Søren Villemoes: Det var en ligevægtig kilde til stolthed og skam at være min fars søn

For Søren Villemoes, der er journalist og debatredaktør på Weekendavisen, har hans fars, journalist Lars Villemoes’, psykiske og karrieremæssige deroute fyldt meget. Nu efter faderens død gør han regnskabet op for hans eftermæle

”Det værste, en far kan gøre, er ikke at være der. Uanset hvad der skete, og hvad der var af problemer, hentede han mig altid fra skole, sørgede for aftensmad til mig, og at jeg kom i seng og op om morgenen. Han gav mig meget tid og opmærksomhed, og jeg var aldrig i tvivl om, at han elskede mig. Jeg synes, jeg har haft en god opvækst,” siger Søren Villemoes, journalist og debatredaktør på Weekendavisen. – Foto: Leif Tuxen.
”Det værste, en far kan gøre, er ikke at være der. Uanset hvad der skete, og hvad der var af problemer, hentede han mig altid fra skole, sørgede for aftensmad til mig, og at jeg kom i seng og op om morgenen. Han gav mig meget tid og opmærksomhed, og jeg var aldrig i tvivl om, at han elskede mig. Jeg synes, jeg har haft en god opvækst,” siger Søren Villemoes, journalist og debatredaktør på Weekendavisen. – Foto: Leif Tuxen.

Søren Villemoes husker den 18. maj 1994 som den værste dag i sin barndom. Han var 12 år og faldet i søvn på sit værelse, da hans far kom ind og vækkede ham om eftermiddagen. Der var noget, han skulle se. Neden for vinduerne til lejligheden på 4. sal på Vesterbro i København stod flere hundrede autonome. De demonstrerede for etårsdagen for urolighederne den 18. maj 1993, hvor politiet havde skudt mod stenkastende demonstranter og havde valgt at slå vejen forbi journalist og musikanmelder Lars Villemoes’ opgang. Nu stod de i samlet flok og råbte ”Villemoes din svindler, du hænger snart og dingler!”. Og på døren ind til opgangen havde de skrevet ”dø nazi”.

”Dengang blev jeg overvældet og derefter vred. På en optagelse fra TV Stop fra den dag kan man se, at alle var i godt humør, og der var musik bagefter på Blågårds Plads, hvor folk dansede til reggae-musik. Det er sygt med den hyggelige stemning, de havde imellem sig, og at de ikke kunne se, hvordan de havde ageret pøbel på den mest ulækre facon, jeg kan forestille mig,” siger Søren Villemoes.

Den 38-årige journalist og debatredaktør på Weekend-avisen brygger kaffe på en italiensk La Pavoni-espressomaskine i køkkenet i lejligheden på Nørrebro i København, hvor han bor sammen med sin niårige søn. Det er lige om hjørnet fra Blågårds Plads, og han er stadig vred. De aktører på den danske venstrefløj, intellektuelle og aktivister samt redaktører og journalister på blandt andet dagbladet Information og månedsbladet Press, der i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne vendte sig imod hans far, har ikke fået lov at dø i synden.

”Jeg mener virkelig, at min far blev behandlet uretfærdigt, især på Information, i den periode,” siger Søren Villemoes.

Hans far, Lars Villemoes, døde den 22. november sidste år på Hvidovre Hospital. Han blev 66 år. Under overskriften ”Min fars historie” skrev Søren Villemoes den 29. november en nekrolog over sin far, der blev bragt på Weekend-avisens forside. Her fortalte han om, hvordan faderen som den første journalist herhjemme i 1989 i Information skrev afslørende artikler om Blekingegadebanden, der opererede på den yderste venstrefløj, og som senere fik fængselsdomme for røverier og kidnapning. Banden havde også et drab på en politibetjent på samvittigheden, som ingen er dømt for, da det ikke lykkedes at afsløre den, der havde affyret skuddet.

Søren Villemoes glemmer ikke sin opvækst på Vesterbro i København, hvor han oplevede stærkt venstreorienterede true sin far. I dag bor han på Nørrebro i København, med sin søn på ni år. Foto: Leif Tuxen.
Søren Villemoes glemmer ikke sin opvækst på Vesterbro i København, hvor han oplevede stærkt venstreorienterede true sin far. I dag bor han på Nørrebro i København, med sin søn på ni år. Foto: Leif Tuxen.

Han beskrev, hvordan faderens artikler førte til hetz fra venstrefløjen, der opfordrede til boykot af avisen. Og hvordan han blev kørt ud på et sidespor i forhold til dækningen af retssagen mod Blekingegadebanden. I 1990 blev Lars Villemoes ansat på Weekendavisen, hvor han også skrev om rockmusik og film, fra 1998 kun om det område, og til sidst røg han helt ud, da den daværende nye chefredaktør i 2002 valgte at skære ned på dækningen af rockmusik i avisen. Lars Villemoes fik aldrig igen en fast stilling i branchen og endte sine dage psykisk syg og nedbrudt.

Efterfølgende har Søren Villemoes også skrevet et åbent brev til faderens tidligere chefredaktør på Information, Lasse Ellegaard, der blev bragt i Information den 6. december, hvor han beskriver avisens rolle i sagen om Blekingegadebanden og beskylder Ellegaard for at have svigtet sin avis, da han satte Lars Villemoes af dækningen.

Søren Villemoes kalder sin far for enhver redaktørs mareridt. En god journalist, men også en, der altid ville skrive for langt og kæmpe for hvert et komma. Det kan være okay, hvis du har århundredets historie, men ikke, hvis det er hver uge.

”Min far var bedst, hvis han havde en chefredaktør som makker. Hans bedste periode var, da han arbejdede sammen med Weekendavisens daværende chefredaktør, Tøger Seidenfaden. De kørte parløb, og Tøger forstod hans historie og var lige så engageret i den. Men det var jo ikke, fordi han var besværlig, at Lasse Ellegaard satte ham af holdet. Det var politisk motiveret, det har han selv sagt: at han gjorde det for at imødekomme en frustreret venstrefløj. Jeg regner med, at det er noget, Lasse Ellegaard har sagt uden rigtigt at tænke over det, men det er nok der, sandheden ligger,” siger Søren Villemoes.

Der er flere årsager til, at han har valgt at gøre boet op efter sin far.

”Hele min fars liv er en uforløst række af ting, hvor han blev misforstået og behandlet uretfærdigt. Så at gøre boet op er ligesom at gøre regnskabet op for min fars eftermæle. Jeg tror ikke på et efterliv, til gengæld ved jeg, at folk har et eftermæle, så det er det, hans efterliv er. Det er, hvordan han vil blive husket som journalist og som musikanmelder. Han var også let at behandle uretfærdigt, fordi han var så besværligt et menneske. Han var ikke sådan en, der var god til at læse et rum og lige sætte sig ind i, hvordan alle har det. Han ville komme brasende ind med en eller anden principsag, han ville diskutere. Sådanne typer er lette at få til at se latterlige ud eller miskreditere.”

”Jeg er ligesom min far. Jeg er også journalist og lever på mange måder det samme liv, som min far gjorde. Og jeg er hans søn, er vokset op hos ham, og der er ikke noget menneske, jeg har brugt mere tid sammen med end ham. Jeg boede hjemme hos ham de første 19 år af mit liv. Omvendt er der heller ikke nogen person, han har brugt mere tid sammen med end mig. Så han er det menneske, der har fyldt mest i mit liv og uden sammenligning den vigtigste mand i mit liv, som jeg på flere måder går i fodsporene på.”

”Det ville være helt absurd, hvis jeg bare lod min far dø og ikke gjorde noget for at rydde op i alt det, han var udsat for. Det kunne han ikke selv, for han var sin egen værste fjende. Det var følelsesmæssigt hårdt at skrive om min fars psykiske og karrieremæssige deroute og legemlige forfald. Men jeg har ingen problemer med at nævne navne på de personer, der gjorde livet surt for ham. Det var i min fars ånd, og ellers ville jeg have forrådt ham. Og hans deroute var sandheden. Den fyldte enormt meget i hans og mit liv i mange år. Det var heller ikke en hemmelighed. Min far var på Facebook, og alle hans venner og bekendte kunne se, at han blev skør,” siger Søren Villemoes.

Han beskriver sin far som en kværulant, en principrytter af Guds nåde og et meget selvoptaget menneske, der altid ville tale om sine egne problemer, hvilket gjorde ham svær at være i nærheden af i længere tid ad gangen. Han var typen, der aldrig ringede til sine venner, men klagede over, at de aldrig ringede. Og når de så gjorde det, sad han og brokkede sig over sine egne problemer i timevis. Det betød, at færre og færre venner kontaktede ham.

”Generelt var min far et ulideligt menneske, men han var også et godt menneske. Der var aldrig noget ondt i ham, og han var også ærlig, løj aldrig, bedrog aldrig folk og kunne også være meget gavmild. Han var bare et komplekst menneske. Så i lange perioder af mit liv har jeg beundret min far lige så meget, som jeg har skammet mig over ham. Det var en ligevægtig kilde til skam og stolthed at være min fars søn. I mange år fyldte skammen mest.”

Når Søren Villemoes voksede op hos sin far, skyldtes det, at han havde fået forældremyndigheden. Begge Sørens forældre boede på Vesterbro, og der var en juridisk bindende aftale om, hvilke dage han skulle være hvor.

”Den aftale forsvarede min far nidkært, som var der tale om en fredsaftale i Mellemøsten. Og det var megairriterende, for min far og mor talte aldrig med hinanden, og hos min mor havde jeg det ene tøj på og hos min far det andet. På den måde var han en meget smålig mand, men han var alligevel en god far, fordi han altid var der. Det værste, en far kan gøre, er ikke at være der. Uanset, hvad der skete, og hvad der var af problemer, hentede han mig altid fra skole, sørgede for aftensmad til mig, og at jeg kom i seng og op om morgenen. Han gav mig meget tid og opmærksomhed, og jeg var aldrig i tvivl om, at han elskede mig. Jeg synes, jeg har haft en god opvækst.”

”Jeg ved ikke, hvad der skete, men min far blev paranoid-psykotisk i 2014 og tvangsindlagt. Han bad om aktindsigt dengang, fordi han mente, at systemet var ude efter ham. Den aktindsigt har jeg fundet, og psykiatrien var i hvert fald ikke i tvivl om, at han ikke var rask. Hvad der var årsagen, om det var somatisk eller psykiatrisk, ved jeg ikke, men han blev en mere ekstrem udgave af sig selv. Han var den, han hele tiden havde været, bare gange 100. Så alle de ting, der havde mærket ham gennem livet, gjorde ham til den, han var, men i en skør udgave til sidst.”

Der var nogle år, hvor Søren Villemoes ikke så sin far, men han besøgte ham den sidste tid, da han var indlagt. Han havde kræft, men hvad han præcist døde af, er uklart. Måske kommer der et svar, når obduktionsrapporten foreligger.

”Vi blev forsonet til sidst i foråret 2019, da han manglede penge til el-regningen og huslejen. Ellers havde han været meget vred på mig over, at jeg ikke gad høre på hans konspirationsteorier, og at jeg ikke var enig med ham. Hvis jeg nu havde afsløret et eller andet stort komplot, og nogen sagde til mig, at jeg var skør, ville jeg da også blive rasende, hvis jeg ikke selv mente, at jeg var det. Og han mente ikke selv, at han var syg.”

”Min far var blevet meget svækket og svag, så det var en meget uværdig og ikke særlig smuk forsoning. Han var både økonomisk, mentalt og kropsligt forfaldet til et niveau, hvor han var glad, bare hans søn ville bruge fem minutter på ham, og det gad jeg godt. Jeg er ked af, at han ikke nåede at se sit barnebarn mere, inden han døde. Det er det eneste, jeg fortryder. Min søn og han havde et meget tæt forhold de første fire år, indtil han blev skør. Og så har min søn ikke rigtig set ham siden,” siger Søren Villemoes.

Faderens skæbne har præget ham dybt. Det har blandt andet sat sig i ham, hvor selvretfærdig, løgnagtig og led venstrefløjen kan være, når den skal forsvare sig selv.

”Min far gjorde aldrig Blekingegadebande-sagen til noget, der handlede om venstrefløjen generelt. Han fortalte bare historien, som den var. Jeg kan have frygten for, at en dag ender jeg selv i underklassen – et par uheld og lidt modgang, og pludselig står man nede i jobcenteret. Rent journalistisk kan jeg også se, hvilke fejl min far begik. Man kan sige, at min far søgte sandheden og var kompromisløs, og det kan være smukt. Men det kan også være et kors, man dør på, hvis man ikke har et ordentligt forhold til sin redaktør. I og med at jeg selv er journalist, er der mange ting at lære fra min fars liv på godt og ondt. Til forskel fra min far er jeg væsentligt mindre paranoid og væsentlig mere pragmatisk.”

Lars Villemoes blev bisat fra Eliaskirken på Vesterbro Torv den 7. december sidste år.

”Jeg har det bedre nu. Det var rart at få det værste følelsesmæssige overstået. Nu handler det mere om at rydde op i min fars lejlighed, og det er et kæmpe arbejde. Alle fire værelser i lejligheden, tre loftsrum og et kælderrum er fyldt op. Det bliver sjovt, for der gemmer sig mange interessante ting i lejligheden. Hver gang, jeg åbner en kasse, er der et eller andet spændende dokument, der falder ud. Jeg ser også alle hans efterladte vhs-bånd igennem. Og han har også efterladt sig cirka 10.000 lp’er og 15.000 cd’ere, så der er nok at gå i gang med.”