Det uperfekte menneske har næsten ikke sin gang på jorden længere

Vi har en dagsorden præget af mistillid, hvor der er begrænset rummelighed i forhold til fejl og mangler, siger psykiatrifondens formand, Anne Lindhardt

”Vi tror, at vi kan tænke os til det hele, men det kan vi ikke. Vi er styret af ubevidste kræfter og motiver, som driver os. Det gælder for alle mennesker, og i det ubevidste ligger der kilder til kreativitet og indsigt, men her kan også ligge kimen til lidelse,” siger Anne Lindhardt.
”Vi tror, at vi kan tænke os til det hele, men det kan vi ikke. Vi er styret af ubevidste kræfter og motiver, som driver os. Det gælder for alle mennesker, og i det ubevidste ligger der kilder til kreativitet og indsigt, men her kan også ligge kimen til lidelse,” siger Anne Lindhardt. . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Præges samfundet af en angstkultur?

Det mener Psykiatrifondens formand, psykiater Anne Lindhardt. På vej mod sin 70-årsdag advarer hun mod, hvad hun kalder en kultur af kontrol og mistillid. En kultur, som kan sætte sig aftryk i personligheden og øge sandsynligheden for, at man udvikler angstlidelse.

I dag er angst den mest almindelige psykiske sygdom i Danmark. Ja, det er en folkesygdom, som hver fjerde eller femte møder i løbet af livet, men det er først og fremmest en naturlig reaktion på fare. Det er angsten, som sikrer, at vi flygter, når vi er truet. Skal man tale om angst som sygdom, skal følelsen af uro og panik hænge sammen med kropslige symptomer som hjertebanken, rysten eller sveden, som er uden for egen viljes kontrol.

Så hvad mener Anne Lindhardt, når hun taler om en angstkultur?

Hun bærer en stor friskbrygget kande stempelkaffe ind i arbejdsværelset i hjemmet på Frederiksberg, for der er god tid til at tænke og tale denne formiddag. Efter år med ganske lange arbejdsdage som leder og engageret i en række faglige sammenhænge nationalt og internationalt, har hun indrettet sit arbejdsliv, så hun har fået noget mere tid til at være i stuelejlighedens lyse arbejdsværelse omgivet af bøger og kunst og med udsigt til træer. At bo, hvor storbyen er grøn, er noget, hun værdsætter.

Når hun skal forklare, hvordan kulturen er blevet frygtsom, tager hun afsæt i etikken. Den græske filosof Aristoteles formulerede det, som siden er blevet til dydsetikken. For Aristoteles var det at være et godt menneske og leve et godt liv to sider af samme sag.

”Dydsetikken italesætter en grundlæggende tillid mellem mennesker, som vi ikke har i samme grad som tidligere. Dydsetikkens grundsyn er, at vi grundlæggende vil være gode forældre, gode i relationer og gøre vores arbejde godt, men i dag er der mange eksempler på, at vi indretter samfundet efter, at folk ikke som udgangspunkt vil det gode. Den manglende tillid går ud over noget andet. Vi har en dagsorden præget af mistillid, hvor der er begrænset rummelighed i forhold til fejl og mangler. Tillid er mange steder erstattet med kontrol, og en af konsekvenserne er, at alt for mange mennesker får et arbejdsliv, hvor de er bange for at begå fejl. Den kontrol, angsten afføder, sætter sig i relationerne og kommer til at præge den mellemmenneskelige kultur.”

Det er ikke kun voksnes liv, som er præget af kontrol. Det gælder også børnenes skoleliv, argumenterer hun.

”Elever i folkeskolens yngste klasser er bange for, hvordan det går dem, når der er test. Vi er gået tilbage til en kultur, hvor kontrol og angst dominerer. Det er godt at stille krav til børn, men det skal ske i en tillidsfuld atmosfære. For at udvikle sig til et frit og udfoldet menneske, skal man opleve tillid, omsorg, tryghed og kærlighed. I dag lever vi i et samfund, som nærmest gør det modsatte, og det sætter aftryk i personligheden, som gør, at man er mere tilbøjelig til at udvikle en angstlidelse senere,” siger hun.

Foto: Petra Theibel Jacobsen

Angstkulturen næres samtidig af en forventning om nærmest perfekte liv.

”Det uperfekte menneske har næsten ikke sin gang på jorden længere, og det er noget rigtigt rod, for ingen er perfekte. Vi har fået en forestilling om en række rigtige socialtyper: Man er ikke bare forælder, men man skal være den rigtige forælder, hvilket i sig selv er et pres. Både individuelt og kollektivt er der en illusion om perfektion, og vi bliver skuffede gang på gang.”

Man skal ikke tale længe med Anne Lindhardt, før man mærker den grundlæggende passion, hun har for sit fag.

”Jeg er præget af en ubændig nysgerrighed efter, hvad der foregår i mennesker og i menneskers sind. Jeg er usvækket optaget af mødet med den diversitet, som er i menneskers liv og sind. Som psykiater har vi ikke måleinstrumenter, men vi lever af at kunne etablere en god kontakt og have en åbenhed over for, hvad der foregår i det andet menneske,” siger hun.

Hun var blot tre år, da hun besluttede sig for at blive læge. At hun ikke skulle gå en akademisk vej, overvejede hun aldrig, for det syntes som det eneste naturlige som barn af to jurister med karrierejobs. Hun gik i børnehave og skole på den private pigeskole Ingrid Jespersens Skole på Østerbro i København. Et både praktisk og bevidst valgt fra forældrenes side, og når hun tænker tilbage, er hun glad for den prægning, skolen gav hende.

”Jeg havde en enkel forståelse af, at jeg som læge ville kunne gøre gavn. Jeg behøvede ikke at argumentere så meget for mig valg, for det var nyttigt at blive læge,” siger hun.

Efter hun var blevet student, tilbragte hun skoleåret 1964 til 1965 i USA, hvor hun tog en amerikansk studentereksamen, mens hun boede hos en familie i Boston-området. Året antændte hendes samfundsinteresse og gav hende smag for internationalt arbejde. En kort overgang overvejede hun, om hun mon skulle læse statskundskab i stedet for medicin. Det blev dog medicinstudiet i København, og da hun havde læst to år, mødte hun den jævnaldrende teologistuderende Mogens Lindhardt. De forelskede sig og blev gift i 1971, og hun lod derfor planerne om et internationalt virke hvile.

Optagetheden af samfundsforhold tog hun med sig ind i medicinstudiet og siden ind i psykiatrien.

”I psykiatrien kan du ikke have tunnelsyn. Du er nødt til at interessere dig både for sygdommen og for det menneske, som bærer sygdommen, og de levevilkår, mennesket har,” siger hun.

Foto: Petra Theibel Jacobsen

Hvilke mønstre ser Anne Lindhardt gå igen hos de mennesker, hun møder med sit behandlerblik?

Et fællestræk er, at mennesker søger efter mening. Også i sygdommen.

”Mange vil gerne have en diagnose, for så tror de, at de får en forklaring. Men diagnosen er kun en meget lille del af forklaringen. Hvis du vil have en større forståelse, er du nødt til at søge mere ind i, hvem du er, og hvordan du forholder dig til andre, og forstå dine gentagelsesmønstre. Tag for eksempel angst. Jeg tror, man er nødt til at søge ind efter en mening bag angsten. I mange tilfælde vil angsten sige den enkelte noget. Vi tror, at vi kan tænke os til det hele, men det kan vi ikke. Vi er styret af ubevidste kræfter og motiver, som driver os. Det gælder for alle mennesker, og i det ubevidste ligger der kilder til kreativitet og indsigt, men her kan også ligge kimen til lidelse.”

Der findes i dag omkring 450 psykiatriske diagnoser, og Anne Lindhardt er sikker på, at listen vil vokse de kommende år, i takt med at forskningen forfiner synet på lidelsernes kompleksitet. Men uanset at listen over diagnoser vokser, understreger hun, at en diagnose aldrig skal læses som en facitliste på den diagnosticerede.

”Diagnosen er et godt redskab. Med en diagnose ved jeg noget om, hvilke sygdomssymptomer dette menneske har, men du er nødt til at udfolde menneskets tanke og liv yderligere,” siger hun.

Hun arbejder både med medicin og menneskers netværk, men har også videreuddannet sig inden for gruppeanalyse, som har sit oprindelige teoretiske grundlag i Sigmund Freuds (1856-1939) psykoanalyse. Selvom hun har trappet arbejdslivet en smule ned, holder hun fast ved den langsomme gruppeterapi, for i det arbejde ser hun, hvordan mennesker over tid udvikler sig.

Det er også derfor, at der står så usædvanligt mange stole i arbejdsværelset. Flere sammenklappelige instruktørstole står spredt i rummet, og en gang om ugen er alle stole besat, når hun har gruppeterapi sammen med en kollega.

Alle, som deltager i gruppen, har en psykisk sygdom, men det er ikke sygdommen, de taler om, når de er samlet hjemme hos Anne Lindhardt.

”I gruppen arbejder vi ikke så meget med symptomerne, men det som ligger bag ved symptomerne og den måde, som de viser sig på i forhold til andre. Vi vokser gennem relationerne, og det er grundtanken i det arbejde, vi laver i gruppen. At knytte sig til andre er måske den stærkeste drift overhovedet, og kan man ikke det, bliver man et fattigt menneske. Man kan få en meget større viden om sig selv og andre gennem det, for vi er typisk sammen i gruppen i nogle år. En psykisk sygdom er et livsvilkår, men det er vigtigt, at man ikke ser diagnosen som en dom og bilder sig ind, at man er defekt og fortabt. Trods psykiske og sociale vilkår kan man få et liv, som giver meningsfylde og livstilfredshed,” siger hun.

Når det gælder vilkårene for mennesker med en psykisk sygdom i Danmark, er der ifølge Psykiatrifondens formand god plads til forbedring. Den forventede levetid for mennesker med en psykisk sygdom er omkring 20 år kortere end for befolkningen generelt. Den markante overdødelighed skyldes blandt andet, at psykisk syge har en øget risiko for at dø af fysiske sygdomme og bivirkninger af medicinen, som medfører øget risiko for såvel ulykker som selvmord.

Foto: Petra Theibel Jacobsen

Men fremskridtene er også iøjnefaldende, understreger hun. Dels er forskningen nået vidt, skønt der stadig er brug for mere viden om sindets lidelser. Et andet markant fremskridt er den åbenhed, som i hendes levetid er kommet omkring psykiske sygdomme. Her kan hun bruge sin egen familiehistorie som eksempel. Da Anne Lindhardt var teenager, blev hendes mor første gang indlagt på et psykiatrisk hospital. I lange perioder var hun indlagt, hvilket forandrede hverdagen for den lille kernefamilie.

”Der var både skam og fortielse forbundet med min mors sygdom. Og det var en skam, som lå hos mig selv. Omgivelserne mødte min mors sygdom med en tavs undren. I dag er der heldigvis ikke på samme måde skam forbundet med at være pårørende til en psykisk syg,” siger hun.

Da hendes mor blev syg, var hun kontorchef i Finansministeriet, hvilket var usædvanligt for en kvinde tidligt i 1960erne. Hendes mor gik fra at være en succesfuld karrierekvinde til ikke længere at kunne fungere på arbejdsmarkedet, og efter nogle år blev hun pensioneret.

De mange års erfaring som pårørende har givet Anne Lindhardt en viden om, hvor afgørende det er, at læger tager de pårørende alvorligt.

”Jeg mødte læger, som havde meninger om mig som pårørende, men det var en utrolig lettelse, når jeg traf læger, som gav mig frihed og ro til at stille de spørgsmål, jeg havde, og tog sig tid til at fortælle, hvad det handlede om. ”

Når hendes mor havde det godt, var hun en inspirerende og beleven kvinde, og skuffelsen var stor, når hun fik en nedtur og måtte indlægges. Der gik flere år, inden hendes mor fik en diagnose: Kompliceret depression. Hendes mor levede med de svære svingninger, til hun døde som 71-årig. I perioder tog sygdommen over, men der var også gode perioder, hvor hun var en charmerende og afholdt mormor for Anne og Mogens Lindhardts tre børn.

”Min forsoning med min mor er først kommet mange år efter hendes død, hvor jeg bedre har kunnet forstå min mors livshistorie og betingelserne for hendes liv. I den proces har psykoterapien været en god hjælp. Der findes ikke noget sort-hvidt. Og så har jeg haft et ualmindeligt tilfredsstillende liv og været bevidst om ikke at bruge hele livet på at begræde noget, der er sket engang, men at lade livsnysgerrigheden få sit. Det liv, man lever her og nu, spiller en større rolle end det, som var engang”.