Prøv avisen
Spørg om livet

Det tager længere tid, end man tænker, at komme sig efter et brud

Foto: Rune Evensen/Ritzau Scanpix

Efter mere end 30 års ægteskab ville Solveigs mand skilles. Og mens han allerede er i gang med sit nye liv med ny partner, står hans tidligere hustru tilbage med mismod og har svært ved at finde glæde ved noget

Kære brevkasse

Jeg skriver til jer, da jeg står i mit livs krise. Min mand meddelte, at han ville skilles for et halvt år siden. Vi har voksne børn på over 30 år. Min mand flyttede ud af vores fælles bolig og fandt hurtigt derefter en ny kæreste, som han flyttede ind hos. Alt blev revet væk under mig, og det er stadig en stor sorg og et savn, som jeg går med. Vi har bygget hus for nogle år siden, som jeg bor i for tiden. Det er uvist, hvad der skal ske med det. Jeg har det stadig utroligt svært, og jeg synes ikke, at jeg har nogen livsglæde mere.

Jeg synes, at der er mange, som har villet styre, hvad jeg skal, og det er mig, som har fået på puklen af flere i familien, nogle venner og en af mine børn til, trods for at det ikke er mig, som har valgt dette. Min eksmand siger, at han havde tænkt på skilsmisse i flere måneder. Jeg ville sådan ønske, at vi havde fået talt ud om problemerne og fundet en løsning på dem, inden det kom så vidt. Og jeg ville ønske, at vi havde vist vores kærlighed mere til hinanden, og at jeg havde værdsat ham mere, da han var her.

Min eksmand er af få ord, og kommunikationen har af og til manglet. Det gør ondt at se alt det, som han nu kan gøre med hende den nye som at gå til dans, tage på ferier og meget mere, som jeg af og til også spurgte om. Vi tog godt nok på ferie sammen, men da han er selvstændig, passede det altid dårligt med, at han kunne holde fri. Det ser ikke ud til at være noget problem nu.

Jeg har gået til coach og går til psykolog, men jeg synes stadig ikke, det hjælper på selvværdet. Jeg føler stor skyld og havde håbet, at vi skulle blive gamle sammen. Jeg føler ikke, at jeg kan komme over denne skilsmisse og er stadig meget i ubalance, trist og ked af det. Jeg synes, at det er utrolig svært at være alene, og jeg savner mit liv med min mand. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre, da det er svært at se glæde i noget. Min søn og svigerdatter fik et barn for et år siden, som jeg desværre heller ikke ser så meget. Hvorfor de pludselig ikke vil se mig, ved jeg ikke. Så jeg føler snart ikke, at der er nogen grund til at være her, da jeg ikke vil blive savnet. Og deres far betyder måske mere, fordi han har kæmpe overskud og er i et forhold.

Venlig hilsen

Solveig

Kære Solveig

Tak for dit brev. Vi vil begynde med at ønske dig et rigtig godt nytår. For det trænger du virkelig til. Når vi i disse dage hilser på hinanden og ønsker godt nytår, skal vi huske at være opmærksomme på, at for en del mennesker har det år, som vi har forladt, måske været et meget svært år. Måske har der været dødsfald i familien, måske er man blevet ramt af uhelbredelig sygdom, eller man er blevet forladt af sin ægtefælle ligesom du. ”Annus horribilis” er den latinske betegnelse for ”et frygteligt år”, og det var det udtryk, som dronning Elisabeth brugte i en tale i 1992, hvor den ene ulykkelige skilsmisse og svære hændelse efter hinanden var sket i det år i hendes familie.

Vi forstår, at du må opleve det, at din mand forlod dig efter mere end 30 års ægteskab, som et stort jordskælv. Vi forstår også dit store ønske om, at han havde taget jeres forhold op til alvorlig drøftelse langt tidligere, så et brud måske kunne være undgået. Efter al sandsynlighed har han mødt den kvinde, som han nu er sammen med, og er blevet forelsket i, et stykke tid inden bruddet med dig.

Undersøgelser peger på, at ved omtrent halvdelen af alle skilsmisser er det kvinden, der tager initiativet, ved en fjerdedel er det manden, og en fjerdedel af alle skilsmisser tages beslutningen i fællesskab. Den store forskel er, at kvinder ofte søger skilsmisse for at være sig selv uden en partner i det mindste for en tid, mens mænd yderst sjældent forlader deres kone, uden der er en anden i kulissen.

Desværre ser vi ofte det fænomen, at et ægteskab kan risikere at blive mere og mere gråt og rutinepræget med årene, hvor fællesskabet er uden den store varme og fortrolighed. I sådanne ægteskaber er der langt større risiko for, at en forelskelse til anden side kan opstå. Udefra betragtet er det måske forståeligt og banalt, mens den, der rammes af en sådan forelskelse, kan føle det som livets nye mulighed. Som vi for nylig har kunnet læse om en kendt dansk politiker, synes tidens mantra ofte at være, at sådanne følelser må forfølges. Det synes vi ikke kun er en klog vej at gå, dels fordi forelskelsesfølelserne sjældent varer ved, og dels fordi en persons indre udfordringer eller problemstillinger ofte forbliver uforandrede. Sagt med andre ord: Den stille mand kan for eksempel måske godt i forelskelsens tid blive snakkesalig og livlig, men når forelskelsen er aftaget, bliver han oftest stille og ikke-kommunikerende igen. Og samtidig er de ydre forhold med gamle og nye relationer, børn og børnebørn ofte blevet tiltagende kompliceret, som der godt kan være energi til at klare, mens forelskelsens bølge er der, men som er ganske svær og mere belastende at håndtere, når forelskelsen har lagt sig, og hverdagen kalder.

Vi kan godt følge dig, når du føler dig svigtet, for hvorfor har din mand ikke råbt op i tide og sagt, at han ville have det anderledes med dig. Det samme fornemmer vi også, at du selv tænker for din egen del i bagklogskabens smertelige lys. Hvorfor har du ikke sat foden ned måske for flere år siden og engageret og med kraft talt med ham om, at I trængte hjælp til et levende parforhold med hinanden? Din historie er en påmindelse til os alle om at kæmpe for vores parforhold, mens vi har det.

Det er imidlertid ikke tiden nu med henblik på fremtiden at sidde fast i bebrejdelser. Du har oplevet et stort chok, et tab og en dyb sorg. Det tager lang tid at finde fodfæste igen efter så alvorlige hændelser. Et halvt år er i den sammenhæng ikke lang tid. Hvor svært det end kan synes, må du skridt for skridt kæmpe for et værdigt liv for din egen del. Du må søge støtte og inspiration og gode oplevelser sammen med en eller flere gode veninder eller andre, som forstår og kan hjælpe med at se fremad. Konkret må du snakke med rådgivere i forhold til at finde et sted at bo, som er i nærheden af gode mennesker, og som er til at betale, så der er et økonomisk råderum til at være god ved dig selv. Måske skal du også tale med din egen læge om, hvordan du har det, hvis du også videre frem oplever megen mismod.

Når det gælder dine børn, må du nok forsøge at engagere dig i det liv, de lever. Det kan være svært, når man er ramt af livets hårde slag. Men din søn har måske vanskeligt ved at forholde sig så meget til skilsmissen, samtidig med at han selv står i begyndelsen af en ny livsfase som nybagt far med et lille barn. Måske skal du, hvis kræfterne er til det, tilbyde at hente og passe den lille i ny og næ og forsøge i samvær med ham lade den gode oplevelse over et lille nyt menneske ramme dig.

Sorg og krise tager tid og ofte længere tid, end man tænker. Vi ønsker dig alt godt og mod til at kæmpe dig videre ind på en ny og livgivende vej. Vi ønsker også alle vore øvrige læsere et rigtig godt nytår i 2020 og ser frem til at få tilsendt breve og mails med mange slags spørgsmål om det mangfoldige, gode og til tider sårbare menneskeliv.

Mange hilsener