Prøv avisen

Covid-19 har psykiske konsekvenser: Det værste var nattens mareridt og angsten for det ukendte

Knud og Berit Frederiksen i stuen i huset i Herlev. Knud Frederiksen er stadig sygemeldt og arbejder på at komme fysisk og psykisk til hægterne efter det lange sygdomsforløb. Hans store frygt er at blive smittet igen, og sygdomsforløbet har været præget af følelse af stor angst. Men samtaler med Palliationsenheden på Herlev Hospital har hjulpet ham. Foto: Johanne Teglgaard Olsen

Knud Frederiksen levede et helt almindeligt liv, da han i foråret blev ramt af corona. Han følte sig som en spedalsk, da han blev indlagt, og han frygtede at dø. I dag er han erklæret fri for covid-19, men han er stadig bange for at blive smittet

”Hej far. Jeg elsker og savner dig. Mens du ligger, går jeg i skole, og mor er hjemme. Vi er altid bange for, at der sker dig noget. Hver gang vi ringer, er jeg bange for at høre dårligt nyt.”

Sådan lyder et udpluk af det håndskrevne brev, som Knud Frederiksens niårige datter Emma skrev til sin far i foråret. I de seks uger, den 48-årige it-konsulent Knud Frederiksen var indlagt på Herlev Hospital med covid-19, hang brevet sammen med et fotografi af hans datter og hustru over hans seng. En stor del af tiden i respirator sansede Knud Frederiksen hverken brevet eller fotografierne, fordi han sov eller var omtåget på grund af medicinen.

Fra fortovet foran familiens røde parcelhus kan man se den 120 meter høje bygning, der udgør en del af Herlev Hospital. Her var Knud Frederiksen indlagt med covid-19 fra den 2. maj til den 13. juni i år.

Inden indlæggelsen levede Knud Frederiksen et helt almindeligt liv.

Den to meter høje mand var før sygdomsforløbet overvægtig og led af diabetes-2, som var under kontrol, men havde ellers ingen helbredsproblemer.

Fire måneder efter at han blev indlagt, sidder Knud Frederiksen og hans hustru, den 47-årige social- og sundhedshjælper Berit Frederiksen, i parcelhusets lyse stue og fortæller om et sygdomsforløb, der kastede familien ud i et følelsesmæssigt kaos. Han er stadig sygemeldt, og midt i stuen står den motionscykel, han træner på for at komme til kræfter.

Da Knud Frederiksen blev udskrevet efter 43 dages indlæggelse – heraf 40 dage på intensivafdelingen – kunne han kun bevæge højre arm og tæerne. Han havde tabt 20 kilo, hvilket han med et skævt smil konstaterer har været den eneste positive sidegevinst.

Efter et kommunalt genoptræningsforløb har han genvundet sin førlighed, men han er stadig meget træt, taber håret og har føleforstyrrelser i fingre og lår. Det er ikke blot de fysiske følger af sygdommen, der har mærket ham.

Når han lå i sygesengen på Herlev Hospital, fyldte mareridtene og angsten for at dø. Det var en angst, han var helt alene med. På grund af smittefaren var personalet iført beskyttelsesdragter, og det gjorde det svært at danne relation til sygeplejersker og læger. Samtidig lå han i isolation. Hans hustru fik helt undtagelsesvis lov at besøge ham kort to gange om ugen, men derudover så han kun personalet.

Knud Frederiksen og hans hustru begyndte at få symptomer på covid-19 i weekenden den 18. og 19. april. Hvordan de blev smittet, ved de ikke. Berit Frederiksen havde været på weekendvagt som sosu-hjælper og kom hjem med ondt i halsen om lørdagen. Knud Frederiksen og hans datter havde nogle af de samme symptomer.

Efter testning blev de alle tre erklæret covid-19-positive. De gik i karantæne, og i begyndelsen føltes det næsten som en ferie. Vejret var godt, og de sad i haven og spillede spil. Mens Berit Frederiksen og datterens symptomer aftog, fik Knud Frederiksen det værre. Han kunne ikke få vejret, hostede meget, havde feber og blev derfor henvist til Herlev Hospitals covid-19-afdeling.

”Jeg følte mig som en spedalsk, da jeg blev indlagt på Herlev Hospital. Sygeplejerskerne holdt sig på lang afstand, og jeg fik mundbind på. Lægen bad mig tage plads i midten af konsultationsrummet. Han tog min temperatur med strakt arm for at holde afstand og satte en klemme på min finger for at måle iltning af blodet,” fortæller Knud Frederiksen.

Han blev indlagt på en enestue. Ved syv-otte tiden om aftenen kom en læge ind med en dårlig nyhed. Hans ilttilførsel til blodet var så dårlig, at han havde brug for at få tilført mellem 10 og 15 liter ilt i timen. Derfor skulle han overføres til intensivafdelingen.

”Lægen sagde til mig: ’Du skal i respirator’. Det var et chok og en svær måde at få den besked på. Jeg var sløj og havde smerter på samme måde, som når man har influenza. Men jeg følte på ingen måde, at min situation var livstruende,” fortæller Knud Frederiksen.

Inden han blev transporteret til intensivafdelingen, nåede han at sende en kort besked til sin hustru.

”Jeg skal lægges i respirator, fordi mit blod ikke ilter nok. Der står penge på min livsforsikring, så du kan betale af på huset, hvis jeg ikke kommer hjem,” skrev han blandt andet.

Berit Frederiksen var helt uforberedt, da hun modtog beskeden den 2. maj om aftenen.

”Den slog benene væk under mig. Jeg tænkte: ’Sådan en besked kan han bare ikke sende’. Jeg tænkte også meget på vores datter. Skulle hun nu opleve at miste sin far?”

I dag siger Knud Frederiksen, at han sendte en besked, som ingen burde modtage:

”Jeg var bange for at dø, og Berit var hjemme i karantæne og kunne ikke besøge mig, så det var den eneste udvej.”

Knud Frederiksen husker det som ubehageligt at blive lagt i respirator. Han fik et sovemiddel og en maske sat for ansigtet. Han følte sig panikslagen. På grund af masken virkede det, som om munden befandt sig i et lufttæt rum. Efter tilslutningen af respiratoren kunne han ikke tale. Han sov meget og var sjældent vågen.

På intensivafdelingen stødte flere komplikationer til. Efter et par dage på intensiv fik han en blodprop i den ene lunge. Hans krop svulmede op, fordi den ilt, han modtog, lagde sig under huden. På et tidspunkt var hans øjenlåg så hævede, at det så ud, som om der var lagt to blommer på øjnene. Knud Frederiksen husker, at huden omkring øjnene føltes på samme måde som en tynd isflage. Huden knækkede, når han rørte den.

”Vi kalder ham Michelin-manden, fordi han er så oppustet,” lød en af beskederne til Berit Frederiksen, da hun ringede for at høre, hvordan det gik med hendes mand.

Berit Frederiksen oplevede det som frustrerende, at hun ikke i detaljer kunne følge med i mandens sygdom.

Ofte var svaret fra personalet: ”Han har det ligesom i går”, men hun ønskede mere præcise oplysninger.

På grund af hans kritiske situation fik Berit Frederiksen tilladelse til at besøge sin mand to gange om ugen iført beskyttelsesudstyr. Han lå i sengen hele tiden, havde kateter og ble på og blev vendt af personalet, samtidig med at han blev stadig mere afkræftet, fordi musklerne ikke blev brugt.

”Jeg kunne ikke sige noget, og det var en voldsom frustration ikke at kunne sætte ord på, hvad der var i vejen, når man prøvede at fortælle sygeplejerskerne noget,” fortæller Knud Frederiksen.

Han havde mange mareridt. Han har normalt fobi over for edderkopper. Han drømte, at han lå på et glasgulv med mange edderkopper under sig. På et andet tidspunkt sejlede han på et skib, hvor der opstod en brand med flere dødsofre.

Knud Frederiksen husker nætterne som det værste:

”Jeg var bange for mørket. Nogle gange savnede jeg empati og medmenneskelighed. Det var ikke altid, jeg følte, at personalet forstod, at jeg var et sårbart menneske. Et af de minder, der står klarest, er nattevagterne. Når man ringede efter personalet, kom de nogle gange ud og ind i en fart. Hvis de havde sat sig ved siden af mig, havde det været rigtig godt. Det gik igen, da jeg blev indlagt på genoptræningsstedet. Jeg mødte ansatte, der virkelig havde empati, når jeg græd over min situation, men jeg mødte også personale, der sagde: ’Det skal nok blive godt igen, men jeg skal lige ned og ordne noget. Jeg kommer igen om et par timer,’ og så kunne jeg sidde og græde for mig selv,” fortæller Knud Frederiksen.

Da han havde været indlagt knap en måned, var meldingen fra hospitalet tiltagende pessimistisk.

Han sov det meste af tiden og fortrak ikke en mine, når personalet vendte ham. Lægerne frygtede, at han ikke havde lang tid igen.

I slutningen af maj havde han ikke haft reaktioner og kontakt til omverdenen i fire dage.

Den 31. maj om morgenen lå der to ubesvarede opkald fra Herlev Hospital på Berit Frederiksens telefon. Hun frygtede det værste:

”Jeg troede, det var slut. Men så sagde sygeplejersken ’Der er godt nyt. Knud er vågnet’.”

Efter opvågningen havde han det så godt, at personalet kunne indstille respiratoren, så han kunne snakke.

”Bare det, at jeg kunne kommunikere med omverdenen, var helt fantastisk.”

Angsten for at dø fyldte meget for Knud Frederiksen, og efter at han var vågnet, fik han besøg af overlæge Kristoffer Marså fra enheden for lindrende behandling på Gentofte og Herlev Hospital. Enheden har et krisepsykologisk behandlingstilbud som en del af hospitalets samlede covid-19 beredskab.

”Jeg er tæt på at sige, at det nok er det bedste, der er sket i forløbet. Vi talte om min frygt og mine bekymringer for fremtiden. Kristoffer var rigtig god til at sætte tingene i perspektiv. På et tidspunkt lige før udskrivelsen blev jeg tilbudt en neurologisk undersøgelse, fordi jeg havde føleforstyrrelser i fingre og lår. Jeg orkede ikke mere hospital. Jeg ville bare udskrives. I den situation var det Kristoffer, der sagde ’Husk nu, at undersøgelsen kun er et tilbud, som du kan sige nej til’,” fortæller Knud Frederiksen, der endte med at sige nej til den neurologiske undersøgelse.

Da han blev udskrevet til kommunal genoptræning den 13. juni, måtte han overføres til behandlingsstedet i en liggende transport.

”Det var ligesom at være et barn igen. Jeg skulle lære at rejse mig, stå og gå, og bare det at sidde på kanten af sengen var en kamp. Jeg kunne ikke selv spise, fordi jeg ikke kunne føre en ske op til munden. Men det værste var angsten. Jeg var for eksempel frygtelig bange for at blive efterladt på et toilet alene, og jeg var stadig bange om natten.”

Genoptræningen gjorde underværker. Han rykkede sig især, efter at familien fik lov til at komme på besøg, og hans tro på fremtiden blev styrket. Han blev udskrevet fra den kommunale genoptræning den 7. august.

I dag fylder taknemligheden over at have overlevet, men også angsten for fremtiden. Knud Frederiksen undrer sig over, at hospitalet ikke har tilbudt nogen opfølgning efter det lange sygdomsforløb.

”Det er en sygdom, man ikke kender det store til, og så virker det mærkeligt på mig, at man ikke følger op på dem, der har været så hårdt ramt, så der kunne læres mere som sygdommen,” siger Knud Frederiksen.

Hans største frygt er at blive smittet igen:

”Jeg overlever ikke en lige så hård omgang sygdom igen. På et tidspunkt overvejede jeg at isolere mig i et værelse i vores hus, men livet skal gå videre. I dag har jeg svært ved at forstå dem, det tager let på covid-19, for det er en alvorlig sygdom.”

Foto: Johanne Teglgaard Olsen
Foto: Johanne Teglgaard Olsen