Prøv avisen

Latifa konverterede til kristendom: Det var smukt og rigtigt for mig at blive døbt

Latifa Ljørring har længe følt sig kulturkristen, men mærkede, at hun manglede dåben. – Foto: Leif Tuxen

Det var kristendommens kærlighedsbudskab og det at gå til alters, som fik marokkansk-fødte Latifa Ljørring til at konvertere

Som det ofte sker, græd dåbsbarnet, da hun mærkede vandet på sit hoved. Til gengæld var det mere usædvanligt, at præsten også fældede en tåre.

For selvom det bliver stadig mere almindeligt med voksendåb i folkekirken, var det en sjælden en af slagsen, der fandt sted søndag den 6. august ved Nana Hauge i Havrebjerg Valgmenighedskirke ved Slagelse.

”Da jeg bøjede mig ind over døbefonten, følte jeg en enorm lettelse og taknemmelighed,” siger Latifa Ljørring og puster langsomt ud, mens hun sænker skuldrene for at illustrere, hvordan det føltes.

Valgmenighedspræst Nana Hauge og Latifa Ljørring kender hinanden privat efter at have samarbejdet om en række foredrag.

For bare et halvt år siden begyndte et interview med Latifa Ljørring i denne avis ellers med ordene: ”Jeg er muslim.”

Og dette interview kunne være indledt med sætningen ”Jeg er kristen”.

Begge dele sagt af den 39-årige kommunalpolitiker, der sidder i byrådet for Venstre i Greve Kommune. Så hvad var det, der fik hende til at indlede dåbssamtalerne, låne en lang hvid kjole og bede nogle nære venner om at være dåbsvidner?

”Det er noget, jeg har tænkt over i flere år,” siger Latifa Ljørring, og nævner nadveren som en af flere grunde til, at hun til sidst besluttede sig for at konvertere.

”Når jeg har været til danske venners barnedåb eller til gudstjeneste, har jeg aldrig tilladt mig selv at gå til alters. Rent moralsk syntes jeg ikke, jeg kunne forsvare det. Jeg tænkte: du er ikke kristen, du er jo ikke døbt.”

Og ved de lejligheder kunne Latifa Ljørring mærke, at hun manglede nadverens fællesskab.

Gennem de seneste år har Latifa Ljørring opsøgt kirkerummet, når der var store beslutninger, der skulle tages.

”Når jeg skal tænke dybt over noget, kører jeg til København og går ind i Marmorkirken om aftenen. Og så kan jeg mærke, at jeg får klaret tankerne. Også derfor tænkte jeg efterhånden, at nu var det på tide at blive døbt.”

Det var en god veninde samt en ven fra hendes politiske liv, der var Latifa Ljørrings dåbsvidner.

”Og min datter tilbød at bære mig til dåben! Hun er et hoved højere end mig nu,” siger hun og griner lidt.

Datteren, som snart er 14 år, er døbt, men ikke konfirmeret.

”Jeg er opvokset i en familie, som ikke pressede mig, så det har jeg givet videre,” siger Latifa Ljørring, der kom til Danmark på en ferierejse med en chilensk kollega, da hun var 24 år. Hun blev ”forelsket i Danmark”, blev her og har opfattet sig selv som både dansker og kulturkristen lige siden.

Det var langtfra alle, der lykønskede Latifa Ljørring med dåben. Både på Facebook og privat har hun været udsat for dødstrusler.

”Der er nogle, der gerne vil henrette mig og ønsker, at jeg skal brænde i Helvede. Jeg er lidt træt af det, skal jeg lige hilse og sige.”

Flere har beskyldt hende for at føre symbolpolitik her inden kommunalvalget den 21. november.

”Men for mig handlede dåben ikke om politik overhovedet, det handlede kun om, at det var smukt og rigtigt for mig at konvertere.”

På Facebook er der en, der skriver, at du konverterer tilbage, når du ser, at vælgerne straffer dig til valget. Kommer du til at miste stemmer på din dåb?

”Jeg har virkelig ikke forbundet min dåb med kommunalvalget. Men efterfølgende har jeg tænkt over, at netop den slags kommentarer også er en af grundene til, at jeg konverterede. Når der sker noget, der er kritisk over for islam, kommer der et hav af trusler og mennesker, som ikke tager imod argumentation, på banen, mens det jo er helt okay, når kristne konverterer til islam. Islam er desværre ikke en religion, der er hverken mangfoldig eller liberal.”

Latifa Ljørring holder en af sine få pauser og drikker tænksomt af kaffen, der må være blevet kold, mens hun har talt, ivrigt og engageret.

”En tredje grund til, at jeg er konverteret, den vigtigste, er de kristne værdier som fællesskab og kærlighed, kærlighed og kærlighed,” siger hun med langsomt eftertryk på hvert ord.

”I islam er det øje for øje, jeg har aldrig kunnet se, at det skulle være kærlighedsreligionen. Jeg har heller ikke kunnet se, at kvinder skulle være særligt forgudede i islam. Vi kommer jo altid til sidst. Hvis for eksempel min far i Marokko dør, arver mine brødre automatisk 70 procent, og vi piger kan så deles om resten.”

Latifa Ljørring er kendt for ikke at lægge fingrene imellem, når hun mener noget. Det har flere gange bragt hende i problemer. Er hun bekymret over de dødstrusler, hun har modtaget efter dåben?

”Jeg er ikke bange, bare mere opmærksom. Jeg tror på, at hvis nogen vil mig det mere ondt end det, jeg kan læse i en tråd eller i en privat besked, ja så bliver jeg skudt. Men jeg ønsker ikke engang at tænke over det, for det skal ikke hindre mig i at gøre det, jeg synes, er rigtigt.”

Er hendes familie i Marokko kede af, at hun har konverteret – en oplysning, hun selv har lagt op på Facebook?

”Jeg skammer mig ikke, det var jo en stor dag for mig, og med mine forældre har jeg den aftale, at vi ikke taler religion, mad, livsstil eller politik. For de ved jo godt, at enten har vi hinanden, eller også har vi ikke.”

Man mærker, at Latifa Ljørring er vant til at tage sine egne beslutninger. Ligesom hun gjorde, da hun som nyuddannet elektroniktekniker og teamleder i et fransk firma uden familiens vidende takkede ja til en stilling i Chile og først ringede hjem og fortalte det, da hun var vel fremme i Santiago.

”Min mor har altid sagt, at jeg er familiens sorte får,” siger Latifa Ljørring, der allerede i skoletiden i Marokko gjorde oprør og stiftede landets formentlig første elevråd for piger.

”Jeg er født og opvokset som muslim, det er ikke noget, jeg har valgt, og jeg har været kritisk over for islam, siden jeg var 10 år, faktisk. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor der ikke er lighed mellem kønnene. Jeg har aldrig kunnet føle, at den ideologi var en, jeg kunne høre 100 procent til.”

Hun er privilegeret, siger hun, fordi hendes familie var rimelig liberal.

”Men inden jeg fyldte 18 år, vidste jeg, at det var meningen, jeg skulle ud af skolen, giftes med min fætter og have en masse børn. Men jeg ville studere.”

Drømmen var at blive jagerpilot.

”Jeg ville gerne gå hånd i hånd med mændene og vise, at kvinder kan bidrage til at løfte et samfund i stedet for at sidde derhjemme.”

Jagerpilot blev det ikke til.

”Men efter gymnasiet gav min mor sig og sagde, at jeg bare kunne studere et eller andet. Den fætter, jeg skulle giftes med, var skibskaptajn, og da de rejste et eller to år ad gangen, satsede hun på, at tingene løste sig, når han kom hjem, for der var jo lagt billet ind på mig.”

Latifa Ljørring uddannede sig som elektroniktekniker, fordi hun ville vise, at hun kunne klare sig i et mandefag. Og det, samt et arbejde i udlandet, blev hendes første skridt på vejen til det liv, hun har i dag, som dansker og politiker.

Også privat har hun taget ”hele den danske pakke”. Hun er gift og skilt igen, selvforsørgende, forælder til et barn i folkeskolen og nu medlem af folkekirken. Men efternavnet, det er der ingen, der kan udtale.

”Det har jeg grinet meget over, for hvordan kan det være, at I ikke kan udtale et dansk efternavn,” driller hun og giver den forklaring, hun har givet mange gange før: ”Ljørring er en lille by mellem Herning og Holstebro. Det er der, det stammer fra.”

Efter interviewet – ude ved hendes bil – viser hun på ruden den svage aftegning af et kors med en streg over. Tegnet ind i duggen på sideruden i morges, men nu så godt som usynlig. Hun visker resterne af den uvenlige hilsen væk. Og svarer på et sidste spørgsmål om, hvad hun glæder sig mest til som døbt.

”At gå til nadver, næste gang jeg er i kirke.”

229989367
Valgmenighedspræst Nana Hauge døbte Latifa Ljørring. To venner var dåbsvidner, og datteren Sophia var selvfølgelig med. Foto: Privatfoto