Prøv avisen
Min julesalme

Fem danskere fortæller: Dette er min yndlingsjulesalme

Tammi Øst, Phillip Faber, Rikke Forchhammer, Jakob Kvist og Dorte Futtrup. Foto: Finn Frandsen, DR, Cæciliie Philipa Vibe Pedersen, Miriam Dalsgaard og Lisbeth Holten.

Fem danskere fortæller om betydningen af deres yndlingsjulesalme

Tammy Øst, skuespiller: Rosen som symbolet på håb

”En rose så jeg skyde”, første vers

En rose så jeg skyde

op af den frosne jord,

alt som os fordum spå’de

profetens trøsteord.

Den rose spired frem

midt i den kolde vinter

om nat ved Betlehem.

Tysk 16. årh. Michael Praetorius 1609.

Oversat til dansk af Thomas Laub 1920.

”Jeg holder af roser, fordi de er så gavmilde og kan blomstre forbløffende sent. Lige nu står jeg og ser ud på nogle, vi har i krukker udenfor. Det er fuldt forståeligt, at man har bragt netop rosen ind i en salme. At blomstre skulle høre sommeren til, og så kommer de pludselig i en tid, hvor man ikke forventer det. Der er en overraskelse i det, som giver håb. Rosen, der skyder så sent på året, er et stærkt symbol, og det er indlysende, at man forbinder den med Jesus. Der kom håbet jo. Selvom jeg måske ikke går så meget i kirke, kan jeg godt mærke, at jeg er opdraget med salmer, og at de betyder noget for mig. Jeg har et særligt forhold til første vers, og for mig smelter melodien sammen med teksten. Den er ikke tung, men meget, meget fin.”

Philip Faber, chefdirigent for DR's Pigekor: Det er både stort og smukt

”Dejlig er jorden”, tredje vers

Englene sang den

først for markens hyrder;

skønt fra sjæl til sjæl det lød:

Fred over jorden!

Menneske, fryd dig,

os er en evig frelser fød!

B.S. Ingemann 1850.

”Jeg bliver næsten altid rørt, når vi når til tredje vers af den salme. Melodien kan et eller andet, og det er nærmest flabet, at den kun har disse tre ret korte vers, men på den anden side kan man sige, at det er perfekt, for man når lige at opleve, hvor fantastisk smuk ord og melodi er, og så når man til det tredje vers og mødes af englene, og man mindes om de ord, englene sang for hyrderne: ’Fred over jorden’.”

”Når jeg synger ’fred over jorden’ føler jeg mig uendelig lille, for ordene minder om et budskab, som er givet på tværs af alle de skel, som man ellers måtte opstille. Det er både stort og smukt, og når jeg synger ordene, mærker jeg, at jeg må give slip i forhold til, hvad julen er. Salmen er knyttet til jul, men jeg har også sunget den ved begravelser af flere familiemedlemmer, så jeg kommer også i kontakt med en melankoli, som også er i julen.”

Rikke Forchhammer, forstander på Krogerup Højskole: Det trøster mig at andre tager over

”Dejlig er jorden”, andet vers

Tider skal komme,

tider skal henrulle,

slægt skal følge slægters gang;

aldrig forstummer

tonen fra Himlen

i sjælens glade pilgrimssang.

B.S. Ingemann 1850.

”Jeg var syv år, da jeg hørte den første gang til min farfar, Olaf Forchhammers, begravelse i 1964. Jeg husker tydeligt højtideligheden, men også fortrøstningen. ’Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang’ fortæller os, at vi er en del af noget, som slutter, men også fortsætter. Selvom der er nogen, der forsvinder, er der andre, der overtager.

”Jeg har været kirkesanger og har gået i katolsk skole i Kolding, så selvom jeg kommer fra et ret ateistisk hjem, sætter netop ’Dejlig er jorden’ mig i en bestemt stemning, som har meget at gøre med, at vi alle er en del af jorden. Sidste vers med linjerne ’Englene sang den først for markens hyrder’ og ’Fred over jorden’ holder jeg også meget af. Min farfar var pacifist, og det er jeg også.”

Dorte Futtrup, historiefortæller:At vedkende sig julesorgen er smukt

”Velkommen igen, Guds engle

små” (dette vers er ikke altid med i

julesanghæfterne)

O, måtte vi kun den glæde se,

før vore øjne lukkes!

Da skal, som en barnemoders ve,

vor smerte sødt bortvugges.

Vor Fader i Himlen! lad det ske,

lad julesorgen slukkes!

N.F.S. Grundtvig 1824.

Mel.: C.E.F. Weyse 1838.

”Jo ældre jeg er blevet, jo mere holder jeg af Grundtvigs salmer. Allermest ’Velkommen igen, Guds engle små’ og især ottende vers – det, der er udeladt i mange julesanghæfter. Grundtvig udelod det også selv oprindeligt, fordi han havde en opfattelse af, at det måske var for privat, og hvad vedkom hans smerte folk. Men det smukke er netop, at verset vedkender sig julesorgen. Det kan være vemod, modløshed, ensomhed eller mindet om dem, man har mistet, store eller små bekymringer. I år er julesorgen for mig forstærket af, at jeg har været i Jerusalem og ved Genesaret Sø for at fortælle Josef-komplekset fra Det Gamle Testamente. Det lige at have været der, og så de seneste ugers politiske situation, gør et stærkt indtryk.”

Jakob Kvist, kreativ direktør i ArtPeople:Indbegrebet af varme stuer

”Skyerne gråner”, første vers

Skyerne gråner og løvet falder

Fuglene synge ej mer

Vinteren truer og natten kalder

Blomsterne sukker; det sner

Og dog bære blus vi med glæde!

N.F.S. Grundtvig 1847.

Mel.: Thora Borch 1866.

”Det er en forfærdelig opgave at skulle vælge, for der er jo så mange fantastiske salmer. Men jeg stopper rouletten ved ’Skyerne gråner’, som min mor havde et særligt forhold til, og som vi altid sang i mit barndomshjem til advent. Den er indbegrebet af varme stuer og mørke udenfor for mig, og teksten er så stærk på den dobbelthed også. Det er den forpinte, gamle Grundtvig med julesorgen, der digter. Det fortsætter med tårerne for Balder, dødens tårer, ’der stivner af kuld’, det er mørke og afmagt, og så vender det jo i kraft af forår og solhverv og håbet, der kommer til verden. ’Jul gør lyksaligt nytår’. Det sidste er en besværgelse, og det gør det så stærkt. Melodien er af Thora Borch, som jeg ikke kender fra andre ting, men den er dejlig og understøtter den stærke melankoli.”

Forstander Rikke Forchhammers yndlingssalme er andet vers af "Dejlig er jorden". Foto: Cæcilie Philipa Vibe Pedersen
Dorte Futtrup, historiefortæller. Foto: Lisbeth Holten
Jakob Kvist, kreativ direktør i ArtPeople. Foto: Miriam Dalsgaard/ritzau