Det vigtigste er ikke, hvordan man ser ud, men hvordan man ser ud på verden

Som barn drømte journalisten Daniel Øhrstrøm om at blive lige så høj som sin far og lige så tyk som sin morfar - altså ligesom Helmut Kohl

Det vigtigste er ikke, hvordan man ser ud, men hvordan man ser ud på verden
Foto: Leif Tuxen.

Da genforeningskansleren Helmut Kohl døde i sidste uge, gik det op for mig, at han faktisk var min barndoms mandeideal. En stor mand, der roligt holdt sine små modstandere i hånden, indtil murene mellem dem brast.

Jeg var selv 10 år, da Berlinmuren endelig faldt. Derhjemme dansede vi i stuen med en folkelig glæde, der kun kan sammenlignes med den danske EM-sejr tre år senere. For man behøver ikke være stor for at fornemme, at man oplever noget stort.

Under EM brækkede en af min fars venner endda et ribben på sig selv under et spontant jubelkram med sin søn i vores stue. Og efter EM-sejren fulgte min ellers regelrette far selv strømmen og kørte over for rødt med Dannebrog stikkende op af soltaget hele vejen ind til Rådhuspladsen, hvor vi sang med på ”Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei”.

Det var, som om at Danmark ikke havde vundet en fodboldkamp, men en krig. Men i 1989 følte vi os selv som tyskere.

Jeg husker, hvordan en af min farmor og farfars sønderjyske naboer i spontan glæde lod markerne ligge for at tage traktoren til Tyskland for at hjælpe med at vælte den væmmelige beton, der havde skilt Europa ad. Men det gjorde også indtryk på mig at se de gamle billeder af den store mand Kohl stå i fjernsynet og bede til Gud om fred.

Dengang gik jeg selv i en frikirkelig søndagsskole i København, hvor en af sangene netop lød ”Med vor Guds kraft vælter vi mure”. Og jeg syntes, at det lød rigtigt. For hvis man skulle have sådan en stor mur væltet, virkede det da både nyttigt at få hjælp af en stor Gud og sønderjyder med traktorkørekort.

Sådan så jeg også Kohl som et stort søndagsskolebarn, der var kendt for at bede Gud om hjælp, før miraklet skete. Og allerede dengang syntes jeg i hvert fald, at Kohl virkede som den lille hidsige Hitlers modsætning. Helmut Kohl behøvede ikke puste sig op for at virke stor. Han var også tyk og småskaldet som min søde morfar i Herlev, så engang omkring 1989 bekendtgjorde jeg målrettet, at jeg gerne ville være lige så høj som min far – og lige så tyk som min morfar. Det bad jeg faktisk – til min kones senere fortrydelse – også Gud om dengang.

På den måde ville jeg også komme til at ligne begge mine store idoler. For min far var dengang en tårnhøj, men ranglet Find Holger-type, mens min lille morfar var lige så rund, som han var mild. Engang misforstod min mor – som barn – derfor salmen ”Ingen er så tryg i fare” og sang af hjertet ”Ingen er så tyk som far”. For hvilken sandhed der lå i den salme!

Det er sjovt. For nu vil mine egne overraskende sportslige drenge gerne være lige så høje som mig – og lige så tynde som deres morfar. Sommetider ville jeg da også ønske, at jeg var lige så slank som min svigerfar, som oven i købet stadig har sit hår som en anden Robert Redford. Men den småskaldede tyksakstysker Kohl lærte mig, at man godt kan være cool, selvom man ikke er som spyttet ud af Euroman. For det vigtigste er ikke, hvordan man ser ud, men hvordan man ser ud på verden.

Og selvom Kohl kropsligt kunne ligne skurken Bøffen fra Olsen-Banden, hvad der måske medvirkede lidt til filmenes succes i Tyskland, spillede han en helterolle i 1989. For han vidste lige præcis, hvordan han skulle gribe chancen at skabe tillid i stedet for frygt på det rigtige tidspunkt.

Nekrologerne viser, at Kohl også havde sine små bøllesider, han var jo også bare et menneske, men i disse tider, hvor verden virker til at falde fra hinanden, savner jeg alligevel en bamset politiker som Kohl, der kan holde sine fjender i hånden som et forbillede for os andre. For vi mennesker skaber jo hele tiden nye mure, så det er godt at huske på, hvordan vi fik de gamle mure til at falde sammen. Det er ikke størrelsen, der afgør, om vi bliver bøffer eller barmhjertige, men jeg må indrømme, at jeg blev lidt rørt, da jeg læste udlandsredaktørens stærke nekrolog her i avisen, for der lærte jeg to nye ting om Kohl. Han blev født den 3. april og var 193 centimeter høj – præcis ligesom mig. Så måske hørte Gud alligevel både Kohls og mine bønner i 1989.