Fortalt af Finn Nørbygaard
Jeg ligger på et gulv. Jeg er 32 år og bliver talt igennem min egen genfødsel.
Jeg er fra Esbjerg, hvor man ikke har meget tilovers for den slags, og jeg havde brugt langt tilløb for at ligge der, men det var nødvendigt, for jeg var brudt sammen som menneske. Var jeg et hus, havde jeg en K4 i mit livsfundament.
Baggrunden var, at jeg hele mit liv havde følt mig forkert. Jeg blev givet væk af mine forældre og siden misrøgtet af mine plejeforældre i en grad, så Mødrehjælpen fik mig fjernet, da jeg var 10 måneder. Jeg husker intet, men den slags sætter sig åbenbart i kroppen - hos mig som en oplevelse af at være uelskelig. Som barn havde jeg ofte fantasier om at være født et andet sted, på en anden planet, og ikke høre til. Jeg havde jo ikke været god nok til, at nogen ville have mig eller behandle mig ordentligt.
Hele min barndom og ungdom piskede jeg rundt i forsøget på at få andre til at elske mig. Det var derfor, jeg blev sjov mand. Det var min måde at få opmærksomhed på. Men jeg blev ved med at være psykisk enormt skrøbelig. Der skulle ingenting til, før jeg blev slået omkuld, og i 1984 gik det helt galt. Jeg havde det ellers fint og boede sammen med en dejlig kæreste, men da hun skulle til USA i tre måneder som en del af sit arbejde, skete der en retraumatisering af, at den vigtigste person i mit liv forlod mig. Jeg var en komet sprængt til atomer, intet hang sammen. Jeg sjoflede mit arbejde som lærer og gik i druk. Min kæreste forsikrede mig, at hun skam vendte tilbage, og det gjorde hun også, men det var ikke nok. Og det var der, jeg indså, at jeg havde brug for hjælp.
Den fandt jeg hos en gestaltterapeut, og mit vendepunkt blev genfødslen på hendes gulv.
Sådan en K4'er er dog ikke noget, man bare lige ordner med en genfødsel, og jeg led fortsat af stor separationsangst i mange år, selv efter jeg fik kone og børn. Kom de for sent til en aftale, og kunne jeg ikke få fat i dem, gik jeg fuldstændig i panik. Jeg kunne hyle som en sindssyg, som om jeg genoplevede min tidligste barndom 1:1. Så jeg har gennemgået et årelangt terapeutisk forløb og har også taget en seks år lang terapeutuddannelse. Det var det, der skulle til, før jeg kunne sige: Finn, du er okay.
I dag har jeg det godt. Jeg har endda et radioprogram på Radio24syv, der hedder ”Finns terapi”. Her taler jeg åbent og ærligt med andre om deres indre liv - og jeg føler mig helt hjemme i det. Det skyldes nok også, at jeg synes, jeg har noget at komme med. Mit vigtigste budskab er, at man skal blive ved med at arbejde med sine problemer og være åben omkring dem.
Det er ikke nemt, særligt ikke for mænd på min alder, men det er nødvendigt for at hele.
Det var det, der reddede mig: at opnå en bevidsthed om mine barndomstraumer og finde ord at putte på dem.
Jeg kunne nemt være endt som mange andre i tilsvarende situationer, som aldrig får talt med nogen, men i stedet dulmer følelserne i alkohol, motion, ludomani eller det, der er værre. Det hjælper bare kun på kort sigt. Jeg lærte, at den eneste vej ud af problemerne er at tage ansvar for dem.