige fornedrelse i forbindelse med dette her var så stor og uoverskuelig.
Og det satte sig i mig på den måde, at jeg fik lyst til at gøre, hvad jeg kunne for at forhindre det i fremtiden.
Der sad jo ikke nogen bebrejdelse i mig over for de mennesker, der havde forladt en gård. Men der sad en rædsel. Jeg plejer at sige til mig selv, at andre har set det, der er værre.
Jeg bilder mig ikke ind, at mine oplevelser med at se døde svin og kreaturer er slemme i sammenligning med verdens uretfærdigheder, men de fik mig alligevel til at tænke over, hvilket samfund jeg gerne vil leve i.
Jeg mener, at vi bor i et samfund, hvor vi har mulighed for at behandle folk nogenlunde lige, og det er vores opgave at sørge for, at det sker.
Det forhindrer mig ikke i at være tilhænger af kapitalismen. Men jeg er stadig en meget stor tilhænger af velfærdsstaten.
I disse år har både velfærdsstaten og den kristne tro meget store problemer, ligesom vores værdier hele tiden bliver sendt til debat, men det ændrer ikke ved min grundfæstede opfattelse af, at den samfundsmodel, vi lavede for 50 år siden, med justeringer bør være langtidsholdbar.