Prøv avisen
Del 3

Det værste er uvisheden. I Langeskov spørger de sig selv, hvad der skal ske med Hudas tvillinger

"Jeg kender til kulturen i Mellemøsten, og jeg ved, hvordan mennesker vil kigge på dem, fordi deres mor er blevet dræbt,” siger en af Huda Ali Ahmads tætte veninder, der udtaler sig på betingelse af anonymitet, om tvillingernes fremtid. Foto: Julie Meldhede Kristensen

I en landsby i Syrien sidder Hevin og Henderin på fire år. De er født og opvokset i Danmark, og det er første gang, de er i Mellemøsten. For over to måneder siden blev deres storebror og mor, Huda Ali Ahmad, dræbt. Deres far har tilstået drabene. I Langeskov på Fyn håber deres nærmeste at se pigerne igen, men håbet svinder dag for dag

Kristeligt Dagblad opruller i en artikelserie i tre dele Huda Ali Ahmads liv og død. Dette er tredje del. Læs første del og anden del her.

”En dag så jeg, at Huda havde lukket vores nabo Hikmat, som er en afghansk mand, ind. Dajeg spurgte ind til forholdet mellem dem, sagde hun, at det ikke kom mig ved – og hvis jeg var utilfreds, kunne jeg bare forlade hendes hjem.

Jeg havde svært ved at finde en måde at overbevise hende om, at det, hun havde gang i, var upassende.”

- Afhøring af Hussein Abbas. Den 5. marts 2020. Kobane, Syrien.

Der ligger stadig blomster foran døren til den lejlighed, hvor Huda Ali Ahmad og hendes tre børn boede. Nogen har for nylig været forbi med friske røde roser. På en lyserød seddel med påklistrede hjerter har én skrevet:

”Hvil i fred. Det er ikke retfærdigt den måde, I er taget fra verden på.”

Det er snart tre måneder siden, at familien pludselig forsvandt. Det vidner tilbudsaviserne i den propfyldte postkasse om. Huda Ali Ahmad og børnene er væk. Men de er ikke glemt. Selvom hverken Udenrigsministeriet eller Fyns Politi har bekræftet det, ved borgere i Langeskov på Fyn, at hun og sønnen Azad er blevet dræbt og ligger begravet et sted i det borgerkrigshærgede Syrien.

Det er derfor, byens folkeskole har holdt et minuts stilhed for Azad. Det er derfor, den lokale fodboldklub og flere frivillige i begyndelsen af marts arrangerede et optog, hvor næsten 700 mennesker gik gennem byen med tændte fakler for at tage afsked.

Huda Ali Ahmad blev 26 år, Azad blev otte år. Hvad angår hendes tvillingedøtre, svæver deres skæbner fortsat i det uvisse. Hevin og Henderin hedder de.

”Det er faktisk dét, som er det sværeste,” siger Stephanie Nielsen, tvillingernes faste pædagog på stuen firbenet i byens børnehave, Mælkevejen.

For tiden er her coronastille, men før verden blev sat på vågeblus – og før Huda Ali Ahmad forsvandt – afleverede hun hver morgen sine to døtre. Hevin og Henderin er den slags tvillinger, hvis blikke og bevægelser intuitivt spejler sig i hinandens. Det længste, de befandt sig fra hinanden i Mælkevejen, var ved tøjskiftet i deres faste garderober, som var placeret i hver sin ende af børnehavens entré.

Ellers var de som magneter. Skabt af samme materie, adskilt i hver sin krop.

”Inden coronaen spurgte de andre børn efter dem. De sagde ’hvor er tvillingerne’, når de gik forbi deres tomme garderober.”

For nogle uger siden pillede personalet pigernes navneskilte ned, de fjernede fotografierne og gemte de få af tvillingernes efterladte ejendele af vejen. Mennesker må videre, men det er ikke altid lige let. Heller ikke for Stephanie Nielsen:

”Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg skal være professionel. Men det er svært. For jeg er knyttet til tvillingerne – jeg har jo ikke sendt dem videre i skole, som jeg plejer.”

”Jeg mener, myndighederne skylder os et svar. Pigerne er født og opvokset i Danmark, så vi har et ansvar for at finde frem til, hvor de er, og hvem der tager sig af dem. Også for at undersøge, om der er en chance for, at vi får dem tilbage i børnehaven,” siger hun.

Dette er tredje – og sidste – del i fortællingen om den herboende flygtning Huda Ali Ahmad. Efter fem år i Danmark, hvor hun forsøgte at frigøre sig fra sin hemmeligholdte mands sociale kontrol, blev hun og hendes søn den 22. februar 2020 dræbt i en skov i det nordlige Syrien. På baggrund af interviews med danske og syriske kilder og officielle dokumenter som en dødsattest og en afhøringsrapport har Kristeligt Dagblad kunnet fortælle om Huda Ali Ahmads liv og de år, måneder og dage, der gik forud for hendes død.

Her kunne historien slutte. Men den køber man ikke i Langeskov. For børn kan da ikke bare forsvinde.

Der er over 3500 kilometer fra Langeskov på Fyn til Al-Shaddadah i Syrien. På billeder ligner den mellemstore landsby en af dem, man ser i nyhedsindslag om den syriske borgerkrig. Byens asfalterede veje er med tiden blevet farvet gule af det ørkensand, vinden tager med sig. Langs vejkanten vokser pletter af ukrudt, og på de forladte boligkomplekser har forskellige militser malet propagandagraffiti.

Her befinder Hevin og Henderin sig – det bekræfter flere af hinanden uafhængige kilder i Syrien til Kristeligt Dagblad. Ifølge dem alle er de hos deres mormor. Kvinden, der ifølge det kurdiske politis afhøring af Hussein Abbas modtog penge for at overtale sin datter til at forlade Danmark.

I organisationen Sara dokumenterer Nairouz Ali vold mod kvinder i det nordlige Syrien. Siden hun blev bekendt med drabet på Huda Ali Ahmad og sønnen Azad, har hun forgæves forsøgt at opspore tvillingedøtrenes nøjagtige opholdssted – men borgerkrigen gør det svært. Der påhviler omverdenen et ansvar, når børn som Hevin og Henderin bliver uskyldige ofre i sager om æresrelateret vold, fortæller hun. Derfor vil hun først og fremmest sikre, at tvillingerne er i sikkerhed, dernæst vil hun hjælpe dem med at få en lys fremtid.

Det sidste er lettere sagt end gjort.

”De vil aldrig få et godt liv i Syrien. Drabene har kastet skam over familien. De vil ikke kunne leve i fred, for deres ære er krænket, og de vil ikke kunne frigøre sig fra rygterne om deres fortid,” siger hun over en telefonforbindelse fra Syrien og oplister forskellige scenarier for børnenes fremtid.

”Worst case”, siger Nairouz Ali, er, at faderen Hussein Abbas bliver løsladt og gør krav på tvillingerne, mens de endnu er umyndige. Det er ikke urealistisk, mener hun: Hussein Abbas kan i bedste fald slippe med under 10 års fængsel for sin forbrydelse og komme ud, når tvillingerne er teenagere.

Selv mener han, at Hevin og Henderin er hans ejendom. Det fremgår af det kurdiske politis afhøring af tvillingernes drabssigtede far:

”Min plan var, at vi alle sammen skulle rejse til Syrien, og så ville jeg tage børnene fra hende (Huda Ali Ahmad, red.).”

Der er også andre scenarier, siger Nairouz Ali, omend de er knap så sandsynlige. Et børnehjem i Syrien, en opvækst hos en slægtning. Eller måske i Danmark, hvis nogen her vil tage sig af dem.

I sager som denne er intet nyt dårligt nyt.

Det ved Huda Ali Ahmads veninde i Danmark, der udtaler sig til Kristeligt Dagblad på betingelse af anynomitet, godt. Huda Ali Ahmad var dårligt kommet hjem fra hospitalet efter fødslen, da veninden med hænderne fulde af børnetøj tog hen for at hilse på Hevin og Henderin for første gang.

”Jeg havde så svært ved deres navne. De er kurdiske, og jeg er jo araber, og det var et problem, for jeg kunne slet ikke se forskel på dem.”

Bortset fra nogle millimeter i højden ser pigerne næsten identiske ud. Det er deres personlighed, man kan kende forskel på. Den ene er vild. Den anden er forsigtig, forklarer veninden. Hun frygter, at pigerne for evigt vil være stigmatiserede af Huda Ali Ahmads død.

”Jeg tænker på dem hver eneste dag. Jeg kender til kulturen i Mellemøsten, og jeg ved, hvordan mennesker vil kigge på dem, fordi deres mor er blevet dræbt på den måde. Især fordi de er piger.”

Hvis der var tale om en kriminalroman, ville Huda Ali Ahmads sag være den støvede stak papirer nederst i en uoverskuelig bunke. I løbet af 11 uger er det ikke lykkedes det danske udenrigsministerium at få bekræftet dødsfaldene på hende og Azad. Det er næppe, fordi de har glemt sagen. Siden slutningen af februar har Kristeligt Dagblad forgæves spurgt ministeriet ind til de nærmere omstændigheder. Er Huda Ali Ahmad og Azad døde, og hvor er tvillingerne?

Svarene varierer, men ordlyden i ministeriets mails er nuancer af samme passus:

26. februar, 15:44: ”Udenrigsministeriets Borgerservice undersøger sagen”.

6. marts, 15:25: ”Vi kan sige følgende om sagen: Udenrigsministeriets Borgerservice er bekendt med sagen, som p.t. undersøges”.

2. april, 11:31: ”Idet Danmark ikke har diplomatisk tilstedeværelse i det nordøstlige Syrien, samt at der er tale om et konfliktområde, har det ikke været muligt for Udenrigsministeriet at bekræfte sagen”.

23. april, 13:12: ”Udenrigsministeriet kan oplyse følgende: Der er ikke noget nyt i sagen, som undersøges nærmere”.

30. april, 16:34: ”Tak for din mail. Udenrigsministeriet undersøger fortsat sagen”.

5. maj, 15:26: ”Udenrigsministeriet kan oplyse, at der ikke er noget nyt”.

Sagen er tilsyneladende endt i et bureaukratisk ingenmandsland.

Huda Ali Ahmad og Azad er ikke officielt erklæret døde. Og dermed undersøger ingen, hvad der skal ske med tvillingerne.

Støvet hober sig op.

”Huda A. Ahmad.” Navneskiltet på døren til familiens hjem i Langeskov hænger der endnu. Her synes tiden at stå stille, og det kan den gøre længe.

Ifølge dansk lov kan der afsiges en såkaldt dødsformodningsdom, hvis et menneske har været forsvundet i mellem seks måneder og fem år. Det kræver, at myndighederne vurderer, at Huda Ali Ahmads død er altovervejende sandsynlig. Selv hvis det sker, er Hevin og Henderins fremtid langt fra afklaret.

Kristeligt Dagblad har spurgt Institut for Menneskerettigheder, om Danmark er juridisk forpligtet til at sikre, at Hevin og Henderin er i sikkerhed. Og om der er en mulighed for, at tvillingerne kan vende tilbage. De havde trods alt dansk opholdstilladelse, og livet i Danmark er alt, de kender til. Jurist Trine Otto Hansen har indvilget i at udtale sig i generelle termer om sagen.

Danmark har som udgangspunkt ikke menneskeretslige forpligtelser til at hjælpe udenlandske statsborgere, selvom de har dansk opholdstilladelse, hvis de ikke selv beder om hjælpen. Heller ikke, hvis der er tale om børn, forklarer hun.

”Folk har lov til at rejse ud af Danmark med deres børn. Vi er først forpligtet til at reagere, hvis de aktivt søger om at komme tilbage, eller hvis noget familie i Danmark søger om at få dem tilbage,” siger Trine Otto Hansen fra Institut for Menneskerettigheder.

Hevin og Henderin har ingen biologiske pårørende i Danmark. Hvis ingen i Syrien ønsker, at de skal tilbage til Danmark, ligger deres fremtid der. Måske bliver det hos deres mormor. Måske bliver det på et børnehjem. Måske bliver det hos Hussein Abbas – den mand, der slog deres mor og storebror ihjel.

Den tanke har Huda Ali Ahmads tætte veninde svært ved at udholde. Hun tænker på de mange gange, hun sad i køkkenet med Huda og drak kaffe, mens børnene tumlede rundt. Sidste gang, hun så dem, var på en tur til Sydfyn. Veninden, Huda Ali Ahmad og tvillingerne. Solen skinnede, og de fiskede efter krabber.

I sin tid i Danmark lykkedes alt det for Huda Ali Ahmad, der forventes af en velintegreret flygtning. Hun blev en selvstændig kvinde. Den slags, der på eget initiativ inviterede den mandlige nabo ind til en sludder og drømte om at blive frisør. Som lærte sig dansk og engagerede sig i børnenes tilværelse.

Derfor skulle hun dø, mente hendes mand Hussein Abbas.

I februar lokkede han Huda Ali Ahmad til Syrien under dække af, at hendes mor var syg, og ni dage senere slog han hende og sønnen Azad ihjel i en skov nær Kobane.

Hevin og Henderin er i Al-Shaddadah. Den 19. april fyldte de fire år.

Kristeligt Dagblad opruller i en artikelserie i tre dele om Huda Ali Ahmads liv og død. Dette er tredje del. Læs første del og anden del her.

”De vil aldrig få et godt liv i Syrien.Drabene har kastet skam over familien. De vil ikke kunne leve i fred, for deres ære er krænket, og de vil ikke kunne frigøre sig fra rygterne om deres fortid.

Nairouz Ali, SARA (Syrisk hjælpeorganisation for kvinder, der bliver udsat for vold)
Da nyheden om Huda Ali Ahmad og sønnens Azads død kom til Langeskov, arrangerede den lokale fodboldklub, hvor Azad havde spillet, et fakkel­optog til ære for familien. Op mod 700 mennesker ­deltog. – Foto:Presse-fotos.dk.
Den 14. februar mødte Hevin og Henderin ikke op i Børnehaven Mælkevejen. Deres garderober står stadig tomme. Foto: Julie Meldhede Kristensen
"Jeg kender til kulturen i Mellemøsten, og jeg ved, hvordan mennesker vil kigge på dem, fordi deres mor er blevet dræbt,” siger en af Huda Ali Ahmads tætte veninder, der udtaler sig på betingelse af anonymitet, om tvillingernes fremtid. Foto: Julie Meldhede Kristensen
Da man ikke kan kende forskel på Hevin og Henderins udseender, må man genkende dem på forskellen i deres væremåder, fortæller en af Hudas veninder, som har taget billedet. Den ene er vild. Den anden er rolig, siger hun. - Foto: Privatfoto
Da man ikke kan kende forskel på Hevin og Henderins udseender, må man genkende dem på forskellen i deres væremåder, fortæller en af Hudas veninder, som har taget billedet. Den ene er vild. Den anden er rolig, siger hun. - Foto: Privatfoto