Det er varmt og fugtigt, og der er en umiskendelig stank af urin i det hjørne af banegårdspladsen i Catania på Sicilien, hvor hjælpeorganisationen Caritas deler mad ud. I køen foran det lille suppekøkken står en høj, sort mand roligt og venter. Han har en rød baseballkasket på, som han indimellem tager af for at tørre sved af panden. Han fortæller, at han hedder John og er flygtning fra Sydsudan.
John er en af de tusindvis af flygtninge, der de seneste uger er blevet fragtet over Middelhavet i faldefærdige fiskerbåde. Han er 27 år, har studeret og taget studentereksamen. John er både krigsflygtning og fattigdomsflygtning. Han flygtede fra krigen i Sydsudan til Kenya, og i april 2014 forlod han sin gravide kone og en lille datter i en kenyansk FN-flygtningelejr. Flugten gik over Etiopien til Sudan og siden til Libyen, hvor det lykkedes at få job som bygningsarbejder.
”Der er ingen fremtid der. De dræber folk,” konstaterer John med vrede i stemmen.
For godt tre uger siden fandt han frem til en menneskemugler, som han betalte alt, hvad han ejede. En nat blev han gennet om bord på en tungt lastet fiskekutter. Næste morgen blev de godt 700 passagerer reddet af et britisk skib og sat i land i Catania på Sicilien.
John er et eksempel på det dilemma, Europa befinder sig i. Europa står over for et voldsomt indvandringspres, der ifølge den italienske forfatter Umberto Eco kun har set sin lige før Romerrigets fald, da presset af germanere nordfra skabte helt nye nationer. På den ene side sætter den igangværende folkevandring Europas velfærd og frihedsværdier under pres. På den anden side kan Europa ikke se til, mens flygtninge drukner i Middelhavet.
Eller som Umberto Eco har udtrykt det i et interview med Politiken: ”Europa kan ikke tackle det voldsomme indvandringspres, men vi mister det, vi kan lide ved Europa, hvis vi holder folk ude.”
Europa og resten af verden oplever i øjeblikket den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig. Der er i dag 59,5 millioner flygtninge og fordrevne på kloden. Mens europæere tager på ferie ved Middelhavets strande, forsøger krigsflygtninge fra Syrien, Somalia, Sudan og Afghanistan og økonomiske flygtninge fra Vestafrika at nå de samme kyster på overfyldte skibe.
Håbet om et bedre liv i Europa får tusindvis af mennesker til at begive sig ud på livsfarlige rejser. Sidste år mistede 3500 mennesker livet i Middelhavet, og de første fem måneder af 2015 druknede omkring 2000 flygtninge. Organisationen Migrant Files, der forsøger at samle data om de mange dødsfald, vurderer, at 23.000 mennesker er omkommet de seneste 15 år under forsøg på at komme til Europa. Hovedparten er druknet på Middelhavet.
Der findes ingen præcise opgørelser af forholdet mellem krigsflygtninge og fattigdomsflygtninge. Men en opgørelse fra det fælleseuropæiske grænseagentur Frontex viser, at hovedparten af de omkring 140.000 flygtninge, der blev modtaget af Italien og Grækenland fra januar til juni i år, kom fra Syrien, Eritrea og Somalia, mens knap 10.000 kom fra fattige afrikanske lande.
Efter en ophedet debat aftalte EU's stats- og regeringschefer i sidste uge en frivillig ordning, der over de næste to år skal fordele 40.000 asylsøgere, som er kommet i land i Grækenland og Italien, til det øvrige EU. Danmark står uden for omfordelingen på grund af retsforbeholdet. Men de færreste tror, at den indtil videre ukonkrete aftale for alvor vil løse fordelingen af flygtninge. Samtidig vil EU forsøge at knække de menneskesmuglere, der organiserer sejladserne, ved at destruere deres både.
Derudover forsøger de enkelte lande at tage hver deres forholdsregler for at holde de mange mennesker ude.
Ungarn er i færd med at bygge et 175 kilometer langt hegn på grænsen til Serbien.
Bulgarien har opført et 30 kilometer langt pigtrådshegn, og Grækenland en 12 kilometer lang mur, begge ved grænsen op til Tyrkiet.
Italien undlader bevidst at foretage den obligatoriske registrering af flygtninge og lader dem rejse videre til Nordeuropa.
Herhjemme vedtog Folketinget sidste år at indskrænke opholdstilladelsen til ikke individuelt forfulgte syrere til en periode på et år, og den nyudnævnte integrationsminister, Inger Støjberg (V), har varslet en lav starthjælp til flygtninge i et forsøg på at gøre Danmark til et mindre attraktivt land for asylsøgere.
Migrationsforsker, postdoc Martin Lemberg-Pedersen fra Københavns Universitet vurderer, at antallet af flygtninge vil fortsætte med at vokse. Væksten i flygtninge hænger tæt sammen med de årelange uløste krige og konflikter i Syrien, Afghanistan, Irak, Somalia og Sudan samt opløsningen af Libyen, der har fået tusindvis af landets migrantarbejdere til at søge mod nord.
”Vi har set mange flygtninge gennem de seneste 15 år. Nogle af de store flygtningestrømme er i høj grad et resultat af Vestens aktivistiske udenrigspolitik, og man kan derfor argumentere for, at vi i Europa også har et ansvar for at være med til at hjælpe de nødlidende. Helt generelt går idéen om FN's Flygtningekonvention ud på, at vi har en pligt til at hjælpe mennesker på flugt,” siger Martin Lemberg-Pedersen.
Han henviser til historien om det tyske passagerskib Skt. Louis, der sejlede 1000 tyske jøder ud fra Hamborg i 1939. Skibet blev afvist i USA, Cuba og Canada og måtte returnere til Europa. Til sidst forbarmede Storbritannien, Holland og Frankrig sig. Men mellem 180 og 250 af de passagerer, der kom til Holland og Frankrig, endte i de nazistiske udryddelseslejre.
”Selvom situationen i dag ikke direkte kan sammenlignes med dengang, skal vi passe på, at vi ikke dehumaniserer menneskeliv og kommer til at gentage noget af det, vi lovede aldrig mere skulle ske efter Anden Verdenskrig. Det er meget bekymrende, at mere end 20.000 er døde i Middelhavet, og at vi begynder at se lig langs flygtningeruterne i Afrika og flygtningemassegrave i Asien,” siger Martin Lemberg-Pedersen.
Henrik Stubkjær, der er biskop i Viborg Stift og tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, peger på, at Europa har en moralsk forpligtelse til at tage sig af de mennesker, der samles op på Middelhavet.
”Hvis ikke vi tager os af de mennesker, vi samler op i havet, så undergraver vi det menneskesyn og demokrati og de menneskerettigheder, der er grundstenen i vores samfund. Jeg kan ikke se noget alternativ til at hjælpe flygtninge her og nu. Et land som Libanon har taget en million flygtninge. I Danmark har vi taget 15.000. Et eller andet sted synes jeg godt, man kan spørge sig selv, om vi har nået grænsen, eller om vi kan tage lidt flere,” siger Henrik Stubkjær.
Han påpeger, at der ikke findes snuptagsløninger, men at kuren på flygtningekrisen er langsigtet og består af mange indsatser.
”Verden hænger sammen i dag, og der er ingen, der kan sige, at de ikke har nogen andel i flygtningeproblemerne. Vi skal give mere bistand til både Syriens nærområder og flere afrikanske lande. Vi skal styrke FN, og vi skal få Asien, rige lande i Mellemøsten og USA til at være med til at løse opgaven. Begynder vi at negligere flygtningene over Middelhavet, så undergraver vi vores eget samfund og det fundament, vi selv står på,” siger Henrik Stubkjær.
Filosof og forfatter Kai Sørlander mener til gengæld, at det kan være etisk rigtigt at lukke Europas grænser for de mange flygtninge. Kai Sørlander fremhæver, at flygtningesituationen omkring Middelhavet er et såkaldt tragisk dilemma, hvor valget står mellem to onder. Hvis vi åbner grænserne, kan det true den sociale tillid, der er forudsætning for vores retssamfund. Lukkes grænserne, sættes flygtningene i en meget vanskelig situation.
”Vi må vælge mellem to onder, og der er ikke noget entydigt godt valg. Jeg har ikke nogen præcis grænse for, hvor mange flygtninge vi kan tage imod, og jeg kan ikke sige, om de 15.000 asylsøgere, Danmark modtog sidste år, er for mange. Men vores første etiske forpligtelse er at sikre sammenhængskraften og frihedstraditionen i vores eget samfund. Det er svært at opbygge et samfund som det danske. Men det kan være let at nedbryde, hvis vi får for mange mennesker ind, der ikke er opdraget demokratisk,” siger Kai Sørlander.
Han mener, at de mange flygtninge kan være med til at undergrave europæiske traditioner for frihed og tolerance.
”I Europa har vi store problemer med manglende integration. I Danmark har vi indvandrerghettoer som Mjølnerparken i København og Gellerupplanen i Aarhus. Hvordan kan vi sikre, at den udvikling ikke fortsætter? Det handler ikke bare om at give indvandrere job. At skabe et demokratisk samfund kræver, at man får demokratiet indpodet. I Libyen har vi set, hvordan det ikke er nok at vælte en diktator. En demokratisk udvikling kræver en demokratisk tankegang. Et af de store spørgsmål er, hvordan Danmark og Europa håndterer, at der kommer en stor gruppe flygtninge fra ikke-demokratiske lande,” siger Kai Sørlander. Han henviser til Dansk Folkepartis fremgang ved folketingsvalget for to uger siden.
”Fremgangen skyldes blandt andet, at en stor gruppe danskere er bekymrede over indvandringen. Og den tendens ses flere andre steder i Europa. Eliten har været for selvgod og har ikke lyttet til almindelige menneskers bekymring. De velstillede kan være tolerante over for flygtninge, for det er ikke dem, der skal bære byrden i hverdagen. Alle ved, at flygtningene skal bo i de områder, hvor de dårligst stillede danskere i forvejen bor. Det er en moralsk modsigelse, der ikke kommer frem i debatten,” siger Kai Sørlander.
Michael Böss, der er forfatter og lektor ved institut for sprog, litteratur og kultur på Aarhus Universitet, har i Berlingske skrevet to kronikker om det, han betegner som etisk integration. Han mener, at Danmark har ret til at begrænse indvandringen, men at vi samtidig har en etisk forpligtelse til at hjælpe fattige mennesker via u-landsbistand.
”Fulgte man Bjergprædikenens etik, kunne man sige, at vi har et globalt ansvar for at bekæmpe verdens fattigdom. Men det ville være urealistisk. Vi kan ikke styre et samfund ud fra Bjergprædikenens etik, men ud fra politik. Og fra en politisk synsvinkel handler det om at sikre staters evne til at overleve og tage vare på deres egne befolkninger. En fuldstændig åben dørs politik ville betyde sammenbrud for de europæiske velfærdssamfund. Set ud fra en etisk synsvinkel har vi heller ikke et uendeligt ansvar over for alle mennesker på kloden, der er i social nød. Vi har først og fremmest et ansvar over for nødlidende i vores eget samfund,” siger Michael Böss.
Han peger på, at det er vigtigt at skelne mellem flygtninge fra krig og forfølgelse og de såkaldte fattigdomsflygtninge. Den første gruppe bør ifølge Michael Böss hjælpes med asyl og støtte til flygtningelejre i nærområder, så flygtningene på et tidspunkt kan vende hjem og genopbygge deres land.
”Fattigdomsflygtningene vil vokse voldsomt inden for de næste par år, men vi skal passe på ikke at lade følelserne løbe af med os i dette spørgsmål. For ret beset er det ikke de fattigste, der når til Europa. På den måde håndplukker vi faktisk de bedste unge, der egentlig kunne være med til at kæmpe for deres egne samfund. Derved gør vi disse samfund endnu fattigere, end de var i forvejen, og fratager dem de befolkningslag, deres fremtid afhænger af,” siger Michael Böss.
Han peger på, at målet må være at skabe en bæredygtig indvandring.
”Det er en indvandring, der ikke ændrer på institutioner, værdier og normer, som har bidraget til Danmarks høje velstand og tillid mellem mennesker. Den arv har vi etisk ret til at bevare og forsvare. Hensynet til vores eget land betyder, at vi kun kan tage imod asylsøgere og deres familier i det omfang, vi kan integrere dem. Men vi har til gengæld et etisk ansvar for gennem bistandspolitik at hjælpe fattige lande med at udvikle deres egen bæredygtige samfundsmodel,” siger Michael Böss.
Medlem af Det Etiske Råd og tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem Lise von Seelen finder det dybt problematisk, at Europa ikke har fundet fælles løsninger, der kan fordele flygtningene solidarisk mellem de forskellige EU-lande. Hun påpeger samtidig, at det er helt forkert at vurdere, om de mennesker, der flygter fra krig og brutalitet, er til gavn for Danmark.
”Det er verdens konflikter, der bestemmer, hvor mange mennesker der lever op til at få flygtningestatus. Det er ikke en matematisk opgave, hvor vi skal regne på, hvor mange vi kan rumme. På verdensplan har vi det største antal flygtninge siden Anden Verdenskrig, og det bliver vi nødt til at dimensionere efter,” siger Lise von Seelen.
Socialdemokraten fra Sønderjylland er ikke i tvivl om, at Europas håndtering af flygtningekrisen vil få en hård dom i fremtidens historiebøger.
”Jeg tror, der vil være kø ved håndvaskene, når vi skal i gang med historieskrivningen. Europa har ikke fortjent ros for sin håndtering. Jeg tror, det vil gå over i historien, at vi ikke gjorde mere.”
Tilbage på banegårdspladsen i Catania på Sicilien lever John af mad, der bliver delt ud af Caritas. Ligesom de andre bådflygtninge, der vil videre til Nordeuropa, sover han på de papstykker og beskidte tæpper, der ligger på jorden.
Han har hverken pas eller papirer og ønsker ikke at give sit fingeraftryk til de italienske myndigheder, fordi han vil rejse videre fra Italien. Derfor kan han ikke få hjælp i nødhjælpscentrene. En af hans rejsekammerater forsøger at nå til Danmark. For John er håbet at komme til Storbritannien eller Norge.
”Jeg vil så gerne lære, studere og blive god til noget, der kan hjælpe andre. Måske kan jeg blive ingeniør,” siger han og bliver fugtig i øjnene, mens han ser på det billede, han har af den yngste datter på sin mobiltelefon. Hun blev født for ni måneder siden. Nogle måneder efter, at han forlod Kenya.