De seneste måneder har været slemme, siger han. Der er ikke nogen bog, som skal skrives, og når han ser i sin kalender, er der blevet længere mellem aftalerne, og det har vel og mærke ikke noget med corona at gøre, for denne dag i begyndelsen af marts ligner livet i Danmark og Sverige endnu stort set sig selv. Alligevel har Owe Wikström en følelse af, at det konstant trækker fra døden. Vemodet fylder den svenske præst, psykolog og professor emeritus i religionspsykologi, som i næste måned fylder 75 år.
”Det må være late-life-crisis. Jeg tror, mange mennesker kender til det, men der er rigtig mange, som ikke vil tale om det, for vi skal være så sært glade hele tiden, men jeg mærker altså den her eksistentielle uro kombineret med en tristesse.”
Men hvad har han egentlig at beklage sig over? Han er far til fem, og 12 børnebørn er føjet til flokken. For nogle år siden fik han et hjertestop, men han fandt tilbage til livet. Og han kan se tilbage på et akademisk liv, hvor han har gået nye veje og høstet anerkendelse for det. Ved siden af sit akademiske virke har han skrevet en række bøger, hvilket har gjort ham til en efterspurgt debattør og foredragsholder. Sådan var det i hvert fald engang. Han tager sine orange briller af og siger:
”I dag er der ikke på samme måde bud efter min stemme i debatten.”
Når han beklager sig over det ubehag, han har ved den halvtomme kalender, får man lyst til at spørge, om han ikke skulle læne sig tilbage i taknemmelighed over alt det, som er blevet ham givet?
”Det samme siger min hustru. Men det er ikke så let.”
Senlivskrisen flyder også gennem hans seneste bog, som netop er udkommet på dansk. Bogen hedder ”Fra et cafébord i Paris” og er udkommet på Eksistensen, og nu sidder han ved et cafébord i København for at tale om, hvordan han fik lyst til at genbesøge Paris. Som ung havde han fundet megen inspiration i den franske hovedstad. Unge Wikström i Paris var en livsnyder med livet foran sig, og nu vendte han tilbage som en ældre herre på jagt efter den store mening inden den store stilhed.
Mens han genopfriskede gulnede minder i metropolen og drak kaffe på fortovscaféer, blev det tydeligt for Owe Wikström, hvordan alt har en udløbsdato. Eller som han skriver i bogen:
”Alt er provisorisk, tiden går hurtigere. Indsigten i dette ufravigelige livsvilkår bliver undertiden så påtrængende, at vi knap tør tænke på det. Ikke mindst den tanke at vi før eller siden må give afkald på dem og det, vi elsker.”
Når Owe Wikström ser tilbage på sit liv, har livets grænse ofte været tæt på. Han mistede tidligt sin far, et af de fem børn blev født med en sjælden kræftsygdom og frygten for at miste var længe reel. Siden fik Owe Wikström hjertestop i træningscentret.
”Jeg har haft mange markører på den grundlæggende ubalance, som er forbundet med menneskelivet: At vi alle skal forlade tilværelsen. Men når det trækker fra døden, så mærker jeg en eksistentiel stress. Og det er jeg næppe ene om, men vi taler sjældent om det. Vi vil hellere planlægge en rejse til Sardinien eller overveje forbrugsmuligheder som en distraktion. Jeg er blevet spurgt, hvorfor jeg er så optaget af døden, men jeg mener, at vi taler unaturligt lidt om døden.”
Efter bogen udkom på svensk har han modtaget flere henvendelser fra læsere, som har takket Wikström for at udtrykke sig så ærligt om sit vemod. Andre har undret sig over, at han som præst ikke fremhæver det kristne håb om et evigt liv, når han skriver om døden.
”Mange kristne er så sært lykkelige, men jeg tvivler på, at det er den fulde historie. Og som kristne skal vi turde sige, at vi er bange for døden, som er den store gåde. Som sygehuspræst og psykolog har jeg arbejdet med nedtrykte præster, som kæmpede med at stå ved deres tvivl og kampe. Jeg mener ikke, at vi gør nogen en tjeneste ved at skjule, at man både kan tro og være bange for at dø og for at miste.”
Hvis senlivskrisen er diagnosen, hvad er mon så kuren? Det er den gruppe af modne mænd, som hver mandag og torsdag samles på en restaurant ved foden af Carolinabacken i det centrale Uppsala. Her serverer de tre retter husmandskost for 100 svenske kroner. Frokostklubben består af en kræftlæge, en psykiater, en chauffør, en teolog, en arkæolog og så Owe Wikström. Skønt han er godt gift og har en stor familie, oplever han, at venskaber er blevet vigtigere med alderen, og at fællesskabet i frokostklubben giver ham noget særligt.
”Den gruppe kompenserer for meget, som jeg ikke længere har i mit liv, efter jeg har forladt arbejdsmarkedet. Når du går på pension, er der et afsavn af et socialt liv. Før i tiden ville jeg nok være blevet udfordret af den måde, vi taler sammen på i gruppen, hvor vi hele tiden skifter emne. Men nu nyder jeg vores samtalekultur, for jeg skal ikke skynde mig tilbage til kontoret, og jeg har ikke den der følelse af, at mit hoved er fyldt, som jeg havde, da jeg arbejdede.”
Når de modne mænd sidder med ærtesuppe og pandekager foran sig, taler de om de alt fra Marcel Proust og Bach til politik og det fundamentalt uerkendelige, som det jordiske livs afslutning er.
”Vi tør spørge hinanden, hvilke tanker vi gør om det evige liv. Findes der nogen, som vil tage mod os? Hvad er evigheden? Jeg vil da nødigt spille guitar i al evighed.”
Når han mæt rejser sig fra frokostbordet på restauranten, tænker han, at frokostklubben har en nærmest terapeutisk virkning, fordi det er et af de steder, hvor han ærligt kan udtrykke sig.
Selvom han er omgivet af venner i frokostklubben eller er sammen med sin familie, kan han være fyldt af en eksistentiel følelse af ensomhed, som ikke forsvinder. Her er lindringen i, hvad man kan kalde mysteriet.
Han stikker sin hånd ned i bukselommen. Her bor hans lille Kristus ikon, som har fulgt ham i årevis.
”Ikonens rolle legitimerer, hvem jeg er inderst inde. Det er ikke mit job, min ægtefælle, mine børn eller venner. Det er mig set i ikonen blik. Jeg har en slags visuel teologi, som måske står som en kontrast til en intellektuel side, som jeg udtrykker som fagperson. Privat er jeg et kristent menneske, og i det liturgisk rene sprog i gudstjenesten, hvor jeg falder på knæ ved alteret, er der en lindring.”
8