Mødregruppe: Det unikke er, at vores fællesskab er skabt ud af en fælles situation

For knap 25 år siden blev seks kvinder sat sammen i en mødregruppe. Det særlige fællesskab, de skabte, har siden spredt sig til deres børn og mænd og består stadig. Det at have et fælles udgangspunkt giver mig et frirum, fortæller Gitte Birk Jørgensen fra Ikast i Midtjylland

 49-årige Gitte Birk Jørgensen (siddende tv.) arbejder på idrætshøjskolen ISI i Ikast. Siden 1993 har hun haft et tæt og vigtigt fællesskab med sin mødregruppe. Bagerst fra venstre: Lene Nielsen, Kirsten Willumsen, Heidi Maibritt Trampedach Larsen og Vibeke Laursen. Forrest fra venstre: Gitte Birk Jørgensen og Inger Friis Jakobsen. – Privatfoto.
49-årige Gitte Birk Jørgensen (siddende tv.) arbejder på idrætshøjskolen ISI i Ikast. Siden 1993 har hun haft et tæt og vigtigt fællesskab med sin mødregruppe. Bagerst fra venstre: Lene Nielsen, Kirsten Willumsen, Heidi Maibritt Trampedach Larsen og Vibeke Laursen. Forrest fra venstre: Gitte Birk Jørgensen og Inger Friis Jakobsen. – Privatfoto.

Jeg tror, at vi alle helt fra starten i 1993 kunne fornemme, at vi havde noget særligt sammen. Det kunne jeg i hvert fald.

Vi var alle seks fra Bording-området, men var ellers tilfældigt sammensat. Eller, ikke mere tilfældigt, end at vi jo havde født nogenlunde samtidig og alle havde søgt en mødregruppe. Nogle kendte hinanden i forvejen, men vi var meget forskellige. Det viste sig dog hurtigt, at vores forskellige indfaldsvinkler og synspunkter i forhold til de udfordringer, der kommer, når man får sit første barn, var en fordel. Så kunne man altid være sikker på at få ny inspiration med hjem.

De fleste mødregrupper opløses helt naturligt, når man ikke længere har brug for hinanden. Typisk når arbejdslivet igen kalder, og man får hver sin rytme. Men det tidspunkt kom bare aldrig for os. Vi var ikke færdige med hinanden, for der var mere at hente i vores fællesskab. Vi holdt derfor fast i hinanden, da vi fik flere børn. Desuden begyndte vi at involvere vores familier mere og mere. Vi arrangerede bowlingture, udflugter og grillaftener med både de ældre børn og vores mænd, og der udviklede sig venskaber på kryds og tværs. Og vi gjorde det i et omfang, så min søn en dag spurgte, om vi egentlig alle sammen var i familie.

Nu, næsten 25 år senere, gør vi det stadigvæk. Vi mødre mødes fast hver anden måned og ses også ved siden af, og så er der to faste familiearrangementer hvert år. Alle børnene fra dengang er flyttet fra byen, men de prioriterer altid at være med til arrangementerne, for på en måde er vores fællesskab blevet deres udvidede familie, og jeg ved, at de holder kontakten til hinanden på trods af store afstande.

For mig er vores fællesskab et helt særligt frirum. Her kan jeg slappe helt af og være mig selv, for vi kender efterhånden hinanden så godt og er så gode venner, at der aldrig er noget filter. Jeg har også andre veninder og fællesskaber, men det helt unikke ved mødregruppen er, at den er skabt ud af en fælles situa- tion og fælles interesser. Og det er interesser, som der ikke er nogen naturlig ende på. Vi er ikke gledet fra hinanden, sådan som man ofre gør i gamle fællesskaber. Vi har jo stadig vores børn, de er stadig på samme alder, og vi deler stadig de udfordringer, glæder og bekymringer, der følger med.

Vi taler selvfølgelig også om andet end vores børn, men jeg tror, at netop fordi vi er blevet hinandens ledsagere omkring den allervigtigste del af livet, børnene, er vores sammenhold blevet specielt stærkt. At vores børn og mænd så også har skabt deres egne relationer ved siden af, har kun gjort vores bånd stærkere.

For cirka et år siden blev den første af os så mormor, og det følger vi alle sammen vældigt med i. Vi ved jo, at det også bliver vores tur. Pigen, der har fået barnet, er faktisk en af de første seks mødregruppebørn, der for 25 år siden lå og sprællede på gulvet imellem os. Nu mangler vi bare, at vores børn også starter en mødregruppe sammen, så er ringen sluttet.