Året er 1968. Lotte Freddie var 33 år, gift med modefotografen Jørn Freddie og arbejdede som topmodel.
”Jeg havde virkelig meget at lave og havde alle de gode jobs. Jeg var i gang hele tiden fra morgen til aften, hver dag med modefotografering og modeshows. Dengang var der modeshows hele tiden, nu er det kun under modeugen. Jeg gik for Magasins modelsalon, Magasins salgsopvisninger, for stormagasiner som Fonnesbech, Illum og Crome og Goldschmidt, Jac. Olsen og pelsfirmaerne Birger Christensen og A.C. Bang – jeg lavede alt, hvad der overhovedet var at lave inden for modebranchen,” siger Lotte Freddie.
Den i dag 83-årige modejournalist, der har arbejdet som moderedaktør på Berlingske og Børsen og nu er freelancer for blandt andet modemagasinet Elle, er kendt for at sige, at farven beige ikke gør noget for nogen, og for sin opsang til danskerne om at turde noget mere i deres påklædning. Det lever hun selv op til denne dag, hvor hun inviterer indenfor i sit hyggelige hus i det nordsjællandske Rungsted.
Klædt i pink bluse, bredt sort læderbælte, sort nederdel og sorte pumps serverer hun kaffe i kinesiske porcelænskopper, og kanelsnegle og wienerstang på glasbordet i dagligstuen. Her er en eksplosion i rødt og koral, hvide sofaer, blomster og små ta- bleauer med bøger i stabler og figurer, billeder på væggene, levende lys og kelimtæpper på det lyse parketgulv. Man får lyst til at sige wow! Og hun ser godt ud og er gæstfriheden selv.
Vi skal tale om moden i 1968 – tøjet og håret. For dengang for 50 år siden blev samfundsordenen ikke kun rystet af studenteroprør og opgør med autoriteter og normer. Også moden tog et kvantespring fra det pæne og damede til noget mere vildt – og glem flowerpower og hippier i afghanerpelse, lange indiske gevandter, pandebånd og blomster i håret, for det kom først senere i 1970’erne.
Lotte Freddie kan huske skiftet.
”Det var lynhurtigt, at man fandt ud af, at nu skulle det være kort, og det blev meget mere frit. Inden da var det meget pænt og nydeligt, for i 1950’erne skulle man ligne fine damer. Jeg kan huske, at jeg var inde i Illum med min mor. Og der stod nogle af de mannequiner, der var før mig, nogle meget flotte kvinder. Og så sagde min mor: ’Hvorfor kan du ikke se sådan ud?’. De var damer, og det var 68-moden ikke.”
Moden i 1968 var ifølge Lotte Freddie kendetegnet ved miniskørter, kjoler og nederdele i A-facon, sækkekjoler, kinaflip, korte lakstøvler med bred hæl, pumps med tyk hæl, også gerne i lak, ballerinasko, sportsstrømper, nederdele og små korte jakker, veste, Nørgaards stribede bluser og runde plasticøreringe i skrappe pangfarver.
For kvindernes vedkommende var håret klippet i pagefrisure, kort eller langt med pandehår. Og de unge mænd lod håret gro til Beatles-længde.
Det var London, det hele drejede sig om dengang, konstaterer Lotte Freddie.
”1968 blev synonym med minimoden, og det smittede af på almindelige menneskers påklædning. Det begyndte med designeren Mary Quant i London, men da havde Courrèges allerede vist de korte længder i Paris. De er altid blevet tilskrevet Mary Quant, men han var før hende. Alting kom fra England, musikken, filmene, skuespillerne, tøjet og kortklip-frisuren, som Vidal Sassoon introducerede – Swingin’ London hed det dengang.”
”Jeg gik selvfølgelig selv i det sidste nye som Cacharel og Daniel Hechter, der lavede ungt tøj. Jeg kan huske et sæt, jeg havde, der var sart rosa og hvidt, storternet, bestående af en ganske kort nederdel og frakke. Det var smaddersmart. Jeg havde også en fantastisk kjole fra Pierre Cardin, som jeg havde købt i Paris. Den var lige op og ned, hvid og af et lækkert stof, der bare sad, og med nogle tykke rouleauer – besætninger – ved halsen. Den var helt enkel, en sækkekjole, og det gik man meget op igen dengang. Arh, den var flot.”
”Couture-moden var anderledes, mere konservativ, klassisk og fornem, mens gademoden var meget mere afslappet. I det hele taget var det afslappethed, det handlede om som en reaktion på 1950’erne,” siger Lotte Freddie.
Hun var i England for at studere drama og engelsk på Cambridge University, da hun i 1952 som 18-årig indledte sin karriere som model i nogle af de store couture-modehuse i London.
”Jeg startede hos Horrockses, der var en stor koncern, som både lavede dyre kjoler i et atelier, men især lavede de søde bomuldskjoler. Det var kjoler med strut, som jeg har fundet vintage på markeder i London, og de er topmoderne igen. Men der var jeg ansat som husmodel, for jeg måtte ikke være freelancer, da jeg ikke kunne få arbejdstilladelse. Men jeg fik tilladelse til at være elev som mannequin.”
”Så kom jeg tilbage til Danmark, hvor der var fantastisk smukt tøj i de store modesaloner. Det var fint couturetøj. Stormagasinerne havde også salgsopvisninger ude i afdelingerne, og det var mere almindeligt tøj. Men så begyndte det at tage form i retning af, at det skulle være mere anderledes. Og det var designerne Margit Brandt, og Søs Drasbæk med Dranella, der skubbede på, at nu skulle der ske noget mere herhjemme,” siger Lotte Freddie.
Andre af tidens designnavne var Mugge Kølpin, Lise Lotte Wiingaard, Bent Visti, Lars Hillingsø, Jean Voigt, Mogens Eriksen, Lennart Raaholt, Jørgen Nørgaard og tegneren Christel, der også designede sko.
”Hun var bare toppen, og det er hun stadig. Hendes streg er helt fantastisk!”.
Lotte Freddies modelkolleger var blandt andre Marina Lund, Vivi Ancher, Susanne Malling, Diana Chemnitz, Sussie Müllertz, Ditte Maria, Tina Nørløv, Maud Bertelsen, Bodil Miller og Marianne Tholsted.
”Miljøet var meget hyggeligt, vi havde det sjovt og var gode kammerater alle sammen. I dag, hvor der er alle de her MeeToo-historier om mænds seksuelle overgreb på kvinder, må jeg sige, at det har jeg overhovedet ikke været ude for. Kun en gang, hvor der var en frygtelig klam person. Han var bare åndssvag, og det tænkte man ikke andet over, end at han var rædselsfuld, og så var den ikke længere. Jeg kom jo alle vegne og var model for alle fotograferne, og der var intet af den slags. Druk og stoffer var der heller ikke meget af, så vidt jeg ved. Det kom senere. Vi havde fester, og der var vildt gang i den, men der var ikke noget ubehageligt. I modebranchen var der mange homoseksuelle mænd, så der var ikke noget med, at man blev antastet der.”
”I Magasins modelsalon kom der mange forskellige designere på besøg, blandt andet Emilio Pucci, den store italienske designer. Han kom og prøvede tøjet af på os inden sit modeshow. Han prøvede at befamle Vivi Ancher, og hun gav ham en smældende lussing. Bang, så var den ikke længere. Jeg forstår overhovedet ikke alt det der MeeToo. Jeg synes jo, at hvis der er nogen, der bliver udsat for noget, må de selv sige fra. Jeg så forleden noget med en ung pige, der havde anklaget en mand for, at hun var gået i seng med ham, fordi hun havde troet, at det ville gavne hendes karriere. Hvor er vi henne, hvad er det for noget? Det er hendes eget valg, og så skal han klandres for det. Vorherre bevares!”.
Dengang kendte Lotte Freddie modeparret Margit og Erik Brandt godt. Hun beskriver miljøet omkring dem som meget generøst, overdådigt, kreativt og fandenivoldsk.
”De levede på en fuldstændig udansk facon, rejste meget og kendte internationale kunstnere, holdt fantastiske fester og var altid anderledes. På det tidspunkt, de startede, var de faktisk for store til Danmark. Danskerne kunne slet ikke fatte de her store armbevægelser og måden at leve på. Pressen kunne godt lide at skrive om dem, fordi de var så dygtige, og Margit var virkelig en exceptionel designer, og Erik var tilsvarende exceptionel til at promovere hende, han var en super salgsmand. Man kunne godt lide at skrive om dem og alle deres bedrifter. Men samtidig var det næsten også lidt for meget for folk, og så kunne de også skrive noget ubehageligt.”
”Danskere er forfærdelige efter min mening – smålige, misundelige og fuldstændig regeret efter den lede jantelov. Det er meget sjældent, man hører nogen sige, at ih, hvor var det godt gjort af ham eller lignende. Det er en led indstilling. Uh, man skal endelig rette ind og være ligesom alle de andre. Og det er bare slet ikke noget for mig. Jeg har jo prøvet hele min karriere at få folk til at turde noget mere i stedet for blot at ligne hinanden. Det er ikke meningen. Vi skal fremhæve det, vi kan, ved os selv. Danskere er grå og beige, og beige er det værste i hele verden. Der findes ikke noget værre for lyse skandinaver. Det bliver bare en stor havregrødsportion. Men nu ser man omsider masser af kulørt tøj.”
Spørger man Lotte Freddie om, hvordan det var at leve i tiden omkring 1968, siger hun:
”Alting var bare meget frit. Jeg har været heldig at leve på et tidspunkt, hvor man, hvis man opførte sig ordentligt, kunne gøre, hvad der passede en. Desuden kom p-pillen, som var en kæmpe ting, for nu behøvede man ikke være så bange for at blive gravid. Det var det mest epokegørende, tror jeg, for alle.”
”Det var en festtid. I modsætning til nu var der dengang baller, middage og parties, hvor man dansede. Jeg synes, det er rigtig synd for de unge mennesker i dag, for hvordan skal de møde nogen? De skal gå på nettet eller på diskotek, og det er der jo ikke noget ved. Vi gik til fester uafbrudt, alle mennesker holdt fester, det behøvede ikke være store parties, det kunne også være småt og hyggeligt. Og der mødte man hinanden, og det var ikke så unaturligt som at gå på nettet, og så dansede man, og sød musik opstår, når man danser. I andre miljøer har man gået til bal på kroen, i forsamlingshuset eller idrætsforeningen – der blev bare holdt fester hver lørdag. Og der var masser af middage.”
”Nutiden er langt mere bornert. Dengang rendte jeg da rundt på stranden næsten nøgen. Jeg havde en mini-mikro-bikini på og intet andet. Tingene var mere naturlige, og der var ingen, der gik og gloede. Som model står du hele tiden og klæder om og har ikke noget tøj på, og det er bare en helt naturlig ting. Ligesom hvis man skulle fotograferes ude på gaden og skulle skifte tøj der. Men det generede mig ikke det fjerneste. Der var en mere naturlig holdning til nøgenhed og kroppen. I dag går man rundt og dækker sig til.”
”Det var sjovere dengang, langt sjovere. Jeg tænker tit på, hvor meget morsommere jeg havde det, end de unge mennesker har i dag. Der var gang i den hele tiden, der skete hele tiden noget. Jeg har jo været heldig med mit job og så videre, men det var sjovere. Det har også været lidt vildt, selvfølgelig. Og der var nok meget med stoffer i musikmiljøet, men jeg har ikke oplevet det. Jo, jeg er da blevet tilbudt noget hash en gang imellem. Jeg tror, jeg har røget hash tre gange, that’s it. Jeg tror også, at folk havde flere affærer, end unge har i dag.”
”Der er kommet en nypuritanisme. Alle skal blive til noget. Alle skal være pæne. Og så det der frygtelige med mig, mig, mig. Og hvad har du lyst til at være? Jeg vil være kendt. Nå, for hvad? Det er lige meget, jeg vil bare være kendt. Jamen, altså. Og så de der iPads og mobiler, som børn sidder med – jeg synes, at det er så forfærdeligt. De er ikke ude at lege, snakker ikke sammen, de læser ingenting, hverken bøger eller aviser. Det er en katastrofe. Livet er blevet et helt andet. Og jeg ved ikke, hvordan de unge mennesker ender med at leve.”
”Jeg er ligeglad med, om jeg lyder som en gammel idiot. Jeg synes, det er meget vigtigt, at folk kommer hinanden ved og taler sammen. Jeg tror, man kom hinanden mere ved dengang. Og der var noget vidunderligt ved at være med til hele den der udvikling og provokation, det var ret skønt, ikke! For selvom jeg var 33 år dengang, var det det samme for mig som for de unge, der startede det.”
