Greta Thunberg repræsenterer det uskyldige barn og vores længsel efter frelse

Fascinationen af den 16-årige skolepige med de lange fletninger har religiøse træk, hvor barnet får frelserskikkelse

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul

Hun har fået flere hundrede tusinde børn over hele verden til at strejke fra skolen og demonstrere for klimaet. Talt for verdens ledere i FN og ved World Economic Forum. Er indstillet til Nobels fredspris og har knap 400.000 følgere på det sociale medie Twitter. Og så er hun kun 16 år. Greta Thunberg er på kort tid blevet et verdensomspændende fænomen og et forbillede for mange. Både børn, unge og voksne hylder i dag den spinkle pige fra Sverige, der begyndte sin kamp for klimaet siddende helt alene foran Rigsdagen i Stockholm for godt et halvt år siden. Kun udstyret med den karakteristiske uldhue, et par lange fletninger og et skilt med den håndskrevne tekst ”Skolestrejke for klimaet”.

”Her har vi ét ansigt, én lille pige, og så er det så enkelt, det hun siger. Hun er ’godhedens’, ’uskyldens’ og ’sandhedens’ stemme, og derfor er det meget nemt at se hende som en form for frelserskikkelse. Her står dette lille menneske og taler om hele kloden, om os allesammen, om jorden og himlen, og hun taler direkte ind i vores alle sammens dårlige samvittighed, så det er meget svært ikke at blive berørt,” siger salmedigter og forfatter Iben Krogsdal, der sagtens kan følge betragtningen om, at ”hengivenheden for pigen fra nord antager religiøse træk”, som sognepræst Anders Raahauge for nylig pointerede i Kristeligt Dagblad. Han henviste til flere tyske medier, der netop har påpeget dette, herunder følgende citat fra en kommentator ved Spiegel Online:

”Greta Thunbergs opstigning har udløst en begejstring, der grænser til frelsesforventning.”

Og dybest set er det netop dette, vores fascination af den unge svenske pige handler om, mener også forfatter og sognepræst ved Jesuskirken i København Sørine Gotfredsen.

”Længlsen efter frelse kendetegner nemlig alle mennesker, uanset om de er religiøse eller ej. Når vi oplever, at der er nogle kræfter, som er ved at tage magten fra os, eller måske endda tænker, at vi står i de sidste tider, så er der en grundlængsel efter Messias. Nogle ser denne figur i en pige som hende, mens andre ser det i den store, stærke leder. Men det er udtryk for det samme: en længsel efter det ikon, der kan vise en ny vej i et vildnis, hvor vi ikke selv kan se vejene længere,” siger Sørine Gotfredsen.

Derfor er det heller ikke den unge svenske pige i sig selv, som Sørine Gotfredsen er irriteret på. Men den omverden, ”der griber hende, som om hun kom fra et andet sted end det menneskelige”, siger hun.

Sørine Gotfredsen er da også langtfra imponeret over, at Greta Thunberg er nomineret til Nobels fredspris.

”Det bliver endnu et eksempel på vores dyrkelse af frelse og overflade. For ja, hun har da de bedste intentioner og udstråler alt det, mennesket har længtes efter, godheden og renheden. Men her er jo ingen resultater, kun et symbol. Hun rammer blot noget i tiden, hvor mange mennesker ønsker at tilkendegive deres holdninger i klimasagen, og så står hun der. Vi griber ud efter hende, som om vi nu endelig har fundet den rene stemme, der kan sige det, som vi andre er for fordærvede og voksne til at sige. Og det er da modigt af hende at stille sig op, men indholdsmæssigt virker hun noget letkøbt. Det er jo en ærlig sag, når man er 16 år. Men det er problematisk at se den sentimentale dyrkelse, som omverdenen møder hende med,” siger Sørine Gotfredsen.

En af forklaringerne på Greta Thunbergs popularitet og frelserimage er netop den forenkling, eller det ”letkøbte”, som Sørine Gotfredsen kalder det. Sådan lød det i hvert fald også fra scene- og filminstruktør Katrine Wiedemann i dagbladet Information for nylig, hvor hun argumenterede imod idéen om at give fredsprisen til et barn. ”En malplaceret tendens”, som hun kalder det, og som hun forsøger at forklare:

”Vi forstår kun verden, når den er letaflæselig. Vi forstår først konfliktstof, når det gøres mere enkelt, end det er. Thunberg gør verden enkel med sin Jeanne d’Arc-agtige fremtoning.” Og videre:

”Greta Thunberg er et ikon på håb, idealisme og civilcourage. En skikkelse, vi åbenbart har brug for.”

Den tolkning kan Iben Krogsdal godt tilslutte sig. Sidste år fulgte hun selv et kursus på Folkeuniversitetet om klimaforandringerne for at blive klogere på, hvad der er op og ned i klimadebatten. Men hun følte ikke, at hun kom frem til en enkel forståelse, ”for der er jo mange forskellige bud og teorier inden for forskningen,” som hun siger. Og det er netop i dét lys, hun også ser Greta Thunbergs appel og popularitet.

”Jeg har beskæftiget mig meget med Luther, og jeg kan ikke lade være med at se nogle paralleller. Han stod alene over for en gruppe magtfulde mænd ved Rigsdagen i Worms, hvor han var truet på livet, hvis han holdt fast i sin udlægning af den kristne tro. Alligevel sagde han ifølge legenden de berømte ord om, at ’her står jeg, og jeg kan ikke andet. Gud hjælpe mig, amen’. Han fulgte sin samvittighed og sagde sandheden. Jeg har tit været misundelig på Luther. Tænk at stå der og sige sandheden, at være så sikker på, hvad sandheden er. Nu står Greta Thunberg så op foran verdens magtfulde mænd som det uskyldsrene barn og siger sandheden – som hun ser den. Enkelt, forståeligt, sort-hvidt – i modsætning til de mange forskellige teorier og den uoverskuelighed, der ellers præger klimadebatten. Og så kommer talen endda fra et barn, der samtidig taler til vores alle sammens konkrete syndsbevidsthed,” siger Iben Krogsdal.

Netop fremhævningen af barnet som uskyldens stemme og tanken om den fælles skyld og synd ligger dybt i vores kultur, med tråde i kristendommen, siger antropolog, docent emeritus Ole Høiris.

”Vi kan jo nemt ’oversætte’ klimadebatten og Greta Thunberg til den gamle kristne idé om, at vi alle er syndere, og så kommer Jesus-barnet og redder verden. Men det er forholdsvist nyt, at vi igen kan abonnere på denne forestilling om alles synd, skyld og dermed ansvar, som vi ser med klimaspørgsmålet. For i 1960’erne og 1970’erne blev folk jo primært set som produkter af deres opvækst og ikke som individuelt ansvarlige eller skyldige som i dag. Dengang var man groft sagt produkter af systemet. Men nu er den kristne syndsbevidsthed kommet på banen igen. Med klimaforandringerne er det nemlig lidt ligesom med arvesynden: Den ligger som et uundgåeligt åg på hver enkelt. Vi er med andre ord alle sammen syndere over for klimaet. På nær måske det uskyldige barn, der skal bøde for vores synder – vi, der har svinet verden til,” siger Ole Høiris, der også peger på, at netop barnet har denne uskyldsstaus i flere kulturer og religioner:

”I den buddhistiske kultur er der blandt andet en forestilling om, at guden inkarnerer sig i barnet. I Nepal udpeger man derfor en lille pige som hende, der bærer det guddommelige i sig. Og hun bevarer denne status som ren, sandfærdig og uskyldig, indtil hun får sin første menstruation. Så finder guden en ny pige. Groft sagt, tror jeg også, at Greta Thunberg mister sin uskyld, den dag hun får en kæreste eller på anden måde begynder at opføre sig som en voksen. Så kan man ikke bruge barnemetaforen om det uskyldige barn længere. Men faktisk er hun jo heller ikke et barn nu. Hun er teenager, men hun bliver barnliggjort netop for at forstærke symbolværdien,” siger Ole Høiris.

Men billedet af barnet som særligt uskyldigt eller sandhedsbærende er en misforstået udlægning af kristendommen, lyder det fra Sørine Gotfredsen.

”Det beror især på en udbredt og meget uheldig fejllæsning af ordene fra Markusevangeliet, hvor Jesus siger, at Himmeriget tilhører de små børn. Dette skal nemlig ikke forstås som en særlig kristen dyrkelse af barnet, men som en beskyttelse af de særligt udsatte, herunder børnene. Så når vi i dag fremhæver barnet som særligt, skyldes det nærmere et moderne og romantiseret syn, hvor vi ikke længere opererer med arvesynden. For den gælder nemlig alle, og barnet er ikke undtaget,” siger Sørine Gotfredsen, der dog godt kan se, at vi i klimadebatten overtager nogle tankemønstre, som vi kender fra den kristne tænkning. ”Hele undergangstænkningen er der jo også, men der er en stor fare for, at vi ikke sondrer mellem, hvad kristendommen rent faktisk siger, og hvordan vi så udlægger den i dag. For Greta Thunberg er ikke en profet, men et barn, der siger banale sandheder. Og det er så farligt, når vi ophøjer barnet og forestiller os, at det har en anden ’natur’ end den voksne. Et menneskesyn, som vi finder hos blandt andre den franske tænker Rousseau, der mente, at mennesket dybest inde er godt, men at det fordærves langsomt. Og derfor udpegede han barnet som det endnu uspolerede væsen,” siger Sørine Gotfredsen, der ikke alene opfatter dette som et naivt og farligt menneskesyn, men også mener, at det er skadeligt for børnene:

”I forvejen tror nutidens børn, at de skal gøre sig fortjent til at blive elsket ved hele tiden at præstere mere, nu pålægger vi dem så også ansvaret for hele artens overlevelse. I afmagt over, at vi er ved at køre verden i sænk, skubber vi ansvaret over på børnene. I stedet for at tage ansvaret på os selv. For vi skal ikke lede efter renheden et andet sted, den findes nemlig ikke. Vi må derimod erkende dobbeltheden, både det gode og det onde, i os selv, alle sammen.”

Men det kan være svært at holde den teologiske tunge lige i munden. Ikke mindst når selv en svensk kirke, Limhamns Kirke i Skåne, skrev følgende på sin Twitterprofil den 1. december sidste år:

”Kundgørelse! Jesus fra Nazaret har nu udset en af sine efterfølgere, nemlig Greta Thunberg.”

Og Ole Høiris mener da også, at metaforen om det uskyldige barn er meget stærk i den kristne verden, ”selvom nogle teologer så siger, at vi har misforstået noget. For i hverdagskristendommen, som mange af os er vokset op med, er der denne opfattelse af barnet som noget særligt og en syndsbevidsthed, vi meget let kan føre over på klimaspørgsmålet. Derfor bliver det også så nemt for os med dette billede af det uskyldige barn, der skal bøde for vores synder”.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er barnet Greta Thunberg, der får følgere eller ”disciple”, siger Iben Krogsdal. For havde det været en politiker, der sagde som hun, ville det ikke have samme vægt. Hun lever også op til tidens idealer på andre måder end sin unge alder, mener salmedigteren, ”for hun efterlever det, hun siger, og rejser for eksempel kun med tog og spiser ikke kød. Så ikke nok med at hun siger ’sandheden’, så lever hun også efter den. På den måde er hun arketypen på det autentiske menneske og et forbillede for mennesker i autenticitetens tidsalder”.

Thunberg passer ifølge Iben Krogsdal også ind i en anden tendens i tiden, der handler om, ”at vi selv i hyperkomplekse sager mener, at vi som enkeltpersoner kan og skal gøre en forskel. Som hun netop selv gør ved at droppe flyrejser og kød. Så nok er vi optaget af ydre sager, men vi vender typisk blikket indad og undersøger, hvad lige netop jeg som enkeltperson kan gøre. Selvom vi her står over for en problemstilling, hvor det hjælper minimalt. Det er altså ikke os, der frelser verden ved at ændre vores spisevaner,” siger Iben Krogsdal, der samtidig peger på, at klimaet og Greta Thunberg måske også har fået så mange til at engagere sig, ”fordi flere har savnet en sag at være fælles om. Og på den måde kan der også siges noget godt om hele opmærksomheden, for en fælles sag kan jo trække mennesker ud af deres selvoptagethed. Af deres indkrogethed i sig selv. Med netop klimaet som en påmindelse om, at vi står i gæld til hinanden. Og til Gud. Men jeg kan være i tvivl om, hvor dybt dette engagement stikker. Og jeg kan også se den fare, at Greta Thunberg måske bliver en stedfortrædende frelser. For nu er hun jo stemmen, og så kan hun tage kampen for os andre.”